Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Hvorfor blogge?

At blogge er en uvurderlig del af min helingsproces, der formentlig vil være livslang. Mit liv har budt på megen sorg, smerte, kaos, glæde, kærlighed og lys i kraft af min fortid og nutid.

En del indlæg handler om italesættelse af følelserne omkring min opvækst i en dysfunktionel familie. Bloggen bliver også brugt til tankerne omkring, at være mor til et udviklingshæmmet barn med svært behandlelig epilepsi samt mere fredsommelige dagligdags ting.

Jeg er stadig i gang med processen og har valgt, at dele åbent og ærligt her på bloggen om sejrene og nederlagene.

Håber, at du får noget brugbart med på vejen. Du er meget velkommen til at kommentere på indlæggene, hvis du føler for det (også gerne anonymt). Velkommen til ♥

Tragedien

Andres bidragOprettet af Pernille Gyldensøe ons, februar 08, 2012 18:30:53

Rundt omkring i det ganske land, findes der ubærlige og smertelige historier om små børn, der er blevet mishandlet og misbrugt seksuelt. Jeg har via min egen åbenhed, fået indblik i en del af disse tragedier. Én af dem har særligt brændt sig fast. For her skete det, som man måske flygtigt tænker, men ikke gør.

Der er vel dårlig ret mange ofre for vold og overgreb, der ikke har fået "levet" nogen ting og tanker ud omkring hævn og afstraffelse, da de så filmene om Lisbeth Salander. Med en blanding af dyb afsky og "Sådan, dit dumme svin!" sad mange af os i biografernes stolesæder, mens hun gav hendes formynder payback i stor stil eller tog endeligt afsked med hendes far.

Men det er fiktion. Det gør man jo ikke i virkelighedens verden - lader sig rive med og gør alvor af de tanker. Eller hvad? Der er denne her historie, om en lille dreng som blev seksuelt misbrugt af hans onkel. Hans søde rare legeonkel, som alle børnene elskede.

Drengen holdte på hemmeligheden. Var en rod som ung og lavede ballade. Var utilpasset og røg på specialskole. Men ingen stillede spørgsmål. Ingen undrede sig. Ingen gravede dybere i hans mistrivsel.

Legeonklen havde fortsat sin daglige gang i barndomshjemmet og var en fast bestanddel af familien. Drengen bevarede hemmeligheden omhyggeligt og snakkede aldrig med nogen om overgrebene på grund af skam og skyldfølelser.

Så blev den unge mand voksen og som så mange andre, kom tingene op, da børn i familien nåede samme alder, han selv havde haft den allerførste gang. Han betroede sig til en fætter. Det viste sig, at også han var blevet misbrugt af onklen. Den svære tavshed var brudt imellem dem og en smertelig samhørighed opstod. Sammen gik de til politiet for at anmelde overgrebene. Men blev afvist. Sagerne var forældede efter dansk lovgivning. De kom flere år for sent.

Da først der var gået hul på bylden, kunne han slet ikke holde det tilbage. Fortalte hemmeligheden til alle og enhver i en blanding af forløsning og afmagt over den manglende hjælp fra politiet.

Han opsøgte sin læge for at få hjælp, men blev også her afvist, fordi man i systemet ikke var gearet til, at gøre noget for voksne misbrugte. Først flere år efter, blev han tilbudt hjælp via en gruppe for andre misbrugte. Livet var svært, han tumlede med dystre tanker om selvmord og var dybt præget af en ubehandlet depression.

Han tog det uigenkaldelige valg. At begå selvtægt. At tage onklens liv. Han kvalte hans bøddel, blev pågrebet og dømt for mordet.

Man må ikke tage en mands liv. Det står i loven og sågar i Bibelen. Man må heller ikke misbruge børn seksuelt. Det er hverken tilladt i vores kristne tro eller lovgivningen. Men i det her tilfælde og mange andre gamle sager om misbrug, bliver overgrebene gjort straffri. Fordi ofret holder for mange år på de smertelige hemmeligheder.

Den lille dreng, der engang blev gjort fortræd, skal nu afsone 12 års fængsel for mordet på hans krænker. Dommen er blevet stadfæstet uden mulighed for strafnedsættelse på baggrund af overgrebene. Dommeren i ankesagen henholdte sig til lovgivningen om Forældelsesfristen på seksuelle overgreb og afviste, at tage hensyn til de overgreb som begge ofre havde oplevet som børn.

Var det sket, hvis de havde haft muligheden for, at retsforfølge onklen? Kan tragedien alene tilskrives vores - i mine øjne - urimelige frist på seksuelle krænkelser? Nej, der er fejlet fra flere sider af gennem årene.

Den største fejl var, at der ikke blev grebet fat i drengens daværende mistrivsel. At man var for berøringsangst og for dårligt oplyst til at vide, hvad man skulle stille op med denne her "umulige dreng". Han blev problemet og man ulejligede sig ikke med, at finde ind til problemernes ophav. Det er ganske utilgiveligt, at man ved praktiserende læge kan blive afvist på den måde, når man som voksen endelig tager mod til sig og rækker ud efter hjælp. Hvor mangler der dog i den grad et bedre samarbejde og oplysningsarbejde mellem sundhedssystemet og dem der beskæftiger sig med voksne med senfølger.

Denne tragiske historie har brændt sig fast i mit indre. Den burde om noget være en lærerig lektie for os allesammen til, at gøre området omkring de misbrugte endnu bedre bl.a. i forhold til tidlig indsats, oplysning og uddannelse, behandlingstilbud og lovgivning.

Støt op om ophævelse af Forældeldesfristen på dette link

  • Kommentarer(5)

Fill in only if you are not real





Følgende XHTML-tags er tilladt: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS og Javascript er ikke tilladt.
Oprettet af Pernille Gyldensøe tor, februar 09, 2012 20:36:43

Kære Pia

Ja, det er endnu et eksempel på, hvor længe man kan gå med sådan en bagage, og hvor galt det kan gå, hvis man ikke får hjælp og bliver taget af, når alting falder fra hinanden.

Enhver står til ansvar for sine egne handlinger og det gør ofret her også. Det burde bare være ligeså indlysende, at seksualforbrydere også skal stå til ansvar for deres handlinger - uanset hvornår overgrebene er fundet sted. Vores nuværende lovgivning er ude af trit med ofrenes virkelighed med skam, skyld, trusler, fortrængning m.m.

Kh. P

Oprettet af Pernille Gyldensøe tor, februar 09, 2012 20:32:23

Kære Johnny

Tak for dine kommentarer herinde. Jeg synes det er flot, at du trods egen smerte, formår at arbejde med voksne psykisk sårbare. Det kræver noget menneskelligt overskud, at gøre det.

Der er - for langt de fleste - fra tanke til handling, når det handler om selvtægt. Det dybt tragiske i denne sag er, at jeg er overbevist om, at havde han fået hjælp langt tidligere og i hvert fald da han henvendte sig til egen læge, så havde onklen ikke været død i dag og han havde ikke siddet i fængsel. Der er mange etiske dilemmaer i denne sag og som udgangspunkt går jeg personligt ikke ind for selvtægt. Desværre ved jeg af egen erfaring, at man ikke er sikret den hjælp og velvilje man forestiller sig fungerer i et "velfungerende" samfund - hverken når det drejer som om politi, lovgivning eller terapeutisk hjælp.

Jeg mener ikke, at ofre ukritisk skal stå frem og fortælle deres historie offentligt. Der kan være mange ting på spil - både indenfor og udenfor familien. Man behøver jo ikke nødvendigvis dele (tænker jeg) for at have en berettigelse. Mit eget personlige valg var ikke baseret på følelsesmæssig frelse, men et udtryk for frustration og desperation, da jeg ikke blev hjulpet og beskyttet af politiet. Var jeg blevet hørt og modtaget, var alt det her aldrig sket. Jeg havde aldrig udgivet min bog, startet denne blog, taget fat i politikerne osv. På dage med overskud, sender jeg derfor den vicepolitikommissær en kærlig tanke og tak. For selvom kampen har været hård og til tider ensom, har den båret frugt og været det hele værd foreløbig.

Min egen bog, kan du læse mere om på dette link http://www.smukthjem.dk/pi/Bogen_Farvel_negative_sociale_arv_inkl_porto_2468_29.aspx

Det er dejligt og flot, at du i dag har 5 dejlige børn, der har haft en god og tryg barndom. Det er i virkelighedens vores fornemmeste opgave som forældre, at hviske fortidens tavle ren og skabe vores egen.

Kærlig hilsen

Pernille Gyldensøe

Oprettet af Johnny tor, februar 09, 2012 09:36:48

Käre Pernille

Först vil jweg give den7de drenger min kärligeste sympsti, Har også evne til at nå det Empatiskt, men måske ikke aligevel, det kan fra min side väre projektioner då jeg har mine egne erfaringer, selv om ikke nogen "Legeonkel", jeg har i voksen alder taget mig mod til studier og endå megedt, men mest for at bevise at jeg er noget värd! Arbejder kun med voksne Psykisk sårbare i Tåstrup, selv om deres oplevelser fra deres barndom og unge år er fulde med overgreb.

Det tog mange år för jeg fandt en psykiater der gav mig/giver mig hjelp med at holde mig nogerlunda med gode oplevelser af mit voksen liv, Forstår aligevel den dreng der gjorde selvtäkt, de tanker har jeg selv haft men det skulle väre flere lortegriser og jeg vil ikke i fängsel .

jeg har kun fortalt nogle Psykoterapeuter og min läge om mine oplevelser som barn og ung, chvar ogfså indlagt på Psykiatriskt sygehus ved flere tilfälder for at det gik galt for mig, röj ud i alt galt, med kriminalitet og preludin og ritalina misbrug, då hade jeg det roligt og oplevede nogen lykke. Jeg taler ikke en gang nu når jeg er 60 år om mine oplevelser åbent. Men jeg er glad for de der gör det giver mig gode fölelser at ikke väre alene og de at jeg kan skrive här letter på trykket, tack for at i finns Pernille men også Lisbeth Thorning. der er nogen fr Norge jeg også har läst og nu skal jeg köbe nogle böger I har skrivet. Smerten kan holdes ud og så kan jeg läse om det uden at blive altfor angst.

Er også lykkelig for at have 5 börn der har fåedt en vejledning i livet av mig och min exkone så det går riktigt gott for dem. De har aldrig så megedt som fåedt en lusing eller andet vold i deres levetid i hjemmet.

Kh

Oprettet af Pia Frydensberg ons, februar 08, 2012 21:35:02

Ja - den stakkels mand får en dobbeltstraf på dén måde... Det er utilgiveligt. Punktum! Og endnu et eksempel på hvor stor en skam man bærer på, når man har været udsat for seksuelle krænkelser...


Tak for eksemplet, for ja, det bør brænde sig ind i hovedet på os alle...

Oprettet af Johnny Cramer ons, februar 08, 2012 19:13:58

er så glad at I tör stå frem og opplyse verden hvad jeg og tror mange andre stadig ikke tör for skam og skyldfölelser, men også for den smerte jeg brugt en livstid på att få väk og slippa fra at spise mediciner for at holde livet ud, men en dag kommer jeg selv ud og fortäller, Tack hjerteligt for at I findes, det giver mig Håb og tro på Kärlighed til trods for alt der sker med hvores börn og unge <3 <3 <3