Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Hvorfor blogge?

At blogge er en uvurderlig del af min helingsproces, der formentlig vil være livslang. Mit liv har budt på megen sorg, smerte, kaos, glæde, kærlighed og lys i kraft af min fortid og nutid.

En del indlæg handler om italesættelse af følelserne omkring min opvækst i en dysfunktionel familie. Bloggen bliver også brugt til tankerne omkring, at være mor til et udviklingshæmmet barn med svært behandlelig epilepsi samt mere fredsommelige dagligdags ting.

Jeg er stadig i gang med processen og har valgt, at dele åbent og ærligt her på bloggen om sejrene og nederlagene.

Håber, at du får noget brugbart med på vejen. Du er meget velkommen til at kommentere på indlæggene, hvis du føler for det (også gerne anonymt). Velkommen til ♥

Mor-klubben

Om mit barn med handicap ♥Oprettet af Pernille Gyldensøe ons, januar 04, 2012 23:35:24
For nøjagtig 5 år siden i dag, joinede jeg Mor-klubben. Den klub jeg ellers havde forsvoret som barn og ung, at jeg aldrig ville blive medlem af. Jeg skulle i hvert fald heller aldrig giftes, for man kunne jo ikke stole på andre, end sig selv. For mig var kernefamilien blot topmålet af hykleri og et skalkeskjul for sygeligheder.

Man har et standpunkt, til man får et nyt.

Jeg mødte manden fra den anden planet. Ham, der ikke ville skændes eller slås, hvis vi blev uenige om noget. Prøvede ellers ihærdigt, men han ville bare ikke. Med tiden måtte jeg stole på ham. Stole på, at han virkelig ville mig og at han blev. Jeg så hans potentiale som kommende fader-figur og turde binde an på, at vi to godt kunne klare familielivet sammen. Så vi skulle da have et barn. Jeg skulle i hvert fald være mor, inden jeg blev 25 år. Ellers var jeg for gammel.

Mange ting kan man planlægge. Graviditet er ikke (altid) én af dem.

Da deadline for projekt baby blev overskredet år for år, kunne det også være ligemeget. Hvad skulle vi egentlig også med et barn? Vi havde så mange andre ting kørende for os. Karriere, hus, fester, familie, venner og mit spirende firma, som jeg drømte om, at leve af.

Og den dér Mor-klub var nu alligevel ikke så tiltalende.

En for en spyttede veninderne omkring mig babyer ud og blev nærmest religiøse omkring deres nye rolle: Mor-rollen. Vores samtaler gik på, hvor mange timer ungen sov, om poden havde træg eller lind mave, amning og en masse andre (for mig) ligegyldige ting. Konstant krævede barnet tidligere veninde/nu mor´s opmærksomhed og afbrudte usammenhængende samtaler blev mere reglen end undtagelsen.

"Christ! Det er da ikke et liv" tænkte jeg med rullende øjne.

Jeg havde slet ikke tid, behov eller lyst til projekt barn. Og BANG! Så blev jeg gravid som 28-årig. Det var et længe ventet ønske, der pludselig gik i opfyldelse 3 år senere end planlagt. Jeg var alt for gammel, alt for ambitiøs og alt for usikker på, om jeg nu kunne magte den opgave alligevel. Og om jeg i det hele taget havde lyst til, at træde ind i den der lukkede kreds af kvinder med store mælkefyldte bryster, bræk på skuldrene og rande under øjnene.

Men selvfølgelig skulle vi da have barnet. Det måtte jo være et tegn på, at nu var jeg parat i krop og sind.

Jeg var dog helt uforberedt på, hvor store problemer min fortid havde for graviditeten og det videre forløb - men det hører til i et blogindlæg for sig (engang, måske).

Det var megen håb, kærlighed og angst for min sociale arv, at jeg d. 4. januar 2007 kl. 17,38 blev uigenkaldeligt fuldbyrdet medlem af Mor-klubben. Med rygmærke, nærmest. Ud af maven kom den her lille varme klump med skæve (blå!) øjne og sort viltert hår. Svøbt i et tæppe og med hvid bomuldshue på hovedet lignede hun en lille trold. Min trold, der kom til verden med et hyl. Hylet stoppede da hun fik øje på mig. Hun gloede på mig med sine blå øjne og lignede en der tænkte: "Nå! Så du er altså hende dér Mor eller hvad?". Og jeg tænkte tilbage: "Ja, jeg er din mor. Og jeg passer på dig. Altid. Du skal have den barndom jeg ikke fik. En værdig barndom".

Vidste godt, at et barn vender op og ned på hele ens tilværelse. Men var slet ikke klar over, hvor meget tingene blev vendt op og ned.

For selvom pigebarnet var sund og rask ved fødslen og de første 2 år frem, var vi som forældre ikke homesafe. Hun blev syg. Kronisk syg af epilepsi. Udviklingshæmmet og støttekrævende. Det var ikke med i planen. Jeg er meget dårlig til ændringer i planerne, især ændringer som jeg ikke kan gøre noget ved, men bare må acceptere. Det meste af mit voksenliv har jeg været Kontrol-freaken, der havde alle aftaler skemalagt og personlige mål linet op. Det har været en måde, at genvinde en del af den mistede kontrol som barn.

Efter en stor følelsesmæssig rutsche-tur ovenpå chokket, måtte jeg finde svar.

Hvorfor hende? Hvorfor os? Hvorfor den sygdom, der er så led og uforudsigelig? Måske fordi vi (og især jeg!) havde brug for, at få omdefineret det gode og perfekte liv. Måske fordi livet i sig selv er uforudsigeligt, og nogen ville lære os, at tage det mantra til os. Måske fordi vi som mennesker er vurderet stærke nok til, at klare den krise det er, at få et handicappet barn. Måske fordi jeg skulle se med friske øjne på, hvad en værdig barndom i virkeligheden er.

Heldigvis er hun så meget andet, end sit handicap. Hun er spruldende, kærlig, omsorgsfuld, fuld af temperament og idéer om, hvad hun vil og ikke vil, humoristisk og glad. Og jeg er efterhånden blevet bedre til, at tage tingene som de kommer. Smide planerne og ambitionerne væk og bare være tryg i kaos og uforudsigelighed.

"Mor elsker dig. Jeg passer på dig og jeg er stolt af dig. Du er en dygtig pige" siger jeg til hende, når jeg kysser hende godnat.

For mig er kærlighed, beskyttelse, anerkendelse og opbakning nogen af de fornemmeste opgaver, jeg som mor skal udføre. Dét er en værdig barndom. Handicap eller ej.

Tillykke med fødselsdagen, mit dejlige barn ♥

  • Kommentarer(2)

Fill in only if you are not real





Følgende XHTML-tags er tilladt: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS og Javascript er ikke tilladt.
Oprettet af Pernille Gyldensøe tor, januar 05, 2012 20:01:52

Tak, Helle ♥

Oprettet af Helle tor, januar 05, 2012 19:34:56

Hej Pernille, Jeg har lige læst dit smukke brev om det at blive mor og få et barn der er handicappet, hvor jeg beundrer dig endnu engang :-) For det har jeg jo altid gjort....

Mange knus og kærlige tanker til dig og din lille familie