Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Hvorfor blogge?

At blogge er en uvurderlig del af min helingsproces, der formentlig vil være livslang. Mit liv har budt på megen sorg, smerte, kaos, glæde, kærlighed og lys i kraft af min fortid og nutid.

En del indlæg handler om italesættelse af følelserne omkring min opvækst i en dysfunktionel familie. Bloggen bliver også brugt til tankerne omkring, at være mor til et udviklingshæmmet barn med svært behandlelig epilepsi samt mere fredsommelige dagligdags ting.

Jeg er stadig i gang med processen og har valgt, at dele åbent og ærligt her på bloggen om sejrene og nederlagene.

Håber, at du får noget brugbart med på vejen. Du er meget velkommen til at kommentere på indlæggene, hvis du føler for det (også gerne anonymt). Velkommen til ♥

Eliten

Personlig procesOprettet af Pernille Gyldensøe lør, januar 11, 2014 13:19:08
Jeg har altid været en stræber. Sådan én der ville være bedst til alt det, jeg satte for. Drevet af lavt selvværd og behov for eksistenberettigelse i en verden jeg ikke altid forstod, spænede jeg derudaf med 500 km/t for at få mit fix: At nogen syntes, jeg var fantastisk.

Når anerkendelsen er altafgørende
I denne video fortæller jeg mere om, "Når anerkendelsen er altafgørende". Klik på billedet og kom direkte til youtube-videoen.

Eksistensberettigelse
Meget er ændret de sidste par år. Der er blevet vendt op og ned på mange ting - ikke mindst mit syn på mig selv. Jeg behøver ikke være perfekt, fantastisk og dygtig 24/7. Og jeg er ikke ligeså afhængig af omgivelsernes tilkendegivelser som tidligere, da det vigtigste egentlig er, at jeg selv kan stå inde for det, jeg gør, og siger. Andre må gerne bakke op også - men hvis ikke de gør, så går verdenen ikke under. Jeg har stadig lov til at være her alligevel. Lov til at trække vejret. Lov til at eksistere.

Eliten
Med de mange år på bagen i anerkendelsens søgen burde det naturligste i verden være, at jeg nyder at blive sat i "bås" med "eliten". De dygtige. De seje. De ekspressive. Men det gør jeg ikke. Selvom det er ment positivt og sagt i dyb respekt, så stritter alt på mig, når noget eller nogen bliver delt op i A og B-hold. Vindere og tabere (som jeg også har blogget om her http://blog.smuktliv.dk/#post109 ). Jeg kan ikke rigtig med det, heller ikke når det er i mit favør. Af samme grund har jeg trukket mig fra "prestigeprojekter", der skabte større gab mellem mennesker fremfor at samle dem.

Se hele mennesket
Alle er gode til noget. De fåmælte og introverte rummer også noget smukt og fantastisk, der fortjener respekt og opbakning. Det er bare sværere for andre at se, fordi de ikke gør så meget væsen af sig. Min afstandstagen til "eliten" handler måske i virkeligheden om et ønske om at få folks øjne op for det ikke-umiddelbare. For de usynlige og tavse ♥ Jeg er ikke helt landet på det, men vil glæde mig til at høre din vinkel på sagen ♥

  • Kommentarer(4)

Fill in only if you are not real





Følgende XHTML-tags er tilladt: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS og Javascript er ikke tilladt.
Oprettet af Pernille Gyldensøe søn, januar 12, 2014 20:45:59

Kære Bine
Tak for indspark her - selvom det blev uden støvledans ;-)

Du har fat i noget væsentligt, jeg ikke fik uddybet i dette indlæg - menneskesynet, at vi alle er lige. Tak for det.

Knus P

Oprettet af Bine søn, januar 12, 2014 17:29:10

Nå, det bliver så ikke til den helt store støvledans for jeg kan se at vi langt henad vejen er enige, Pernille.

Jeg står af på begrebet elite fordi det er dobbelttydigt og fordi jeg har set så mange gange i livet at den elite der burde hyldes for at være "særligt talentfulde" ender med at opføre sig som de "udvalgte" og sjovt nok er der aldrig plads nok til alle i deres Paradis - kun til dem der bøjer sig i støvet.

Derfor oplever jeg alt for ofte, at det der måske burde være en hyldest af mennesker der kan noget særligt - ofte ender med på den ene side at være ukritisk tilbedelse - og på elitepositionsindehaveren at blive et magtmiddel til at fastholde sin elitære position.

Velvidende at elitebegrebet bruges i sportslige udøvelser, hvor jeg mener at det har sin berettigelse, så er der udover det ikke meget kønt at sige om det begreb. I Sydafrika blev begrebet brugt til at undertrykke den oprindelige befolkning, Hitler havde et ønske om at skabe et 3. rige. Jeg ser ikke noget fra den politiske eller den økonomiske elite som jeg forbinder med et lighedssyn - og jeg ville personligt ikke bryde mig om at blive placeret i, eller betegnet som elite af nogen somhelst art. Man kan sagtens være god, dygtig, anerkendt og vis - endda mere end andre - uden at skulle defineres som elite.

Elite har jo altid det iboende at det udelukker nogle fordi de ikke præsterer på samme niveau. Det giver fin mening, at ikke alle kan være på elitebadmintonholdet - men på lige præcis det menneskelige synes jeg det udfordrer "That all men are created equal".

Så med al respekt, varme og forståelse, kommer jeg aldrig til at placere dig i nogen elite. Dels fordi det ville stride mod dit sind at skulle ophøjes over andre, og dels fordi at det samtidig ville definere de der ikke gør det samme som dig som mindre værd. Jeg kan godt "nøjes" med at mene at du er fantastisk, skøn, god, dygtig og gennemherlig - uden at have brug for at sætte det i perspektiv til hvad andre så er - eller ikke er.

Så jeg tager, som du, afstand fra begrebet og mener at det danske sprog rummer rig mulighed for at hylde og anerkende uden at bruge betegnelser - der uanset hvad man selv tolker ind i det begreb - altid sættes i forhold til andre, og alt for ofte "pøbelificerer" dem som ikke er elite. Jeg har intet problem med at nogle er bedre til bowling end mig og andre, men når det kommer til at have værd som menneske så er vi alle lige i værd - ikke i byrder - heller ikke nødvendigvis i proces eller mulighed - men ALTID i værd. <3

Oprettet af Pernille Gyldensøe søn, januar 12, 2014 13:42:25

Kære Mona
Tak for din kommentar og ord til mig. Jeg ved, hvor de kommer fra, og jeg ved, hvad du mener. Dine ord giver god mening. Og tak for at se mig som det hele menneske, jeg er.

Knus P



Oprettet af Mona lør, januar 11, 2014 20:52:08

Kæreste Pernille.
Jeg tænker på dig som eliten i en menneskelig forstand. Det afhænger jo af hvordan men definerer begrebet Eliten. Du er den bedste til at være den du præcis er, i mit perspektiv er Eliten dem som er sig, med alt hvad det indebærer, selv er jeg også efterhånden med i Klubben ;) jeg er med på at når man siger "Eliten" tænker folk på noget andet end det jeg gør, ligesom jeg siger du er et mennesker med en utrolig Hjerteenergi, så er du med samme Hjerteenergi med i Klubben af Elitefolk, der står ved sig selv, er dem de er og søgende i at uddanne og oplyse omgivelserne i hvordan et liv kan bruges til noget - selv om dets udgangspunkt måske ikke lagde op til det. Du har, som Tanja - vendt det på hovedet, taget magten fra de som sårede dig og nu er det dig der er i Eliten..... Håber det giver mening <3