Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Hvorfor blogge?

At blogge er en uvurderlig del af min helingsproces, der formentlig vil være livslang. Mit liv har budt på megen sorg, smerte, kaos, glæde, kærlighed og lys i kraft af min fortid og nutid.

En del indlæg handler om italesættelse af følelserne omkring min opvækst i en dysfunktionel familie. Bloggen bliver også brugt til tankerne omkring, at være mor til et udviklingshæmmet barn med svært behandlelig epilepsi samt mere fredsommelige dagligdags ting.

Jeg er stadig i gang med processen og har valgt, at dele åbent og ærligt her på bloggen om sejrene og nederlagene.

Håber, at du får noget brugbart med på vejen. Du er meget velkommen til at kommentere på indlæggene, hvis du føler for det (også gerne anonymt). Velkommen til ♥

Det dummeste i verden

Min personlige procesOprettet af Pernille Gyldensøe fre, juni 01, 2012 11:28:19
Er jo startet til kampsport og har været meget begejstret for det, som beskrevet her. Forinden havde jeg mine bekymrende tanker omkring det hensigtsmæssige i, at opsøge situationer som kunne rive mig tilbage i tiden med dertil hørende billeder og smerte. Jeg følte, at jeg havde styr på det. At jeg havde kontrollen over det, hvilket er meget vigtigt for mig i alt, hvad jeg foretager mig fysisk.

I dag sidder jeg med dundrende hovedpine og bulede øjenlåg, som følge af, at jeg mistede kontrollen i går. Hundredevis af gange har vi øvet kast, hvor makkeren kommer ned og ligge. Jeg har med rette været tindrende stolt over, jeg kunne lægge de store mænd ned med et snuptag.

I går var det mig, som blev kastet rundt og jeg fik ikke taget fra. Mit baghoved ramte med fuld kraft lige ned i gulvet. Chokket, smerten og genkendeligheden fik mig til at krybe sammen på gulvet og ydmygelsens sviende tårer til at pible frem. Alle i øvelokalet stoppede op og gloede på den lille sammenkrøbne bylt med store boksehandsker. Makkeren undskyldte og spurgte "Er du ok, Pernille?". Det eneste jeg kunne fremstamme var "Det gør pænt nas". Jeg er ikke en piveskid. Der skal ret meget til, at jeg græder over fysisk smerte. Men kombinationen af det bragende slag og det faktum, at kroppen husker, var for meget.

Da jeg rejste mig op, kunne jeg høre en af drengene spørge "Græder hun?" og så skulle jeg bare ud derfra. Indeni hovedet startede Miss Negativ hendes evindelige pladespiller "Ej, du ligger da ikke der og tuder foran alle de andre" Tag dig dog sammen, mand! Hvor er du p i n l i g lige nu!". Stavrede ud af lokalet og ind i omklædningsrummet. Væk. Væk. Lad mig komme væk.

Svimmel og med opstigende kvalme fik jeg kastet udstyret af mig og hældt vand i hovedet. Undskyldningerne blev ved, at vælte ud af munden på makkeren og han ville hele tiden forsikre sig om, at jeg var ok. Men jeg var ikke ok. Jeg var så fucking langt fra ok. Jeg var lille forsvarsløse Pernille fra barndommen, der med lethed blev kastet rundt med, sparket til og slået på og ikke havde styringen over noget som helst.

Ikke mere træning den dag. Og hvor ville det være nemt og bekvemt, at sige "Ikke mere træning nogensinde". Bare give op og bilde mig selv ind, at det alligevel ikke var noget for mig. At jeg anyway konstant blev re-traumetiseret af slagene, sparkene og kastene - og hvor dumt er det lige? Der er jo ikke meget fidus i ligefrem at betale penge for at blive re-traumetiseret et par gange om ugen, vel?

Det psykologiske for mig i træningen er bl.a., at kunne skelne fortid og nutid, i stedet for at blande det sammen. Alene fordi træningen baserer sig på tillid, grænser og mulighed for at sige stop, er det så markant anderledes end dengang. Det skal min hjerne og krop bare lige finde ud af.

Når hovedpinen (forhåbentlig) snart ligger sig, må jeg nå frem til en form for svar på, hvad det dummeste i verden vil være. At fortsætte eller opgive?

  • Kommentarer(4)//blog.smuktliv.dk/#post73