Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Hvorfor blogge?

At blogge er en uvurderlig del af min helingsproces, der formentlig vil være livslang. Mit liv har budt på megen sorg, smerte, kaos, glæde, kærlighed og lys i kraft af min fortid og nutid.

En del indlæg handler om italesættelse af følelserne omkring min opvækst i en dysfunktionel familie. Bloggen bliver også brugt til tankerne omkring, at være mor til et udviklingshæmmet barn med svært behandlelig epilepsi samt mere fredsommelige dagligdags ting.

Jeg er stadig i gang med processen og har valgt, at dele åbent og ærligt her på bloggen om sejrene og nederlagene.

Håber, at du får noget brugbart med på vejen. Du er meget velkommen til at kommentere på indlæggene, hvis du føler for det (også gerne anonymt). Velkommen til ♥

Den svære kunst ved relationer

Angst og relationerOprettet af Pernille Gyldensøe lør, maj 19, 2012 13:15:42

Det er ingen hemmelighed, at jeg har et grundlæggende tillidsproblem. Det har jeg altid haft og kæmper stadig med det hver dag. Er bange for, at blive udnyttet, få overskredet mine grænser, udsætte min lille familie for fare, blive misforstået, hængt ud, eksponeret på en forkert måde og blive fordømt.

Jeg har stadig ikke helt fat i den svære kunst ved relationer, for en belastende følgeskade af min opvækst har bl.a. gjort mig til en mester i, at bryde relationer - både til folk, der stod/står mig nært og andre jeg har mødt på min vej. Nogen er det forbandet svært at slippe, andre bliver cuttet fuldstændigt følelseskoldt. Og jeg hader begge dele. Hader, når jeg i min naivitet har været sårbar og godtroende og ladet folk komme for tæt på uden at have mine parader oppe. Hader også, at jeg kan lukke så meget af, at jeg ingenting føler. Og jeg ved godt, hvor det stammer fra. Årsagen til dét hader jeg også.

Facebook er en af de store platforme jeg benytter meget, både socialt og i forhold til min mærkesag. Min egen åbenhed sætter mig ofte i svære dilemmaer, fordi jeg stadig går og bokser med det her tillidsproblem. Det skrev jeg bl.a. et indlæg om her. Syntes egentlig, at jeg havde fod på det og kun havde lukket mennesker ind min private dagligstue, der accepterede hele mig som menneske. Folk, der så mine begrænsninger og styrker og accepterede mine personlige valg. Jeg ved, at flere ikke er enige i dem eller ønsker at kopiere dem, men accepten af vores individuelle forskelligheder uden fordømmelse, er meget vigtig for mig.

Jeg var overbevist om, at alle mine private venner vidste, hvor hård en kamp det her med relationer og tillid stadig er for mig. Desværre viste det sig, at jeg ikke helt havde fod på det og blev derfor brændt for nylig. Det gjorde nas og relationen fik et cut. Ikke grundet uenigheder, men fordi mine personlige grænser blev overskredet i det øjeblik jeg fik øje på, at den indforståede, vigtige gensidige accept slet ikke var til stede og formentlig aldrig havde været der. Det var overraskende svært, men rigtigt for mig, at bryde ud af relationen.

Følte mig dum og naiv. Blev suget helt tilbage til tiderne, hvor mit sortseende mantra var "Stol ikke på andre, end dig selv". Risikoen for det samme vil ske igen, er til stede, med mindre jeg helt vil afskære mig muligheden for, at møde nye venner. Jeg har besluttet mig for, at det vil jeg ikke. Der findes så mange varme, givende, reflekterende, kloge og rummelige mennesker, som jeg vil tillade, at komme mig nær. Det destruktive mønster med at mistænke alle og enhver for at have lumske bagtanker, skal ikke hæmme mig. Jeg er bare fortsat nødt til, at passe ufattelig meget på mig selv.

Men hvor er det dog svært, at finde balancen i det. At turde stole på, at en ven er en ven. At turde dele, uden at være angst for, at blive misbrugt (igen). En ligesindet burde vide bedre. Det er i virkeligheden nok det mest smertelige ved bruddet her.

  • Kommentarer(6)//blog.smuktliv.dk/#post71