Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Hvorfor blogge?

At blogge er en uvurderlig del af min helingsproces, der formentlig vil være livslang. Mit liv har budt på megen sorg, smerte, kaos, glæde, kærlighed og lys i kraft af min fortid og nutid.

En del indlæg handler om italesættelse af følelserne omkring min opvækst i en dysfunktionel familie. Bloggen bliver også brugt til tankerne omkring, at være mor til et udviklingshæmmet barn med svært behandlelig epilepsi samt mere fredsommelige dagligdags ting.

Jeg er stadig i gang med processen og har valgt, at dele åbent og ærligt her på bloggen om sejrene og nederlagene.

Håber, at du får noget brugbart med på vejen. Du er meget velkommen til at kommentere på indlæggene, hvis du føler for det (også gerne anonymt). Velkommen til ♥

Nuancer er det nye tabu

Seksuelle overgrebOprettet af Pernille Gyldensøe tor, januar 19, 2012 23:33:32

Overvejelser
Det her blog-indlæg har jeg tænkt, opvejet og grundet over i flere måneder. Jeg har været tilbageholdende, fordi jeg var nervøs for folks reaktioner. At de ville hade mig, se anderledes på mig og behandle mig som en spedalsk. Faktisk meget lig de samme bekymringer jeg havde, inden jeg valgte at stå frem med min incesthistorie. Jeg vil ikke tøjles, tæmmes eller holdes tavs af frygt for andres reaktioner. Også selvom det betyder, at jeg mister støtter til sagen, fordi de ikke er enige eller jeg konfronterer dem med ting, de ikke vil forholde sig til. For jeg vil ud af det mønster, hvor jeg for enhver pris skal tilpasse mig og please andre.

Tabuet i tabuet
Incest og seksuelle overgreb er tabu. Punktum. Stadig i 2012 har vi svært ved at tale om det. Synes dog klart, at tendensen peger i retning af, at vi bliver bedre til at tale om det - desværre på baggrund af store opsigtsvækkende sager i pressen med ødelagte uskyldige små børns liv til følge. Er tabuet kun, at man skammer sig over at være blevet misbrugt? Nej, der er faktisk flere tabuer i tabuet.

Det er f.eks. et kæmpe-tabu at indrømme, at man også har holdt af det menneske, der har krænket en. Det må man ikke, for det siger alle de andre, er forkert. Vi skal hade dem, ønske de dør en lang og pinefuld død og vi skal have hævn, skal vi! Nu er jeg mærkværdigvis sådan indrettet, at jeg sjældent passer ind i folks forestillinger om et "rigtigt" offer. Jeg er et mærkeligt offer. Ligesom jeg var et mærkeligt barn, der ikke blev forstået. Det er åbenbart mit lod i verden, at jeg stikker udenfor - selv i et netværk, jeg har skabt. So be it. Jeg er vant til det, selvom det gør ondt.

Jeg tør godt stå ved med navn, fjæs og det hele, at jeg har hadet, afskyet, forbandet, været bekymret, beskyttet, følt sorg over OG elsket min krænker. There! I said it! Hader du mig nu? Så må det være sådan. Jeg kan stadig godt huske og smile af de sjove og gode ting vi havde sammen. Det betyder jo IKKE, at jeg elsker og med et smil mindes alt det grimme. Jeg kan godt adskille tingene. Og derfor oplever jeg af og til, at folk synes jeg er mærkelig. Forkert. Anderledes.

De positive følelser i relationen bliver på den måde gjort til noget skamfuldt. Andre vil jo tro, at man dermed også godt kunne lide overgrebene og at det var ens egen skyld. Mere skyld. Mere skam. Mere selvhad. Behøver vi egentlig mere af det?

Hvorfor?
Hver gang der dukker en ny sag op, bliver der altid spurgt: "Hvorfor sagde børnene det dog ikke til nogen?". Øh..hvorfor tror du? Tror du det kan have noget at gøre med, at børn i dysfunktionelle familier er opfostret med, at hjemmets regler og normer overtrumfer samfundets? Mon det kan skyldes, at børnene rent faktisk er dybt afhængige af deres allernærmeste relationer og elsker dem betingelsesløst, uanset hvad de bliver budt? Gad vide om det hænger sammen med, at børn ikke har den voksnes overblik og perspektiv og derfor ikke kan træffe en sådan beslutning alene? Mon et misk-mask af modsætningsfyldte hadefulde kærlige følelser holder et så solidt greb i børnene, at de er usikre på, hvad der er rigtigt og forkert? Hvor mange små børn tror du med fryd og et smil på læben har lyst til, at sende deres familie direkte i fængsel?

Jeg er 34 år gammel. Alligevel kan jeg godt huske alle forbeholdene og argumenterne for, at jeg ikke "bare sagde det til nogen". Jeg turde ikke. Var bange for konsekvenserne. Ville holde sammen på den lille smule familie, jeg trods alt havde. For hvad var jeg uden dem? Og jeg havde det jo heller ikke dårligt hele tiden.

Da jeg startede ved psykologen var det med henblik på, at få bearbejdet alt det frygtelige. Derfor har de smertefulde, angstfremkaldende, hadefulde og svære sekvenser været hentet frem - op til overfladen, frem i lyset. Og det overdøver naturligvis det gode, der trods alt var engang imellem. Med dunkende hjerte, tør hals og kvalme fandt jeg for nogen måneder siden mine gamle dagbøger frem oppe på loftet. Tiden fra teenageårene. Dér, hvor jeg havde det svært med mig selv og omverden.

Havde ellers sagt til mig selv, at jeg ikke ville kigge i dem. Jeg følte mig ikke parat til det. Det måtte vente. For jeg frygtede, hvad jeg skulle læse og hvad indtrykkene ville fremkalde af minder. Alligevel måtte jeg lige kigge én af dem igennem. Til min store overraskelse var der mange sider med hyggelige timer fra det år. Der var dage, hvor vi havde lejet videofilm og spist chips og slik. Byture til Kbh. hvor vi var på Burger King. Aftener, hvor vi var sammen med andre og havde det sjovt. Gode minder. Harmløse minder. Skal jeg så slette dem og kun huske de smertefulde minder? Det har jeg ikke tænkt mig. Og da slet ikke fordi andre forventer det af mig.

Relevans
Hvorfor er det relevant for debatten om overgreb? Jeg mener, at det er bidende nødvendigt, at vi får vendt de modsætningsfyldte følelser misbrugte børn har for deres familie, når det drejer sig om incest. Ellers går vi og stikker os selv blår i øjet og negligerer barnets perspektiv. Hvis vi ikke formår, at se det med det forvirrede barns øjne og over-ruler dets følelser, mener jeg, at vi svigter.

Selvom jeg føler mig meget alene med mine synspunkter, så tror jeg på, at nogen børn føler tilknytning og kærlighed til deres bødler. Tænker også, at der er voksne ofre imellem - men de vil nok værge sig ved at tilkendegive det af frygt for omgivelsernes reaktion. Men børnene er ikke modne nok endnu til ved egen kraft, at tage permanent afstand fra familien. De er forvirrede, fordi de både oplever smerte og kærlighed. Det tager tid. Lang tid. Og de skal selv nå til den beslutning, der føles rigtig for dem. Det er ikke hverken din eller min opgave, at pådutte dem vores forventninger om had og død.

Om jeg dermed mener, at seksuelle overgreb er ok og børnene så skal blive hjemme? Nej. Nej. Og nej.

Kampen for sagen
Da jeg gik ind i kampen om synliggørelse af overgreb, gjorde jeg det med det klare mål, at andre børn ikke skulle igennem det samme helvede som jeg. Jeg ville gøre alt, hvad jeg kunne for, at skabe debat, synlighed, politisk handling og initiativer der altsammen skulle munde ud i (på sigt), at nogle overgreb kunne undgåes. At barneliv kunne spares.

Jeg vadede uvidende ind i kampen med en naiv forventning om, at jeg ville danne bro. Jeg ville være et bindeled mellem de misbrugte børn (og senere voksne) og omverdenen, herunder befolkningen, politikerne og fagpersonerne. Jeg havde en fuldstændig indædt tro på, at det kunne jeg godt, alene. Det kan man så ikke helt alene og med glæde oplever jeg flere og flere engagerede støtter til sagen. Nogen vil givetvis falde fra, når de har læst dette blog-indlæg til ende. Fordi jeg er for markant anderledes fra dem.

Tidlig indsats
Når vi taler om tidlig indsats, tænker de fleste på at der skal gribes ind, når børnene er født. Hvad med at gribe ind inden de bliver født? Det er ligesom for sent, hvis skaden er sket. Har vi ikke en forpligtelse for, at forhindre al den smerte vi kan?

En idé jeg smed op til sundhedspersonale, forskere og formanden for socialudvalget Özlem Cekic var, at man allerede ved konstatering af graviditeten gjorde de vordende forældre opmærksomme på, at hvis de selv havde været udsat for vold, svigt eller overgreb i deres barndom, så kunne det muligvis blive problematisk under graviditet, fødsel og i rollen som forælder. Allerede der skulle de vide, hvor man kunne opsøge hjælp, hvis man manglede råd og støtte. Dette uden fordomme eller kritik, kun en håndsrækning som jeg af bitter erfaring ved, er vældig svær at bede om selv.

Det kunne f.eks. være et tilbud om grupper med ligesindede under supervision, sparring med prof., terapi, mentor-ordninger efter fødslen m.m. De kommende forældre skal rustes bedst muligt, så de ikke selv ender med at omsorgssvigte deres egne børn. Jeg siger IKKE, at ALLE omsorgssvigtede børn, bliver dårlige forældre! Men når vi ved, at omsorgssvigt gør sig gældende både for misbrugte og krænkende børn, må vi hellere gøre for meget, end for lidt. Noget kan man trods alt nok lære, selvom man mener at have helt styr på håndteringen af barnet. INGEN børn fortjener at blive omsorgssvigtet. Heller ikke dem, der senere i livet gør noget dumt.

Bagvedliggende årsager
Her bevæger jeg mig virkelig ud på gyngende grund, for nu begynder det at blive farligt.

Vi fristes til at tro, at krænkere udelukkende er nogle dumme svin med horn i panden. Når de modbydelige overgrebshandlinger skilles fra personen, står der et menneske tilbage. Et menneske, der både kan være veltalende, let omgængelig, charmerende, omsorgsfuld og rar. Der er også de brovtende, utiltalende, usoignerede typer. Men den anden type findes altså. Og det gør den skarpe linie mellem dem og os utydelig. Det bryder vi os ikke om, for så er det for tæt på. Så kan det jo i princippet være hvem som helst i vores familie og omgangskreds, der gør sådan noget svineri og det vil vi helst ikke have.

Jeg nægter pure at tro på, at man vågner op som 40-årig og tænker: "Nu skal jeg dæleme ud og misbruge nogle børn". Selvom det er belejligt og bekvemt kun at tænke på en voksen krænker, der gør ækle ting, så vil jeg ikke ned af den vej. Den ensidige vej. Jeg tror, at problemerne med grænseoverskridelse sker langt tidligere. De færreste af os har overskud eller lyst til at forestille os den modbydelige voksne krænker, som den lille søde baby, der blev født engang. Der findes mange uhyrlige muligheder i videnskaben for mærkelige fødsler, men granvoksne mænd/kvinder med seksuelt krænkende adfærd, har jeg dog aldrig hørt om fra landets fødestuer. Så på et tidspunkt har vedkommende været barn. Uskyldig. Uberørt. Dybt afhængig af sine forældres kærlighed og omsorg.

På nuværende tidspunkt sidder der nogen og skummer ud af munden af vrede. Fordi de mener, at jeg sidder og taler krænkerens sag, forsvarer ham/hende og holder med dem. Nej. Jeg taler ud fra barnets perspektiv. Alle børn fortjener et godt fundament. Vi er ikke kun forpligtede til at drage omsorg om de "gode" omsorgssvigtede børn. De "onde" omsorgssvigtede børn er sådan set også en del af det. Hvem bliver de "gode" og hvem bliver de "onde"?

Der kan være adfærdsforstyrrelser, der gør sig gældende. Misbrug af stoffer og alkohol. Givetvis også noget genetisk. Måske man skulle forske lidt mere i det, fremfor at granske i, hvorfor overgrebssager kun dukker op i Udkants-Danmark. Det er da det dummeste jeg har hørt i år. Undskyld, Fru Forsker. Men overgreb sker altså også i tæt befolkede områder!

Tidlig indsats og et helhedsorienteret syn på problematikkerne mener jeg er nødvendigt for, at vi kan stoppe nogle af overgrebene og udviklingen af nye unge krænkere. Vi kommer det aldrig til livs ved kun at se på dem, der ryger i fælden som voksne. Det er falsk tryghed. Og det er et samfundsmæssigt svigt, hvis ikke vi tænker anderledes og mere nuanceret.

Og hvorfor så hele den her smøre med fare for, at miste anseelse? Fordi jeg gør det her af én grund: For at forhindre, at andre børn skal igennem det samme helvede som jeg ♥ BUM.

Heldigvis er det ofte sådan med dommedagsforestillinger, at de ikke holder stik. Jeg blev ikke udstødt, men tværtimod bakket op af flere i netværket. Læs også kommentarene her fra FB-siden "Mere politisk fokus på overgreb mod børn"

  • Kommentarer(11)

Fill in only if you are not real





Følgende XHTML-tags er tilladt: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS og Javascript er ikke tilladt.
Oprettet af Pernille Gyldensøe fre, januar 27, 2012 10:41:36

Kære Anonym

Tusind tak for din kommentar.

Jeg er oprigtig glad for, at mine ord kan være dig og andre til hjælp og jeg ikke er alene om det her heller. Mine egne dommedagsprofetier omkring dette kontroversielle blog-indlæg, er heldigvis gjort til skamme. Har nok en indgroet tendens til, at forestille mig det værste, så der er plads til at blive positivt overrasket. Det kommer sig selvfølgelig af det svigt og brud på tilliden jeg fik som barn.

Kierkegaards ord om hjælpekunsten giver ret god mening :-)

Tak for din støtte.

Kærlig hilsen

Pernille

Oprettet af Anonym tor, januar 26, 2012 20:58:22

Kære Pernille

Som det også fremgår på FB gruppen, så rammer du hovedet lige på sømmet med dit blogindlæg. Stor respekt herfra også. Jeg synes faktisk at det er meget tankevækkende at din reaktion på at sige det er at føle sig unormal og at der nok mange, der bliver vrede over den holdning. Det er jo lige præcis det der desværre er så genkendeligt og som bliver ved med at komme tilbage hver gang der snakkes om overgrebene. Var jeg faktisk selv lidt skyld i det og er jeg derfor lidt mærkelig og anderledes. Jeg forestiller mig, at den ligger der uanset om man har haft modet til at stå frem med det, som du har, eller stadig bevæger sig rundt i skyggen af skabet som andre inklusiv mig selv, som så vælge en anonym blog frem for FB.

Det er så dejligt befriende at høre dig sætte ord på nogle af de ting, som jeg ikke selv synes jeg er klar til at stå frem med, og på den vis skal du have et kæmpe skulderklap for at gøre det du gør. Det betyder rigtigt meget i hvert fald for mig personligt og formodentlig også for en hel del andre.

Med hensyn til din frygt for at folk ville rende væk og vende dig ryggen efter dit blog indlæg vil jeg sige, at hvis der er nogen der gør det, så lad dem gøre det. Så er de bare ikke på vej af de samme veje som dig. Hvis de mener at være gået ind i det her område for at hjælpe, så er det en fordel nogle gange at huske tilbage på Kierkegaards ord om hjælpekunst:
"At man, når det i sandhed skal lykkes en at føre et menneske hen til et bestemt sted først og fremmest må passe på at finde ham der, hvor han er og begynde der. Dette er hemmeligheden i al hjælpekunst, enhver, der ikke kan det, er selv en indbildning, når han mener at kunne hjælpe andre.
For i sandhed at kunne hjælpe en anden må jeg forstå mere end han, men dog først og fremmest forstå det, han forstår.
Når jeg ikke gør det, så hjælper merforståelse ham slet ikke.
Vil jeg alligevel gøre min merforståelse gældende, så er det fordi jeg er forfængelig eller stolt, at jeg i grunden i stedet for at gavne ham egentlig vil beundres af ham, men al sand hjælp begynder med en ydmygelse.
Hjælperen må først ydmyge sig under den, han vil hjælpe og derved forstå, at det at hjælpe ikke er at herske, men at tjene, at det at hjælpe ikke er at være den herskesygeste, men den tålmodigste, at det at hjælpe er villighed til indtil videre at finde sig i at have uret og ikke forstå hvad den anden forstår."

Hvis ikke man har viljen og tålmodigheden til at lytte til de virkelige eksperter i det her, nemlig dem der selv har stået i det og har erfaringerne inde på egen krop, så er man nok heller ikke i stand til at yde den hjælp som der er bedt om.
Keep up the good work. Du er så sej.

Oprettet af Pernille Gyldensøe fre, januar 20, 2012 16:33:09

Kære Heidi

Tak for dit fodaftryk og opbakning.

Jeg var udsat for 3 andre overgreb i teenageårene foruden "det andet", og dem/det føler jeg intet ved, selvom det var dybt grænseoverskridende. Her kunne jeg nemlig netop hade af ondt hjerte og "komme mig". At det helt sikkert har gjort rygsækken tungere i sidste ende, er så noget andet. Men jeg havde ingen følelser i klemme.

Nej, helt igennem onde mennesker findes nok ikke. Helt igennem onde handlinger gør.

Kh. P

Oprettet af H. C. fre, januar 20, 2012 16:26:40

Kære Pernille

I hear you - du ved, at jeg forstår, hvad du siger her. "Din" gruppe er den
E N E S T E, jeg kan holde ud. Netop fordi den ikke promoverer had og afstumpede følelser.

Jeg er selv engang som teenager blevet voldtaget ganske brutalt - uden at det har efterladt dybe spor - fordi han var mig ligegyldig. Før det oplevede jeg et forløb med mindre såkaldte "kærlige" (jeg tror ikke, han ønskede at skade mig) krænkelser (sjovt, som et overgreb ofte følges af flere overgreb) fra en anden person, som jeg omfattede med kærlige, barnlige følelser og tillid. Det gjorde så meget mere ondt - pga ambivalensen. Jeg siger ikke, at han gjorde noget værre end voldtægt. Men det var værre for mig. Så jo, Silje - jeg tror smerten forøges med graden af følelsernes ambivalens og forvirring.

Jeg lærer mine børn - der findes ingen mennesker, som K U N er onde. Jeg har under alle omstændigheder aldrig mødt nogen ...

Du har min fulde opbakning, Pernille - selvom jeg ikke er så synlig på fb for tiden.

Mange kærlige hilsner

Heidi

Oprettet af Pernille Gyldensøe fre, januar 20, 2012 14:33:31

Tak for alle jeres reflektioner herinde. Starter fra en ende af:

@Anonym: Jeg tænker ikke, at min ambivalens er misundelsesværdig overhoved. I virkeligheden har jeg et stort problem med at være FOR empatisk - uden at jeg vil have siddende på mig, at lide af Stockholm-syndromet.

Skader på tillid og tilknytning får vi vist alle i en eller anden grad og jeg er også trykket af den. Læs bl.a. min blog omkring "Skal vi være venner?".

Sort og hvid virker bare ikke for mig. Det gør ikke dig forkert. Det tror jeg er det vigtigste - at vi er forskellige og har ret til, at stå ved vores egne overbevisninger.

Dejligt, at du lærer.

@Majse: Ja, bloggen har (foreløbig) vakt mere eftertanke end vrede. Men det er på en måde tryggere (for mig), at forestille mig det værste scenarie og så blive positivt overrasket. Dog skal jeg have justeret på drama-knappen, så den ikke lammer mig eller gør mig unødigt bekymret. Jeg øver mig stadig i, at være til. Stå ved mig selv og udtrykke mit indre kaos. Der har gruppen og bloggen vist sig, at være en kæmpestor støtte til det brug.

@Odile: Tak for dine tanker, som du også har fagligt belæg for. Kender godt Stockholm-syndromet, men vil helst ikke have det siddende på mig og mine reaktioner. For jeg kan godt skelne det foragtelige og ulækre fra det gode og positive og ser ikke min krænker som en person uden ansvar.

@Overleveren: Tak for dine tanker. Jeg tror og håber, at det er sådan fordi at kommunerne har lært af Brønderslev-sagen (den første). At man er mere obs på nomadefamilierne og derfor bliver de bustet lige for tiden. Fuldstændigt udokumenteret kan jeg jo læne mig op af min egen og andres historier, der ikke tegner billeder af Udkants-Danmark eller nomadetilværelse. Det var tværtimod familier, der blev boende og havde en pæn facade. Dem, der på uhyggelig vis bare ligner almindelige mennesker, som vi hilser på og har socialt samkvem med.

Tidlig indsats: Nej, du kan ikke tvinge ting ned i halsen på folk og vil de ikke have hjælp, så kan du jo ikke tvinge dem til samarbejde eller holdningsændring. Men noget skal der være. Ved i hvert fald at jeg og mange andre godt kunne have brugt en åbenhed, oplysning og tilbud under graviditeten. Og man beder bare ikke selv om det. Det gør man ikke. Så det er systemets opgave at stille det til rådighed og motivere forældrene til at deltage.

@Silje: Nej, gid det var sådan. Gid det var så enkelt. For så ville det givetvis være nemmere at "komme videre" som der snakkes så meget om. Jeg er glad (på en sorgfuld måde - kan man det?), at du genkender og forstår. Det gør det meget nemmere for mig, at kapere mine egne ambivalente følelser. At jeg ikke er alene. Mærkelig eller anderledes. Nej, har ikke læst Karins bog. Men det kommer.

@Pia: Tak for din opbakning. Ja, livet er komplekst uanset hvilken baggrund man har. Omend 10-dobbelt så komplekst som incest-ramt.

Knus og god weekend til jer.

Kh. Pernille

Oprettet af ... fre, januar 20, 2012 10:31:30

Jeg kender desværre ikke dét du skriver om: ambivalens. Men jeg respekterer dig for det, og måske endda misunder dig det du kan få med dig som voksen af nuance og gode minder. Derimod lider jeg under skader på tillid og tilknytning, og mestrer derfor ikke den nuance i mit voksenliv som du gør. Men der var heller ikke meget at grine af i vores familie. Jeg deler helst i sort og hvid...

Via støttecentret mod Incest er jeg også blevet opmærksom på at der findes mange forskellige typer af krænkeren som jo nok gør en kæmpe forskel ifht om man husker et monster eller har de kærlige følelser også.

Flot og modig blog! Jeg lærer....

Oprettet af Majse Watkin fre, januar 20, 2012 10:16:09

Kære Pernille - Jeg synes du rammer et meget ømt punkt, som også er meget relevant. Det er præcis på grund af så komplicerede følelser, at det er så svært at tale om overgrebene. Du har meget ret i, at det er uhyre vigtigt, at få fat i de mennesker der ender som krænkere, og hjælpe dem - før de bliver krænkere!
Din blog vækker forhåbentlig mere eftertanke end vrede.

Oprettet af Odile Poulsen fre, januar 20, 2012 05:37:30

Den reaktion du beskriver, du deler med rigtigt mange andre, der er blevet seksuelt misbrugte som børn/unge.
Selvklart forstærket når det er incest.
Men pædofile udnytter jo også den tillid opbygge fra et barn. Og hermed er relationen så stærk, at der kommer de kærlige følelser med ind. Hvilket gør det meget kompliceret som offer; skam, had, lede, kærlighed etc i et væld gør det svært, at sætte sig selv fri.
Mange kender begrebet Stockholm-syndromet. Og det er yderst virksomt. Særligt når det for nogle af os, har været overgreb fra helt lille, og over mange år.

Og heldigvis kan man også frigøre sig af det! Og så bliver man så dejligt fri, af det menneske, som har begået de frygtelige forbrydelser mod en.

Oprettet af overleveren fre, januar 20, 2012 05:03:22

Jeg så også den der udkantsdanmark hypotese der blev lagt frem, men jeg ved faktisk ikke om det er det dummeste jeg har hørt. Tænker bare at der er mere i den end som så. Er det sådan at overgrebene starter i .. og det må jo så være indkantsdanmark - og samtidig (ikke på grund af) med en nedadgående social spiral bliver grovere og grovere - hvorefter familien ender i udkantsdanmark. Eller er det sådan at udkantsdanmark bare er dét bedre til at opdage - omend meget for sent - de meget grove sager - de sager der er "medieegnede" ?

Uanset hvad skal der tidligere indsats til - det kan vi hurtigt blive enige om, men jeg er mig også sørgeligt bevidst om at en sådan indsats kan blive så omfangsrig og så omfavnende at den får den stik modsatte effekt. Så tilbuddet skal være der og være synligt - men det skal ikke sælges til alle. Synes jeg.

Jeg er glad for at du atter nuancerer debatten og synspunkterne der tenderer en lille smule i retning af noget sort/hvidt. Og jeg håber ikke du får alt for meget med grovfilen på den konto. Jeg skrev jo osse noget på min blog en dag - og med samme nuancesøgende argument - og fik da lidt med filen. Det kommer. Vi er jo ikke ens bare fordi vi blev udsat for misbrug og incest i hjemmet. Vi ser verden helt forskelligt og alle synspunkter er jo velkomne og ligeværdige - kun sådan kan vi blive klogere på hvad det her er og hvad det handler om.

Fortsæt med alt det gode du gør. Og dette indlæg ændrer ihvertfald ikke det mindste i mit syn på dig.

Oprettet af Silje fre, januar 20, 2012 01:32:25

Jeg kan ikke lade være med at ytre, hvad jeg personligt har tænkt gennem mange år;

Det sværeste for mig var måske ambivalensen. Eller dét, at vide, at de mennesker der kunne udsætte mig for SÅ meget ondt - OGSÅ var i stand til at agere på anden vis.
Det var jo ikke fordi de var monstre med 3 hoveder. Skilte sig fuldstændigt ud fra resten af samfundet. Sådan at man kunne sige; DE DER - dem kan ingen holde ud.
Det var heller ikke fordi de behandlede alle i verden ligeså grusomt, som mig. De VAR altså istand til noget andet.. havde andre sider.. De kunne godt, være ikke onde Og ikke-hade-bare (hvis det er et ord). Og dét har drevet min hjerne til (nær)vanvid.

Hadede jeg dem? Ja. Eller måske hadede jeg mere deres gerninger? Men, holdte jeg også af dem? Ja. De var jo min familie. Det gør man, gør man ikke?...

Jeg har også tænkt i, at hvis ikke det var fordi følelserne for krænker(en/ne) var ambivalente - hvis nu det var sådan, at de mennesker der havde udsat éen for overgreb, ikke betød noget, at man kunne sige de var ligegyldige - fremmede - ikke spillede en rolle - man ikke var nødt til at forholde sig til dem bagefter- at de var idiotiske - syge etc, UDELUKKENDE og konstant. . så ville det måske ikke sætte de helt samme spor? Af ambivalens? Jeg tror, at ambivalensen er 'normal' . i dét der helt absurte unormale. Don't know. Bare en tanke. (Som måske er formuleret lidt uklart her på de sene timer)
Jeg smutter ingen steder ♥ ;-) Jeg genkender dét du skriver. Og det tror jeg vi er mange der gør.
Ps; har du evt læst Karin Dyhr's nyeste bog? Bag om Borderline, mener jeg den hedder. Der er et lille afsnit i bogen om ambivalensen - dét afsnit, selvom det er meget kort - har sat tanker igang for mig. Og også 'landet' nogle af dem. ♥

Kh Silje

Oprettet af Pia Frydensberg fre, januar 20, 2012 00:59:28

TAK for dine tanker, kære Pernille... Mig skræmmer du ikke :) og jeg er meget enig; krænkeren kan være hvem-som-helst, og oftest et menneske som har levet med krænkelserne på egen krop.

Stor forståelse for, at du også husker de positive minder! Som krænket selv, har jeg også haft brug for det, for uden tanker på - og om - de positive sider af opvæksten og krænkerens person, bliver alting ikke alene for ensidigt, men også for hårdt....

Livet er komplekst - og kompleksiteten og mangesidetheden springer ikke over, når det gælder feltet for seksuelle krænkelser....

Som altid; tak for at dele, kære.... :)

Hilsen Pia Frydensberg