Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Hvorfor blogge?

At blogge er en uvurderlig del af min helingsproces, der formentlig vil være livslang. Mit liv har budt på megen sorg, smerte, kaos, glæde, kærlighed og lys i kraft af min fortid og nutid.

En del indlæg handler om italesættelse af følelserne omkring min opvækst i en dysfunktionel familie. Bloggen bliver også brugt til tankerne omkring, at være mor til et udviklingshæmmet barn med svært behandlelig epilepsi samt mere fredsommelige dagligdags ting.

Jeg er stadig i gang med processen og har valgt, at dele åbent og ærligt her på bloggen om sejrene og nederlagene.

Håber, at du får noget brugbart med på vejen. Du er meget velkommen til at kommentere på indlæggene, hvis du føler for det (også gerne anonymt). Velkommen til ♥

Lukkethed i medierne

GrænsesætningOprettet af Pernille Gyldensøe man, januar 23, 2012 16:51:11

Jeg kæmpede en brav kamp for at få medierne i tale, da jeg stod frem med min bog. Rigtig mange afviste mig dengang og var underligt nok slet ikke interesseret i, at forholde sig kritisk til vores system, politiets håndtering af sagerne eller den gældende lovgivning. De ville hellere have historien. Snavset. Smerten. Mig, som offer.

Tænkte, at det kunne være en start og der så derefter kunne blive plads til det fremadrettede: Mine håb og visioner for ændringer på området for andre seksuelt misbrugte og deres pårørende. Det har jeg også med held og indimellem snuhed fået indflettet, bl.a. på direkte TV (hvor jeg følte mig taget i r*ven af journalisten), men det er med beklagelse stadig ikke dét, der er relevant for medierne. Det er stadig bare mig og min skæbnehistorie, de er ude efter. Hvad jeg mener, der kan gøres bedre på dette tabubelagte og underbelyste område, er irrelevant i deres øjne. Jeg er jo bruger/offer. Der findes et hav af eksperter, der kan udtale sig om det andet. Folk, der har læst sig til deres viden og aldrig selv på egen krop har været der. Det har jeg så sagt fra overfor nu. Jeg vil ikke mere. Jeg er ikke kun et offer med en grim historie. Jeg er et menneske med en personlig erfaring, jeg ikke længere skammer mig over, men har brug for at udnytte konstruktivt og fremdadrettet for, at det giver ordentlig mening for mig. Jeg vil ikke bare være et ansigt på en grim historie. Nul. Niks. Færdig med det.

Så jeg siger nej disse dage - ja, har faktisk gjort det i flere måneder. For jeg er personligt rigtig træt af, at skulle forklare mig, nuancere og uddybe hver gang jeg har medvirket i et program eller en artikel. At få ting til gennemlæsning inden udgivelsen, er ikke altid en garanti, har jeg bittert måtte erfare. Så ryger der lige en dramatiserende misvisende mellemrubrik ind, der ikke passer. Eller også bliver teksten kortet af på redaktørens bord, så tingene bliver taget ud af en sammenhæng og dermed fremstiller mine synspunkter "spidst".

Hver gang jeg siger nej til pressen, mærker jeg et lille stik i hjertet af svigt. Svigt overfor børnene og de voksne ofre. At jeg som tør fortælle, ikke vil længere. Jeg vil stadig tale sagen, når bare sagen ikke er min egen personlige sag. Og fortsætter som jeg hidtil har gjort med Facebook-siderne, min blog, hjemmeside, foredrag og kontakten til politikerne. Enkelte journalister har jeg et vældig godt samarbejde med, og her vil jeg stadig byde ind, hvis jeg kan stå inde for vinklen. Men jeg må desværre nok erkende, at der er for meget herinde i hjerte og sind til, at det kan kortes ned til et kortvarigt interview på TV eller i et dameblad. Jeg bryder mig ikke om begrænsninger, derfor bruger jeg bloggen til at få det ucensureret ud, som jeg synes er presserende og vigtigt.

Noget jeg også er rigtig træt af, er personificeringen af krænkeren og billedeliggørelse af overgrebene fjerner fokus fra det, det handler om. Medierne eeeeeelsker, at få alle detaljer omkring relationen ud af ofret, også gerne hvor det geografisk fandt sted. De vil også vældig gerne have et par eksempler på overgrebenes karakter. For mig at se, er det fuldstændig ligegyldigt, hvem der har krænket. Giver incest ligesom ikke sig selv? Senfølgerne er meget ofte nøjagtig de samme, hvad enten vi taler om overgreb begået af en mor, onkel, bror eller søster. Det er lige svært. Lige smerteligt. Behøver vi detaljer for at vide, hvad seksuelle overgreb handler om? Jeg gør ikke. Har ikke brug for udpenslingen og vil heller ikke bidrage med den selv.

En anden meget væsentlig grund er også, at jeg rent faktisk har familierelationer, jeg gerne vil bevare og ikke er interesseret i at bryde. Det slider at dele. Ikke kun på mig selv, men for alle involverede. Derfor vælger jeg, at henvise til andre, der kan bidrage positivt til debatten og spare mig selv lidt. For der er nogen, der gentagne gange har påpeget overfor mig, at jeg skal passe på mig selv. Så det prøver jeg nu.

  • Kommentarer(3)//blog.smuktliv.dk/#post50