Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Hvorfor blogge?

At blogge er en uvurderlig del af min helingsproces, der formentlig vil være livslang. Mit liv har budt på megen sorg, smerte, kaos, glæde, kærlighed og lys i kraft af min fortid og nutid.

En del indlæg handler om italesættelse af følelserne omkring min opvækst i en dysfunktionel familie. Bloggen bliver også brugt til tankerne omkring, at være mor til et udviklingshæmmet barn med svært behandlelig epilepsi samt mere fredsommelige dagligdags ting.

Jeg er stadig i gang med processen og har valgt, at dele åbent og ærligt her på bloggen om sejrene og nederlagene.

Håber, at du får noget brugbart med på vejen. Du er meget velkommen til at kommentere på indlæggene, hvis du føler for det (også gerne anonymt). Velkommen til ♥

Fortjent til kærlighed

Min personlige procesOprettet af Pernille Gyldensøe søn, december 11, 2011 15:42:00

Det kan være svært, det dér med at føle sig fortjent til kærlighed, hvis man altid har følt sig anderledes, forkert, uelsket og mindre værd end andre. Vokser man op med massiv kritik og konstant nedrakning af ens præstationer, ligger det så dybt i én, at man ikke er værd at elske. Som barn og ung har man måske været vant til at skulle yde noget, for at opnå en form for tryghed, omsorg eller fred for en tid. Dermed bliver logikken, at skal man mærke en form for kærlighed eller positiv opmærksomhed, vil der ligge en latent forventning om en mod-ydelse og true.

Gennem årene har jeg opsøgt og skabt mange dumme situationer for mig selv i relationen til andre, fordi jeg var overbevist om, at de ville gøre mig ondt og jeg ikke fortjente, at have det godt. Same-same. Så kunne jeg ligeså godt få det overstået og skabe grobunden for et brud, et opgør, et skænderi og smækkede døre. Det "trygge" kaos fandt jeg en ro i, alt andet var for fremmed og usikkert.

Den gammelkendte følelse af ikke at være god nok, hænger til stadighed ved. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde slipper helt af med min. Den har det med at dukke op engang imellem og slå mig ud af min ellers meget målrettede kurs. Det kan f.eks. være en lille bemærkning eller et blik fra andre, der opleves som fordømmende, fordummende eller tvivlende. Nogle gange er det misforståelser, der vokser sig kæmpestore inden i mit hoved. Andre gange er mine reaktioner fuldt berettiget.

Reaktionerne kan enten være en massiv ur-vrede eller en ulmende indadvendthed med flere dages tavshed til følge. Begge dele opleves dybt destruktive for mig, fordi jeg forbinder det med barndommens unuancerede håndtering af følelsesmæssige konflikter. Jeg vil ikke være sådan. Jeg vil være mig og jeg vil distancere mig mest muligt fra det destruktive og arbejde med mig selv, så spændvidden i mit følelsesliv bliver større og jeg formår at håndtere nuancerne uden at rive hovedet af andre eller krybe ind i en depressions-lignende tilstand.

Min mand er tålmodig. Og jo, jeg er glad for, at vores veje krydsede hinanden for 15 år siden. Men jeg er holdt op med at sige, at jeg særlig heldig, at han er blevet hos mig. For det vil fastholde mig selv i følelsen af, at jeg ikke er elsk-værdig. Og hvorfor skulle han ikke gøre det? Jeg bidrager også med noget, der kun kan videregives af mig, fordi jeg har befundet mig helt nede på bunden af livets søle. Jeg har bl.a. en anden måde, at reflektere på og være taknemmelig for de små ting i livet. Via mit liv sammen med ham, mit arbejdsliv, rollen som mor, venner og netværk har jeg fundet og mærket mine egne indre værdier og vil ikke længere bøje nakken i taknemmelighed over, at andre synes om mig - men tør nu både, at tage imod og give kærlighed.

Det starter indeni mig selv. Kærligheden til mig selv, skal være ligeså stærk som kærligheden jeg oplever udefra. Hvis de to ting ikke harmonerer, kan jeg ikke tage imod. Men jeg er god nok og fortjener kærlighed i læssevis og det samme gør du ♥

  • Kommentarer(4)

Fill in only if you are not real





Følgende XHTML-tags er tilladt: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS og Javascript er ikke tilladt.
Oprettet af Pernille Gyldensøe tir, oktober 16, 2012 14:04:25

Kære Anja

Tak for din kommentar herinde og fordi du ser mig.

At kappe båndene er frygtelig svært. Det er angstprovokerende, ensomt og hårdt. Samtidig kan det på sigt også give en fornemmelse af kontrol og påtagelse af ansvar for eget liv og velbefindende. Sådan har jeg det oftest, men jeg havner stadig indimellem i den anden grøft.

Hvis du kan lide at læse, så har disse bøger været utrolig værdifulde for mig i min proces:

Glade børn med højt selvværd

Kunsten at sige nej med god samvittighed

Kvinder der elsker for meget

Du ka´sagtens

Link til bøgerne er nederst på denne side http://smuktliv.dk/Links.html

Tusind tak for dine ord.

Kh. Pernille

Oprettet af Blomsterbarn tir, oktober 16, 2012 13:00:48

Kære Pernille.

Jeg er netop blevet opmærksom på din blok via facebook, og jeg har netop læst din blog med stor interesse. Jeg er selv barn af en dysfunktionel familie. Jeg har selv kappet båndende med familien, fordi jeg simpelthen ikke kunne blive ved. Det er dog en lang og sej kamp, og jeg tænker af og til om jeg nogensinde bliver et helt menneske. Jeg har ikke været udsat for vold eller andre overgreb, det har været psykisk betonet. Jeg er gradvist blevet pillet ned, og jeg kæmper stadig med troen på at jeg er værd at elske og har et utroligt lavt selvværd.

Jeg vil bare sige, at jeg er utrolig glad for at høre dig sætte ord på alle de tanker jeg går med, og mange gange går jeg med det alene, for jeg tænker at andre har svært ved at forstå det. Jeg har selv en meget tålmodig mand der har lært at rumme mig, både i de gode tider, men også i de mange dårligere tider.

Jeg vil være en trofast følger på din blok:-)

Kh. Anja

Oprettet af Pernille Gyldensøe søn, december 11, 2011 21:45:42

Kære Pia.

Æv, det er ufatteligt hårdt og befriende på samme tid, at give slip. Hårdt, fordi man egentlig rigtig gerne vil kærligheden. Befriende, fordi smerten er letgenkendelig i mange af livets andre sammenhænge. Det giver på en måde bedre mening, at være ulykkelig end lykkelig - paradoksalt nok. Men sådan kan vi mennesker jo være totalt komplicerede. Måske det ikke er et varigt brud for jer. Måske du "bare" skal have tid og rum til, at lære din egen kerne at kende. Og lære at sætte pris på dig selv.

Knus P

Oprettet af Pia Løvstad Frydensberg søn, december 11, 2011 21:35:03

Hvor er det rigtigt, kære Pernille; mærker man ikke kærlighed i sig selv, som modsvarer den kærlighed man tildeles udefra, bliver det svært at være i den - rumme den - og tro på den....

Jeg har netop måtte sige farvel til en kæreste hvis kærlighed langt oversteg hvad min blot spæde egen-kærlighed kunne bære. Jeg ved at jeg traf den rigtige beslutning, men den var ikke nem - og den fortæller mig med al ønskelig tydelighed hvor vigtigt det er, at jeg fortsætter fremelsklingen af min indre kærlighed... <3