Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Hvorfor blogge?

At blogge er en uvurderlig del af min helingsproces, der formentlig vil være livslang. Mit liv har budt på megen sorg, smerte, kaos, glæde, kærlighed og lys i kraft af min fortid og nutid.

En del indlæg handler om italesættelse af følelserne omkring min opvækst i en dysfunktionel familie. Bloggen bliver også brugt til tankerne omkring, at være mor til et udviklingshæmmet barn med svært behandlelig epilepsi samt mere fredsommelige dagligdags ting.

Jeg er stadig i gang med processen og har valgt, at dele åbent og ærligt her på bloggen om sejrene og nederlagene.

Håber, at du får noget brugbart med på vejen. Du er meget velkommen til at kommentere på indlæggene, hvis du føler for det (også gerne anonymt). Velkommen til ♥

Mit livs værste overgreb - begået af Politiet og Statsadvokaten

Politik og lovgivningOprettet af Pernille Gyldensøe ons, februar 23, 2011 18:57:49

Siden jeg stod frem sidste år, har der været meget fokus på min fortid, fremfor dét der i virkeligheden var baggrunden for udgivelsen af min bog "Farvel, negative sociale arv".

Dette indlæg bliver langt, for de fejl og den fuldstændige groteske sagsbehandling jeg har oplevet, overgår enhver forstand. Når man tror at der ikke kan begås flere fejl, dukker noget nyt op. Jeg håber, at du vil læse indlægget til ende og få et indblik i, hvor groft man kan være uheldig at blive behandlet som offer i Danmark.

Jeg er et voksent overlevende incest og voldsoffer. Igennem min barndom, ungdom og voksne liv var jeg underlagt en dødstrussel på mit eget og min mors liv, hvis jeg fortalte nogen om de ting der skete.

Da jeg stod frem i den nærmeste familie i april 2010, fik jeg som frygtet og ventet en dødstrussel. Af frygt for at der skulle ske min mor noget, bragte jeg hende i sikkerhed samme dag, som jeg sendte min krænker et afskedsbrev.

Et afskedsbrev, hvor jeg for første gang fik luft og konfronterede vedkommende med de mange skader overgrebene og de voldelige overfald havde forvoldt på mig. Et tydeligvis følelsesladet brev, der nødvendigvis måtte være grimt skrevet. Disse ting kan ikke skrives pænt. Forestil dig et pres og en følelse af befrielse det efter 32 år er, at få sagt alle de ting man aldrig havde drømt om skulle komme frem og blive sagt højt.

Da jeg fik dødstruslen torsdag d. 22. april 2010 på sms, kørte jeg straks til min lokale politistation, hvor jeg ønskede at anmelde dødstruslen. Jeg kom ikke for at anmelde incesten og volden. Kun dødstruslen, der udgjorde en reel fare for mig selv og min lille familie. Mit håb og naive formodning var selvfølgelig, at jeg af politiet ville få hjælp og beskyttelse. Dette var første gang jeg nogensinde havde bedt myndighederne om hjælp i forhold til min krænker. Dødstrusler er i henhold til Straffeloven strafbart.

Jeg blev frygteligt meget klogere. Den sagsbehandlende betjent råbte af mig, at jeg spildte politiets tid. At jeg overdrev og jeg ingen grund havde til at være bange. Min mand og en kvindelig politiassistent var vidne til dette absurde optrin på kontoret. Med de utallige voldelige og seksuelle overgreb jeg var udsat for af min krænker i baghovedet, var det efter min mening en stærk underdrivelse og en modvilje om at lytte til, hvad jeg havde at fortælle.

Jeg forsøgte at gøre betjenten klart, at det var en person der havde til hensigt at gøre skade på mig og hvad jeg havde været udsat for fra jeg var 4 år gammel. Han ville ikke lytte eller forstå. Mit afskedsbrev omhandlende de strafbare forhold jeg var udsat for fra jeg var 4 til 18 år, gav jeg til betjenten så han fik et indblik i, hvad opgøret og truslen afstedkom af. Dødstruslen gav ingen mening uden forhistorien. Dette brev blev senere brugt imod mig, ofret.

Jeg blev nægtet, at få optaget rapport selvom det står i Retsplejeloven. Jeg fik af vide, at skriftlige dødstrusler ikke kunne bruges til noget og jeg bare måtte tage hjem og afvente. Blev jeg opsøgt på min bopæl, måtte jeg jo ringe 112. Og så ville de hjælpe mig. Indtil da spildte jeg bare deres tid.

Betjenten ville tage en samtale med vedkommende dagen efter. Hele dagen ventede jeg, uden at høre noget. Da jeg først på eftermiddagen ikke havde hørt noget, ringede jeg selv til betjenten for at høre udfaldet af samtalen. Han startede med at skælde mig ud over, at ringe lige inden hans fyraften. Og om jeg var klar over, hvor mange penge politiet brugte årligt på overarbejdstimer? Forbavset og undskyldende sagde jeg, at jeg jo sådan set ikke kendte hans arbejdstimer og om jeg måtte have lov til at kontakte ham efter weekenden.

På dette tidspunkt havde han endnu ikke som lovet ringet til vedkommende. Han sagde til sidst, at han ville spilde 5 minutter på det her og nu og så kunne vi tale sammen mandag. Efter 15 minutter ringede han tilbage. Min forbavselse var stor i og med, at han udtrykkeligt havde givet indtryk af, at han under ingen omstændigheder ville belemres med mig før mandag. Han havde haft samtalen og vedkommende havde lovet ikke at foretage sig noget dumt i weekenden.

De skulle endvidere snakke sammen igen efter weekenden omkring det personligt stilede afskedsbrev, der omhandlede strafbare forhold begået i min barndom. Vi aftalte, at jeg fik yderligere besked mandag.

Jeg hørte ingenting mandag og ringede derfor til betjenten tirsdag. Samtalen fik en grim drejning, hvor han verbalt nedgjorde mig og min person. Han kaldte mig "syg i hovedet" og "helt ude i hampen". Jeg fik af vide, at politiet altså ikke gad spilde deres tid på mit "familie-fnidder". Familie-fnidder der omhandlede strafbare forhold: Vold, incest og dødstrusler. Dertil svarede jeg, at så måtte jeg jo gå til pressen, hvis politiet ikke ville hjælpe mig. Til det svarede han "Ja, så må de ordne det for dig, politiet gider ikke spilde mere tid på dig. Du er jo syg i hovedet".

For første gang i mit liv, havde jeg ladet mine parader falde. Fortalt alt det hemmelige og udtrykt min velbegrundede frygt. Aldrig i mit liv, havde jeg troet at jeg ville blive mødt på denne her måde af ordenmagten. Jeg påbegyndte derfor en klagesag over betjentens adfærd, manglende samarbejdsvilje og hans nægtelse af optagelse af rapport på min anmeldelse af dødstruslen. Klagen blev i første omgang sendt til Politidirektøren.

Politidirektøren valgte af uransagelige årsager, at tilbagesende klagesagen til den selvsamme betjent. Jeg kontaktede politiadvokaten for at høre begrundelsen for, hvorfor de tilbagesendte klagesagen til den samme person jeg klagede over. Betjenten var tydeligvis inhabil i, at behandle sin egen klagesag. Politiadvokaten beroligede mig med, at det efter al sandsynlighed ikke blev den samme betjent der skulle sagsbehandle. Men det blev det. Han er den eneste, der efterfølgende har underskrevet sig på den korrespondance jeg har modtaget derfra.

Jeg blev bedt om at skrive en skriftlig anmeldelse af de strafbare forhold jeg påstod, at have været udsat for. Til min egen politikreds anmeldte jeg påny den dødstrussel jeg havde modtaget torsdag d. 22. april 2010.

Da jeg havde et konkret spørgsmål vedr. anmeldelsen til betjenten, ringede jeg op. Han overfusede mig, og sagde jeg overhoved ikke skulle kontakte ham telefonisk mere. Slet ikke efter, at jeg havde klaget over ham til hans chef. Jeg spurgte ham, om han da selv mente at han havde behandlet mig korrekt hvortil han svarede, at det ved gud han havde. Han er offentligt ansat. Han kan derfor ikke nægte en borger at ringe til ham, uanset om han bryder sig om vedkommende eller ej. Det er ikke hans arbejde at tage subjektivt stilling til mig. Han skal gøre sit arbejde.

Eftersom anmeldelsen lå på den pågældendes skrivebord og han ingen intentioner havde om at hjælpe mig på nogen måde, henlå den i lang tid uden der skete videre. Jeg modtog ingen kvittering på modtagelsen af anmeldelsen, før jeg selv pr. brev bad om en. I brevet bad jeg endvidere om, at få oplyst navnet på den sagsbehandlende. I svaret tilbage fik jeg af vide, at der ingen sagsbehandler var på sagen og dette var også underskrevet af samme betjent.

På flere anmodninger bedte jeg om, at få en kopi af anmeldelsesrapporten på min dødstrussel. Det fik jeg ikke. Man mente endvidere ikke, at noget strafbart var begået og "efterforskningen" vedr. dødstruslen blev indstillet. Hvad den efterforskning konkret gik ud på, ved jeg ikke. Ikke en eneste gang har politiet eller Statsadvokaten bedt mig komme til afhøring for yderligere forklaring.

Fra Statsadvokatens side mente man, at jeg selv var skyld i, at jeg blev truet på mit liv, fordi ordlyden i mit personligt stilede brev til den person der berøvede min barndoms uskyld var følelsesladet. Det måtte derfor forventes, at den sædvanlige omgangstone i min familie var præget af dødstrusler og beskyldninger for seksuelle overgreb og vold. Min korrespondance til myndighederne i øvrigt har været velformuleret og det fremgår tydeligt, at det personligt stilede brev ikke er min sædvanlige måde at formulere mig på. Jeg er et veluddannet menneske.

Statsadvokaten mente i øvrigt ikke, at den modtagne dødstrussel var en overtrædelse af Straffelovens §266, selvom der står:

Den, som på en måde, der er egnet til hos nogen at fremkalde alvorlig frygt for eget eller andres liv, helbred eller velfærd, truer med at foretage en strafbar handling, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Man mente endvidere ikke, at betjenten havde udvist påklagelig adfærd overfor mig. I afvisningen ligger man især vægt på, at jeg har spildt uforholdsvis meget af politiets tid. Den tid kunne være sparet og brugt mere fornuftigt, hvis betjenten fra starten af havde gjort sit arbejde. Det eneste jeg bad om var, at få skrevet en anmeldelsesrapport på dødstruslen, så det var registreret i systemet. Hvis der skulle ske mig eller min familie noget, ville jeg være sikker på at politiet kendte sammenhængen og familierelationen.

Betjenten nægtede, at have kaldt mig "Syg i hovedet". Det er en lægelig vurdering og strafbart, at udtale sig om andre menneskers sindstilstand såfremt man ikke er læge.

Han led tilsyneladende også af lejlighedsvis hukommelsestab, idet han ikke kunne huske detaljerne i vores telefonsamtaler. Men han afviste ikke, at skulle have kaldt mig "Helt ude i hampen".

Jeg havde beklageligvis ikke optaget vores telefonsamtaler.

Statsadvokaten mente ikke, at vicepolitikommissærens ordvalg og øvrige behandling af mig var kritisabel.

Ved hver afvisning fra myndighederne har man henvist til, at jeg kan klage over afgørelsen, men at jeg ikke skal forvente at få medhold. De henviser endvidere til vedlagt klagevejledning. Den mangler mærkværdigvis hver gang.

Fra en politifuldmægtig ved Politidirektøren fik jeg endvidere en skriftlig afvisning over betjentens dispositioner. Til stor undren henviste den politifuldmægtige til, at der nu også var udfærdiget en anmeldelsesrapport på dødstruslen. Den anmodede jeg igen om at modtage en kopi af. Første gang var den slet ikke vedlagt. Jeg anmodede igen pr. brev og modtog den i dag onsdag d. 23. februar 2011 - HELE 10 MÅNEDER EFTER JEG ANMELDTE.

Anmeldelsen skete torsdag d. 22. april 2010.

Anmeldelsesrapporten er først udarbejdet og dateret torsdag d. 3. juni 2010. Endda med klokkeslæt. Den pågældende dag har jeg hverken ringet, skrevet eller personligt mødt op ved politistationen for anmeldelse.

Gerningstidspunktet er dateret til torsdag d. 1. januar 1970. Jeg er først født i 1977.

Under sagens genstand står, at jeg anmelder vold/trusler/seksuelle krænkelser, begået for 30-40 år siden, i to forskellige politikredse.

Jeg var på anmeldelsestidspunktet 32 år. Min anmeldelse til min egen politikreds - både den mundtlige og den skriftlige - vedrørte kun den dødstrussel jeg modtog torsdag d. 22. april 2010.

De to politikredse der henvises til, har intet med dødstruslen at gøre. Det vedrører min egen politikreds, idet jeg modtager truslen i min bopælskommune.

Det fremgår slet ikke, hvem det er jeg anmelder. Dette var hele meningen med selve anmeldelsen, i tilfælde af der skulle ske mig eller min familie noget.

Det eneste i anmeldelsesrapporten der er korrekt, er mit cpr.nr., navn og adresse samt betjentens navn. Alt andet er grebet ud af den blå luft, som resultatet af et særdeles kritisabelt stykke politiarbejde. Det lyser langt ud af den anmeldelsesrapport, at den er skrevet i protest og uden videre interesse i at nedfælde de korrekte data.

Dette stykke "politiarbejde" er lavet af en vicepolitikommissær, der leder afdelingen for Strafferet. Statsadvokaten og ledelsen mener ikke, at den pågældende betjent har handlet kritisabelt. De er blevet enige om, at jeg simpelthen er spild af tid. Det tætte daglige samarbejde mellem politi og Statsadvokat viser sig desværre ofte i disse sager, at blive farvet af kammerateri.

Jeg har været udsat for en del i mit liv. Det her overlever jeg også. Men hvad jeg ikke stiltiende kan og vil acceptere er, at det er de selvsamme mennesker der skal sagsbehandle anmeldelser fra bange ofre. Små børn, unge mennesker, skræmte kvinder.

Det overgreb jeg i en alder af 32 år var udsat for af myndighederne, er det VÆRSTE jeg nogensinde har prøvet. Det krænker min retssikkerhed. Det skildrer et billede af et utrygt retssamfund for dine og mine børn. Politiet er til for at hjælpe og beskytte i henhold til Politiloven. Jeg har ingen hjælp eller beskyttelse fået overhoved. Tværtimod er jeg blevet ualmindeligt dårligt behandlet af en embedsmand i funktion og uanset hvor mange fejl han begår i løbet af dette sagsforløb, ser de øvre myndigheder ingen anledning til anmærkninger ved hans adfærd og dispositioner.

Den her behandling vil være den sikre vej til et psykisk knæk for andre ofre, der ikke er stærke eller tør gøre oprør. Det skal ikke være et lotteri, at gå til politiet. Trækker man nitten, får man en sagsbehandlende betjent der lader sin subjektive holdning gennemsyre sit arbejde. Et arbejde der betales af mine og dine skattekroner.

Jeg tror godt, at vi kan blive enige om, at dét her kan vi godt gøre bedre. Det er vi simpelthen nødt til af hensyn og medmenneskelig omtanke til hvert 10. barn, der udsættes for seksuelle overgreb i DK. De skal ikke udsættes for et overgreb mere, når de engang får modet til at bede politiet om hjælp. Derfor og kun derfor, har jeg valgt at offentliggøre min fortid i min selvbiografi. For at få lov at fortælle om den nutidige og dybt frustrerende kamp jeg som borger og offer er udsat for i dag og hvordan vi ændrer det til fordel for andre ofre uden stemmer.

Al korrespondance mellem myndighederne og jeg findes på skrift. Jeg vil meget gerne ved et interview syneliggøre, hvordan politiets sagsbehandling er dybt kritisabel og hvor svært det er at få en klage igennem ved Statsadvokaten. Interesserede medier kan kontakte mig på tlf. 25 77 48 15.

Med venlig hilsen


Pernille Gyldensøe

Læs i øvrigt denne artikel. Radikale Venstre ønsker et uafhængigt politiklagesystem. http://avisen.dk/r-kraever-uafhaengigt-politiklagesystem_103441.aspx

  • Kommentarer(5)

Fill in only if you are not real





Følgende XHTML-tags er tilladt: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS og Javascript er ikke tilladt.
Oprettet af Pernille Gyldensøe tir, juli 17, 2012 14:06:00

Kære Helle

Det er skræmmende, at noget så simpelt som optagelse af en anmeldelsesrapport af et strafbart forhold, skal være en kamp. Det lærer jeg aldrig, at forstå eller acceptere.

Nu er hele den del af kampen kommet på afstand, men ja - det var opslidende både fysisk og psykisk og det gav en slem flænge i tilliden til myndighederne og vort retssystem.

Kh. P

Oprettet af Helle S. man, juli 16, 2012 21:47:08

Kære Pernille.

Jeg bliver SÅ vred over sådan en arrogant person, der åbenbart føler sig højthævet over alle andre og kan tillade sig at svine andre til, efter hans forgodt befindende. Man tror jo det er løgn, at sådan noget finder sted her i lille smørhuls-Danmark. Men uha, hvor har jeg "danset rundt" med mange af hans slags, forskellige stedet rundt i systemerne. Og HOLD K... hvor er det trættende og opslidende både fysisk og psykisk, at kæmpe for de krav, man er fuldt berettiget til lovmæssigt.

Oprettet af Pernille Gyldensøe søn, august 14, 2011 13:17:43

Kære Heidi og Humlebi

Tak for jeres kommentarer.

@Heidi: Når man kæmper med sine indre dæmoner og overvinder angsten, frygten og tvivlen - endelig fortæller højt, hvad der er sket. Så forventer man som minimum at blive taget seriøst og blive hørt. Det er ingen af os, og det gør mig så vred. Vred på systemet og på de personer, der burde hjælpe og træde til i sådanne situationer. Rendyrket vrede kan jeg ikke bruge til så meget, så jeg søger at vende den negative energi til fremdrift; arbejde intenst for åbenhed og ligge inspiration ud til andre. Så min styrke ligger måske mest i, at min retsfølelse er blevet krænket.

@Humlebi: Både ja og nej. Jeg har jo for så vidt ikke gentaget min historie, og mange andre kvinder og mænd i mit netværk har heller ikke. Heldigvis.

Jeg har tænkt meget over, hvad der lige præcis gjorde hans modstand mog mig, så stor. Måske var jeg bare for sorthåret og skævøjet, måske virkede jeg for stærk og så ikke ud som om, jeg behøvede hjælp, måske syntes han slet ikke seksuelle overgreb er så slemt endda, måske hader han bare kvinder. Efter min mening burde han under ingen omstændigheder have lov at besidde den stilling.

Det mest gruopvækkende er dog, at Politidirektøren og Statsadvokaten giver ham ret. Jeg har spildt for meget af politiets tid med mit familie-fnidder. Rystende, så meget kammerateri der foregår i vores system, at det overskygger enhver sans for ordentligt arbejde.

Kærlig hilsen

Pernille

Oprettet af humlebi man, august 08, 2011 11:19:52

Det siges at man gentager sin historie.

Der er jo også en vis % pædofile ansatte indenfor politiet. Og det er meget sansynligt, at du uheldigvis er stødt på en af dem. At han bruger så meget energi på at nægte at udfører sit betalte arbejde, har en personlig årsag. Han brugte jo mere tid på at nægte, end det ville ha' taget ham at skrive din anmeldelse.

Oprettet af Heidi ons, juli 06, 2011 18:06:47

Det er en meget trist beretning, Pernille. Kæmper selv med det samme nu, som du ved, omgivelsernes ligegyldighed og mangel på forståelse. Det er godt nok ikke direkte politiet, men mere generelt. Og du har ret. Man skal være meget stærk for ikke at få den tanke, at det er en selv, som den må være gal med. Du MÅ være meget stærk. Og andre som jeg selv kan låne lidt af den styrke. Tak for det. Håber, du finder en sober journalist, som ønsker at tage dette emne op.