Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Hvorfor blogge?

At blogge er en uvurderlig del af min helingsproces, der formentlig vil være livslang. Mit liv har budt på megen sorg, smerte, kaos, glæde, kærlighed og lys i kraft af min fortid og nutid.

En del indlæg handler om italesættelse af følelserne omkring min opvækst i en dysfunktionel familie. Bloggen bliver også brugt til tankerne omkring, at være mor til et udviklingshæmmet barn med svært behandlelig epilepsi samt mere fredsommelige dagligdags ting.

Jeg er stadig i gang med processen og har valgt, at dele åbent og ærligt her på bloggen om sejrene og nederlagene.

Håber, at du får noget brugbart med på vejen. Du er meget velkommen til at kommentere på indlæggene, hvis du føler for det (også gerne anonymt). Velkommen til ♥

Life was a bitch and so was I

Barndom & ungdomOprettet af Pernille Gyldensøe søn, november 27, 2011 18:36:54
Indrømmet: Jeg var en bitch. Overfor piger og drenge i skolen der stak udenfor. Måske var de for tykke, for smukke, for artige, for søde. I hvert fald tændte deres adfærd en ukontrollerbar vrede indeni mig. Måske var jeg i virkeligheden bare misundelig på deres liv? Jeg er langt fra stolt af min opførsel, men det giver næppe nogen mening, at fortie den. For den rummer et budskab.

I en lang periode havde Bon Jovi og deres kæmpe permanent-bobhår en særlig plads i mit hjerte. Det har de stadig og da jeg i dag havde lyst til at genhøre et af deres hits, fløj jeg lige tilbage til den tid. Hvor jeg var træt af livet og mig selv. Og var en bitch.


Sådan så jeg ud. 14 år. Lædervest. Lange sorte støvler. Sorte stramme jeans. Blå neglelak. Stor sølvring med en ørn - god at slå med. Stort hår. Tomt blik i kohlindfattede øjne.

Det var en årsag til, at jeg havde brug for det her ydre skjold. Der var så mange signaler, der burde få klokkerne til at ringe. Men skete der noget? Nej. Det blev afskrevet som teenage-oprør, der ganske vist startede en del år før jeg blev teenager. Helt præcist omkring 10 års alderen. Konstant var jeg i alarmberedskab. Parat til at slås for mit liv alle timer i døgnet.

Jeg kan ikke bruge bebrejdelser til noget som helst. Men jeg undrer mig. Undrer mig over, at ingen voksne omkring mig reagerede på, at jeg gik fra den musestille artige pige til en utilnærmelig, aggressiv og provokerende møgunge meget tidligt. Jeg forstår det ikke. Forstår ikke, at ingen satte spørgsmålstegn ved den adfærdsændring.

Når jeg læser en artikel som denne, hvor danske børn har Nordens rekord i slagsmål, bliver jeg dybt bekymret. Bekymret for om de omtalte børn nu også får den nødvendige opbakning og støtte til, at bryde de voldelige mønstre? Bekymret for om skolen og politiet naivt tror, at sanktions-metoden løser alle problemerne? For de børn der har levet i voldelige hjem altid, er volden den måde man løser problemer på. Hvor svært kan det være for udenforstående, at forstå den frustration og smerte, der gemmer sig bag de tomme blikke?

De børn og unge har brug for at lykkes med noget. At få opbygget deres selvværd, så de ikke har brug for at hævde sig på bekostning af andre. De har stærkt brug for fornuftige alternativer til vold og at komme i kontakt med deres følelsesliv. Mit gæt er, at de børn og unge artiklen omtaler, har vældig svært ved at udtrykke følelser verbalt. De taler, lever og hævner gennem næverne.

De lærer ingenting af, at blive ekskluderet fra skolen og sat i spjældet. Det vil kun bekræfte dem i, at de er bunden af bunden og ingen bryder sig om dem. At de ikke er gode nok. Hvorfor så ændre sig?

Jeg har sagt det før og siger det igen: Skræl de mange lag af møg-ungen inden du dømmer. Inderst inde er det blot et lille bange barn, der bare har brug for at føle sig god nok og hungrer efter lidt ærlig oprigtig forståelse.

  • Kommentarer(4)

Fill in only if you are not real





Følgende XHTML-tags er tilladt: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS og Javascript er ikke tilladt.
Oprettet af Pernille Gyldensøe ons, februar 13, 2013 13:40:02

Kære Anonym so far

Tak for din kommentar herinde <3

Jeg tror desværre, at der er rigtig mange misforståede børn rundt omkring - også den dag i dag. Børn, der ikke skrælles lag af, fordi man fokuserer på deres problemskabende adfærd, fremfor kilden til problemerne. Det gælder for så vidt både krænkede og krænkende børn.

Et af de vigtigste step er italesættelsen og opfordring til at SE og HØRE børnene. Det er mit ydmyge ønske, at min blog, foredrag og frivillige arbejde kan bidrage en smule i den retning. For hvis vi ikke SER og HØRER børnene, hvor de er - så svigter vi big time.

Jeg kan levende forestille mig, hvor ensom du må have følt dig, uden nogen at betro dig til. Problemet er nok også, at de rigtige spørgsmål ikke bliver stillet. Det var en anden tid, du og jeg opvoksede i. Vi kan håbe, at det med tiden bliver bedre i takt med at tabuerne nedbrydes og personale omkring børnene får bedre værktøjer.

Jeg håber, at du har fået den rette hjælp som voksen.

Kh. Pernille

Oprettet af Anonym so far ons, februar 13, 2013 13:04:11

Hej Pernille. Kan så godt forstå det du skriver!Jeg er som barn blevet udsat for seksuelt misbrug.Den dag i dag står jeg også og undre mig enormt over at ingen tog hånd om mig i teenage årene hvor det virkelig var tydeligt at noget var galt. Min mor fik fisket en lille bite smule ud af mig som barn da hun kunne mærke jeg havde ændret mig fra en dag til en anden. Men holdte kortene tæt. Det var min hemmelighed. Hun oplyste endda 1 lære og et par forældre om at der var sket 'noget' med mig.. i håb at få hjælp da hun ikke anede hvad hun skulle gøre.De par forældre der vidste 'noget' valgte at fortælle deres børn det. Og børn kan jo ikke håndterer den slags information, så de drillede mig med det og derefter var jeg LUKKET. Det var et valg jeg tog: Nu siger jeg det ALDRIG! (havde ikke engang fortalt nogen HVAD DER VAR SKET bare sagt at noget var sket mig, og allerede kom der så mange problemer ud af det)I mine teenage år fik jeg klagebreve fra en af de forældre der vidste 'noget', om at jeg mobbede børn i klassen og var en forfærdelig unge. Læreren der vidste der var 'sket noget' reagerede desværre ved at tage samme vej som forældrene. Give mig skylden for alt hvad der skete af dårlige ting i klassen og på skolen. Smide mig hjem pga. dårlig opførsel og fobyde mig til tider at komme i skole så de andre kunne være der. Men når det gjalt at beskrive mig formelt på papir der betød noget var jeg altid en sød og dygtig pige i følge læreren. Det var frustrerende ikke at blive forstået og blive behandlet så dårligt - og endnu mere frustrerende at der blev lagt så godt skjul over den behandling jeg fik i skolen af læreren.Og jo jeg lavede ballade, det er jo klart! Men al balladen var jeg ikke skyld i.Har været enormt vred over den uforståenhed der var og at de voksne ikke var voksne nok til at undersøge mere om seksuel misbrug og gøre sit bedste for at hjælpe mig - det må jeg indrømme!For alt jeg havde brug for var hjælp og støtte og forståelse - jeg vidste bare ikke hvordan man fik det.Synes det er rigtig godt at du blogger løs :) Og modigt!Håber det vil få flere folk til at forstå og være mere bevidste. Der skal nemlig skrælles en masse lag af, før man egentlig ved hvad man står over for. Og det er der desværre mangel på, rigtig mange steder hvor det er vigtigt at skrælle og skrælle og ikke bare gøre problemerne endnu værre.Kærlig hilsen- endnu en der blev misforstået i teenage årene

Oprettet af Pernille Gyldensøe tir, januar 17, 2012 13:14:55

Kære Colitisramt

Jeg tror altid på, at der er en årsag til konfliktsøgende adfærd. Må indrømme jeg er lidt i tvivl omkring dit spørgsmål vedrører min forvandling fra sød pige til møgunge - eller om det er fra møgungen til den jeg er i dag? Er nok en smule naiv i min tro på, at når folk læser med her på min blog, så ved de hvad jeg var igennem som barn. Men fair nok, jeg vil gerne svare dig, hvis du ikke har nogen anelse om det.

Grunden til at jeg ændrede adfærd som 10-årig var, at jeg var udsat for overgreb og vold. Havde ingen andre steder at putte min vrede og frustrationer hen, end på andre sagesløse børn og dumme voksne "der ikke fattede en skid".

Kh. Pernille

Oprettet af colitisramt tir, januar 17, 2012 12:45:13

Ja - du har nok meget ret i det. Der kan sikkert være mange årsager til møgunge adfærd. Hvad skyldtes din forvandling?