Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Hvorfor blogge?

At blogge er en uvurderlig del af min helingsproces, der formentlig vil være livslang. Mit liv har budt på megen sorg, smerte, kaos, glæde, kærlighed og lys i kraft af min fortid og nutid.

En del indlæg handler om italesættelse af følelserne omkring min opvækst i en dysfunktionel familie. Bloggen bliver også brugt til tankerne omkring, at være mor til et udviklingshæmmet barn med svært behandlelig epilepsi samt mere fredsommelige dagligdags ting.

Jeg er stadig i gang med processen og har valgt, at dele åbent og ærligt her på bloggen om sejrene og nederlagene.

Håber, at du får noget brugbart med på vejen. Du er meget velkommen til at kommentere på indlæggene, hvis du føler for det (også gerne anonymt). Velkommen til ♥

Det dummeste i verden

Min personlige procesOprettet af Pernille Gyldensøe fre, juni 01, 2012 11:28:19
Er jo startet til kampsport og har været meget begejstret for det, som beskrevet her. Forinden havde jeg mine bekymrende tanker omkring det hensigtsmæssige i, at opsøge situationer som kunne rive mig tilbage i tiden med dertil hørende billeder og smerte. Jeg følte, at jeg havde styr på det. At jeg havde kontrollen over det, hvilket er meget vigtigt for mig i alt, hvad jeg foretager mig fysisk.

I dag sidder jeg med dundrende hovedpine og bulede øjenlåg, som følge af, at jeg mistede kontrollen i går. Hundredevis af gange har vi øvet kast, hvor makkeren kommer ned og ligge. Jeg har med rette været tindrende stolt over, jeg kunne lægge de store mænd ned med et snuptag.

I går var det mig, som blev kastet rundt og jeg fik ikke taget fra. Mit baghoved ramte med fuld kraft lige ned i gulvet. Chokket, smerten og genkendeligheden fik mig til at krybe sammen på gulvet og ydmygelsens sviende tårer til at pible frem. Alle i øvelokalet stoppede op og gloede på den lille sammenkrøbne bylt med store boksehandsker. Makkeren undskyldte og spurgte "Er du ok, Pernille?". Det eneste jeg kunne fremstamme var "Det gør pænt nas". Jeg er ikke en piveskid. Der skal ret meget til, at jeg græder over fysisk smerte. Men kombinationen af det bragende slag og det faktum, at kroppen husker, var for meget.

Da jeg rejste mig op, kunne jeg høre en af drengene spørge "Græder hun?" og så skulle jeg bare ud derfra. Indeni hovedet startede Miss Negativ hendes evindelige pladespiller "Ej, du ligger da ikke der og tuder foran alle de andre" Tag dig dog sammen, mand! Hvor er du p i n l i g lige nu!". Stavrede ud af lokalet og ind i omklædningsrummet. Væk. Væk. Lad mig komme væk.

Svimmel og med opstigende kvalme fik jeg kastet udstyret af mig og hældt vand i hovedet. Undskyldningerne blev ved, at vælte ud af munden på makkeren og han ville hele tiden forsikre sig om, at jeg var ok. Men jeg var ikke ok. Jeg var så fucking langt fra ok. Jeg var lille forsvarsløse Pernille fra barndommen, der med lethed blev kastet rundt med, sparket til og slået på og ikke havde styringen over noget som helst.

Ikke mere træning den dag. Og hvor ville det være nemt og bekvemt, at sige "Ikke mere træning nogensinde". Bare give op og bilde mig selv ind, at det alligevel ikke var noget for mig. At jeg anyway konstant blev re-traumetiseret af slagene, sparkene og kastene - og hvor dumt er det lige? Der er jo ikke meget fidus i ligefrem at betale penge for at blive re-traumetiseret et par gange om ugen, vel?

Det psykologiske for mig i træningen er bl.a., at kunne skelne fortid og nutid, i stedet for at blande det sammen. Alene fordi træningen baserer sig på tillid, grænser og mulighed for at sige stop, er det så markant anderledes end dengang. Det skal min hjerne og krop bare lige finde ud af.

Når hovedpinen (forhåbentlig) snart ligger sig, må jeg nå frem til en form for svar på, hvad det dummeste i verden vil være. At fortsætte eller opgive?

  • Kommentarer(4)

Fill in only if you are not real





Følgende XHTML-tags er tilladt: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS og Javascript er ikke tilladt.
Oprettet af Pernille Gyldensøe tir, juni 05, 2012 15:28:29

Hej MajseTak for din kommentar og omsorg <3 Jeg lagde kortene på bordet første dag og fortalte, at jeg havde været udsat for vold og derfor ikke vidste, hvordan jeg ville reagere på nærkamp. Det er ikke en fast makker, vi skifter løbende under træningen. Jeg træner en kombination af Wing Tsun kungfu og Sanda (kinesisk kickboxing) og det går både på afværgelse af angreb og angreb. Faldet og slaget i sidste uge skete fordi jeg ikke fik taget fra. Det gik for stærkt til, at jeg kunne gøre noget. Så "fejlen" var min egen, kan man sige. Du har helt ret i, at den gode hensigt går fløjten, hvis jeg rives tilbage i tiden hver gang. Det gør jeg dog ikke. Slet ikke. Men specifikke slag og spark kan et øjeblik fylde ret meget og det skal jeg gøre op med mig selv, om jeg kan leve med. Tak for linket <3 Kigger på det og tænker videre :-) Kh. P

Oprettet af Majse Watkin tir, juni 05, 2012 14:52:28

Kære Pernille - Jeg valgte at tale med min mands søster - Tenella - efter at have læst "Det dummeste i verden" Hun træner flere hold i Jiu jitsu, og selvforsvar. Første reaktion "Åh nej, hun må ikke stoppe - det giver bare så meget!" Første spørgsmål "Har hun talt med træneren om det - der er flere ting han kan gøre?" Derefter "Hvilken kampsport er det?" Jeg ved ikke så meget om kampsport, men Jiu jitsu er åbenbart baseret på selvforsvar - man lærer at blokere et hvilket som helst angreb, og om nødvendigt standse angriberen helt, men det er ikke en angrebssport. Tenella har haft nogle kvinder på sine hold der har været udsat for vold, og de er blevet hjulpet meget af træningen. "Hvis jeg var hendes træner ville jeg sørge for at give hende en træningspartner der var dygtig nok - hvis partneren er dygtig nok, behøver det slet ikke at gøre ondt når man bliver lagt ned." Jeg tænker - Hvis man kan opnå den sikkerhed der er i at vide at man aldrig igen ville kunne blive offer - fordi man virkelig kan forsvare sig selv - så er det en stor ting. Men er det det du opnår hvis du hver uge bliver sendt tilbage i tiden, med alt hvad det indebærer? Måske kunne du tale med træneren igen om hans erfaringer - hvis han ikke kan hjælpe dig, så findes der andre hold - eks.http://www.dju.dk/ - Er spændt på hvad du vælger at gøre, og krydser fingre for dig. Pas nu på dig selv. Kh.

Oprettet af Pernille Gyldensøe fre, juni 01, 2012 15:04:01

Kære Bare migTak, for din kommentar herinde. Det er et helved, når kroppen husker og man ikke selv kan kontrollere hvornår og hvordan. Din oplevelse af massagen virker både voldsom og forløsende. Det vigtigste må være, at du trods brøl og hulk har kunne få vreden kanaliseret ud og væk fra dig. Jeg ved heller ikke endnu, hvad jeg lander på. Tror jeg må lave mig en fordele/ulemper-liste, så jeg får sat system på kaoset. Det har været brugbart i mange sammenhænge. Skal nok passe på mit hoved, smiler <3Hav en dejlig weekend. Kh. Pernille

Oprettet af Bare mig fre, juni 01, 2012 14:24:05

Sidder her med tårer på kinden efter at have læst din blog. Den berører mig, fordi du sætter ord på hvilket helvede det er når kroppen husker. Noget jeg må kæmpe med bevidst og ubevidst hele tiden. Hold fast det er træls. Og jeg ville ønske det gik væk. Men tror jeg ikke det gør i denne verden. Fik massage forleden, og der bev også lige tricket et par ting eller to. Jeg var helt ødelagt i 1½ døgn. Det var vildt og intenst. Og godt samtidig på en mærkelig måde. Fandt frem til noget vrede over at jeg skal betale prisen for en andens ego. Det var faktisk rart at mærke den vrede, for det betød jeg kunne vende følelserne ud af og ikke indad. Men det var med hulk og brøl.Ved ikke hvad du skal gøre, er spændt på at høre hvad du beslutter dig for. Kan sagtens følge din tankegang. Men lige gyldig hvad, pas nu på hovedet!!!!!Knus og tak for dit blogindlæg, og god weekend