Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Hvorfor blogge?

At blogge er en uvurderlig del af min helingsproces, der formentlig vil være livslang. Mit liv har budt på megen sorg, smerte, kaos, glæde, kærlighed og lys i kraft af min fortid og nutid.

En del indlæg handler om italesættelse af følelserne omkring min opvækst i en dysfunktionel familie. Bloggen bliver også brugt til tankerne omkring, at være mor til et udviklingshæmmet barn med svært behandlelig epilepsi samt mere fredsommelige dagligdags ting.

Jeg er stadig i gang med processen og har valgt, at dele åbent og ærligt her på bloggen om sejrene og nederlagene.

Håber, at du får noget brugbart med på vejen. Du er meget velkommen til at kommentere på indlæggene, hvis du føler for det (også gerne anonymt). Velkommen til ♥

Den virkelige nitte

Adopteret fra KoreaOprettet af Pernille Gyldensøe ons, november 28, 2012 11:01:26

Jeg beskæftiger mig ikke ret meget med adoption. Alt fra min tid i Korea er så godt som ikke-eksisterende for mig. Mit liv startede i Danmark. Min familie er i Danmark. Den opmærksomme læser på bloggen vil også vide, at jeg til dags dato kun har skrevet ét enkelt indlæg om, at være adopteret. Det følelsesmæssige cut har været absolut nødvendigt for min egen overlevelse. Måske der er kommet en lille åbning nu, efter at have set dokumentaren Adoptionens pris.

Jeg og flere andre adopterede ved om nogen, at det kan have en pris at være adopteret. Vi har betalt den. Vores familier har betalt den. I flere tilfælde har det haft en meget sørgelig og smertelig udgang. Drømmen om en familie har alle, uanset om de er biologisk beslægtede eller adopterede. Selv med de bedste intentioner kan det ønske dog være rigtig svært at realisere.

Adoptivforældrene fra dokumentaren bor under jorden i øjeblikket og bliver lagt for had i pressen og på Facebook. De har givet et intimt indblik i deres familieliv og de udfordringer, der kan følge med en mislykket adoption. Når jeg siger mislykket, er det forløbet – ikke børnene. Og heller ikke adoptivforældrene. Jeg kan udmærket sætte mig ind i deres frustration og afmagt efter 2 ½ års intens kamp for at få familien til at hænge sammen samtidig med, at de gentagne gange har forsøgt, at få de rette redskaber til dem selv og deres børn og mødt afvisninger eller direkte forkert vejledning.

Dokumentaren ramte mig lige i hjertekulen og tårekanalerne. Selvklart. Man skal være ualmindelig følelseskold, hvis ikke man bliver påvirket af den. Jeg favner relativt bredt i de problematikker og udfordringer livet har budt mig – bl.a. som adopteret, det konkrete omkring ulykkelig familieopløsning og som forælder til et barn, der ikke passer ind i kasserne. Derfor har jeg temmelig sikkert en anden holdning og indsigt end folkemassen, der (med rette) er dybt forargede og lægger adoptivforældrene for had. For der bliver vist grimme sider. Der bliver sagt grimme ord. Og der bliver udvist en følelsesmæssig kulde og afvisning af det lille barn, der skærer helt ind i marv og ben. Men det er øjebliksbilleder. Hvem forventer, at få det fulde billede af et opslidende forløb på 2 1/2 år på blot en time? På en måde gjorde det mig godt midt i alt det onde, at høre adoptivforældrenes egne reflektioner efter dokumentaren i dette indslag.

Jeg skal ikke gøre mig klog på, om adoptivforældrene er uegnede. Det er der rigeligt andre, der gør i debatten. Hvis vi skal tale om en nitte, så må det med rette være det sikkerhedsnet, der åbenlyst mangler under såvel adoptivbørnene og adoptivforældrene. Store børn med sprog, erindringer og følelsesmæssig tilknytning til hjemlandet kan kun forventes at reagere på, at komme til et fremmed land og skulle bo hos fremmede mennesker. Der skal helt naturligt følge kompetent rådgivning med hele vejen, så forløbene ikke ender som i Mashos eller mit tilfælde. Problematikken med mistrivende adoptivbørn er langt fra ny. Jeg kender flere voksne adopterede på ml. 30 til 45 år, der har store ar på krop og sjæl efter et mislykket adoptionsforløb, hvor forældrene heller ingen hjælp fik.

Forældrekørekortet, som man bl.a. praktiserer i Holstebro Kommune med projektet Familie med hjerte, burde integreres i alle landets kommuner. For uventede problematikker og uforløste drømme om den lykkelige kernefamilie er ikke forbeholdt adoptionsområdet. Det er i ligeså høj grad et problem, der eksisterer i biologiske familier. Undskyld mit udtryk, men enhver frugtbar idiot kan føde et barn. De seneste års misbrugssager vidner blot om, at hverken biologiske, pleje, sted eller adoptiv-forældre kan forvente at klare forældrerollen bedre, end de forudsætninger de har med sig. Forældreevne er ikke noget, du kan købe eller læse dig til. Efter min mening er det en løbende proces, der i bedste fald først slutter den dag vi dør. Dem, der for alvor svigter og løber fra deres ansvar, er dem der nægter at udvikle sig løbende som mennesker og anser sig selv som helstøbte og fejlfrie.

Roba, Mashos lillebror har der været relativt lidt fokus på. Han var jo "nem". Det eneste der snakkes om er, at han bør fjernes straks fra adoptivforældrene pga. deres åbenlyse uegnethed. I mine øjne er hans force, at han kun var halvt så gammel som Masho, da han kom hertil og ikke på samme måde har tilknytningsproblematikker som sin søster. Han har (måske) en reel chance for, at vokse op nu med to forældre, der har overskud til ham og hans trivsel, samtidig med at han har jævnlig kontakt med hans søster. Det er da så absolut ikke drømmescenariet, at skille to søskende ad. Men jeg ved også, at det absolut heller ikke er drømmescenariet, at opvokse i skyggen af én, der fylder meget. Lad os forestille os, at han faktisk har det godt og trives hos familien. Hvordan mon det vil påvirke ham fremover, at hele Danmarks befolkning hader hans danske forældre?

I mine øjne er adoptivforældrene modige. Nok ikke modige i den gængse forstand, men det kræver grangivligt noget med "n", at udstille sin egen personlige kamp på landsdækkende TV. De har sat deres egen sårbare og svære situation på spidsen for, at sætte fokus på de store huller i sikkerhedsnettet, således at ingen andre adoptanter skal igennem det ulykkelige forløb, de har været. De har været åbne for hjælp. Det er i mine øjne det allervigtigste skridt, forældre kan tage. Ellers er der intet, at arbejde med eller udsigt til nogen som helt form for bedring. Skulle de have ventet med en anbringelse, til der måske kom vold, alkoholmisbrug eller skilsmisse med ind i billedet?

Jeg forsvarer eller hylder ikke deres udtalelser i dokumentaren, men appellerer blot til at se tingene i en sammenhæng. Igennem 2 ½ år tryglede de om hjælp, men fik den ikke. Fra min egen og andres familier ved jeg, at den modtagelighed eller modstand mod hjælp udefra er altafgørende for, hvordan børnene og familien i det hele taget trives på længere sigt. Det kræver skræddersyede løsninger og kompetente fagpersoner, der i samspil med forældrene gør familien bæredygtig.

Personangreb, hævn og had lærer vi intet af. Tværtimod opleves det som om, man bliver en lille smule dum af det? Jeg synes, at vi skylder alle implicerede i denne sag, voksne adopterede og deres adoptivforældre samt fremtidige adoptanter og børn at lære af sagen og få mindsket hullerne i sikkerhedsnettet på adoptionsområdet.

Jeg håber, at de nødvendige foranstaltninger bliver iværksat både generelt og i det helt konkrete tilfælde. Jeg håber, at Masho og Roba bliver hørt og deres behov bliver sat foran alt andet. Jeg håber, at vi lærer af historien og den vil højne niveauet for fremtidige adoptioner ♥

  • Kommentarer(7)//blog.smuktliv.dk/#post99