Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Hvorfor blogge?

At blogge er en uvurderlig del af min helingsproces, der formentlig vil være livslang. Mit liv har budt på megen sorg, smerte, kaos, glæde, kærlighed og lys i kraft af min fortid og nutid.

En del indlæg handler om italesættelse af følelserne omkring min opvækst i en dysfunktionel familie. Bloggen bliver også brugt til tankerne omkring, at være mor til et udviklingshæmmet barn med svært behandlelig epilepsi samt mere fredsommelige dagligdags ting.

Jeg er stadig i gang med processen og har valgt, at dele åbent og ærligt her på bloggen om sejrene og nederlagene.

Håber, at du får noget brugbart med på vejen. Du er meget velkommen til at kommentere på indlæggene, hvis du føler for det (også gerne anonymt). Velkommen til ♥

Score-karlen

De lette indlægOprettet af Pernille Gyldensøe fre, april 13, 2012 11:06:56
Havde egentligt et lidt tungt blog-indlæg på trapperne, men vil bruge dagen i dag på de lette ting. De lidt spøjse og sjove ting. Jeg trænger til boblende og positiv energi.

Det er ved at være 2 år siden, min rejse begyndte. Dér, hvor jeg for alvor satte foden i gulvet overfor familien og bragte alt snavset frem i lyset. Jeg ved ikke, hvor mange år frem, at denne tid vil være mærkbar. Sandsynligvis resten af mit liv. April måned 2010 var der ikke ret meget, at grine af. Det var en rædselsfuld tid. Men én sjov ting skete der, som jeg vil dele med dig i dag.

I mange år led jeg af galoperende højt stofskifte og tog i foråret 2010 endelig beslutningen om, at få radioaktivt jod for at stabilisere det. En af forholdsreglerne omkring joden var, at jeg ikke måtte være i nærhed af børn, gravide og andre personer under 60 år i 1 uge. Derfor valgte jeg, at tage væk og bo på en lokal kro, så jeg ikke udsatte min lille familie for fare.

Kro-mutter vidste godt, at jeg var radioaktiv og holdte behørig afstand fra mig under opholdet. Jeg holdte mig for mig selv på værelset og kom kun ud til måltiderne. Når jeg spiste, satte jeg mig med vilje langt væk fra de øvrige gæster - bare for en sikkerheds skyld. En aften kom et par friske håndværkere fra Jylland. De var på projektarbejde i København. Den ene så mig som det første, eftersom jeg var den eneste kvinde på kroen og sad helt alene. Han talte højere og højere og smilte, skålede og blinkede hen til mig. Jeg sad bare og gnækkede lidt ned i min wiener-schnitzel.

På et tidspunkt under maden kom han med en slet skjult invitation til mig, hvor han fortalte, hvad værelse han boede på. Oh, man..han var helt håbløs.

Jeg gjorde mig hurtigt færdig og gik udenfor og røg en smøg. Han kom hoppende efter mig og ville snakke. Han spurgte frejdigt, hvor tit jeg boede på kroen og mit værelsesnummer. Hvortil jeg storviftende med min vielsesring svarede, at jeg kun boede der et par dage, fordi jeg var radioaktiv og dermed ikke kunne være derhjemme sammen med min mand og datter og det derfor nok var ret ligegyldigt, hvilket værelse jeg boede på. Han gloede mistroisk på mig og stoppede med at smile. Jeg begyndte, at grine hysterisk, og rådede ham til at gå et par meter væk fra mig, fordi jeg altså udsendte stråler.

Det syntes han bestemt ikke var sjovt. Han listede hovedrystende indenfor på kroen igen til hans kammerat og jeg var fuldstændig færdig af grin. Det var alligevel nok den mærkeligste afvisning, han nogensinde har fået af en kvinde.

Stakkels lille score-karl fra Jylland :-)

God weekend ♥

  • Kommentarer(2)

Fill in only if you are not real





Følgende XHTML-tags er tilladt: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS og Javascript er ikke tilladt.
Oprettet af Pernille Gyldensøe lør, december 22, 2012 00:23:39

Haha :-)

Oprettet af Birgitte Vestergaard lør, december 22, 2012 00:20:34

Man ser det for sig; han fortæller sin kammerat: hun udsender sku' stråler.... Og vupti afsted med den blå til den lukkede.....