Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Hvorfor blogge?

At blogge er en uvurderlig del af min helingsproces, der formentlig vil være livslang. Mit liv har budt på megen sorg, smerte, kaos, glæde, kærlighed og lys i kraft af min fortid og nutid.

En del indlæg handler om italesættelse af følelserne omkring min opvækst i en dysfunktionel familie. Bloggen bliver også brugt til tankerne omkring, at være mor til et udviklingshæmmet barn med svært behandlelig epilepsi samt mere fredsommelige dagligdags ting.

Jeg er stadig i gang med processen og har valgt, at dele åbent og ærligt her på bloggen om sejrene og nederlagene.

Håber, at du får noget brugbart med på vejen. Du er meget velkommen til at kommentere på indlæggene, hvis du føler for det (også gerne anonymt). Velkommen til ♥

Vindere og tabere

Tanker & citaterOprettet af Pernille Gyldensøe man, april 15, 2013 09:16:08

Det her med at se hele mennesket, fylder rigtig meget i mig for tiden og kan derfor dårligt skæres ned til et enkelt (forholdsvist kort og læsevenligt) blogindlæg. Så jeg tænker, at tage det lidt i bidder og starter med "Vindere og tabere".

Siden jeg stod frem for snart 3 år siden, har jeg fået øjnene op for problemstillinger, jeg slet ikke anede fandtes. Forestillinger om hvordan "sådan nogen" som jeg og andre er (set med samfundets øjne) og så sandelig også, hvordan vi ser og oplever hinanden som mennesker indenfor egne rækker.

Der findes "vinderhistorier" om succesfulde, karismatiske og tilsyneladende velfungerende mennesker, der trods en horribel opvækst har klaret det hele med bravour og lever "det gode liv". Og der fortælles "taberhistorier" om mennesker på overførselsindkomster, som lider af svære psykiske lidelser og har store problemer med at få hverdagen, familielivet og økonomien til at hænge sammen.

Jeg kender mennesker, der vedvarende dunker sig selv i hovedet med, at de ikke er succesfulde nok eller kan leve op til samfundets overfladiske kriterier for at lykkes. Stigma udefra og selv-stigmatisering tager indimellem pusten fra dem og punkterer deres selvværd fuldstændig. Jeg kender også mennesker, der trods uddannelse, karriere og penge stadig er små bange børn indeni - ligeledes med lavt selvværd. Sådan et menneske var jeg selv i mange, mange år og havde det forfærdeligt indeni. Betyder de ydre værdier så i virkeligheden ret meget, når det kommer til stykket? Er det i virkeligheden ikke den indre ro med os selv og vores omverden, der reelt kan give livsgivende gødning og få os til at vokse?

Måske er jeg en sær snegl, der ikke helt magter det dér status-ræs. Måske jeg bare har været der lidt for længe og er hoppet af toget. I mit møde med mennesker søger jeg deres kerne. Jeg ser mennesker. Mennesker, der er søde, kærlige, omsorgsfulde, skøre, empatiske, kreative, dybsindige, følsomme, intelligente, opmærksomme og nærværende. Jeg ser venner og hverdagshelte og de udvises samme respekt og opmærksomhed uanset deres uddannelse, erhverv, civilstatus eller økonomiske forhold.

Jeg tror ikke på at større skel mellem mennesker, motiverer til forandringer. Det ekskluderer og marganiliserer frem for at inkludere og omfavne.

Vi kan alle bidrage med noget værdifuldt til fællesskabet. Det kræver bare, at vi alle bliver bedre til at se hele mennesket. Jeg ser. Gør du?

  • Kommentarer(8)

Fill in only if you are not real





Følgende XHTML-tags er tilladt: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS og Javascript er ikke tilladt.
Oprettet af Silje ons, april 16, 2014 11:12:46

Tak Pernille ❤det giver rigtig meget mening det du skriver. Jeg tænker i disse dage meget over det her med, at hvad der er lykken eller en succes for et menneske, ikke nødvendigvis er det samme for et andet. Og måske især tænker jeg på, at det er så vigtigt at være hjemme i sig selv, uanset hvad andres forestilling om 'hvad der er godt, eller hvad der er en god måde at leve på' agtigt er. Det er svært at slippe kravene synes jeg. Ikke mindst dem fra en selv. Jeg har haft mennesker at spejle mig i, som pejlemærker på en eller anden måde, da jeg ikke anede hvilken vej man kunne gå her i lovet. Idag er det nogle gange sådan, at de pejlemærker kun er med til at få mig til at føle mig mislykkedes. Så jeg prøver at finde mine egne. Tanker fra Silje

Oprettet af Pernille Gyldensøe man, april 29, 2013 08:01:18

Kære Anonym

Tak for din kommentar her <3

I min optik er der ikke A og B hold. Der er mennesker. Færdig. Det er måske naivt, men mit håb er, at flere indtager den grundholdning, fremfor at skabe større afstande mellem mennesker.

Jeg vil så gerne med og høre Bruce Perry, når han kommer til Danmark d. 6. juni http://seminarer.dk/arrangementer/bruce-d-perry/

Erkendelsen er nok den allervigtigste, hvad enten man er et menneske med sociale problemer eller et menneske med fuld fart på karrieren. Når jeg tænker tilbage på min egen arbejdsnarkomani-periode, så anså jeg det virkelig ikke som et problem, at jeg knoklede mig selv halvt ihjel. Og hvis nogen så meget som antydede, at det var problematisk, fik de en overhaling! For jeg kunne ALT! Jeg skulle have ALT! Og mine personlige mål for min fremtid skulle ingen stå i vejen for. Trist, egentlig. Men det var min vej, dengang. Det var rigtigt for mig på det tidspunkt.

Så vi er helt enige, der skal være fokus og tilbud til alle, uanset hvem de er. Som jeg ser det, kræver det dog en italesættelse af, hvordan destruktive mønstre lever videre i forklædninger, hvis ikke vi er opmærksomme. For hverken uddannelse eller karriere er en garanti for et sundt mønsterbrud, efter min mening.

Kh. Pernille

Oprettet af Anonym søn, april 21, 2013 21:03:13

Jeg er helt enig. Jeg tror vi skal passe på ikke at dele ofre for overgreb op i a og b ofre. Dem der klarer samfundets krav og de som ikke gør. De som kommer fra kummerlige forhold, og så de der kommer fra gode forhold, men måske udsættes for overgreb uden for familien. Alle er ramt og alle har lige meget brug for og ret til hjælp og respekt.

Det skal ikke forstås som, at jeg ikke mener, at der skal gøres en særligt forbyggende indsats over for de særligt socialt udsatte grupper – for det skal der. Men vi må ikke glemme de børn, der udsættes for overgreb i ”pæne familier” etc.

Som B.D. Perry en af de førende inden for behandling af traumer hos børn udtrykker det om forestillingen om resilliens hos børn "children are not resilient, children are malleable. In the process of "getting over it", elements of their true emotional, behavioral, cognitive, and social potential are diminished - some percentage of capacity is lost, a piece of the child is lost forever.

Nogen magter at få et liv der fungerer med arbejde og børn, og det er jo flot og imponerende, og det bliver vi hurtigt optaget af - den gode historie. Men i virkeligheden skal vi være mere optaget af, hvordan hjælper vi de, som pga. indre smerte ikke kan få et almindeligt hverdags liv med trygge relationer til at fungere. Og selv om livet fungerer på overfladen, kan man jo godt have følelsesmæssige ar, så man ikke kan finde roen. Måske bruger nogen endda et succesfulde arbejdsliv til at flygte fra indre smerte. De har også brug for hjælp.

Så måske skal vi passe på ikke at fokusere så meget på den tilsyneladende resilliens og særlige grupper af børn, som udsættes for traumer, men i højere grad tage alvorligt at traumer påvirker børn og deres udvikling, og de skal have hjælp, så de kan få et liv, der så vidt muligt ikke begrænses af de traumer, de har oplevet. Især fordi det kan lade sig gøre.

Oprettet af Pernille Gyldensøe tor, april 18, 2013 08:19:22

Blot til info: Til jer der måtte være i tvivl eller føle jer ramt af dette indlæg, mener jeg ikke, at veluddannede karrieremennesker pr. definition er overfladiske mennesker. Jeg mener blot ikke, at de er mere værd end andre mennesker eller at man nødvendigvis bliver et bedre, lykkeligere eller mere sympatisk menneske af status og penge.

Oprettet af Pernille Gyldensøe tor, april 18, 2013 08:18:40

Kære L

Tusind tak <3 Og selv tak for inspirerende blogindlæg.

Knus P

Oprettet af Louise Benner ons, april 17, 2013 20:55:47

Helt vildt inspirerende indlæg! Tak for det, P <3

Kram

Oprettet af Pernille Gyldensøe man, april 15, 2013 23:11:50

Kære Heidi

Tak for din kommentar herinde <3

Du rammer det meget præcist; et mere ægte liv. Det er lige præcis dét, jeg har arbejdet henimod de sidste 3 år af min rejse - og det har så absolut intet med penge eller status at gøre, men selvindsigt og autencitet.

Tusind tak for dine tanker.

Kh. Pernille

Oprettet af Heidi man, april 15, 2013 14:42:25

Jeg kan fint genkende de tanker, du beskriver :)

Har selv været en social vandrer i mit liv, fra fattigt arbejderhjem til høj uddannelse og et liv i den kulturelt og økonomisk "priviligerede" klasse med tilsyneladende perfekt kernefamilie. Jeg havde bare samtidig en million hemmeligheder og ondt i sjælen ... befandt mig pludselig på en selvvalgt rutchebanetur til et helt andet liv som enlig mor (dog stadig jo uddannelse og også job). Til gengæld færre hemmeligheder og et mere ægte liv :)

Alfa og omega er: Når jeg i s-toget eller på gaden møder en hjemløs "stakkel", så tænker jeg hver evig eneste gang, at det er marginaler, som adskiller os, tilfældigheder, held & uheld ... Og at jeg hellere vil være en hjemløs "stakkel" end igen leve et falsk liv med alt for mange hemmeligheder og ondt i sjælen ... Ikke for at forherlige et liv som hjemløs, på bistand eller som psykiatrisk patient.

Men du har - igen - helt ret. Menneskelige skæbner; ondt i sjælen, ulykkelighed, overskud og indre skønhed, har intet at gøre med, om man på overfladen er rig eller fattig, veluddannet eller ej, en vinder eller en taber ud fra nogle overfladiske betragtninger ...