Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Hvorfor blogge?

At blogge er en uvurderlig del af min helingsproces, der formentlig vil være livslang. Mit liv har budt på megen sorg, smerte, kaos, glæde, kærlighed og lys i kraft af min fortid og nutid.

En del indlæg handler om italesættelse af følelserne omkring min opvækst i en dysfunktionel familie. Bloggen bliver også brugt til tankerne omkring, at være mor til et udviklingshæmmet barn med svært behandlelig epilepsi samt mere fredsommelige dagligdags ting.

Jeg er stadig i gang med processen og har valgt, at dele åbent og ærligt her på bloggen om sejrene og nederlagene.

Håber, at du får noget brugbart med på vejen. Du er meget velkommen til at kommentere på indlæggene, hvis du føler for det (også gerne anonymt). Velkommen til ♥

Den virkelige nitte

Adopteret fra KoreaOprettet af Pernille Gyldensøe ons, november 28, 2012 11:01:26

Jeg beskæftiger mig ikke ret meget med adoption. Alt fra min tid i Korea er så godt som ikke-eksisterende for mig. Mit liv startede i Danmark. Min familie er i Danmark. Den opmærksomme læser på bloggen vil også vide, at jeg til dags dato kun har skrevet ét enkelt indlæg om, at være adopteret. Det følelsesmæssige cut har været absolut nødvendigt for min egen overlevelse. Måske der er kommet en lille åbning nu, efter at have set dokumentaren Adoptionens pris.

Jeg og flere andre adopterede ved om nogen, at det kan have en pris at være adopteret. Vi har betalt den. Vores familier har betalt den. I flere tilfælde har det haft en meget sørgelig og smertelig udgang. Drømmen om en familie har alle, uanset om de er biologisk beslægtede eller adopterede. Selv med de bedste intentioner kan det ønske dog være rigtig svært at realisere.

Adoptivforældrene fra dokumentaren bor under jorden i øjeblikket og bliver lagt for had i pressen og på Facebook. De har givet et intimt indblik i deres familieliv og de udfordringer, der kan følge med en mislykket adoption. Når jeg siger mislykket, er det forløbet – ikke børnene. Og heller ikke adoptivforældrene. Jeg kan udmærket sætte mig ind i deres frustration og afmagt efter 2 ½ års intens kamp for at få familien til at hænge sammen samtidig med, at de gentagne gange har forsøgt, at få de rette redskaber til dem selv og deres børn og mødt afvisninger eller direkte forkert vejledning.

Dokumentaren ramte mig lige i hjertekulen og tårekanalerne. Selvklart. Man skal være ualmindelig følelseskold, hvis ikke man bliver påvirket af den. Jeg favner relativt bredt i de problematikker og udfordringer livet har budt mig – bl.a. som adopteret, det konkrete omkring ulykkelig familieopløsning og som forælder til et barn, der ikke passer ind i kasserne. Derfor har jeg temmelig sikkert en anden holdning og indsigt end folkemassen, der (med rette) er dybt forargede og lægger adoptivforældrene for had. For der bliver vist grimme sider. Der bliver sagt grimme ord. Og der bliver udvist en følelsesmæssig kulde og afvisning af det lille barn, der skærer helt ind i marv og ben. Men det er øjebliksbilleder. Hvem forventer, at få det fulde billede af et opslidende forløb på 2 1/2 år på blot en time? På en måde gjorde det mig godt midt i alt det onde, at høre adoptivforældrenes egne reflektioner efter dokumentaren i dette indslag.

Jeg skal ikke gøre mig klog på, om adoptivforældrene er uegnede. Det er der rigeligt andre, der gør i debatten. Hvis vi skal tale om en nitte, så må det med rette være det sikkerhedsnet, der åbenlyst mangler under såvel adoptivbørnene og adoptivforældrene. Store børn med sprog, erindringer og følelsesmæssig tilknytning til hjemlandet kan kun forventes at reagere på, at komme til et fremmed land og skulle bo hos fremmede mennesker. Der skal helt naturligt følge kompetent rådgivning med hele vejen, så forløbene ikke ender som i Mashos eller mit tilfælde. Problematikken med mistrivende adoptivbørn er langt fra ny. Jeg kender flere voksne adopterede på ml. 30 til 45 år, der har store ar på krop og sjæl efter et mislykket adoptionsforløb, hvor forældrene heller ingen hjælp fik.

Forældrekørekortet, som man bl.a. praktiserer i Holstebro Kommune med projektet Familie med hjerte, burde integreres i alle landets kommuner. For uventede problematikker og uforløste drømme om den lykkelige kernefamilie er ikke forbeholdt adoptionsområdet. Det er i ligeså høj grad et problem, der eksisterer i biologiske familier. Undskyld mit udtryk, men enhver frugtbar idiot kan føde et barn. De seneste års misbrugssager vidner blot om, at hverken biologiske, pleje, sted eller adoptiv-forældre kan forvente at klare forældrerollen bedre, end de forudsætninger de har med sig. Forældreevne er ikke noget, du kan købe eller læse dig til. Efter min mening er det en løbende proces, der i bedste fald først slutter den dag vi dør. Dem, der for alvor svigter og løber fra deres ansvar, er dem der nægter at udvikle sig løbende som mennesker og anser sig selv som helstøbte og fejlfrie.

Roba, Mashos lillebror har der været relativt lidt fokus på. Han var jo "nem". Det eneste der snakkes om er, at han bør fjernes straks fra adoptivforældrene pga. deres åbenlyse uegnethed. I mine øjne er hans force, at han kun var halvt så gammel som Masho, da han kom hertil og ikke på samme måde har tilknytningsproblematikker som sin søster. Han har (måske) en reel chance for, at vokse op nu med to forældre, der har overskud til ham og hans trivsel, samtidig med at han har jævnlig kontakt med hans søster. Det er da så absolut ikke drømmescenariet, at skille to søskende ad. Men jeg ved også, at det absolut heller ikke er drømmescenariet, at opvokse i skyggen af én, der fylder meget. Lad os forestille os, at han faktisk har det godt og trives hos familien. Hvordan mon det vil påvirke ham fremover, at hele Danmarks befolkning hader hans danske forældre?

I mine øjne er adoptivforældrene modige. Nok ikke modige i den gængse forstand, men det kræver grangivligt noget med "n", at udstille sin egen personlige kamp på landsdækkende TV. De har sat deres egen sårbare og svære situation på spidsen for, at sætte fokus på de store huller i sikkerhedsnettet, således at ingen andre adoptanter skal igennem det ulykkelige forløb, de har været. De har været åbne for hjælp. Det er i mine øjne det allervigtigste skridt, forældre kan tage. Ellers er der intet, at arbejde med eller udsigt til nogen som helt form for bedring. Skulle de have ventet med en anbringelse, til der måske kom vold, alkoholmisbrug eller skilsmisse med ind i billedet?

Jeg forsvarer eller hylder ikke deres udtalelser i dokumentaren, men appellerer blot til at se tingene i en sammenhæng. Igennem 2 ½ år tryglede de om hjælp, men fik den ikke. Fra min egen og andres familier ved jeg, at den modtagelighed eller modstand mod hjælp udefra er altafgørende for, hvordan børnene og familien i det hele taget trives på længere sigt. Det kræver skræddersyede løsninger og kompetente fagpersoner, der i samspil med forældrene gør familien bæredygtig.

Personangreb, hævn og had lærer vi intet af. Tværtimod opleves det som om, man bliver en lille smule dum af det? Jeg synes, at vi skylder alle implicerede i denne sag, voksne adopterede og deres adoptivforældre samt fremtidige adoptanter og børn at lære af sagen og få mindsket hullerne i sikkerhedsnettet på adoptionsområdet.

Jeg håber, at de nødvendige foranstaltninger bliver iværksat både generelt og i det helt konkrete tilfælde. Jeg håber, at Masho og Roba bliver hørt og deres behov bliver sat foran alt andet. Jeg håber, at vi lærer af historien og den vil højne niveauet for fremtidige adoptioner ♥

  • Kommentarer(7)

Fill in only if you are not real





Følgende XHTML-tags er tilladt: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS og Javascript er ikke tilladt.
Oprettet af Pernille Gyldensøe fre, november 30, 2012 11:42:34

Tak for din kommentar, T.

Jeg blev selv frustreret, da jeg så udsendelsen og tårene stod ud af hovedet på mig, mens jeg råbte "Møgkælling!" og alt muligt andet efter adoptivmoderen. Men efter lidt betænkningstid, måtte jeg bare erkende, at der er alt for mange ubekendte i denne her sag.

Jeg tror, at vi alle sammen ville komme til kort, hvis fokus skulle være på vores fejl og mangler. I dokumentaren vises adoptivmoderen kun kold, psykisk nedbrydende og forsmået over Mashos afvisninger og reaktioner. Spørgsmålet er blot, om hun virkelig ER sådan, eller om hun gennem det 5 år lange forløb også f.eks. har forsøgt sig med anerkendende pædagogik, før hun af en psykolog blev rådet til, at ignorere Masho og lagde vægt på, at hun ikke skulle belønnes, når hun f.eks. var ved aflastningsfamilien. Jeg ved det ikke. Min lille anke er blot, at bare fordi det ikke er vist, betyder det jo ikke at det er hele sandheden. Selvfølgelig, hvis kvinden virkelig ER sådan, så skal hun under ingen omstændigheder ikke have med børn at gøre. Jeg forventer, at der er kompetente mennesker omkring familien nu, der gennem grundigere undersøgelse får vurderet forholdene. Jeg er lidt uenig med Bine i, at biologiske mødre ubetinget elsker deres nyfødte børn. Tilknytning og kærlighed til det lille barn er ikke en selvfølge for f.eks. misbrugte/voldsramte kvinder. At jeg, Bine og mange flere har været møre af kærlighed fra vi så vores unger betvivler jeg ikke. Men det er blot ikke den fulde sandhed. Måske adoptivmoderen har fået en ”fødsels”-depression over ikke at slå til. Hvorfor skulle ikke-biologiske forældre ikke kunne rammes af det på lige fod som f.eks. en biologisk far også kan? Jeg tror ikke, at følelserne af utilstrækkelighed kun er betinget af, hvem der bærer barnet. Jeg vælger (af 100 % egoistiske grunde) også at tro på, at adoptivforældre godt kan elske deres barn fra dag et. Det kan være svært at forvente af dem, især i dette tilfælde, hvor Masho både har sprog, størrelse, afsavn og stærke naturlige reaktioner på, at blive skilt fra hendes forældre. Efter min mening er et barn på 2-4 år alt for gammelt til bortadoption, selvom jeg kender et par rigtig vellykkede tilfælde <3

Men der er altså mange flere faktorer end adoptivmoderen i det her, bl.a.: Hvor godt blev de forberedt af adoptionsbureauet og fagkyndige på, at modtage et så stort barn forinden? Hvor godt var Masho og hendes bror forberedt på, at når de kom hjem fra indkøbsturen med en fremmede dame på børnehjemmet, så var deres forældre væk for altid? Som jeg ser det i filmen, bliver de bare gennet ud på indkøbstur og så forsvinder forældrene. Jeg kan sgu godt forstå, at Masho vil have sin mor og far. Jeg kan også godt forstå, at hun ikke vil være på hotelværelset og håber hendes biologiske forældre kommer. Og jeg kan også godt forstå, at hun afviser og ”straffer” hendes adoptivforældre for, at de biologiske forældre har forladt dem, uden at sige farvel. Det hele skriger på, at forventningsafstemningen af selve adoptionen har været total skæv. Og det mener jeg bare ikke, alene kan tilskrives adoptivmoderen. Det handler i ligeså høj grad om de biologiske forældre og børnenes forventninger.

Alle forældre må forventes, at være gode forældre – både adoptiv- og biologiske forældre. Men fordi man har været en langvarig godkendelsesproces igennem forinden, betyder det jo ikke nødvendigvis, at man er bedre rustet til opgaven end biologiske forældre (det ved jeg sgu da om nogen). Der skal være særlig hjælp og støtte før, under og efter barnets ankomst hele vejen rundt, f.eks. med forældreforberedende forløb.

Ligesom dig, tager jeg afstand fra at TV2 styrter til Etiopien og piner de biologiske forældre med en viden, de på ingen måde kan stille noget op overfor.

Desuden krummer jeg tæer over, at læse de sidste par dages fortsættelse, hvor folk simpelthen har forsøgt, at overgå hinanden i absurde løsningsforslag. Den ene efter den anden melder sig på banen som nye adoptanter til Masho. At de personligt bare kan sørge for, at hun får det SÅ godt og bliver beamet op med kærlighed. Der er ingen tvivl om, at alle børn har brug for omsorg og kærlighed og ønsket om en god varm familie er naturlig. Men hvad hvis deres lille prestige-projekt - der uden tvivl vil blive fulgt tæt af hele Danmarks befolkning - mislykkes? Hvad hvis kærlighed, omsorg og større "søskende" ikke er nøglen til Mashos trivsel? Hvor stort et pres ligger disse nye adoptivforældre både på deres egne forældreevner og Masho ved blindt at forudsætte et vellykket forløb? Skal Masho så videre igen? Eller skal hun leve resten af sit liv under en stor fed løgn, fordi det ville være utrolig skamfuldt, hvis adoptivfamilie nr. 2. ikke lykkes heller? Eller dem, der mener at hun bare straks skal sendes retur til Etiopien! Hun har nu boet i DK i lidt over halvdelen af hendes liv. Hendes biologiske forældre ønsker ikke ubetinget at få hende tilbage. De holdes fortsat i live med HIV-medicin, men hvad er udsigterne? Hvis jeg var blevet spurgt som 9-årig, om jeg ville være her eller tilbage til Korea til trods for at jeg fik tæsk og blev misbrugt, ville jeg til hver en tid blive her. Folks naive forventninger om den lykkelige genforening med de biologiske forældre, kan vise sig at være ligeså forlorrent som adoptivforældrenes lyserøde billede af en lykkelig kernefamilie. Selvom vores sociale sikkerhedsnet har huller også, er det trods alt nok en kende bedre her end i Etiopien, hvis/når hendes biologiske forældre dør.

Jeg bliver vred over, at folk ser denne ulykkelige sag som en chance for at promovere sig selv, hvad enten det er en psykolog med speciale i adoptionssager, der havde stærke formodninger om, at adoptivmoderen havde en personlighedsforstyrrelse eller om det er tossegode mennesker, der mener de kan frelse Masho. Vedr. psykologens udtalelser kunne jeg rigtig godt tænke mig at få klarlagt, om hun dengang tilbød hendes ekspertise til adoptivforældrene eller om hun blot underrettede sin bekymring til Holbæk Kommune? Ville det ikke være nærliggende, hvis man var dybt bekymret for både adoptivforældre og barnet, at man i kraft af sine faglige kompetencer tilbød sin hjælp? Hvor jeg dog håber, at Masho og Roba får lov at blive hørt. Kh. P

Oprettet af TT tor, november 29, 2012 16:10:54

Synes sgu du er sej. Ved selv hvor svært det er at sige det man føler og være bange for at blive udstødt for ikke at please flertallet. Godt gået.

Den sag er så fucking nuanceret, men folk har så travlt... Bevares jeg havde da også forældrene som primær skydeskive lige bagefter, men mange ting dukker op senere... Og det er vigtig man giver plads til nuancerne for ellers brænder man fast... Og det er ikke sundt...

Har det også meget svært ved at TV2, i jagten på at malke koen yderligere, har behov for at tage til Etiopien for at plage forældrene, og give dem flere bekymringer i deres liv end de har i forvejen.

Oprettet af Pernille Gyldensøe ons, november 28, 2012 18:55:23

Kære Bine

Tak for din ord og reflektioner.

Jeg vil gerne slå fast, at jeg aldrig begiver mig ud i endegyldige sandheder what so ever. Det her indspark er skrevet ud fra min subjektive holdning til folkedomstolen, som i flere tilfælde tangerer til det kvalmende primitive og absurde. Endvidere begiver jeg mig heller ikke ud i at gisne om, hvad der er bedst i den helt konkrete sag. For det ved hverken du eller jeg. Jeg har et håb om, at Masho, hendes bror, adoptivforældrene og de biologiske forældre får den hjælp, de har brug for og at procedurene omkring adoption generelt bliver strammet op i DK.

Nogen undres og forarges måske over, at jeg ikke har valgt at skrive indlægget ud fra barnets perspektiv. Det har jeg med vilje undladt, da jeg egentlig føler det hører til i et helt særskilt indlæg, der bliver meget personligt.

Der udøves en række overgreb i dokumentaren, der med rette har fået hele Danmark op af stolene. Både overfor børnene, deres biologiske forældre og i sidste ende også adoptivforældrene.

Jeg kan kun give dig ret i dine faglige betragtninger omkring den følelsesmæssige håndtering og frustration, som adoptivmoderen udøver overfor datteren. Men som sagt, så har jeg med vilje ikke valgt den vinkel på dette indlæg. Det kommer en anden dag.

Når jeg bruger ordet "modig" om adoptivforældrene, er det den vilje til at kaste lys over en fatal problematik, der er langt fra ny - selvom det nu betyder, at de bliver lagt for had af størstedelen af befolkningen. Hvem ville turde, at udstille sine egne fejl og mislykkede forsøg på, at opbygge en lykkelig kernefamilie. Jeg brækker mig over, at folk bliver selvhøjtidelige og benægter deres egne fejl, så snart der er et åbentlyst eksempel fremme i pressen. Det være sig de store misbrugssager eller denne adoptionssag om Masho og hendes bror. Nogen har en sær tendens til, at glemme deres egne knapt så flatterende sider, hvis man i samlet flok i stedet kan være enige om, at gå i flæsket på nogen andre. Psykisk vold praktiseres dagligt i mange familier. Her blev det bare blæst op på landsdækkende TV. Ord, der dræber, iskolde blikke og afvisninger er den rene gift for børn, at vokse op i. Det ved jeg om nogen. Det river og flår i mig, når jeg er vidne til det i f.eks. supermarket som i dette indlæg http://blog.smuktliv.dk/#post94 Af samme grund har dokumentaren også sat varige spor i mig og åbnet op for et hidtil hengemt kapitel af mit liv, der drejer som om mit biologiske ophav.

Kh. P

Oprettet af Pernille Gyldensøe ons, november 28, 2012 15:39:43

Kære Annette

Tak for din kommentar her.

Der er rigtig mange ubekendte i denne her dybt ulykkelige sag. Jeg savner bl.a. også noget mere information omkring, hvor godt adoptivforældrene blev forberedt af Danadopt på, hvordan det er, at få relativt store børn. Personligt mener jeg, at der bør være en aldersgrænse på børnene.

Og adoptivforældre er lige netop ikke overmennesker eller bedre forberedt på forældrerollen, end andre der kan få børn af naturens vej (selvom mange har et billede af, at det burde de være).

Kh. Pernille

Oprettet af Bine ons, november 28, 2012 13:55:28

Hov rettelse: Og hermed argumenterer jeg for IKKE at bruges den ene vinkel til at udelukke den anden - uanset ståsted - så lukker vi af for barnets trivsel og tarv - og dette er for mig det allervigtigste uanset hvad.

Oprettet af Bine ons, november 28, 2012 13:52:10

Kære Pernille

Tak for din nuancering som jeg klart mener har sin berettigelse. Men for mig er det en nuancering - ikke nødvendigvis en anden sandhed. Når vi ser programmer af den slags så er der ingen tvivl om at, som instruktøren selv udtaler - der vil være meget der ikke er vist når 300 timers råmateriale koges ned til 50 minutter.

Om forældrene er egnende eller ej kan aldrig blive min vurdering, men jeg kan vurdere om der begås overgreb på barnet - og det gør der. Lige fra start på hotellet da forældrene henter dem i Ethiopien, udviser moderen en følelsesmæssig adfærd der er skadelig for tilknytningen og pigens følelsesmæssige udvikling.

Der er sikkert forklaringer på hvorfor - og faktisk tror jeg de fleste af os har begået den slags i afmagt, skældt vores børn ud, været for hårde, for dømmende, for tolkende osv. Og uden overhovedet at ville legitimere dette - blot konstatere at det sker for de fleste at de i manglende overskud får været nogle røvbananer overfor deres børn - så er forskellen her at pigen ikke har nogen kærlighed til og fra de mennesker der begår dette overgreb.

Bortset fra at jeg er inderlig modstander af fænomenet "Holding" så ser jeg faktisk resurser hos faderen, men pga. moderens stærke følelser og systemets fatale opbakning af "straf som udviklingsmetode" så bliver det værre og værre igennem filmen.

Denne mor har ikke båret dette barn under sit hjerte og har slet ikke haft tiden til at udvikle et sundt og naturligt moderskab. Al respekt for omstændighederne så tager denne slags tid, det er et slid med ups and downs og reelt er der vel ikke noget i hendes følelser der er forkerte - men hun handler på dem. Overfor et barn der er forsvarsløst i denne situation. Hun lader sin egen frustration blive vejledning i forældreskab - og helt naturligt. Det sker jo for mange - men pigens følelsesliv er ikke rustet til at værne sig mod disse frustrationer.

Jeg er i den heldige position at jeg både er fagperson og mor. Det gør det nemmere at forholde sig til andre forældre og deres børn - men nogen gange sværere at forholde sig til ens eget moderskab. Jeg bilder mig ikke ind qua min faglighed at kunne rumme alle - for mit fokus er 100 % børns trivsel og rettigheder.

Derfor kan jeg også positionere mig i debatten, udfra denne vinkel, velvidende at det ikke er det fulde billede - det har ingen. Det giver mig heller ikke patent på en sandhed om fx forældrenes egnethed og slet ikke i de udfordringer der kan være omkring adoption - jeg vælger udelukkende at forholde mig til pigen - og hun udsættes for overgreb uanset hvor mange timer der er klippet fra.

Der er ikke tale om at dømme på et løst grundlag. Der er tale om at se på en lille del af helheden og min overbevisning er, at gør vi ikke dette forsvinder delene i helhedens tåger. Derfor bør det heller ikke være op til enkeltpersoner at vurdere om pigen skal det ene eller det andet. Mantraet må være at hun ikke skal udsættes for overgreb og løsningen må findes i de mange muligheder det åbner at værne om dette fremfor at have en holdning til hvad der er bedst.

Måske kan moderen med den rette hjælp lærer ikke at begå overgreb mod barnet? Måske skal pigen hjem til Ethiopien? Måske skal hun bo blandt fagligt personale? Ingen ved hvad der er det bedste - vi kan kun beslutte os for at undersøge hvilke foranstaltninger der sikrer pigen mod overgreb så hun kan komme i trivsel og få det bedst mulige ud af livet som ikke har givet hende det bedste afsæt.

Og hermed argumenterer jeg for at bruges den ene vinkel til at udelukke den anden - uanset ståsted - så lukker vi af for barnets trivsel og tarv - og dette er for mig det allervigtigste uanset hvad.

Jeg synes at det er rigtig fint at få åbnet den debat og set adoption i et andet lys, men der gives ikke point for mod i min verden. Der gives point for selvrefleksion, ansvar og udvikling - og naturligvis for ikke at begå overgreb mod børn - uanset om de er biologiske eller ej.

<3

Bine

Oprettet af Annette Skipper ons, november 28, 2012 13:15:03

Pernille, hvor har du bare SÅ meget ret i, at billedet på 1 time kun kan være unuanceret - der var meget lidt om forforløbet frem til filmens optagelse og den famøse telefonsamtale med kommunen - og at det ikke er i orden at lægge forældrene for had. Jeg tror, at de har åbnet op for at vise den frustration, man som adoptivforældre står med, når ingen hører ens råb om hjælp. Det jo ikke værre eller sværere for dem som adoptivforældre, end det ville være for biologiske forældre, der heller ikke får den hjælp, de har brug for. Vi kan ikke forvente, at adoptivforældre er overmennesker, når vi ikke forventer det af biologiske forældre!

Alle børn har naturligvis ret til et godt børneliv og skal behandles med respekt. Men vi skal også behandle disse - dog temmeligt kiksede - adoptivforældre med respekt. De har vist os en meget stor og essentiel del af deres virkelighed, og den kan vi ikke tillade os at negligere og slå i hartkorn med andre og meget, meget, meget mere uegnede forældre.... og hvem siger, at de i det hele taget er uegnede forældre. Det går tilsyneladende fint med drengen, som i de få og korte klip virkede glad og tilfreds.

Ja, pigen skal hjæpes og det er et skrækkeligt liv, både hendes biologiske og adoptivforældre har budt hende. Men lad være med at dømme på så løst et grundlag.