Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Hvorfor blogge?

At blogge er en uvurderlig del af min helingsproces, der formentlig vil være livslang. Mit liv har budt på megen sorg, smerte, kaos, glæde, kærlighed og lys i kraft af min fortid og nutid.

En del indlæg handler om italesættelse af følelserne omkring min opvækst i en dysfunktionel familie. Bloggen bliver også brugt til tankerne omkring, at være mor til et udviklingshæmmet barn med svært behandlelig epilepsi samt mere fredsommelige dagligdags ting.

Jeg er stadig i gang med processen og har valgt, at dele åbent og ærligt her på bloggen om sejrene og nederlagene.

Håber, at du får noget brugbart med på vejen. Du er meget velkommen til at kommentere på indlæggene, hvis du føler for det (også gerne anonymt). Velkommen til ♥

Den mistede tro

Personlig procesOprettet af Pernille Gyldensøe fre, oktober 05, 2012 16:00:18

Det her indlæg vil givetvis give nogle reaktioner, fordi jeg piller ved noget så fundamentalt som tro. Jeg har haft det i mine tanker mange gange, men aldrig fået det nedfældet – fordi det netop er følsomt.

Jeg var ikke ret gammel, da jeg mistede min tro på Gud. Utallige gange gennem den tidlige barndom lå jeg grædende på knæ ved sengen med foldede hænder og min lille guldhalskæde med Dagmar-korset viklet omkring, mens jeg bad til Vorherre. Jeg bad om fred og ro, en glad familie, problemer der skulle løses, ting der skulle stoppe og ting der skulle ske. Han hørte mig ikke. Han svigtede mig og jeg blev vred på Ham. Lille vrede Pernille.

Min mormor døde, da jeg var 8 år. I min barnlige naivitet, begyndte jeg i stedet at bede til hende oppe i himmelen. Heller ikke dét løste de massive problemer, der blot tog til år for år. Så til sidst holdte jeg op – både med at bede og med at tro. Jeg måtte kynisk erkende, at jeg kun kunne stole på mig selv, samt at jeg ikke kunne lade min egen personlige lykke eller ulykke være op til andre og da slet ikke en hvidskægget mand på en sky eller min kære mormor.

Min vrede er for længst fordampet. Jeg er ikke længere vred på Gud og hans ”uransagelige veje”. For jeg kan personligt ikke bruge vreden til noget, den er destruktiv og har en tendens til at gøre mig til en navlepiller. Folkekirken har jeg meldt mig ud af for mange år siden. Vi blev borgerligt viet i vores have og vores datter er navngivet. Med min ikke-tro er jeg ateist og jeg har det fint med det. Jeg føler mig absolut ikke som en fortabt desillusioneret sjæl. Der er masser af kærlighed i mit liv. Jeg har det også fint med, at mine venner og andre omkring mig, finder trøsten, kærligheden og lyset i deres Gud. Så længe de ikke presser mig ud i, at blive overbevist, frelst og omvendt. Den respekt for individet bør man trods alt have. Jeg kender personligt mange dejlige og fantastiske mennesker – både dem uden og med tro. Det er mennesket, der interesserer mig – ikke deres tro eller mangel på samme.

Derfor er det til stadighed et stort mysterium for mig, når jeg ikke mødes af samme respekt og accept af mit valg/fravalg. For nylig blev jeg kapret af én under pausen til et foredrag. Hun ville høre, om jeg som barn havde følt, at Gud var med mig. "Nej, det følte jeg bestemt ikke, han var” svarede jeg. Vedkommende havde en baggrund á la min og havde for år tilbage modtaget en stor visdom fra selveste Gud, hvor han fortalte, at han havde holdt hånden over hende hele livet og båret hende frem. ”Det er dejligt, at du har fundet din Gud. Jeg tror personligt ikke på, at han har båret mig frem. Grunden til jeg står her i dag og stadig er i live, er min egen fortjeneste” svarede jeg.

Der var to minutter til jeg skulle på igen, og jeg kunne mærke, at hun virkelig gerne ville overbevise mig om det smukke ved Guds gerning. Mine grænser blev overskredet gang på gang under vores forholdsvis korte samtale, for hun ville ikke acceptere, at jeg ikke troede. Til sidst måtte jeg sige ”Jeg har stor respekt for din tro. Jeg håber også, du har respekt for min ikke-tro. Jeg er ateist”, hvorpå hun forfærdet tog hånden op for munden, mens hun gispede højlydt. ”Nu falder hun sgu om!” nåede jeg kort at tænke. Det gjorde hun da heldigvis ikke, i stedet sagde hun forarget med ansigtet fuldstændig forvredet ”Hvor ER det synd for dig! Jeg har VIRKELIG ondt af dig!”. Hvis ikke det ellers ville have været aldeles upassende, havde hun sikkert haft stor lyst til at spytte på mig også. Dér mistede jeg nok tålmodigheden helt og måtte lukke den af, så jeg kunne gå videre med foredraget og svarede ”Det behøver du såmænd slet ikke, at have. For jeg har det fint uden Gud”. Case closed!

Se mig dog, som det menneske jeg er. Ikke på hvad tøj jeg har på, hvilken bil jeg kører i eller min ikke-tro. Hvis man kun er god nok til fællesskabet, når man tror, så vil jeg vove den påstand, at det rent faktisk ikke er mig og mine ikke-trosfæller, der bliver fattigere rent menneskeligt. Vi har alle vores berettigelse. Vi har alle en værdi for andre. Dét tror jeg på ♥

  • Kommentarer(5)//blog.smuktliv.dk/#post93