Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Hvorfor blogge?

At blogge er en uvurderlig del af min helingsproces, der formentlig vil være livslang. Mit liv har budt på megen sorg, smerte, kaos, glæde, kærlighed og lys i kraft af min fortid og nutid.

En del indlæg handler om italesættelse af følelserne omkring min opvækst i en dysfunktionel familie. Bloggen bliver også brugt til tankerne omkring, at være mor til et udviklingshæmmet barn med svært behandlelig epilepsi samt mere fredsommelige dagligdags ting.

Jeg er stadig i gang med processen og har valgt, at dele åbent og ærligt her på bloggen om sejrene og nederlagene.

Håber, at du får noget brugbart med på vejen. Du er meget velkommen til at kommentere på indlæggene, hvis du føler for det (også gerne anonymt). Velkommen til ♥

Det sidste ord

Personlig procesOprettet af Pernille Gyldensøe tor, marts 20, 2014 09:18:14
Hvor har det altid været vigtigt for mig at få det sidste ord i et skænderi. At få den sidste trumf, give modparten dødsstødet, afslutte en udmattende og grim uenighed på en så nederdrægtig, ondskabsfuld, konfliktoptrappende og hensynsløs måde.

At give igen
Det kan der på en helt særlig twistet måde ligge en stor tilfredsstillelse i for én som mig. For det giver en følelse af overvindelse, magt, overlegenhed og "så fik jeg sgu rigtig sat dig på plads"-agtig følelse, der i sin tid kunne opveje de fysiske og psykiske ydmygelser jeg selv dagligt måtte stå model til.

Dét jeg ikke havde dengang i muskelmasse, kunne jeg hvæse, råbe og skrige, selvom jeg udemærket godt vidste, at det ville gøre det endnu værre. At jeg ville få flere tæsk, flere trusler og være mere utryg. Men det var alligevel det hele værd, fordi jeg følte, jeg stod op for mig selv lige i det sekund - uanset konsekvenserne.

Eksplosiv grænsesætning
Når man i mange år har været den stiltiende modtager, er der noget dragende farligt i at sige fra. Det kom så bare til udtryk på mange uhensigtsmæssige måder i andre sammenhænge, fordi jeg ikke evnede at tilpasse mine forsvarsmekanismer afhængig af situationerne "Nu bliver jeg slået ihjel" og "Vi er bare uenige om noget forholdsvist uskyldigt". Så ja, jeg er eksploderet i hovedet på mange mennesker, der aldrig havde set det komme så vidt. Jeg er blevet bedre til at regulere det, og tænke mig om før jeg taler, men falder stadig i, hvis folk overskrider mine grænser. Og det er ok at sige fra, når andre ikke respekterer ens grænser. Øvelsen ligger "bare" i at modererer reaktionen en kende.

Tilbage til det sidste ord
Jeg bryder mig ikke om generaliseringer af voksne børn fra dysfunktionelle familier. Men jeg oplever af og til i mødet med andre, at det sidste ord også har været en vej til genvindelse af kontrol for dem i deres familie. At selv små uenigheder kan fortsætte, og optrappes i det uendelige, hvis ikke én af os trækker sig, og lader den anden få det sidste ord. Indrømmet, det kribler i fingrene, og hamrer i brystet for at give tilbage. For det sidste ord er næsten altid provokerende, uretfærdigt og kræver et modsvar.

I går lod jeg være. For jeg fandt ud af, at det sidste ord ikke altid er det vigtigste for mig. At komme ud af en konflikt på en respektfuld måde for mig selv og den anden, er nok vigtigere her, hvor jeg står i dag. Det kan se anderledes ud i morgen. Heldigvis giver jeg mig selv det frirum at fejle, mens jeg er i proces. Jeg er ikke færdig men stadig på vej. Det efterlader plads til masser af øvelse, tilbagefald og udvikling.


  • Kommentarer(7)

Fill in only if you are not real





Følgende XHTML-tags er tilladt: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS og Javascript er ikke tilladt.
Oprettet af Pernille Gyldensøe tor, marts 20, 2014 20:13:27

Har gået, og tænkt over det i dag. Tænkte på, om det var noget indeni mig, der gjorde, at konflikter umiddelbart synes værre, mere personlige og beskidte, når de opstår blandt "ligesindede". Jeg kan ikke rigtig pege på det. Kan bare mærke på/i mig selv, at det er anderledes. At det bliver mere mudret og grimt.

Menneskets reaktionsmønstre er bestemt interessant, og også noget der optager mig at få en bedre forståelse for. Og så er det fantastisk givende, at "krølle den" med dig og andre, Bine :-) <3

Helle: Det har jeg også gjort i mange år - og det åd mig op indvendigt. Jeg tror, og håber på, at du i dag kun omgiver dig med mennesker, der behandler dig respektfuldt og kærligt <3

Oprettet af Helle. S. tor, marts 20, 2014 15:58:01

Hej Pernille.

Jeg agerer lige modsat - I/de får ret og jeg får fred... !!!! Men på den lange bane, er det ikke særligt hensigtsmæssigt for mig, at give folk ret i situationer, hvor det ikke er fair at angribe mig. For inderst inde går jeg rundt med et "uvejr", der æder mig op indvendig og lukker min vrede, skuffelse eller hvad det nu end måtte være af følelser inde og bliver til en STOR HÅRD knude i maven, som i længden kan være belastende at bære rundt på. Mange gange ville jeg ønske, at jeg kunne blæse en motorvej igennem folks hårgrænse med min vrede, når de behandler mig unfair. Men jeg er også nået til den erkendelse, at mennesker, som accepterer og respekterer mig, aldrig vil behandle mig som l*rt eller p*sse på mig. Det er okay for mig, at få kritik sålænge den er saglig og retfærdig, men at sige fra og få det sidste ord, når den er uretfærdig - er jeg desværre ikke så god til endnu, men jeg ØVER mig og håber med tiden det bliver bedre. :) <3

Oprettet af Bine tor, marts 20, 2014 15:01:42

Og, Kære Pernille, Lad mig for Guds skyld ikke få det sidste ord i den sag ;)

Oprettet af Bine tor, marts 20, 2014 13:29:52

Det jeg prøvede at tydeliggøre var netop ikke lysten til at få ret, men kampen for ikke at miste - uanset hvad årsagen er til det :) Der hvor man går efter den andens strube og går i "blodrus".

Jeg kender mange mennesker - hvori de umiddelbare udfordringer i deres opvækst kan sidestilles med at have siddet lidt skævt på potten, og ville gå under betegnelsen "normale opvækstvilkår", og alligevel agerer de som du beskriver.

Det får mig til at tænke over hvad det er der ligger til grund for at mennesker i hvad der umiddelbart synes som forskellige opvækstbetingelser, agerer ens?

Jeg er slet ikke i tvivl om at du har ret i at hyppigheden er forskellig, men det får ihvertfald mig til at tænke på hvad der skaber reaktionsmønstre og følelser hos mennesker. Det er jo ikke svært at forstå at et barn der har været ude for vanrøgt, overgreb og vold har et særligt reaktionsmønster - men hvorfor har et barn der ikke har været ude for det samme - et mønster der ligner.

Måske er det fordi nogen ting er fundamentale i et barns liv - som nogle af de ting jeg nævnte i det forrige indlæg - og uanset hvordan disse fundamentale behov overskrides sætter det spor? ... Jeg ved det ikke - jeg synes bare det er vældig interessant :)

Oprettet af Pernille Gyldensøe tor, marts 20, 2014 12:55:37

Kære Bine og Ramsey

Tak for jeres kommentarer her <3

Bine, jeg er meget enig med dig, at reaktionerne også ses hos børn af enlig og/eller funktionelle kernefamilier (hvad fanden det så end er ;-)) Jeg oplever oftes, at folk gerne vil have ret i en diskussion eller konflikt - og det er uanset hvilken slags opvækstvilkår, de kommer fra. Ellers kan man jo ligeså godt lade være at indgå i en diskussion, hvis ikke man vil stå ved sit.

Det fremgår ikke tydeligt i blogindlægget, men for mig ligger den stor forskel i, om man går efter manden eller bolden - og der hvor filmen nogle gange knækker er, når det bliver et stort "blame-game", og begge har en grim lyst til at tvære den anden mest muligt ud. På en eller anden mærkelig måde er den tendens hyppigere forekommende (i de konflikter jeg har befundet mig i) sammen med andre voksne børn af dysfunktionelle familier. Uenighederne udvikler sig markant voldsommere, og det hele optrappes på sekunder.

Ramsey: Jeg kender godt følelsen af at såre de nærmeste mest. Men tror nogle gange også, at det handler om, at man simpelthen bliver mere såret, når det er en tæt på, der angriber én. Personlige angreb fra fremmede mennesker sårer ikke mig nær så meget, som hvis det er en tæt på.

Og nej, højspændte konflikter er sjældent konstruktive. Jeg kan i hvert fald ikke tænke klart overhoved, når jeg er oppe i det røde felt. Så er det bare l*rt, der kommer ud. "Det sidste ord" er ikke der, hvor guldkornene kommer ;-)

Kærlig hilsen

Pernille

Oprettet af Bine tor, marts 20, 2014 11:27:47

Det pudsige er at noget der ligner de reaktioner du beskriver til forveksling, er hvad man lidt kækt kunne kalde "barn af enlig mor"-syndromet, der faktisk ses i en del (naturligvis ikke alle) familier bestående kun af mor og barn.

At man aldrig lærer at tabe - og her taler jeg om alt fra retten til at blive hørt lige når man gerne vil fortælle noget, fordi en anden (fx far eller søskende) har noget at sige - til at mor ikke har forstærkning når hun prøver at holde fast i et nej osv. og hun enten selv taber, eller mister barnets respekt. Og hvad gør et vredt barn når mor er dum? Går til andre trøstere eller lader sig aflede af noget andet, men hvis de eller det ikke er der - har barnet mistet trøst og afledning, og må enten gøre mor god igen eller bære sin vrede alene.

Det lyder måske ikke som noget særligt - men reaktionerne kan være ganske voldsomme fordi de ikke handler om det objektive handlingsforløb men om mønstre, tillid, tryghed og balance.

Derfor ser du også mange børn og voksne fra ikke umiddelbart dysfunktionelle familier der har nogle af de samme reaktionsmønstre som du beskriver. Skal man forstå et menneske med denne form for reaktion, må man derfor forstå at uanset om det man mistede var stort eller småt set med andres øjne, så er det stort for et lille barn at miste tryghed, trøst, tillid og respekt.

Min pointe er ikke at negligere at nogle børn oplever forfærdelige ting i forhold til andre. Pointen er at de spor der sættes hos børn der mister, ligner hinanden til forveksling. :)



Oprettet af Ramsey tor, marts 20, 2014 10:41:34

Spot on - som altid. Og for mit vedkommende er det som regel også sådan, at det er dem jeg holder mest af, som jeg kan blive mest modbydelig overfor. Og når man så har "vundet" diskussionen og giver dødsstødet efter at have brugt et voldsomt arsenal af nederdrægtige ord, så får jeg det som regel rigtig skidt med mig selv, for det er jo slet ikke konstruktivt og generelt bare rigtig tarveligt :-(