Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Hvorfor blogge?

At blogge er en uvurderlig del af min helingsproces, der formentlig vil være livslang. Mit liv har budt på megen sorg, smerte, kaos, glæde, kærlighed og lys i kraft af min fortid og nutid.

En del indlæg handler om italesættelse af følelserne omkring min opvækst i en dysfunktionel familie. Bloggen bliver også brugt til tankerne omkring, at være mor til et udviklingshæmmet barn med svært behandlelig epilepsi samt mere fredsommelige dagligdags ting.

Jeg er stadig i gang med processen og har valgt, at dele åbent og ærligt her på bloggen om sejrene og nederlagene.

Håber, at du får noget brugbart med på vejen. Du er meget velkommen til at kommentere på indlæggene, hvis du føler for det (også gerne anonymt). Velkommen til ♥

Ord, der dræber

Personlig procesOprettet af Pernille Gyldensøe tir, oktober 16, 2012 12:22:52

Jeg kan stadig mærke kulden helt ind i marv og ben, når folk omkring mig bruger ord, der dræber. Ord, der dræber selvværd, kærlighed, værdighed, glimt i øjet og overskud.

Hånden på hjertet så får jeg det fysisk dårligt af det. Til en vis grad kan jeg selv kontrollere, hvem jeg omgås og på den måde afskære mig fra den jargon og sprogbrug, der automatisk bare trykker på alle mine knapper og fylder mig med vrede, sorg og lyst til at blande mig.

Jeg kan ikke afskære mig fra alt. Blot på en lille indkøbstur i Fakta oplever jeg de verbale drab. Forældre, der taler frygtelig grimt til deres børn. Voksne børn, der råber af deres forældre. Par, der snerrer henover køledisken. Nogle dage er jeg bedre til at lukke det ude, end andre. I dag er jeg uden filter. Alt går ind. Rent ind.

Der er dødt i Stenlille. Efterårsferie. Jeg handler så vidt muligt om formiddagen, fordi jeg hader køer, stress og mange mennesker. Så jeg og en håndfuld andre bevæger os dovent rundt i butikken. Man kan høre alt, selvom jeg fysisk flytter mig længere og længere væk fra ham dér. Ham, der er grov både i udseende og talemåde. Ham, der åbenlyst er vred, irritabel og aggressiv overfor hans gamle 80-årige hvidhårede mor, der febrilsk prøver at følge trop med hans hastige hidsige skridt op og ned af de smalle supermarkedsgange. Ham, der har munden fuld af ord, der dræber og sandsynligvis altid har talt sådan til hans mor.

"De hænger lige her! HER! KAN DU IKKE SE DEM, FOR FANDEN?" råber han helt uden hæmninger til hans mor. Folk vender sig om. Ingen siger noget. Hun kan ikke se is-terningposerne, så til sidst hiver han den ned fra knagen og kaster arrigt en pose ned i vognen. Lidt efter er der noget andet, der irriterer ham. I det hele taget må det være en meget irriterende indkøbstur for ham. "Hold kæft, hvor er du bare dum, mand! Fuck, hvor er jeg bare træt af det her" snerrer han.

Jeg har lyst til at gøre noget. Lyst til at ligge min hånd på hendes og give den et lille klem. Og mest af alt har jeg lyst til at sige noget til ham. Give ham et stort mundl*rt-plaster for munden og spidst pointere, at han vist har brugt sin taletid for i dag. Flere gange prøver jeg, at fange hendes blik så jeg kan give hende et forstående smil med på vejen. Hun ser mig slet ikke. Hendes blik er dødt. Fuldstændigt dødt. Udover lidt vand i de gamle rødrandede øjne, er der intet liv at spore.

Skynder mig i stedet kryster-agtigt at få bippet mine varer ved kassen, så jeg kan flygte ud af butikken. Ud i luften. Ud i friheden. Langt væk fra de dræbende ord. De runger stadig i mit hoved og jeg kan ikke ryste dem af mig.

Tilbage står den gamle dame, vis eneste hjælp i det daglige måske er hendes grove, bespottende voksne søn. Hvor er det uværdigt - for dem begge to. Han har det uden tvivl ligeså svært med sig selv, som hun.

Kloge mennesker vil med garanti påpege, at den situation har hun selv sat sig i. At hun ikke har sat tydelige grænser for ham dengang, han var barn. De kloge mennesker har sikkert aldrig prøvet at være en del af sådan en familie. En familie, hvor man tager livet af hinanden med ord. Dét har jeg.

Jeg kan ikke redde verden. Det er ikke mit ansvar, hvordan andre vælger at leve og tale til hinanden. Jeg kan kun tage ansvar for mig selv og mit eget ordvalg. Være bevidst om at vælge de opbyggende, støttende, anerkendende og kærlige ord overfor min lille familie og venner, fremfor de hårde, kantede, nedværdigende ord. Bevidstheden må være det vigtigste og min eneste trøst i det her ♥

  • Kommentarer(6)//blog.smuktliv.dk/#post94