Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Hvorfor blogge?

At blogge er en uvurderlig del af min helingsproces, der formentlig vil være livslang. Mit liv har budt på megen sorg, smerte, kaos, glæde, kærlighed og lys i kraft af min fortid og nutid.

En del indlæg handler om italesættelse af følelserne omkring min opvækst i en dysfunktionel familie. Bloggen bliver også brugt til tankerne omkring, at være mor til et udviklingshæmmet barn med svært behandlelig epilepsi samt mere fredsommelige dagligdags ting.

Jeg er stadig i gang med processen og har valgt, at dele åbent og ærligt her på bloggen om sejrene og nederlagene.

Håber, at du får noget brugbart med på vejen. Du er meget velkommen til at kommentere på indlæggene, hvis du føler for det (også gerne anonymt). Velkommen til ♥

Rødgrød med fløde

Adopteret fra KoreaOprettet af Pernille Gyldensøe tir, juli 24, 2012 10:24:32

Mit udseende har skabt mange mærkelige konfrontationer gennem livet. Jeg blev adopteret fra Syd-Korea, og kom til Danmark som helt lille. Er opvokset i en dansk familie, har dansk statsborgerskab, dansk navn, lever og føler mig dansk. Til daglig tænker jeg slet ikke på, at jeg for øjnene der ser på mig, har et u-dansk udseende.

Som barn skilte jeg mig naturligvis ud i skolen, selvom vi dog var en håndfuld adopterede børn i området. Jeg var en skævøjet kineser og et sort svin. Der var også engang en vred fuld mand, der kaldte mig grønlænder. Har aldrig helt fattet, hvorfor (andres) nationaliteter blev brugt som skældsord mod mig.

Da nynazisterne havde deres indtog i mine ungdomsår, blev jeg jævnligt heilet op i hovedet og udsat for had på grund af mit udseende på gader og stræder. Svært ubehageligt, selvfølgelig.

Som 18-årig fik jeg arbejde i en ekslusiv bagerforretning og café oppe nordpå, og startede samtidig med en "race-ren" dansker. Hun fik tildelt de sjove og spændende opgaver, jeg fik alt det kedelige. På det tidspunkt var jeg så meget i oprør grundet mange andre ting, at jeg en dag tog mod til mig og spurgte chefen ligeud, hvad hendes problem var? Hvorfor jeg konsekvent blev behandlet dårligere og anderledes? Paf, blev hun. Og for eftertiden var hun noget så sød og rar ved mig. Da jeg stoppede, fik jeg endda en lille gave.

Så mødte jeg min mand og ved en af de første sammenkomster jeg var med til, blev jeg konfronteret med uvidenhed og fordomme. Ikke fra svigerforældrene, men fra én af gæsterne. Han så mig tydeligvis som en ding-ding-dao købe-kone fra Thailand, der ikke talte eller forstod dansk. Så han talte henover hovedet på mig, og udspurgte min mand omkring mig. Han svarede irriteret, at han da selv kunne spørge mig, da jeg var dansker og i virkeligheden nok mestrede det danske sprog bedre end ham. Som den socialt handicappede unge usikre kvinde jeg var, turde jeg hverken gøre højlydte protester eller blande mig i samtalen. Det letteste var, at holde mund. Eneste alternativ var at eksplodere i vrede og Steward Stardust sømandssprog, og den side af mig havde jeg ingen lyst til at dele i det forum.

Når vi rejste udenlands, mærkede jeg også tydeligt den forestilling, der hersker i hovedet på folk, som ser en hvid mand og en asiatisk kvinde. I Tunesien stod flokke af unge knægte og gadesælgere og råbte efter mig "Hey Thailand!" og når jeg rystede på hovedet, gik de videre "Oh..you chinese! Hey chinese girl, looky looky!". Min mand blev skudt til at være alt fra nordmand til tysker. Efter 10 dage i Hammamet var jeg ret fyldt op af deres råben, så jeg pegede tilbage og sagde højt "Hey! You tunesian! Looky, looky!". Det syntes de ikke var sjovt.

Under min graviditet var jeg til kontrol ved en overlæge med store buskede øjenbryn. Ved vores første møde stirrede han på mig og bagefter ned i papirerne. Og op på mig igen. Så sagde han undrende "Pernille Gyldensøe....det lyder meget dansk!". Jeg sad med åben mund og hormonerne ræsende rundt i kroppen. Lige på nippet til at tude og stikke ham en flad. "Ja.." svarede jeg behersket. "Jeg er OGSÅ dansk, jeg har boet i Danmark hele mit liv og er dansk statsborger". Han fortsatte "Hvad med din mand? Er han også etnisk?". Der var rigtig mange ting, som jeg ville have lirret af i den forbindelse, men jeg åd alle ordene i mig og svarede "Han er OGSÅ dansk!".

En af de andre gange skulle jeg scannes og vi så babyen i profil. Han nærstuderede billedet og kunne øjensynligt ikke huske vores samtale fra sidst og spurgte igen "Er din mand også etnisk? Barnet har en meget fremtrædende hage, det er meget typisk etnisk!". Jeg måtte bide mig selv hårdt i kinden, for ikke at blive hysterisk. Tænkte ikke en eneste gang tanken, at jeg kunne bede om at komme ind til en anden læge eller klage over ham. Jeg var sindssygt sårbar og ville bare gerne have hele det scannings-halløj overstået. Så jeg tudede hele vejen hjem i bilen. Idiot.

Tøsepigen kom ud og ´gu havde hun da ej en fremtrædende hage, nå! Som spæd havde hun sort hår og skæve blå øjne. Efterhånden er hendes sorte hår blevet lysebrunt, huden let gylden, øjnene mandelformede og brune med den dér hudfold på øjenlåget til øjenskygge, som jeg ikke har og altid har misundt mine veninder for. På mange måder ligner hun vel mere en "rigtig" dansker, end en asiat. Da vi var en tur i Budapest, gloede folk også uhæmmet. Først på barnet, så på mig og bagefter manden. Og med øjenbrynene helt oppe i panden tilbage på barnet. Det kunne de godt nok ikke få til at passe. Christ..

Inden datteren fik diagnosen, gik hendes mentale og sproglige udvikling stærkt tilbage. Ofte talte hun slet ikke, eller også sagde hun en masse uforståeligt. En pædagog i hendes daværende børnehave spurgte derfor en dag, om hun var to-sproget? Jeg stod og gloede dumt på hende og forstod slet ikke hendes spørgsmål, før det gik op for mig, at hun hentydede til min asiatiske herkomst. "Øh..nej" svarede jeg "Vi taler kun dansk hjemme hos os".

Efterhånden har jeg lært, at lave sjov med det selv og har en god portion selvironi. Da den nuværende børnehave en dag skrev og spurgte om vi havde lagt mærke til, at tøsepigen var lidt gul i huden, knækkede jeg helt sammen af grin og svarede retur "Hold da op, den var svær. Har du set hendes skævøjede mor?". Spørgsmålet fra børnehaven var så minded på bivirkninger af noget nyt medicin, men den lå lige til højrebenet.

I forbindelse med min forretning, var jeg på indkøbstur i Bella Centret, der holdte et af deres store loppemarkeder. Stedet var propfyldt af mange forskellige nationaliteter, også asiatiske turister. Ved en bod stod jeg og kiggede på nogle gamle bakker og stadeholderen kom hen og sagde kækt "Threehundred kroner, only for you!". Jeg lagde bakkerne tilbage igen og svarede "Hold da kæft, det er sgu en tand for dyrt" og drejede rundt på hælen, mens jeg gnækkede lidt i skægget.

I min butik kommer der en sjælden gang nogle underlige bemærkninger. Den mærkeligste episode var en ældre mand, der fik en rundvisning i butikken, mens vi talte længe sammen - på dansk, selvfølgelig. På vej ud ville han fortælle mig en anekdote fra hans ungdom og pludselig spurgte han "Forstår du dansk, eller skal jeg tale engelsk?". Paf, blev jeg. Og med stor lyst til at spørge, om han havde Alzheimers?

Det er egentlig et stort paradoks at én, der føler sig så dansk som jeg, til stadighed ikke anses som dansker. Jeg ER dansk. Elsker stegt flæsk og har persille-sovs i blodårene. Har navn efter en chokolade, for himmelens skyld. Jeg kan sige "Rødgrød med fløde" og "Stakit, stativ, kasket". Herfra, hvor jeg ser og oplever verden, er jeg så dansk, som jeg overhoved kan blive. Mit håb er, at omverdenen også vil indtage det synspunkt, for jeg synes grundlæggende, at det unfair, at vi adopterede skal forklare og forsvare os selv og vores eksistensberettigelse op igennem hele livet. Måske du vil tænke på det, næste gang du møder en adopteret?

Kærlig hilsen

Spræng-kineseren ak Danish Dynamite

  • Kommentarer(14)

Fill in only if you are not real





Følgende XHTML-tags er tilladt: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS og Javascript er ikke tilladt.
Oprettet af Pernille Gyldensøe tir, juli 24, 2012 23:49:19

Kære Helle, tak for din kommentar. Håber ikke, du har fået en ordentlig Anders And bule i panden :-) Tja..det er tæerkrummende og tragikomisk, at adopterede mødes på den måde. Vi har trods alt været en del af gadebilledet de sidste 30-40 år. Som barn og ung havde jeg et stort behov for, at passe ind. I dag som voksen føler jeg mig efterhånden så solid, at jeg med rank ryg kan sige 'F*ck normalen! Drop de der kasser, i vil putte mig og andre ned i', hvad enten det drejer sig om herkomst, opvækst etc. Jeg passer sjældent ind i folks forestillinger om 'sådan en som mig' og det er på sin vis ok. Jeg kan godt gnække lidt i skægget, når folk taber kæben. Men rummeligheden og en smule interesse og indsats i, at sætte sig en lille lidt ind i andres verden, kunne nu være dejligt

Oprettet af Helle S. tir, juli 24, 2012 22:23:36

Kære Pernille.

Sidder her og klukker af grin, samtidig med jeg banker hovedet ned i bordet over de snævertsynede mennesker, du har stiftet bekendsskab med, mht din herkomst. Din ærke danske humor kan man i hvertfald ikke tage fra dig, det er bare så herligt at læse i din blog. Men hvor er det da utroligt at blive mødt med fordomme og så stor uvidenhed i 2012. Desværre er vi mange der oplever det, bare fordi vi ikke ligner eller agerer ligesom "normalen". ( Hvad det end så er ??? ) <3<3<3

Oprettet af Pernille Gyldensøe tir, juli 24, 2012 21:02:29

<3

Oprettet af Annette tir, juli 24, 2012 17:55:08

Nå ja, det kunne du jo ikke vide. Men det er Annette med bogen Hænder. Jeg har skrevet til dig på FB, Pernille Gyldensøe fra Stenlille :-)

Oprettet af Pernille Gyldensøe tir, juli 24, 2012 15:38:20

Lyder dejligt med hjemmeplukket myntethe. Tror det er nemmere, at du finder mig på FB end omvendt. Mit vilde gæt er, at der findes ret mange Annette´r på Facebook og kun én Pernille Gyldensøe :-)

Vi bor i Stenlille :-)

Oprettet af Annette tir, juli 24, 2012 13:56:00

Kære Pernille

Du kan få al den the, du kan drikke - endda den hjemmeplukkede myntethe fra altankassen :-) Skriv via FB, hvis du mener det og er i området en dag - jeg ved faktisk ikke, hvor du bor henne!

Og ja, jeg er enig i, at vrede kan omsættes til kreativitet, men det fordrer jo, at man lærer hvordan. Og netop at tøjle den og 'omdirigere' den til noget andet er første skridt på vejen. Og jeg kender også godt det med, at man først 20 min. senere kommer i tanke om, hvad man burde have sagt. Det er bare SÅ træls :-) Nogen gange er det for mig også fordi, at jeg bliver så overrumplet, så jeg slet ikke var klar til at give igen. De der forfærdelige bemærkninger har det med at fange mig på det forkerte ben - måske fordi jeg ikke ser verden som et sted, hvor man skal håne andre for deres hund, herkomst, tykkelse eller hvad ved jeg!

Kh Annette

Oprettet af Pernille Gyldensøe tir, juli 24, 2012 13:36:51

Så absolut, Annette. Det er en superanvendelig og meningsfuld sætning, din terapeut gav dig <3 Del altid meget gerne, hvad du føler og har lyst til. Det kan kun berige andre.

For mig er aggression og vrede meget stærke energier, der med målrettethed kan omsættes til kreativitet, handlekraft, konstruktivitet, fremdrift etc., hvis man vil. Det er svært, men det er muligt under de rette omstændigheder.

Jeg har også haft udadreagerende adfærd, hvor jeg tændte af, bare man sagde "bøh" til mig, så kender også den del af vreden. Men de episoder der har gjort virkelig ondt eller overskredet mine grænser, har ofte været dem, jeg ikke i situationen har kunne reagere på. Der har jeg stået bagefter og haft en hel masse, jeg kunne have sagt/gjort, men som ikke kom frem.

Måske jeg tager dig på ordet. Kan kaffen blive the i stedet for? :-)

Kh. P

Oprettet af Annette tir, juli 24, 2012 13:19:21

Jeg bliver også stadig vred og sur osv., når jeg synes, at folk overtræder mine grænser, og sådan skal det også være. Os, der har overlevet vores barndomme, har jo oftest netop måtte lære at lade den følelse komme til i voksenlivet. Men jeg var nok kommet lidt for langt over i den anden grøft - jeg lod altid vreden osv. komme frem - og det var et problem for mig. Så jeg ville bare give terapuetens ord videre, fordi de virkede godt mig. Jeg havde slet ikke set, at det egentlig mest gik ud over mig selv, når jeg forsøgte at ændre hele verdens adfærd.

Det så være sagt, så ved jeg godt, at jeg slet, slet, slet ikke skal leve med det samme niveau af fordomme, tankeløshed, uvidenhed osv., som dig og andre med en anden etnisk herkomst end min egen. Men det var bare ment som et lille indspark, som måske kunne hjælpe andre, som det hjalp mig.

Kom endelig forbi. Du kan få en kop kaffe med i købet :-)

Kh Annette

Oprettet af Pernille Gyldensøe tir, juli 24, 2012 12:58:20

Jep, get your point :-) og synes egentlig jeg har været meeeeeeget rummelig og forstående igennem årene, både hvad angår min herkomst og baggrund/opvækst. Jeg vælger ikke angreb, men at komme ud af det med min egen værdighed i behold, så vidt muligt. I den bedste af alle verdener, er jeg mindst ligeså rummelig og overbærende, som jeg opfordrer andre til at være. Men derfor kan jeg ikke sige mig fri for, at blive hidsig, ked af det osv bagefter, hvis folk bevidst eller ubevidst overskrider mine grænser. Og mht vreden generelt, oplever jeg, at den er blevet nemmere at tøjle og slippe fri, f.eks via bloggen her. Den får ikke lov at fylde så meget mere, som i den sorteste periode af mit liv i ungdomsårene, hvor jeg var drevet af stærk vrede, had og selvhad. Måske jeg en dag tør, at komme forbi Rødovre og hilse på din hund :-) Kh. P

Oprettet af Annette tir, juli 24, 2012 12:21:10

Pernille, din kommentar om, at du kommer fra Stenlille er guld :-) :-)

Og skulle du have lyst til at nusse med en muskelhund, så kom gerne til Rødovre... hæ, hæ. Men det jeg i virkeligheden efterspørger i netop den snak er netop, at man ikke skuer hunden på hårene, men vurderer hele situationen. En ting er folk, der er bange for hunde - det skal naturligvis respekteres - men andre hundejere, der skynder sig at tage tæppetisseren under armen og gå i en stor bue udenom, dét er fordomme og uanstændig adfærd. Jeg plejede at blive s... sur, men har efterhånden lært, at det OGSÅ kan være, fordi deres lille kræ er møghidsig og kan finde på at springe på min 40 kg hund. Og så er de naturligvis bange for, at min hund vinder kampen :-) Nogle småhundeejere vælger at fortælle mig, hvorfor de tager hunden op, og jeg bliver altid så glad for deres respekt for mine følelser og min hund.

Os, der har prøvet lidt af hver her i livet, kommer nok til at lære at bære over med 'de andre' og deres ubetænksomhed. For som min terapeut engang sagde, ''hvem går det egentlig ud over, når du bliver sur over deres bemærkninger?'' Og det var jo en god pointe, i hvert fald for mig, som har temperament. For de andre går jo bare videre efter deres dumme bemærkninger, mens det er mig, der skal bruge tid på at gasse ned igen....

..... did you get my point :-))))

Oprettet af Pernille Gyldensøe tir, juli 24, 2012 11:45:12

Tusind tak for jeres kommentarer <3 @Annette: Noget af det allersmukkeste og lærerige for mig ved bloggen og åbenheden generelt er, at få indblik i andres oplevelser af verden. Det er altid så spændende, at få af vide, hvad mine indlæg sætter gang i af tanker hos andre.

Tak, for at dele tankerne omkring din hund. Jeg er mega-ræd for store hunde og især muskelhunde, store som små. Kunne aldrig drømme om, at komme med sådan nogle grimme kommentarer, som du/den har oplevet. Men har min egen foruddannede (forkvaklede) forestilling om, at de bider og er farlige og går derfor altid en stor bue udenom dem. Så jeg der her tilskynder til rummelighed og ikke at "skue hunden på hårene", har stadig rigtig meget at lære. Når nogen kommer med en lille tæppe-tisser med elastik i pandehåret, ville jeg aldrig betænke mig ved, at bukke mig ned og ae den. Måske en øvelse for mig vil være fremover, at spørge om jeg må prøve, at ae en muskelhund :-) Jeg tænker egentlig heller ikke, at de nævnte eksempler (bortset fra de deciderede racistiske bemærkninger og heileri) er udtryk for racisme, men som du skriver tankeløshed.

Det er rigtig dejligt, at mit indlæg har sat tanker i gang. @Metta: Du må meget gerne dele indlægget fra min væg, hvis du er med i FB-grupper/sider for koreansk adopterede. Som du ved, har jeg ikke selv det store behov for det.

Ja..vi er vist ret rummelige, og jeg er også nået til et punkt, hvor jeg siger fra (på en stille og rolig måde, gider ikke "slås" med folk, med mindre de er direkte modbydelige. Når folk spørger, hvor jeg kommer fra, siger jeg konsekvent "Stenlille".

@Ea: Hahaha, jeg var helt færdig af grin, da han var kørt. Det var så langt ude, at han ikke engang kunne huske vores meget lange samtale forinden og oveni købet spørger mig på DANSK, om jeg forstår dansk eller han skal tale engelsk :-)

Du kan tro, jeg kender folks fordomme i livets mange andre facetter og jeg bliver vred over den der fordummende tendens (ganske få, heldigvis) har overfor udsatte. Vi har nok været igennem svære ting, men er sg* ikke uintelligente.

Håber også på mere rummelighed og indlevelse <3 Kh. Pernille

Oprettet af Ea tir, juli 24, 2012 11:29:44

Pernille,Tak for endnu et god indlæg.Hvor er det dog tragisk-komisk. Tragisk at folk er så uvidende og fordomsfulde. Utroligt at det stadigvæk er sådan i dette herrens år 2012. Folk burde vide bedre. Men det er også lidt komisk. Tænk at spørge om du taler dansk efter at have talt med dig i flere minutter!! :)Men det er lidt det samme jeg oplever (tænker du har oplevet det samme!?) når jeg fortæller at jeg er børnehjemsbarn, seksuelt misbrugt osv. Straks tror folk at jeg er ubegavet eller et stakkels offer som skal have masser af medlidenhed. Igen er det fordi folk er så fordomsfulde og uvidende. Håber vi alle bliver bedre til at acceptere og respektere folk som de er. Det ville gavne alle.Knus Ea

Oprettet af Metta Carter tir, juli 24, 2012 11:03:28

Kæreste Pernille sikke et sandt og stækt indlæg, du skulle dele med aboptrede fra Korea her på FB. Jeg kan kun nikke genkendende til hvert et ord, og så sent som igår talte jeg med min søn, som i den grad også oplever den her racisme. Vi så på hinanden og sagde, hvis "de" bare vidste hvilken medfølelse vi har udvist et helt liv. Bare rummet hver og en uden spørgsmåls tegn eller diskrimenrende bemærkninger...hold kæft hvor er det dog uværdigt, at skulle leve et helt liv med den type umotiverede bagholdsangreb...og du kan tro jeg har fået nok af uvidenhed og arrogance. VÅGN OP DANMARK og tag del i resten af verden.Kram Metta

Oprettet af Annette tir, juli 24, 2012 10:53:59

Kære Pernille

Jeg var engang til noget foredrag et sted, og mødte der en medarbejder vist nok ved navn Trine. På et tidspunkt faldt vi i snak og hun fortalte mig, at hun regelmæssigt blev mødt med racisme, og jeg kan huske, at jeg tabte underkæben og blev helt mundlam - hvilket ellers ikke ligger til mig!

Men Trine var ligesom du adopteret fra Sydkorea, og jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at noget så kernedansk som hende blev udsat for den slags ting. Jeg græmmes, når jeg hører sådanne ord, og jeg kan ikke i min vildeste fantasi forestille mig, hvorfor den skelnen er nødvendig - 'jer' og 'os'! Det så være sagt, så kommer vi nok ikke udenom, at meget af det, du og Trine oplever, skyldes tankeløshed og ikke hverken racisme eller had. Samtidig forstår jeg godt, at det naturligvis ikke gør det nemmere at acceptere og leve med i hverdagen.

Jeg må indrømme, at det ikke var noget, jeg havde tænkte meget over i mit liv - jeg er selv 134. generation dansker eller noget i den stil - men som indehaver af en hund, der blev forbudt for et par år siden, da regeringen ikke havde noget at lave en sommer og derfor læste formiddagsblade og deres hetz mod muskelhunde, så forstår jeg i dag langt, langt bedre, hvad du og Trine regelmæssigt oplever. Jeg bliver regelmæssigt mødt med tilråb som 'møgkøter', 'det lort skulle fandme skydes', 'dræberhund' og så videre i den dur. Og for pokker, hvor det sårer og hvor er det meningsløst. Min hund er jordens sødeste hund og gør ikke en flue fortræd, men kigger nærmest underligt på dem, som om hun tænker, ''hvad i alverden laver den dog?''.

Tak for dit indlæg og alle de ''sjove'' eksempler. De giver stof til eftertanke, omkring hvor tankeløs man nogen gange kan være uden at ville det.

Kærlige hilsner

Annette