Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Hvorfor blogge?

At blogge er en uvurderlig del af min helingsproces, der formentlig vil være livslang. Mit liv har budt på megen sorg, smerte, kaos, glæde, kærlighed og lys i kraft af min fortid og nutid.

En del indlæg handler om italesættelse af følelserne omkring min opvækst i en dysfunktionel familie. Bloggen bliver også brugt til tankerne omkring, at være mor til et udviklingshæmmet barn med svært behandlelig epilepsi samt mere fredsommelige dagligdags ting.

Jeg er stadig i gang med processen og har valgt, at dele åbent og ærligt her på bloggen om sejrene og nederlagene.

Håber, at du får noget brugbart med på vejen. Du er meget velkommen til at kommentere på indlæggene, hvis du føler for det (også gerne anonymt). Velkommen til ♥

Barn krænket seksuelt i daginstitution

Seksuelle overgrebOprettet af Pernille Gyldensøe tir, januar 04, 2011 13:10:05

Jeg håber, at flere og flere forældre efterhånden får øjene op for, hvor sårbare vores børn er. Vi er nødt til at forholde os realistisk til, at det er et problem. Overgreb sker hver dag både indenfor og udenfor hjemmets 4 vægge.

Uden at skulle se bussemænd overalt og mistænkeliggøre enhver medarbejder i institutionen, skolen eller klubben er vi bare nødt til at erkende, at der findes mennesker i vores samfund, der har et stort problem med deres drifter.

Derfor er det så vigtigt, at vores system og lovgivning fungerer optimalt på dette område. Hvor ville det være fremragende, hvis én modig politiker/parti turde gå til valg med en god politik for overgreb mod børn. Jeg håber også, at vælgerne vil kræve af de folkevalgte, at de har en synlig og handlekraftig politik på området.

I Aarhus er en 22-årig mand før jul blevet sigtet for blufærdighedskrænkelse mod et barn. Han har arbejdet i 9 af kommunens daginstitutioner!!

Læs denne artikel fra Ekstra Bladet 4. januar 2011:

http://ekstrabladet.dk/112/article1480736.ece

Hatten af for Ole Kiil Jacobsen, der er chef for Børn & Unge i Aarhus Kommune. Han har informeret samtlige forældre i alle 9 institutioner pr. brev og indkaldt dem til informationsmøder.

Men selvom manden er sigtet, er han altså ikke dømt endnu. Derfor vil tiden vise om systemet svigter eller træder i karakter i endnu en grim sag om seksuelle overgreb mod børn.

OPDATERET D. 25. FEBRUAR 2011:

I Ekstra Bladet læste jeg i dag, at politiet frafalder sigtelsen mod den unge havemand, der skulle have misbrugt en lille 5-årig dreng. Drengens far og institutionslederen er ikke engang blevet afhørt. Endnu et eksempel på yderst kritisabelt politiarbejde.

Hvordan kan man med al rimelighed forsvare IKKE, at afhøre og undersøge alle tænkelige forhold vedr. så alvorlige anklager som seksuelt misbrug mod et lille barn? En person der har haft sin daglige gang i hele 9 af kommunens daginstitutioner. Er det vitterligt det lokale politis holdning, at sådanne sager ikke skal undersøges nærmere?

Faderen klager nu til Statsadvokaten. Jeg håber af hele mit hjerte, at Statsadvokaten derovre sender sagen tilbage til videre efterforskning. Det er noget sjusk! Det er en ommer!

  • Kommentarer(0)//blog.smuktliv.dk/#post6