Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Hvorfor blogge?

At blogge er en uvurderlig del af min helingsproces, der formentlig vil være livslang. Mit liv har budt på megen sorg, smerte, kaos, glæde, kærlighed og lys i kraft af min fortid og nutid.

En del indlæg handler om italesættelse af følelserne omkring min opvækst i en dysfunktionel familie. Bloggen bliver også brugt til tankerne omkring, at være mor til et udviklingshæmmet barn med svært behandlelig epilepsi samt mere fredsommelige dagligdags ting.

Jeg er stadig i gang med processen og har valgt, at dele åbent og ærligt her på bloggen om sejrene og nederlagene.

Håber, at du får noget brugbart med på vejen. Du er meget velkommen til at kommentere på indlæggene, hvis du føler for det (også gerne anonymt). Velkommen til ♥

Den svære kunst ved relationer

Angst og relationerOprettet af Pernille Gyldensøe lør, maj 19, 2012 13:15:42

Det er ingen hemmelighed, at jeg har et grundlæggende tillidsproblem. Det har jeg altid haft og kæmper stadig med det hver dag. Er bange for, at blive udnyttet, få overskredet mine grænser, udsætte min lille familie for fare, blive misforstået, hængt ud, eksponeret på en forkert måde og blive fordømt.

Jeg har stadig ikke helt fat i den svære kunst ved relationer, for en belastende følgeskade af min opvækst har bl.a. gjort mig til en mester i, at bryde relationer - både til folk, der stod/står mig nært og andre jeg har mødt på min vej. Nogen er det forbandet svært at slippe, andre bliver cuttet fuldstændigt følelseskoldt. Og jeg hader begge dele. Hader, når jeg i min naivitet har været sårbar og godtroende og ladet folk komme for tæt på uden at have mine parader oppe. Hader også, at jeg kan lukke så meget af, at jeg ingenting føler. Og jeg ved godt, hvor det stammer fra. Årsagen til dét hader jeg også.

Facebook er en af de store platforme jeg benytter meget, både socialt og i forhold til min mærkesag. Min egen åbenhed sætter mig ofte i svære dilemmaer, fordi jeg stadig går og bokser med det her tillidsproblem. Det skrev jeg bl.a. et indlæg om her. Syntes egentlig, at jeg havde fod på det og kun havde lukket mennesker ind min private dagligstue, der accepterede hele mig som menneske. Folk, der så mine begrænsninger og styrker og accepterede mine personlige valg. Jeg ved, at flere ikke er enige i dem eller ønsker at kopiere dem, men accepten af vores individuelle forskelligheder uden fordømmelse, er meget vigtig for mig.

Jeg var overbevist om, at alle mine private venner vidste, hvor hård en kamp det her med relationer og tillid stadig er for mig. Desværre viste det sig, at jeg ikke helt havde fod på det og blev derfor brændt for nylig. Det gjorde nas og relationen fik et cut. Ikke grundet uenigheder, men fordi mine personlige grænser blev overskredet i det øjeblik jeg fik øje på, at den indforståede, vigtige gensidige accept slet ikke var til stede og formentlig aldrig havde været der. Det var overraskende svært, men rigtigt for mig, at bryde ud af relationen.

Følte mig dum og naiv. Blev suget helt tilbage til tiderne, hvor mit sortseende mantra var "Stol ikke på andre, end dig selv". Risikoen for det samme vil ske igen, er til stede, med mindre jeg helt vil afskære mig muligheden for, at møde nye venner. Jeg har besluttet mig for, at det vil jeg ikke. Der findes så mange varme, givende, reflekterende, kloge og rummelige mennesker, som jeg vil tillade, at komme mig nær. Det destruktive mønster med at mistænke alle og enhver for at have lumske bagtanker, skal ikke hæmme mig. Jeg er bare fortsat nødt til, at passe ufattelig meget på mig selv.

Men hvor er det dog svært, at finde balancen i det. At turde stole på, at en ven er en ven. At turde dele, uden at være angst for, at blive misbrugt (igen). En ligesindet burde vide bedre. Det er i virkeligheden nok det mest smertelige ved bruddet her.

  • Kommentarer(6)

Fill in only if you are not real





Følgende XHTML-tags er tilladt: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS og Javascript er ikke tilladt.
Oprettet af Pernille Gyldensøe lør, maj 19, 2012 22:28:01

Kære Majse Jeg har selv været i mange døde huller, hvor jeg fuldstændig isolerede mig og afviste enhver form for etablering af nye kontakter og var rigtig dårlig til at pleje eksisterende relationer pga mit sortsind. Og jeg vil ikke derhen igen, no matter what. Så må jeg få nogle knubs undervejs, selvom de gør nas. Ja, det ville være rart med et tydeligt hint fra starten om gode eller dårlige intentioner. Men der er egentlig ikke ret mange ting i livet, der er sikre? Måske er det blot endnu et livsvilkår, vi må accpetere? En ting ved jeg dog, at jeg vil fortsætte med at prøve lidt endnu

Oprettet af Majse Watkin lør, maj 19, 2012 21:08:29

Dine tanker om relationer sætter meget i gang hos mig. Tillid til andre mennesker er utroligt svært. Tror det er rigtig vigtigt at din forudsætning er at du ikke ønsker at afskære dig fra andre mennesker. Den smerte man risikerer at udsætte sig selv for ved kontakten med andre, kan blive så farlig for en at man hellere vil afstå fra glæden og nærheden. Det bliver en ond cirkel, hvor man tilsidst er helt alene. Kan virkelig genkende det du beskriver og jeg ville ønske jeg vidste hvordan man kan genkende mennesker med gode intentioner.

Oprettet af Pernille Gyldensøe lør, maj 19, 2012 18:42:28

Jeg tror basic, at relationer er svært for mange, uanset deres baggrund. Det er mange uskrevne regler og ikke mindst grænser, som man skal have for øje, hver gang man indlader sig med andre. Dine kommentarer og synspunkter er altid velkomne, Thomas. Dem sætte jeg pris på, selvom vi har vidt forskellig bagage med os. Synes det er flot og beundringsværdigt, at i formår at tænke rigtig meget på jer selv. Jeg er så ny i det her føleri, mærken efter og sætte grænser og oplever det rigtigt svært. Hmmm.. Knækker måske nøden engang, vil i hvert fald arbejde henimod det, uanset hvor mange knubs jeg får undervejs.

Oprettet af Thomas T lør, maj 19, 2012 17:02:24

Ved godt vores verdner er så langt fra hinanden, men hold da op hvor har vi også måttet have den "grove si" frem nogle gange... Folk der ikke kan "rumme" vores situation omkring Emelie er total "no-go" herfra... Vi har mistet familiemedlemmer og nære venner på den konto, men det er værd at holde fast i dem der betyder noget...Problemet er bare at dem der betyder noget den ene dag, kan vise sig at være dem der ryger den næste... Vi tænker rigtig meget på os selv, de skal være der for deres egen skyld også...Ikke kun for vores...Når det så er sagt, tak for endnu et fantastisk indlæg, der igen giver stof til eftertanke !

Oprettet af Pernille Gyldensøe lør, maj 19, 2012 14:11:09

Ja, det er enormt ressorucekrævende. Hvorfor skal det være så svært, at være venner? Der er noget ret tragikomisk over dét skal være en kamp :-)Hård nød at knække..

Oprettet af Jeanette Henriksen lør, maj 19, 2012 14:03:44

Kender det alt alt for godt... det er svært og tager rigtig mange kræfter..