Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Hvorfor blogge?

At blogge er en uvurderlig del af min helingsproces, der formentlig vil være livslang. Mit liv har budt på megen sorg, smerte, kaos, glæde, kærlighed og lys i kraft af min fortid og nutid.

En del indlæg handler om italesættelse af følelserne omkring min opvækst i en dysfunktionel familie. Bloggen bliver også brugt til tankerne omkring, at være mor til et udviklingshæmmet barn med svært behandlelig epilepsi samt mere fredsommelige dagligdags ting.

Jeg er stadig i gang med processen og har valgt, at dele åbent og ærligt her på bloggen om sejrene og nederlagene.

Håber, at du får noget brugbart med på vejen. Du er meget velkommen til at kommentere på indlæggene, hvis du føler for det (også gerne anonymt). Velkommen til ♥

"Stol ikke på andre end dig selv "

Angst og relationerOprettet af Pernille Gyldensøe tor, marts 31, 2011 09:09:46

Den leveregel lavede jeg som 4-årig. Så blev jeg ikke såret, skuffet eller gjort fortræd. Det var en barsk og nødvendig realitet at have det mantra, for at overleve. Der var nogen, som skulle have passet på mig - men løftet blev ikke indfriet. Så jeg måtte passe på mig selv. Udviklede en hård skal, som ingen kunne trænge igennem. Ellers ville jeg blive udslettet.

Op igennem barndommen, ungdommen og starten af det voksne liv blev jeg gentagne gange bekræftet i, at levereglen havde sin fulde berettigelse. Hver gang jeg prøvede, at stole en smule på nogen, blev jeg snydt, skuffet og sparket ned igen.

Så vendte det i starten af 20´erne. De mørke skyer forsvandt gradvist. En lille sprække lys vandt indpas og blev gradvist større, lysere og mere kraftfuld som årene gik. Det var stadig en indre kamp og overvindelse, der krævede meget arbejde med mine egne reaktionsmønstre. Et skridt frem, to tilbage.

Over en årrække fjernede jeg den slørede film fra brillerne, og lærte langsomt at stole på det gode i mennesket. Tog en masse chancer med stor risiko for, at lide nederlag. Åbnede lidt efter lidt op og fik et safe. Et helle, hvor jeg var tryg og sikker, skærmet mod fortidens ondskab - og så alligevel ikke. For jeg kunne ikke slippe væk, kunne ikke blive fri for de mennesker, der havde gjort mig så ondt.

Et lille mirakel blev billetten væk. Min datter. For at være i stand til, at give hende den barndom jeg ikke selv fik, var jeg nødt til at lære at være et barn med mit barn. For jeg var ikke et barn, jeg fik et stort urimeligt ansvar for mig selv og mine nærmeste. Det måtte ikke komme frem, nogensinde. Men for at kunne elske og passe godt på mit barn, var jeg nødt til at elske og passe godt på mig selv.

Boblen bristede, tavsheden blev brudt. Alle hemmelighederne blev fortalt. For at være interessant? For at blive Danmarks kendis-incestoffer? Nej, for at beskytte min familie. Jeg blev og er stadig truet på mit liv - og får ingen hjælp. Det glemmer nogen i forbifarten og tror, at det handler om forfængelighed. Er der nogen, der vil bytte? Der skal mange års nedbrydning af tabu til, før vi kan tale om kendis-incestofre. Så fantastisk er det heller ikke, at krænge sine inderste og dybeste hemmeligheder ud i form af en bog, foredrag og i medie-sammenhænge. Men jeg gør det gerne og til hver en tid, for at beskytte min familie.

Når åbenheden samtidig inspirerer andre, gør dem stærkere i deres tro på fremtiden og deres egne styrker, føler jeg en stolthed over det opgør jeg har taget. Så har det ikke været forgæves, at jeg har kæmpet, som jeg har gjort. Det jeg gør, er ikke ren glitter og rosenrødt. Det har store menneskellige omkostninger. Jeg har ikke noget imod at bruge mig selv, for at gøre opmærksom på problematikkerne om seksuelle overgreb. Jeg vil gerne tale for dem, der ikke tør og kan selv - børn, unge og voksne med svære senfølger. Jeg har ikke noget imod, at være stærk for dem, så budskabet kommer ud.

Der er sket ufattelig mange ting på ganske kort tid. Mange ting er blevet sat i perspektiv og i de rette kasser på denne personlige rejse, der har indbefattet mange store sejre og nu et nederlag fra en uventet kant.

Min åbenhed og ærlighed har en pris. En meget høj pris. Den betaler jeg i disse dage. Man får nogen skrammer på næsen, når man stikker den frem. I denne kamp for synliggørelse af seksuelle overgreb har jeg haft kontakt med mange forskellige mennesker. Mennesker i samme båd. Mennesker, jeg troede forstod mig og min baggrund. Mennesker, jeg stolede blindt på. Det skulle jeg ikke have gjort. My mistake. Jeg skulle have holdt tilbage, tænkt mig om og passet på mig selv.

Gennem årene er jeg blevet kaldt mange grimme ting. Nu kan jeg tilføje uetisk, at jeg re-traumetiserer andre ofre, at jeg er skadelig for sagen og menneskerne omkring mig, uansvarlig, utaknemmelig og har brug for at stive mit ego af til listen.

Med den indsats og iver jeg har lagt i arbejdet, kan man naturligt forvente modstand. Konstruktiv velmenende kritik af hensyn til andre mennesker, ligger mig meget på sinde. Jeg er ikke ufejlbarlig og har masser at lære. Jeg vil gerne lytte. Jeg vil gerne lære. Jeg vil gerne indrømme, hvis jeg har lavet fejl og rette op på dem så godt jeg kan. At være et stærkt autentisk menneske indebærer også, at kunne spotte og bearbejde sine egne svagheder, samtidig med man dyrker sine styrker.

Når uofficielle/private og dybt personlige udtalelser bliver stykket sammen fra flere forskellige mennesker, jeg stolede blindt på og bliver brugt imod mig, ramler min verden sammen. Hensigten fra de implicerede har ikke været ond, men det blev resultatet. Mennesker der om nogen burde vide, hvad det gør ved mig at få brudt tilliden på den måde.

Den sidste uge har været et følelsesmæssigt kaos, hvor jeg igen er blevet bekræftet i, at jeg stadig har brug for mit mantra. Mit selvbeskuende, sortseende, mistroiske mantra. Det skal ikke styre mit liv, for så sætter jeg mig selv i en offer-rolle, jeg ikke trives i. Det er mit eget ansvar, at finde ind til min kerne igen, styrkes og komme videre.

Jeg skal stadig kunne nære tillid til andre, samtidig med jeg passer på mig selv.

Tak, for at minde mig om det. Jeg har lært min lektie.

  • Kommentarer(1)

Fill in only if you are not real





Følgende XHTML-tags er tilladt: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS og Javascript er ikke tilladt.
Oprettet af Jette man, april 04, 2011 10:57:55

Kære Pernille

Jeg har svært ved at forstå, hvordan nogen kan mene at du retraumatiserer andre ofre ved de ting du gør. Det er hverken uetisk eller uansvarligt at hjælpe andre, og det er jo det du gør. Hvad med alle de gange du har takket for... ting som andre har sagt, skrevet eller gjort, det passer heller ikke med at være utaknemmelig.
Nu ved jeg jo ikke hvem det er der mener, at du retraumatiserer andre. De skulle sætte sig lidt bedre ind i, hvad det vil sige at blive retraumatiseret.

Retraumatisering vil sige at opleve overgrebene, når man befinder sig i situationer, der minder en om dengang. Nogle terapeuter mener, at det er bedst at lade overgrebene ligge og undlade at snakke om dem. Det kan godt være, at der er mennesker, for hvem det vil være det bedste, men at tilbyde at lytte til andres historie er en vigtig hjælp for rigtig mange.

Til dem, der mener at Pernille retraumatiserer andre.
Jeg får lyst til at fortælle lidt om mit første møde med Pernille i forbindelse med høringen i marts. Efter jeg havde fundet ud af, at der var en høring i marts lyttede jeg til de tidligere tv-udsendelser Pernille har været med i. Og jeg kunne mærke, at det var det jeg skulle. Jeg ville bryde tavsheden og hjælpe med at skabe nogle bedre vilkår for andre mennesker der har været udsat for seksuelle overgreb. Jeg skrev lidt sammen med Pernille og bestemte mig for at komme. Men ugen optil blev jeg alligevel i tvivl. ”Hvad nu hvis min fars familie på Sjælland genkender mig?” ”Hvad hvis min kommende arbejdsplads ved at jeg har været udsat for incest?” ”Hvad hvis jeg ikke blev troet på?” Frygten for de nye skridt meldte sig og gjorde mig usikker. Når man tager i betragtning at ingen i min familie indtil nu har troet på mig, at jeg ikke har oplevet andet end modstand fra det offentlige og at jeg reelt godt kunne blive genkendt af min Sjællandske familie, så er der ikke noget at sige til, at jeg var bange. Men det var ikke den følelse jeg ønskede skulle sejre. Jeg længes efter at rette ryggen og turde være den kloge, stolte og selvstændige kvinde jeg også er. Jeg beundrede Pernille for den selvsikkerhed hun viste udadtil. Bare jeg kunne gøre det også

Da dagen kom for høringen sendte jeg Pernille en mail, hvor jeg meldte afbud. Jeg havde sagt fra, og synes jeg svigtede mig selv. Men modet svigtede. Pernille skrev efterfølgende, at hun håbede jeg med tiden ville indse, at det jo ikke var mig der var noget galt med og ikke behøvede at blive ved med at føle mig anderledes end andre. Hun skrev at der var mange der kom, og at politikerne ikke vidste nok om emnet og derfor havde brug for at høre nogle oplevelser fra os.

Igen mærkede jeg, at jeg svigtede mig selv ved at krybe i et musehul. Jeg greb derfor spontant telefonen og ringede til Pernille. Vi snakkede længe frem og tilbage og jeg mærkede en tillid, en støtte og en respekt fra Pernille, præcis hvad jeg havde brug for, for at turde tage af sted. Pernille smitter med sit engagement og sin harme over et system, der retraumatiserer ofrene ved deres uvidenhed og manglende lovgivning på området. Danmark er et lorteland at være offer i, det har jeg selv mærket alt for ofte.

Jeg pakkede hurtigt en taske, fandt et hotelværelse og kørte afsted. Nervøsiteten sad selvfølgelig i min krop, men følelsen af den handlestærke kvinde indeni mig gjorde mig stolt. Jeg havde brudt en ond cirkel, jeg havde handlet. Pernille havde sagt til mig, at jeg ikke behøvede at sige noget, så jeg lovede mig selv at jeg ikke ville lade mig presse, og ville mærke godt efter.

Til høringen kunne jeg mærke, at jeg igen svigtede mig selv, hvis jeg ikke fortalte politikerne om den manglende hjælp og lukningen af servicestyrelsens tilbud om 11 timers gratis psykologhjælp. Jeg kunne ikke blive siddende. Så jeg samlede alt det mod jeg kunne finde og gik op til mikrofonen. Undervejs havde jeg fået flere smil fra Pernille, så jeg følte mig sikker på, at hun ville støtte mig. Og det gjorde hun også efterfølgende.

Den høring har ændret meget i mit liv. Jeg følte mig hørt og taget alvorligt. Jeg oplevede at det jeg havde sagt fik betydning for de ting der efterfølgende skete. Jeg oplevede at mit mod blev belønnet i form af anerkendelsen jeg efterfølgende modtog.

Inden i mig er der sat en lavine i gang. Jeg gør nu op med fortiden og jeg mærker den selvstændige kvinde i vokse og rette ryggen. Jeg skriver stadig sammen med Pernille, og hendes hilsner tilbage er altid varme og opbyggende.

Derfor håber jeg at I bliver klogere og indser, at Pernilles arbejde er guld værd. Hun fortjener alt den støtte hun kan få. Pernille var der, da jeg havde brug for det. Hun er en vigtig medspiller i min stræben efter et godt liv. Hendes eksistens og det arbejde hun gør styrker mig og giver mig kræfter og mod til at turde kæmpe mine egne kampe.

Håber min historie kan give jeg et andet og nuanceret billede af Pernilles betydning og værdien af hendes arbejde.

Tak for dig, Pernille. ♥

Venligst Jette