Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Hvorfor blogge?

At blogge er en uvurderlig del af min helingsproces, der formentlig vil være livslang. Mit liv har budt på megen sorg, smerte, kaos, glæde, kærlighed og lys i kraft af min fortid og nutid.

En del indlæg handler om italesættelse af følelserne omkring min opvækst i en dysfunktionel familie. Bloggen bliver også brugt til tankerne omkring, at være mor til et udviklingshæmmet barn med svært behandlelig epilepsi samt mere fredsommelige dagligdags ting.

Jeg er stadig i gang med processen og har valgt, at dele åbent og ærligt her på bloggen om sejrene og nederlagene.

Håber, at du får noget brugbart med på vejen. Du er meget velkommen til at kommentere på indlæggene, hvis du føler for det (også gerne anonymt). Velkommen til ♥

Husk børnenes følelser

Seksuelle overgrebOprettet af Pernille Gyldensøe tor, juni 09, 2011 15:13:04

Vi ved nu alle, hvad der skete for de 10 børn i Brønderslev. De to forældre er kendt skyldige og nu afventer vi dommen, samt det eventuelle retslige efterspil for de implicerede kommuner.

Alle er vi enige om, at det er ganske forfærdeligt, umenneskelligt, fordømmende og utilgiveligt hvad de børn har været udsat for af deres forældre og myndighederne, der lukkede øjne og ører.

For alle os udenfor er det let at lade os rive med af lunch-stemningen i pressen, på Facebook, arbejdspladsen og i omgangskredsen. For det ER en frygtelig sag, som vi allesammen skal lære noget af. Ikke mindst de instanser, der skal varetage børnenes tarv samt de politiske aktører der skal sørge for at økonomien sikres, så der kan gribes ind i tide.

Indrømmet, jeg har selv den sidste uge kun tænkt Brønderslev, Brønderslev, Brønderslev. Fordømt forældrene og myndighederne for deres svigt. Forbandet sagsbehandlerne og de ansvarlige i kommunerne for deres nøleri, der har forudsaget varige skader på 10 børns krop og sjæl. Skaders udvikling, der kunne være stoppet for længe siden, hvis blot nogen havde lyttet og reageret.

Når det er sagt, smerter det mit hjerte at fokus mange steder ligger på livstidsstraf, bank i fængslet, henrettelse, dødsstraf, diverse fysiske afstraffelser m.m. af forældrene, fremfor hensynet til børnene. Jeg fortænker ikke folk i at have de tanker. Men har vi fokus på børnenes følelser imens?

Uanset hvad deres forældre har budt dem af ydmygelser, tæsk, seksuelle krænkelser og uhumske leveforhold - så er det stadig deres forældre. Nogle af børnene er så små, at de end ikke aner, at det liv de hidtil har levet, ikke er normalt. Måske har de troet, at det var deres egen skyld det skete og har endnu ikke fået erkendelsen af, at det IKKE var deres skyld - men deres forældres. Det kan tage mange års bearbejdning ved terapi, at nå dertil og være i stand til at adskille sig følelsemæssigt fra deres forældre.

Selvom min baggrund er anderledes end Brønderslev-børnenes, er der flere sammenfald. Ikke mindst det (for udenforstående) uforklarlige bånd, der altid vil være imellem familiemedlemmer. Da jeg stod frem oplevede jeg den selvsamme fordømmelse, had og lunch-stemning blandt folk jeg kendte samt fremmede. "De skal da bare dø! Have nogen tæsk! Sådan nogen svin!"

Det var ikke det, jeg ønskede. Jeg ville have lov at fortælle min historie, men ønskede ikke at medvirke til skade på min familie - uanset hvad de har udsat mig for. Det er en fin balancegang mellem åbenhed, placering af ansvar, skyld og skam det rette sted og risikoen for andre menneskers reaktion, der er uforudsigelig. Jeg selv var 32 år, før jeg var følelsesmæssigt klar til at tage afsked med min familie. Selv betragter jeg mig som et stærkt, selvstændigt og handlekraftigt menneske. Min akilleshæl har blot altid været min fortid og familien. Det yngste barn i Brønderslev-flokken er 2 år...

Jeg ved det er sagt i en god mening af respekt for mig og Brønderslev-børnene. Men det hjælper os ikke. Det fremmer ikke helingen på de sår sådan en barndom laver. Tværtimod kan jeg være bange for, at det for nogen af børnene kan være et så utroligt stort dilemma, at folk ikke forstår de IKKE ønsker deres forældre skal dø, hænges eller pines til døde...langsomt og smertefuldt....at de skammer sig over det. De vil skamme sig over, at de et sted i hjertet stadig føler kærlighed for deres forældre, være splittede, frustrerede og muligvis vrede på dem selv. Behøver de mere skam og frustration i deres fremtidige liv?

Michelle og Martin stod i mandags frem i DR´s dokumentar. De er så store og voksne nu, at de godt ved dét de gennemlevede var forkert. Derfor kan de godt stadig være følelsesmæssigt splittede over, at have brudt tavsheden. Michelle bragte det til ophør, flygtede i fare for sit liv, åbnede munden og åbenbarede den værste sag i nyere dansk tid om børnemishandling. Efter deres face-off på landsdækkende TV, er mit håb at de selv, familien og deres venner fremover tænker sig godt om, passer på dem og værner om deres privatliv. Læs evt. også disse råd omkring åbenhed i pressen, Facebook m.m. http://smuktliv.dk/staafrem.html

Der vil være mennesker der vil kontakte dem med bagtanker af den ene eller anden slags. Der vil være mennesker, der vil misbruge deres i forvejen nedslidte tillid. Der vil være skruppelløse journalister, der vil gøre hvad som helst for at få tilfredsstillet den grimme sult efter mere snavs.

Lad det ikke ske. Alle børnene skal have fred og ro til at genfinde deres eget ståsted midt i en verden, der hidtil har været sort og ond. Deres helingsproces er alt andet lige det ALLERVIGTIGSTE i den her sag. Lad os give dem plads til det.

  • Kommentarer(3)

Fill in only if you are not real





Følgende XHTML-tags er tilladt: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS og Javascript er ikke tilladt.
Oprettet af Pernille Gyldensøe fre, juni 10, 2011 10:40:28

Blot en tilføjelse:

At tage udgangspunkt i børnene, deres heling og komplekse følelser samt i det mindste prøve at forstå dem, er ikke det samme som at beskytte krænkere. Det handler om børnene og kun dem. De andre har jeg tillid til, at højere magter tager hånd om.

Kærlig hilsen Pernille

Oprettet af Pernille Gyldensøe tor, juni 09, 2011 16:52:26

Kære L

Vi er alle forskellige og har hver vores indgangsvinkel til tingene. Det samme gælder hvert af de 10 børn, som nu står overfor en lang årrække med bearbejdning, terapi og opfølgning. Nogen af dem vil være interesserede i en form for kontakt til deres forældre, andre vil vælge at bryde. Det afhænger helt og holdent af, hvor langt de er i deres personlige helingsproces. Hvornår de er parate til at give slip.

Et af børnene er 2 år. Jeg tror personligt ikke, at en 2-årig har et indædt ønske om at hans far eller mor skal hænges i fængslet. Tror du?

Jeg opfordrer blot folk til at tænke sig om udelukkende af omsorg for børnene. Valget er fuldstændigt frit og dit alene. Ligeså bør børnenes valg også være.

Kærlig hilsen Pernille

Oprettet af jomfru tor, juni 09, 2011 16:43:27

Jeg kan godt se hvad du mener, ifht børn som har et stort stykke erkendelsesarbejde foran sig, og føler sig endnu mere skamfulde.

Men der er muligvis også en anden side:


Jeg tænker at jeg med min baggrund har haft så svært ved at udtrykke vrede følelser, som var uacceptable i min familie. Når jeg spejler mig i andres harme og chokerede udtryk så finder jeg det også selv frem og det blir mere tydeligt hvor sindssyg min opvækst har været - dét som jeg gik og troede var "normalt". Så jeg synes faktisk at vrede er en utrolig vigtig del af min helingsprocess. Måske disse børn kan bruge den kollektive vrede til noget tilsvarende.

Jeg tænker om stemningen i medierne: hellere at folk reagere følelsesmæssigt, omend iltert, end at ingen interesserede sig sønderligt for sagen - det er jo når følelserne er i spil, at mennesker udvikler sig, og fremmede føler sig mere forpligtet til at passe på alle børn i nabolaget, ikke kun de 5 man kender personligt.


Og måske er det den lille sorte der sidder på skuldren nu: men hvis ikke vi skulle skamme disse uansvarlige og modbydelige forældre ud af fællesskabet ...hvad skulle vi da så? Som medlem af det store fællesskab, hvor open-minded er jeg så egentlig villig til at møde sådan nogle mennesker? Ønsker jeg da ikke at det kan læses i panden på folk, hvem der er børnemishandlere?

Jeg kan ikke tilbyde dem eller nogen anden krænker en plads ved mit bord, i min gade, i min by, tværtimod. Voksne mennesker må stå til ansvar for sine klamme og onde handlinger. Jeg har ikke lyst til at være pæn og tilpasset i mit syn på krænkere, og det glæder mig når jeg ser og hører i medier at jeg ikke er den eneste. Konstruktivt? I dont know, men det letter hjertet at råbe lidt og sparke på et dæk, selvom man ikke farer ud og halshugger forældrene.


Bedste hilsner

L