Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Hvorfor blogge?

At blogge er en uvurderlig del af min helingsproces, der formentlig vil være livslang. Mit liv har budt på megen sorg, smerte, kaos, glæde, kærlighed og lys i kraft af min fortid og nutid.

En del indlæg handler om italesættelse af følelserne omkring min opvækst i en dysfunktionel familie. Bloggen bliver også brugt til tankerne omkring, at være mor til et udviklingshæmmet barn med svært behandlelig epilepsi samt mere fredsommelige dagligdags ting.

Jeg er stadig i gang med processen og har valgt, at dele åbent og ærligt her på bloggen om sejrene og nederlagene.

Håber, at du får noget brugbart med på vejen. Du er meget velkommen til at kommentere på indlæggene, hvis du føler for det (også gerne anonymt). Velkommen til ♥

Ord, der dræber

Personlig procesOprettet af Pernille Gyldensøe tir, oktober 16, 2012 12:22:52

Jeg kan stadig mærke kulden helt ind i marv og ben, når folk omkring mig bruger ord, der dræber. Ord, der dræber selvværd, kærlighed, værdighed, glimt i øjet og overskud.

Hånden på hjertet så får jeg det fysisk dårligt af det. Til en vis grad kan jeg selv kontrollere, hvem jeg omgås og på den måde afskære mig fra den jargon og sprogbrug, der automatisk bare trykker på alle mine knapper og fylder mig med vrede, sorg og lyst til at blande mig.

Jeg kan ikke afskære mig fra alt. Blot på en lille indkøbstur i Fakta oplever jeg de verbale drab. Forældre, der taler frygtelig grimt til deres børn. Voksne børn, der råber af deres forældre. Par, der snerrer henover køledisken. Nogle dage er jeg bedre til at lukke det ude, end andre. I dag er jeg uden filter. Alt går ind. Rent ind.

Der er dødt i Stenlille. Efterårsferie. Jeg handler så vidt muligt om formiddagen, fordi jeg hader køer, stress og mange mennesker. Så jeg og en håndfuld andre bevæger os dovent rundt i butikken. Man kan høre alt, selvom jeg fysisk flytter mig længere og længere væk fra ham dér. Ham, der er grov både i udseende og talemåde. Ham, der åbenlyst er vred, irritabel og aggressiv overfor hans gamle 80-årige hvidhårede mor, der febrilsk prøver at følge trop med hans hastige hidsige skridt op og ned af de smalle supermarkedsgange. Ham, der har munden fuld af ord, der dræber og sandsynligvis altid har talt sådan til hans mor.

"De hænger lige her! HER! KAN DU IKKE SE DEM, FOR FANDEN?" råber han helt uden hæmninger til hans mor. Folk vender sig om. Ingen siger noget. Hun kan ikke se is-terningposerne, så til sidst hiver han den ned fra knagen og kaster arrigt en pose ned i vognen. Lidt efter er der noget andet, der irriterer ham. I det hele taget må det være en meget irriterende indkøbstur for ham. "Hold kæft, hvor er du bare dum, mand! Fuck, hvor er jeg bare træt af det her" snerrer han.

Jeg har lyst til at gøre noget. Lyst til at ligge min hånd på hendes og give den et lille klem. Og mest af alt har jeg lyst til at sige noget til ham. Give ham et stort mundl*rt-plaster for munden og spidst pointere, at han vist har brugt sin taletid for i dag. Flere gange prøver jeg, at fange hendes blik så jeg kan give hende et forstående smil med på vejen. Hun ser mig slet ikke. Hendes blik er dødt. Fuldstændigt dødt. Udover lidt vand i de gamle rødrandede øjne, er der intet liv at spore.

Skynder mig i stedet kryster-agtigt at få bippet mine varer ved kassen, så jeg kan flygte ud af butikken. Ud i luften. Ud i friheden. Langt væk fra de dræbende ord. De runger stadig i mit hoved og jeg kan ikke ryste dem af mig.

Tilbage står den gamle dame, vis eneste hjælp i det daglige måske er hendes grove, bespottende voksne søn. Hvor er det uværdigt - for dem begge to. Han har det uden tvivl ligeså svært med sig selv, som hun.

Kloge mennesker vil med garanti påpege, at den situation har hun selv sat sig i. At hun ikke har sat tydelige grænser for ham dengang, han var barn. De kloge mennesker har sikkert aldrig prøvet at være en del af sådan en familie. En familie, hvor man tager livet af hinanden med ord. Dét har jeg.

Jeg kan ikke redde verden. Det er ikke mit ansvar, hvordan andre vælger at leve og tale til hinanden. Jeg kan kun tage ansvar for mig selv og mit eget ordvalg. Være bevidst om at vælge de opbyggende, støttende, anerkendende og kærlige ord overfor min lille familie og venner, fremfor de hårde, kantede, nedværdigende ord. Bevidstheden må være det vigtigste og min eneste trøst i det her ♥

  • Kommentarer(6)

Fill in only if you are not real





Følgende XHTML-tags er tilladt: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS og Javascript er ikke tilladt.
Oprettet af Pernille Gyldensøe søn, november 04, 2012 14:36:59

Hej Mig

Det er noget trist noget, at skulle modtage dag efter dag.

Kender du denne bog af Dan Svarre? Jeg har selv haft stor glæde af den mht. opbygning af selvværd

http://bibliotek.dk/vis.php?origin=sogning&field4=forfatter&term4=dan+svarre&term2=&field2=titel&term3=&field3=emne&field1=fritekst&term1=&mat_text=&mat_ccl=&field_sprog=&term_mat%5B%5D=&term_sprog%5B%5D=&field_aar=year_eq&term_aar%5B%5D=

og denne af Jesper Juul vedr. grænsesætning

http://bibliotek.dk/vis.php?origin=bog&field4=forfatter&term4=jesper+juul&term2=kunsten+at+sige+nej&field2=titel&term3=&field3=emne&field1=fritekst&term1=&mainform=S%F8g&mat_text=&mat_ccl=&field_sprog=&term_medie%5B%5D=ma%3Db%E5&term_littform%5B%5D=&term_maalgruppe%5B%5D=&term_sprog%5B%5D=&field_aar=year_eq&term_aar%5B%5D=

Kh. Pernille

Oprettet af Mig ons, oktober 31, 2012 16:24:25

Hej Pernille... Jeg er desværre modtageren af de dræbende ord. På gode dage er jeg sikker på at jeg nok kan klare det. Men når det så sker kan jeg mærke mit indre slå knuder...

Oprettet af Pernille Gyldensøe man, oktober 29, 2012 15:02:42

Hej Helle

Tak for din kommentar <3

Jeg kan sagtens blive vred og tale grimt, hvis jeg bliver trådt på - der er jeg altså ingen engel selv :-) Men min datter kunne jeg aldrig drømme om at tale til, som jeg selv er blevet det igennem årene.

For mit eget vedkommende har det drejet sig rigtig meget om den systematiske nedbrydning af selvværdet med hårde ord. Jeg kan sagtens høre forskel på, om det er et øjebliks frustration eller dagligdags tale, når folk omkring mig taler grimt til hinanden. Og det gyser i mig, når jeg kan høre, at det dette er hverdag for alle implicerede :-(

Kh. Pernille

Oprettet af Helle S. tir, oktober 16, 2012 20:26:44

Hej Pernille.

Uha, hvor er det genkendeligt og især har jeg det også svært med folk, der taler negativt om andre, de overhovedet ikke har nogen relation eller kendskab til.

Jeg har det utroligt dårligt med folk, der taler nedsættende til/om andre. Jeg kan godt finde på at sige noget til f.eks. forældre, der taler/skriger grimt til deres børn i supermarkedet, hvis børnene ikke lige vil som forældrene. Prøver så vidt muligt at få mit budskab ud på en pæn og sober måde, men det bliver ikke altid modtaget sådan og så kan jeg nok ikke sige mig helt fri fra, at levere samme tonefald tilbage. Men ikke med grimme og hårde nedladende ord.

Bare det at blive vred har jeg svært ved (udadtil). Jeg kan have et voldsomt uvejr i mit indre, men vreden kan ikke komme ud. Og netop den følelse kommer frem, når f.eks. jeg møder nogle der skændes eller taler grimt om andre. Genkendelsesfølelsen fra barndommen, hvor den eneste opmærksomhed der kunne tildeles mig, omhandlede noget negativt. Det være sig både fysisk og verbalt.

Kærligst Helle S.

Oprettet af Pernille Gyldensøe tir, oktober 16, 2012 12:52:28

Kære Mig Dræbende ord, du bruger eller modtager? Kh. Pernille

Oprettet af Mig tir, oktober 16, 2012 12:40:05

Jeg har stadig ikke fået løsrevet mig fra de dræbende ord. Det klemmer hårdere og hårdere om hjertet for hver gang!