Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Hvorfor blogge?

At blogge er en uvurderlig del af min helingsproces, der formentlig vil være livslang. Mit liv har budt på megen sorg, smerte, kaos, glæde, kærlighed og lys i kraft af min fortid og nutid.

En del indlæg handler om italesættelse af følelserne omkring min opvækst i en dysfunktionel familie. Bloggen bliver også brugt til tankerne omkring, at være mor til et udviklingshæmmet barn med svært behandlelig epilepsi samt mere fredsommelige dagligdags ting.

Jeg er stadig i gang med processen og har valgt, at dele åbent og ærligt her på bloggen om sejrene og nederlagene.

Håber, at du får noget brugbart med på vejen. Du er meget velkommen til at kommentere på indlæggene, hvis du føler for det (også gerne anonymt). Velkommen til ♥

Forslag til ændring af afhøringsmetoder af små børn i forbindelse med seksuelle overgreb

Andres bidragOprettet af Pernille Gyldensøe tor, marts 01, 2012 10:32:53

Der er mennesker, som trods personlig smerte kæmper for, at forbedre forholdene for andre ofre og pårørende i sager om seksuelle overgreb. Som en vigtig del af deres egen heling, er det konstruktive og fremadrettede blevet en bærende del af dette velargumenterede forslag. Oplægget er udarbejdet af medlemmer her fra netværket "Mere politisk fokus på overgreb mod børn" og fremsendt til:

Justitsminister Morten Bødskov, samtlige medlemmer af Folketingets Retsudvalg, Børnerådets formand Lisbeth Zornig Andersen, Bestyrelsesformand for Børns Vilkår Peter Albæk, Psykolog v/Red Barnet Kuno Sørensen, Formand for Psykisk Sårbar Poul Nyrup Rasmussen, Formand for Børne- og UngdomsPsykiatrisk Selskab i Danmark Jan Jørgensen samt stifter af "Mere politisk fokus på overgreb mod børn" Pernille Gyldensøe. Der udarbejdes endvidere et særskilt forslag til Socialminister Karen Hækkerup og Socialudvalgets medlemmer.

Det er bidende nødvendigt, at hele systemet omkring de misbrugte børn fungerer optimalt. Vi skylder dem, at gøre alt tænkeligt for, at de føler sig trygge under hele processen. Mit håb er, at man i forbindelse med de kommende Børnehuse vil tage forældrenes reflektioner og forslag med i overvejelserne.

Der vil være nogle andre hensyn at tage, såfremt det handler om incest-familier.

Da familien ønsker, at være anonyme, er jeg dem behjælpelige med at videreformidle deres vigtige forslag. Del meget gerne informationen. Jo flere vi er, der påvirker, jo større håb er der for forbedringer.

Forslag til ændring af afhøringsmetoder af små børn i forbindelse med seksuelle overgreb

Som bekendt foretages afhøring af små børn, af en politiassistent med særlig efteruddannelse. Så vidt vi kan se af uddannelsesprogrammet drejer dette sig om et 10 dages kursus med årlig opfølgning. Afhøringen optages på video til senere brug i retten. Videoafhører og en politiassistent kommer på hjemmebesøg ½-1 time dagen før, så barnet har hilst på dem. Forældrene må ikke være til stede ved afhøringen. Barnet sidder i en sofa evt. sammen med en trygheds person under afhøringen. Information til vores dreng, der på daværende tidspunkt var godt 4½ år var, at han blot skulle snakke med videoafhøren om, hvordan det var at gå i børnehaven. Denne videoafhøring tillægges en tung vægt i forhold til bevisførelsen.

Herudover afhøres forældrene af en politiassistent. Denne afhøring tillægges minimal vægt i forhold til bevisførelsen.

Vores forslag er følgende:

- uddannelse af retsbørnesagkyndige
- at afhøringer foregår over tre gange i et legerum
- at retsbørnesagkyndige er med ved afhøring af forældrene.
- at man i højere grad vægter forældres eller anden fortroligs udsagn i den videre efterforskning og bevisførelse
- at man øger fagligheden hos de, der arbejder med sagerne

Uddannelse af retsbørnesagkyndige
Vi foreslår, at man i stedet for at efteruddanne en politiassistent til videoafhører, giver erfarne børnesagkyndige en efteruddannelse i de juridiske aspekter, der er nødvendige for at kunne foretage en afhøring. Dette på linje med retsmedicinere og retspsykiatere.

Vi mener, at man for at kunne afhøre små børn, må have indgående kendskab til børns kognitive udvikling, deres måde at huske og udtrykke sig på samt grundig viden og erfaring med om børns reaktioner på trusler og traumer /PTSD (se vedhæftede rapport fra Børnerådet m.fl., s.16-17 samt eksempel fra "vores sag"). Man må desuden have klinisk erfaring med at aflæse små børns reaktioner på det der tales om, deres behov for ind imellem at trække sig i samtalen, og hvordan man skaber tryghed for et traumatiseret barn.

Det vil kræve en uddannelse svarende til børnepsykolog eller børnepsykiater samt længerevarende klinisk erfaring. Man vil aldrig kunne give en politiassistent samme viden og erfaring selv om denne efteruddannes. Derimod vil det være muligt at give en børnepsykolog eller børnepsykiater indsigt i de juridiske forhold, som er nødvendige for at kunne varetage en afhøring.

At afhøringer foregår over tre gange i et legerum
Vi mener, at en afhøring skal foregå over flere gange f.eks. tre gange i et rum indrettet med legetøj. Børnene har ofte været svært manipuleret, truet med politi og forældres vrede og kan i den grad være i tvivl om voksnes hensigt og troværdighed. Det er derfor vigtigt at barnet får den fornødne tid til at blive tryg ved afhøren og situationen. Det har f.eks. brug for at erfare, at forældrene stadig er der, når det kommer ud fra afhøringen og ikke er blevet taget af politiet eller skudt, som vores søn var blevet fortalt. Endvidere må man tage hensyn til, at det er helt unaturligt for et barn, at skulle sidde i en sofa og fortælle om så vanskelige ting uden at have muligheden for at bevæge sig rundt og "gå ud og ind", af det som er så svært at tænke på ved f.eks. at lege lidt. Man kan ikke forvente, at et barn - specielt ikke et traumatiseret barn -vil have den fornødne ro og tryghed til at sidde i en sofa og fortælle en fremmed person sammenhængende om overgreb i løbet af den tid, som en afhøring varer (for vores søn 20 min - ½ time) (se vedhæftet artikel af Mimi Strange, samt artikel af Kirsten Moesgaard).

Barnet bør have mulighed for at bevæge sig rundt i lokalet. Afhøreren bør være på gulvet sammen med barnet og deltage neutralt i evt. leg for at skabe den fornødne ro og tryghed. Det skal her bemærkes, at en erfaren børnesagkyndig netop har viden om, hvordan man i sit fysiske udtryk, toneleje og i de sætninger man formulerer, forholder sig neutralt til barnet, så det ikke påvirkes (f.eks. i leg kun gør, hvad barnet evt. instruerer en i at gøre, men aldrig tager initiativ eller kommer med forslag). Det kræver dog viden og lang tids klinisk erfaring, at kunne mestre disse teknikker. En børnesagkyndig afhører vil desuden have mulighed for at kunne aflæse barnets kropssprog og følelsesmæssige reaktioner, f.eks. øget motorisk uro, angst etc. En sådan vil også kunne vurdere om der i barnets forklaringer er sanseindtryk og beskrivelser af følelser, hvilket gør vidneudsagnene troværdige. Et lille barn kan netop ikke som en voksen "regne ud", hvordan det må opleves, hvis ikke selv de har stået i situationen. (se i øvrigt Mimi Strange og Børnerådet). Det er i den sammenhæng meget vigtigt at man forstår, at en observation af et barn er noget helt andet end en terapeutisk intervention, hvor man jo selvfølgelig påvirker barnet. Det synes som i hvert tilfælde nogen jurister ikke helt er klar over denne forskel.

Man kan mene, at det vil være for voldsomt for et barn, at skulle afhøres over tre gange. Men, hvis det ikke har været udsat for overgreb, vil det blot opleves som hyggeligt. Har det været udsat for overgreb, er det i vores øjne langt mere skadeligt for barnet ikke at få en reel mulighed for at fortælle om overgrebene. Vores søn, som jo ikke forstår det juridiske system, retssikkerhed etc. kæmper stadig med at forstå, hvorfor det den mistænkte gjorde ikke fik nogen konsekvenser. Det fylder faktisk så meget i hans verden og selvforståelse, at det er et meget centralt punkt i hans helingsproces, at skulle lære at leve med det. Set i bakspejlet ville det klart have været bedre for ham, om overgrebene ikke var blevet anmeldt. Ikke fordi afhøringen var traumatisk, men fordi han så ikke havde fået oplevelsen af, at politiet faktisk syntes, at det var i orden at mistænkte gjorde de ting ved ham, som han nu gjorde.

At retsbørnesagkyndige er med ved afhøring af forældrene
Desuden mener vi, at det vil være hensigtsmæssigt at en retsbørnesagkyndig deltager ved afhøring af forældrene. En sådan vil kunne indsamle oplysninger om barnets tidligere adfærd, om der er adfærdsændringer svarende til, at barnet kan have været udsat for overgreb, om de udtalelser barnet er kommet med er karakteristisk i forhold til alderen for et barn, der har været udsat for overgreb og ikke mindst kunne vurdere om barnets adfærd og følelsesmæssige reaktioner i forbindelse med, at det har fortalt om overgrebene tyder på at barnet har været udsat for overgreb. (se evt. Mimi Strange og Kirsten Moesgaard).

Man kan endda tænke, at en retsbørnesagkyndig i nogle tilfælde vil være i stand til afværge sager, som ikke er reelle på baggrund af deres viden.

At man i højere grad vægter forældres eller anden fortroligs udsagn i den videre efterforskning og bevisførelse
Det kan undre at man ikke i højere grad tager det, som barnet har sagt til forældre eller andre med i betragtning, når man vurderer, hvilke efterforskningsmæssige skridt der skal tages. F.eks. hvis barnet nævner andre børn, billeder eller lignende. Vores søn har f.eks. flere gange nævnt over for os, at vedkommende tog billeder, hvilket politiet er informeret om. En ransagning af ens computer er klart et indgreb i privatlivets fred. Men sådanne sagers alvor taget i betragtning, synes det at være et forholdsvist lille indgreb.

At man øger fagligheden hos de, der arbejder med sagerne
I vores øjne vil ovenstående give mulighed for at børnesagkyndige og politi vil kunne få et frugtbart samarbejde, hvor man bedst muligt støtter sig til hinandens viden og ressourcer. Et sådant samarbejde vil også kunne øge politi og juristers viden om børns udtalelser og reaktioner ved overgreb, samt hvilke alvorlige konsekvenser det får for et barn, at have været udsat for overgreb. Det er vores indtryk, at deres nuværende viden i for høj grad bygger på forestillinger, som er forladt af fagpersoner og, som der ikke er fagligt belæg for. Man kan få indtrykket af, at man måske er lidt utilbøjelig til at erkende, at der ikke er tale om en ekspertviden og deraf behovet for at læne sig op ad andre faggrupper, der har den fornødne viden og erfaring. Det kan endda synes som, at der i nogen grad hersker mistillid mod børnesagkyndiges faglighed. Det skyldes måske i nogen grad nogle uheldige sager for år tilbage. Men måske også, at man når man besidder en begrænset viden, ofte ikke har blik for, hvor meget man faktisk ikke ved og derfor er tilbøjelig til at drage forsimplede slutninger.

Det er klart, at der vil være tale om en dyrere løsning. Men som systemet fungerer nu, får de helt små børn reelt set ikke mange chancer for at fortælle om overgrebene. Det er klart, at man af hensyn til retssikkerheden må være sikker på, at der har fundet overgreb sted. Men med det nuværende system, kan man være bekymret for, at det netop er de mest alvorlige sager, hvor børnene har været alvorligt truet og manipuleret, er angste og evt. lider af PTSD og sager, hvor børnene er meget små, der falder igennem det meget "grovmaskede net", der spændes ud. Man må selvfølgelig ikke gå på kompromis med retssikkerheden, men man skylder de børn, der har været udsat for overgreb, at der gøres en optimal indsats. At man benytter de fagfolk, der har den største ekspertise til de forskellige problemstillinger og at man samarbejder fordomsfrit. Dvs. børnesagkyndige til at tale med og vurdere barnet og politifolk og jurister til at tage sig, at de juridiske og mere politimæssige opgaver.

Det er en stor skam, hvis modstand mod at lytte til andre faggrupper, der har ekspertisen, fordomme og evt. gamle stridigheder faggrupper imellem får lov at forhindre, at vi som samfund gør alt, hvad der er muligt for at hjælpe de små børn, der har været udsat for overgreb og forhindre nye overgreb i den udstrækning det overhovedet er muligt.

Artikel af Mimi Strange:
http://infolink2003.elbo.dk/PsyNyt/Dokumenter/doc/10084.pdf
Artikel af Kirsten Moesgaard:
http://infolink2003.elbo.dk/PsyNyt/Dokumenter/doc/10813.pdf
Rapport fra Red Barnet, Børnesagens Fællesråd og Børnerådet:
http://www.brd.dk/files/Brd.dk%20Filbibliotek/PDF%20FILER/rapporter_word/Modenoptimalmodel.pdf

  • Kommentarer(0)//blog.smuktliv.dk/#post58