Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Hvorfor blogge?

At blogge er en uvurderlig del af min helingsproces, der formentlig vil være livslang. Mit liv har budt på megen sorg, smerte, kaos, glæde, kærlighed og lys i kraft af min fortid og nutid.

En del indlæg handler om italesættelse af følelserne omkring min opvækst i en dysfunktionel familie. Bloggen bliver også brugt til tankerne omkring, at være mor til et udviklingshæmmet barn med svært behandlelig epilepsi samt mere fredsommelige dagligdags ting.

Jeg er stadig i gang med processen og har valgt, at dele åbent og ærligt her på bloggen om sejrene og nederlagene.

Håber, at du får noget brugbart med på vejen. Du er meget velkommen til at kommentere på indlæggene, hvis du føler for det (også gerne anonymt). Velkommen til ♥

Den mistede tro

Personlig procesOprettet af Pernille Gyldensøe fre, oktober 05, 2012 16:00:18

Det her indlæg vil givetvis give nogle reaktioner, fordi jeg piller ved noget så fundamentalt som tro. Jeg har haft det i mine tanker mange gange, men aldrig fået det nedfældet – fordi det netop er følsomt.

Jeg var ikke ret gammel, da jeg mistede min tro på Gud. Utallige gange gennem den tidlige barndom lå jeg grædende på knæ ved sengen med foldede hænder og min lille guldhalskæde med Dagmar-korset viklet omkring, mens jeg bad til Vorherre. Jeg bad om fred og ro, en glad familie, problemer der skulle løses, ting der skulle stoppe og ting der skulle ske. Han hørte mig ikke. Han svigtede mig og jeg blev vred på Ham. Lille vrede Pernille.

Min mormor døde, da jeg var 8 år. I min barnlige naivitet, begyndte jeg i stedet at bede til hende oppe i himmelen. Heller ikke dét løste de massive problemer, der blot tog til år for år. Så til sidst holdte jeg op – både med at bede og med at tro. Jeg måtte kynisk erkende, at jeg kun kunne stole på mig selv, samt at jeg ikke kunne lade min egen personlige lykke eller ulykke være op til andre og da slet ikke en hvidskægget mand på en sky eller min kære mormor.

Min vrede er for længst fordampet. Jeg er ikke længere vred på Gud og hans ”uransagelige veje”. For jeg kan personligt ikke bruge vreden til noget, den er destruktiv og har en tendens til at gøre mig til en navlepiller. Folkekirken har jeg meldt mig ud af for mange år siden. Vi blev borgerligt viet i vores have og vores datter er navngivet. Med min ikke-tro er jeg ateist og jeg har det fint med det. Jeg føler mig absolut ikke som en fortabt desillusioneret sjæl. Der er masser af kærlighed i mit liv. Jeg har det også fint med, at mine venner og andre omkring mig, finder trøsten, kærligheden og lyset i deres Gud. Så længe de ikke presser mig ud i, at blive overbevist, frelst og omvendt. Den respekt for individet bør man trods alt have. Jeg kender personligt mange dejlige og fantastiske mennesker – både dem uden og med tro. Det er mennesket, der interesserer mig – ikke deres tro eller mangel på samme.

Derfor er det til stadighed et stort mysterium for mig, når jeg ikke mødes af samme respekt og accept af mit valg/fravalg. For nylig blev jeg kapret af én under pausen til et foredrag. Hun ville høre, om jeg som barn havde følt, at Gud var med mig. "Nej, det følte jeg bestemt ikke, han var” svarede jeg. Vedkommende havde en baggrund á la min og havde for år tilbage modtaget en stor visdom fra selveste Gud, hvor han fortalte, at han havde holdt hånden over hende hele livet og båret hende frem. ”Det er dejligt, at du har fundet din Gud. Jeg tror personligt ikke på, at han har båret mig frem. Grunden til jeg står her i dag og stadig er i live, er min egen fortjeneste” svarede jeg.

Der var to minutter til jeg skulle på igen, og jeg kunne mærke, at hun virkelig gerne ville overbevise mig om det smukke ved Guds gerning. Mine grænser blev overskredet gang på gang under vores forholdsvis korte samtale, for hun ville ikke acceptere, at jeg ikke troede. Til sidst måtte jeg sige ”Jeg har stor respekt for din tro. Jeg håber også, du har respekt for min ikke-tro. Jeg er ateist”, hvorpå hun forfærdet tog hånden op for munden, mens hun gispede højlydt. ”Nu falder hun sgu om!” nåede jeg kort at tænke. Det gjorde hun da heldigvis ikke, i stedet sagde hun forarget med ansigtet fuldstændig forvredet ”Hvor ER det synd for dig! Jeg har VIRKELIG ondt af dig!”. Hvis ikke det ellers ville have været aldeles upassende, havde hun sikkert haft stor lyst til at spytte på mig også. Dér mistede jeg nok tålmodigheden helt og måtte lukke den af, så jeg kunne gå videre med foredraget og svarede ”Det behøver du såmænd slet ikke, at have. For jeg har det fint uden Gud”. Case closed!

Se mig dog, som det menneske jeg er. Ikke på hvad tøj jeg har på, hvilken bil jeg kører i eller min ikke-tro. Hvis man kun er god nok til fællesskabet, når man tror, så vil jeg vove den påstand, at det rent faktisk ikke er mig og mine ikke-trosfæller, der bliver fattigere rent menneskeligt. Vi har alle vores berettigelse. Vi har alle en værdi for andre. Dét tror jeg på ♥

  • Kommentarer(5)

Fill in only if you are not real





Følgende XHTML-tags er tilladt: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS og Javascript er ikke tilladt.
Oprettet af Pernille Gyldensøe søn, november 04, 2012 14:38:47

Kære Louise

Tak for din kommentar herinde <3

Jeg synes, det er smukt, at du har formet din egen personlige tro. Den "endegyldige sandhed" i alle livets sammenhænge, giver også mig stritpels :-)

Kram P

Oprettet af Louise Benner søn, november 04, 2012 10:25:09

Hvor er det godt og rigtigt skrevet, Pernille. Jeg har jo tidligere været ateist, men er nu begyndt at få min egen personlige tro... ikke på en Gud, men på 'noget større'. Jeg har fundet et fællesskab gennem gospelmusikken, hvor denne tro kan blomstre og udvikle sig stille og roligt uden pres. For mig er det helt afgørende, at ingen presser noget ned over hovedet på mig. Så står jeg af! Og jeg vil have lov til at forme min egen tro i mit eget tempo. Ligesom jeg i sin tid ville have lov til at være ateist i fred og ro... Knus Louise

Oprettet af Pernille Gyldensøe man, oktober 08, 2012 15:05:27

Kære Jette og Helle Tak for jeres kommentarer herinde. Noget af det, der slog mig mest ved oplevelsen var, at jeg ikke kunne få lov til at være mig, uden at blive fordømt. Dette til trods for, at jeg ikke havde devalueret vedkommendes overbevisning, men tværtimod anerkendt den, med respekt for mit eget standpunkt. Sådan er jeg bare stadig dybt naiv i mit møde med andre, at jeg tror de vil og kan møde mig samme sted og uanset forskellighederne bevare en helt almindelig medmenneskelig respekt og accept for hinanden. Jeg er stolt over, at kende gode mennesker som jer, der aldrig peger fingre af andre. Kh. Pernille

Oprettet af Helle S. fre, oktober 05, 2012 17:59:30

Hej Pernille.

Oh yes, så er den der igen, det der med, at vi helst skal puttes i bestemte kasser, for at være en del af et fællesskab. Hvorfor F..... kan vi da ikke få lov til at være den vi er på, godt og ondt, have vores tro i fred og hvad ved jeg, uden der skal peges fingre, eller folk falder i svime. For min skyld må andre da tro hvad de vil, det gør dem hverken til værre eller bedre mennesker af den grund. Alle mennesker har vel en eller anden måde, at finde ro i sig selv på. Om det er igennem deres tro, meditation, alternativ healing, musik, sport eller what ever, er for mig ligegyldigt. Jeg interesserer mig mest for de menneskelige værdier og historier hos andre, end for deres tro, nationalitet og hudfarve. Jeg selv tror hverken på gud, eller for den sags skyld på, at der er mere mellem himmel og jord og et liv efter dette.

Jeg fik også et Dagmarkors af min mormor i dåbsgave. Jeg har også mange gange som lille pige bedt til "gud" om, han ikke ville stoppe min far. Den illusion omkring en "gud" stoppede brat en dag, hvor jeg var så vred og ked af han aldrig hjalp mig imod overgrebene. Jeg har vel været ca. 9-10 år dengang, at jeg nappede Dagmarkorset i småstykker med en knibtang.

Jeg er glad for at kende dig Pernille <3

KNUS OG KRAM.

Helle.

Oprettet af Jette Blanksøe fre, oktober 05, 2012 17:23:33

Det lyder til at du har mødt endnu en af de mange troende, som jeg går langt udenom. Hvor er det trist at det er troen der skal fylde mere end medmenneskeligheden. Fint at nogle troende føler, at Gud har båret dem igennem både det ene og det andet. Men hvad er så forskellen på folk? Eller elsker Gud bare nogle mennesker højere end andre? Du er bestemt ikke blevet båret igennem, og det er jeg godt nok heller ikke.

Jeg tror på Gud, men prædiker ikke. Men en Gud der bærer nogen igennem og lader andre gå gennem ild og brændende gløder, sådan en Gud tror jeg ikke på. Det handler om livet og livsomstændigheder. Nogle mennesker er bare mere heldige/forskånede end andre. Men jeg tror ikke det har noget med Gud at gøre.

Du er et fantastisk menneske, Pernille. Om du tror på en Gud eller du ikke gør ændrer ikke ved min respekt for dig.