Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Hvorfor blogge?

At blogge er en uvurderlig del af min helingsproces, der formentlig vil være livslang. Mit liv har budt på megen sorg, smerte, kaos, glæde, kærlighed og lys i kraft af min fortid og nutid.

En del indlæg handler om italesættelse af følelserne omkring min opvækst i en dysfunktionel familie. Bloggen bliver også brugt til tankerne omkring, at være mor til et udviklingshæmmet barn med svært behandlelig epilepsi samt mere fredsommelige dagligdags ting.

Jeg er stadig i gang med processen og har valgt, at dele åbent og ærligt her på bloggen om sejrene og nederlagene.

Håber, at du får noget brugbart med på vejen. Du er meget velkommen til at kommentere på indlæggene, hvis du føler for det (også gerne anonymt). Velkommen til ♥

Forældreansvar

Mit barn m/handicapOprettet af Pernille Gyldensøe tor, juli 05, 2012 22:06:45

Som forælder skal man kunne mange ting. Først og fremmest forventes det, at du elsker dit barn betingelsesløst og varetager dets tarv på bedste vis. Alle store, svære og umulige beslutninger vedrørende barnet er ene og alene de voksnes ansvar, indtil poden bliver stor og stærk nok til, at klare sig selv og kan tage egne beslutninger fremadrettet.

På nuværende tidspunkt aner jeg ikke, om min datter nogensinde bliver i stand til, at klare sig selv uden hjælp på grund af hendes psykiske funktionsnedsættelse. Jeg forsøger konstant, at tænke ”Den tid. Den udfordring. Lev i nuet”.

Efter udgivelse af blogindlægget om "Et døgn med et handicappet barn", blev jeg klar over, hvor uholdbar situationen i grunden er og hvor urealistisk det er at tro, man kan klare et så energi og opmærksomhedskrævende barn helt alene uden hjælp. Den indsigt fik jeg bl.a. via de mange reaktioner, der kom på mails og personligt fra venner. Deres umiddelbare reaktion var 'Hold da op! Hvordan kan i klare det? Det er jo helt vildt så meget, i er konstant'. Da jeg granskede efter, så nåede vi egentlig nok smertegrænsen for lang tid siden. Vi ville bare ikke lytte til eller mærke den; smerten. For vores ønske og håb har selvsagt været, at hun blev rask og anfaldsfri og vi skulle varetage hendes behov alene. Sådan gør rigtige forældre jo.

Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg førhen har tænkt mit eget, når forældre havde deres børn i aflastning eller plejefamilie. Mine fordomme var sovset ind i ord som "Sociale tilfælde", "Uformående forældre" etc. Hvor har jeg dog været dum og hvor er det trist, at man først når til en anden sandhed, når man selv står midt i det. Der ligger en lang og svær proces i det og store langhårede kameler, der skal sluges. Store grimme ord runger i hovedet på én, mens man smager lidt på tanken om en anden konstellation end den normale børnefamilie. Falliterklæring. Utilstrækkelig. Uegnet.

Vi kan rigtig meget. Vi er begge ressourcestærke og fuldt ud egnede som forældre. Og vigtigst af alt, så tager vi ansvar. At bede om aflastning til sit handicappede barn, er ikke bare noget, man gør. Det er umådelig svært, at nå til den fælles erkendelse, der er fuldstændig essentiel. Det er svært, at slippe barnet. Svært, at forestille sig, at andre kan pleje og passe ens dyrebareste ligeså godt, som man selv kan. Vi forstår hende jo 100 %, kender hendes tegn, fagter, lyde og ved, hvordan tingene skal gøres. Hvem andre end os, kan varetage den opgave?

Det her indlæg har for så vidt ingenting med min baggrund at gøre. Og så alligevel. Når min fortid i det her tilfælde er irrelevant skyldes det, at forældre til meget omsorgskrævende handicappede børn erfaringsmæssigt har brug for aflastning til, at få deres hverdag til at fungere og lade batterierne op. Det er uanset om forældrene har haft en dejlig tryg barndom, eller har en baggrund som min. Når jeg alligevel kan drage en parallel skyldes det, at jeg kender udfaldet på den manglende åbenhed for hjælp. Jeg ved af smertelig erfaring, at ting kunne være afværget, hvis man havde pakket den fordømte stolthed sammen og indgået et samarbejde med myndighederne, i stedet for krampagtigt at løse konflikterne selv. Jeg har set og oplevet menneskeligt forfald i sin yderste konsekvens, fordi man ikke ville række ud efter hjælp eller påtage sig ansvar. Det blev absolut ikke gjort i en ond mening, men jeg vil ikke begå de samme fejl. At bryde den sociale arv handler om så mange andre ting, end at gøre op med vold og overgreb. Det er ikke svært for mig, at konfliktløse uden vold og jeg kunne aldrig drømme om, at begå overgreb. Det tricky shit i dysfunktionelle familier, er alle de tanke- og handlemønstre, der popper uforvarende op, hver gang livet stiller én overfor udfordringer.

Jeg er rigtig dårlig til at bede om hjælp og det har jeg ikke fra fremmede. Alle inkl. jeg selv har en klokkeklar opfattelse af, at jeg altid klarer mig. At jeg overvinder enhver udfordring selv. Min tillid til myndighederne i det hele taget, kan ligge på et meget lille sted, som á la på næsetippen af en tissemyre. Ikke uden grund, særligt med tanke på den behandling jeg fik ved politiet for 2 år siden. Undervejs i min datters sygdomsforløb har vi også prøvet, at løbe panden mod muren i det kommunale system pga. besparelser, uvidenhed, langsommelige processer m.m.

Derfor var jeg uundgåeligt en kende negativt forudindtaget, da jeg fremsendte vores ansøgning om aflastning til vores datter i sidste uge. Den var både følelsesmæssig og fagligt underbygget samt med henvisning til de aktuelle regler og paragraffer. Vedlagt var beskrivelsen af ”Et døgn med et handicappet barn” her fra bloggen. Jeg var forberedt på kamp og på, at det ville blive en langtrukken affære, hvor vi ville få afslag, skulle anke, frem og tilbage - ligesom vores venner oplevede, da de søgte aflastning til deres handicappede barn. Sagsbehandlingen i deres sag tog 1 år.

Jeg kunne levende se for mig, hvordan vi i den mellemliggende tid ville køre mere og mere trætte i det og samtidig skulle bokse med kommunen. I ansøgningen lagde jeg ikke skjul på, at vi var ved, at køre os selv fuldstændig i sænk som par. Når al energi går på barnet, går det udover parforholdet – det siger sig selv. Når vi ikke får sovet og må lave skiftehold, så helt almindelige dagligdags gøremål kan nås, går det udover os og familielivet. Projekt barn bliver for manges vedkommende en praktisk ting, hvor man glemmer hinanden. Hvis barnet samtidig er handicappet, kan det praktiske ganges op med 1000, fordi man konstant forsøger at være på forkant og sygdommen fylder meget i hverdagen. Det kunne vi nok have fortsat med lidt tid endnu, men det ville være den sikre død for os og vores ægteskab. I bund og grund ønsker vi, at forblive en familie, fordi vi elsker hinanden. Ikke fordi det er praktisk eller rent realistisk set er umuligt, at have vores barn alene hver for sig, hvis vi må gå fra hinanden.

Sagsbehandleren ringede i dag, kun 9 dage efter jeg sendte ansøgningen af sted. Vi fik bevillingen. Der var ingen tvivl om, at det var bedst for os alle sammen. Jeg begyndte, at græde. Af glæde og lettelse. Af udmattelse og taknemmelighed. Af boblende lykke over, at jeg turde bede om hjælp, blev hørt og mødt og der blev effektueret en indsats med det samme, endda det sted, som vi i ansøgningen havde udpeget. Jeg følte mig heldig og er sikker på, at den svære beslutning på sigt vil være en værdifuld håndsrækning til os og vores barn.

For mig er investeringen i vores familieliv, en vigtig del af dét, at tage forældreansvar. Ikke fordi skilsmisse er en skændsel i mine øjne eller et udslag af manglende påtagelse af forældreansvaret, slet ikke. Men ganske simpelt fordi en skilsmisse i vores tilfælde, vil betyde, at vores datter skal anbringes udenfor hjemmet og det ønsker ingen af os.

Hun har brug for begge sine forældre. Det er vores opgave at sørge for, vi kan være der for hende, os selv og hinanden. Jeg er overbevist om, at vores familie går en lys og dejlig fremtid i møde. Jeg tror på det og hilser hjælpen velkommen med et åbent sind ♥

  • Kommentarer(9)//blog.smuktliv.dk/#post84