Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Hvorfor blogge?

At blogge er en uvurderlig del af min helingsproces, der formentlig vil være livslang. Mit liv har budt på megen sorg, smerte, kaos, glæde, kærlighed og lys i kraft af min fortid og nutid.

En del indlæg handler om italesættelse af følelserne omkring min opvækst i en dysfunktionel familie. Bloggen bliver også brugt til tankerne omkring, at være mor til et udviklingshæmmet barn med svært behandlelig epilepsi samt mere fredsommelige dagligdags ting.

Jeg er stadig i gang med processen og har valgt, at dele åbent og ærligt her på bloggen om sejrene og nederlagene.

Håber, at du får noget brugbart med på vejen. Du er meget velkommen til at kommentere på indlæggene, hvis du føler for det (også gerne anonymt). Velkommen til ♥

Nuancer er det nye tabu

Seksuelle overgrebOprettet af Pernille Gyldensøe tor, januar 19, 2012 23:33:32

Overvejelser
Det her blog-indlæg har jeg tænkt, opvejet og grundet over i flere måneder. Jeg har været tilbageholdende, fordi jeg var nervøs for folks reaktioner. At de ville hade mig, se anderledes på mig og behandle mig som en spedalsk. Faktisk meget lig de samme bekymringer jeg havde, inden jeg valgte at stå frem med min incesthistorie. Jeg vil ikke tøjles, tæmmes eller holdes tavs af frygt for andres reaktioner. Også selvom det betyder, at jeg mister støtter til sagen, fordi de ikke er enige eller jeg konfronterer dem med ting, de ikke vil forholde sig til. For jeg vil ud af det mønster, hvor jeg for enhver pris skal tilpasse mig og please andre.

Tabuet i tabuet
Incest og seksuelle overgreb er tabu. Punktum. Stadig i 2012 har vi svært ved at tale om det. Synes dog klart, at tendensen peger i retning af, at vi bliver bedre til at tale om det - desværre på baggrund af store opsigtsvækkende sager i pressen med ødelagte uskyldige små børns liv til følge. Er tabuet kun, at man skammer sig over at være blevet misbrugt? Nej, der er faktisk flere tabuer i tabuet.

Det er f.eks. et kæmpe-tabu at indrømme, at man også har holdt af det menneske, der har krænket en. Det må man ikke, for det siger alle de andre, er forkert. Vi skal hade dem, ønske de dør en lang og pinefuld død og vi skal have hævn, skal vi! Nu er jeg mærkværdigvis sådan indrettet, at jeg sjældent passer ind i folks forestillinger om et "rigtigt" offer. Jeg er et mærkeligt offer. Ligesom jeg var et mærkeligt barn, der ikke blev forstået. Det er åbenbart mit lod i verden, at jeg stikker udenfor - selv i et netværk, jeg har skabt. So be it. Jeg er vant til det, selvom det gør ondt.

Jeg tør godt stå ved med navn, fjæs og det hele, at jeg har hadet, afskyet, forbandet, været bekymret, beskyttet, følt sorg over OG elsket min krænker. There! I said it! Hader du mig nu? Så må det være sådan. Jeg kan stadig godt huske og smile af de sjove og gode ting vi havde sammen. Det betyder jo IKKE, at jeg elsker og med et smil mindes alt det grimme. Jeg kan godt adskille tingene. Og derfor oplever jeg af og til, at folk synes jeg er mærkelig. Forkert. Anderledes.

De positive følelser i relationen bliver på den måde gjort til noget skamfuldt. Andre vil jo tro, at man dermed også godt kunne lide overgrebene og at det var ens egen skyld. Mere skyld. Mere skam. Mere selvhad. Behøver vi egentlig mere af det?

Hvorfor?
Hver gang der dukker en ny sag op, bliver der altid spurgt: "Hvorfor sagde børnene det dog ikke til nogen?". Øh..hvorfor tror du? Tror du det kan have noget at gøre med, at børn i dysfunktionelle familier er opfostret med, at hjemmets regler og normer overtrumfer samfundets? Mon det kan skyldes, at børnene rent faktisk er dybt afhængige af deres allernærmeste relationer og elsker dem betingelsesløst, uanset hvad de bliver budt? Gad vide om det hænger sammen med, at børn ikke har den voksnes overblik og perspektiv og derfor ikke kan træffe en sådan beslutning alene? Mon et misk-mask af modsætningsfyldte hadefulde kærlige følelser holder et så solidt greb i børnene, at de er usikre på, hvad der er rigtigt og forkert? Hvor mange små børn tror du med fryd og et smil på læben har lyst til, at sende deres familie direkte i fængsel?

Jeg er 34 år gammel. Alligevel kan jeg godt huske alle forbeholdene og argumenterne for, at jeg ikke "bare sagde det til nogen". Jeg turde ikke. Var bange for konsekvenserne. Ville holde sammen på den lille smule familie, jeg trods alt havde. For hvad var jeg uden dem? Og jeg havde det jo heller ikke dårligt hele tiden.

Da jeg startede ved psykologen var det med henblik på, at få bearbejdet alt det frygtelige. Derfor har de smertefulde, angstfremkaldende, hadefulde og svære sekvenser været hentet frem - op til overfladen, frem i lyset. Og det overdøver naturligvis det gode, der trods alt var engang imellem. Med dunkende hjerte, tør hals og kvalme fandt jeg for nogen måneder siden mine gamle dagbøger frem oppe på loftet. Tiden fra teenageårene. Dér, hvor jeg havde det svært med mig selv og omverden.

Havde ellers sagt til mig selv, at jeg ikke ville kigge i dem. Jeg følte mig ikke parat til det. Det måtte vente. For jeg frygtede, hvad jeg skulle læse og hvad indtrykkene ville fremkalde af minder. Alligevel måtte jeg lige kigge én af dem igennem. Til min store overraskelse var der mange sider med hyggelige timer fra det år. Der var dage, hvor vi havde lejet videofilm og spist chips og slik. Byture til Kbh. hvor vi var på Burger King. Aftener, hvor vi var sammen med andre og havde det sjovt. Gode minder. Harmløse minder. Skal jeg så slette dem og kun huske de smertefulde minder? Det har jeg ikke tænkt mig. Og da slet ikke fordi andre forventer det af mig.

Relevans
Hvorfor er det relevant for debatten om overgreb? Jeg mener, at det er bidende nødvendigt, at vi får vendt de modsætningsfyldte følelser misbrugte børn har for deres familie, når det drejer sig om incest. Ellers går vi og stikker os selv blår i øjet og negligerer barnets perspektiv. Hvis vi ikke formår, at se det med det forvirrede barns øjne og over-ruler dets følelser, mener jeg, at vi svigter.

Selvom jeg føler mig meget alene med mine synspunkter, så tror jeg på, at nogen børn føler tilknytning og kærlighed til deres bødler. Tænker også, at der er voksne ofre imellem - men de vil nok værge sig ved at tilkendegive det af frygt for omgivelsernes reaktion. Men børnene er ikke modne nok endnu til ved egen kraft, at tage permanent afstand fra familien. De er forvirrede, fordi de både oplever smerte og kærlighed. Det tager tid. Lang tid. Og de skal selv nå til den beslutning, der føles rigtig for dem. Det er ikke hverken din eller min opgave, at pådutte dem vores forventninger om had og død.

Om jeg dermed mener, at seksuelle overgreb er ok og børnene så skal blive hjemme? Nej. Nej. Og nej.

Kampen for sagen
Da jeg gik ind i kampen om synliggørelse af overgreb, gjorde jeg det med det klare mål, at andre børn ikke skulle igennem det samme helvede som jeg. Jeg ville gøre alt, hvad jeg kunne for, at skabe debat, synlighed, politisk handling og initiativer der altsammen skulle munde ud i (på sigt), at nogle overgreb kunne undgåes. At barneliv kunne spares.

Jeg vadede uvidende ind i kampen med en naiv forventning om, at jeg ville danne bro. Jeg ville være et bindeled mellem de misbrugte børn (og senere voksne) og omverdenen, herunder befolkningen, politikerne og fagpersonerne. Jeg havde en fuldstændig indædt tro på, at det kunne jeg godt, alene. Det kan man så ikke helt alene og med glæde oplever jeg flere og flere engagerede støtter til sagen. Nogen vil givetvis falde fra, når de har læst dette blog-indlæg til ende. Fordi jeg er for markant anderledes fra dem.

Tidlig indsats
Når vi taler om tidlig indsats, tænker de fleste på at der skal gribes ind, når børnene er født. Hvad med at gribe ind inden de bliver født? Det er ligesom for sent, hvis skaden er sket. Har vi ikke en forpligtelse for, at forhindre al den smerte vi kan?

En idé jeg smed op til sundhedspersonale, forskere og formanden for socialudvalget Özlem Cekic var, at man allerede ved konstatering af graviditeten gjorde de vordende forældre opmærksomme på, at hvis de selv havde været udsat for vold, svigt eller overgreb i deres barndom, så kunne det muligvis blive problematisk under graviditet, fødsel og i rollen som forælder. Allerede der skulle de vide, hvor man kunne opsøge hjælp, hvis man manglede råd og støtte. Dette uden fordomme eller kritik, kun en håndsrækning som jeg af bitter erfaring ved, er vældig svær at bede om selv.

Det kunne f.eks. være et tilbud om grupper med ligesindede under supervision, sparring med prof., terapi, mentor-ordninger efter fødslen m.m. De kommende forældre skal rustes bedst muligt, så de ikke selv ender med at omsorgssvigte deres egne børn. Jeg siger IKKE, at ALLE omsorgssvigtede børn, bliver dårlige forældre! Men når vi ved, at omsorgssvigt gør sig gældende både for misbrugte og krænkende børn, må vi hellere gøre for meget, end for lidt. Noget kan man trods alt nok lære, selvom man mener at have helt styr på håndteringen af barnet. INGEN børn fortjener at blive omsorgssvigtet. Heller ikke dem, der senere i livet gør noget dumt.

Bagvedliggende årsager
Her bevæger jeg mig virkelig ud på gyngende grund, for nu begynder det at blive farligt.

Vi fristes til at tro, at krænkere udelukkende er nogle dumme svin med horn i panden. Når de modbydelige overgrebshandlinger skilles fra personen, står der et menneske tilbage. Et menneske, der både kan være veltalende, let omgængelig, charmerende, omsorgsfuld og rar. Der er også de brovtende, utiltalende, usoignerede typer. Men den anden type findes altså. Og det gør den skarpe linie mellem dem og os utydelig. Det bryder vi os ikke om, for så er det for tæt på. Så kan det jo i princippet være hvem som helst i vores familie og omgangskreds, der gør sådan noget svineri og det vil vi helst ikke have.

Jeg nægter pure at tro på, at man vågner op som 40-årig og tænker: "Nu skal jeg dæleme ud og misbruge nogle børn". Selvom det er belejligt og bekvemt kun at tænke på en voksen krænker, der gør ækle ting, så vil jeg ikke ned af den vej. Den ensidige vej. Jeg tror, at problemerne med grænseoverskridelse sker langt tidligere. De færreste af os har overskud eller lyst til at forestille os den modbydelige voksne krænker, som den lille søde baby, der blev født engang. Der findes mange uhyrlige muligheder i videnskaben for mærkelige fødsler, men granvoksne mænd/kvinder med seksuelt krænkende adfærd, har jeg dog aldrig hørt om fra landets fødestuer. Så på et tidspunkt har vedkommende været barn. Uskyldig. Uberørt. Dybt afhængig af sine forældres kærlighed og omsorg.

På nuværende tidspunkt sidder der nogen og skummer ud af munden af vrede. Fordi de mener, at jeg sidder og taler krænkerens sag, forsvarer ham/hende og holder med dem. Nej. Jeg taler ud fra barnets perspektiv. Alle børn fortjener et godt fundament. Vi er ikke kun forpligtede til at drage omsorg om de "gode" omsorgssvigtede børn. De "onde" omsorgssvigtede børn er sådan set også en del af det. Hvem bliver de "gode" og hvem bliver de "onde"?

Der kan være adfærdsforstyrrelser, der gør sig gældende. Misbrug af stoffer og alkohol. Givetvis også noget genetisk. Måske man skulle forske lidt mere i det, fremfor at granske i, hvorfor overgrebssager kun dukker op i Udkants-Danmark. Det er da det dummeste jeg har hørt i år. Undskyld, Fru Forsker. Men overgreb sker altså også i tæt befolkede områder!

Tidlig indsats og et helhedsorienteret syn på problematikkerne mener jeg er nødvendigt for, at vi kan stoppe nogle af overgrebene og udviklingen af nye unge krænkere. Vi kommer det aldrig til livs ved kun at se på dem, der ryger i fælden som voksne. Det er falsk tryghed. Og det er et samfundsmæssigt svigt, hvis ikke vi tænker anderledes og mere nuanceret.

Og hvorfor så hele den her smøre med fare for, at miste anseelse? Fordi jeg gør det her af én grund: For at forhindre, at andre børn skal igennem det samme helvede som jeg ♥ BUM.

Heldigvis er det ofte sådan med dommedagsforestillinger, at de ikke holder stik. Jeg blev ikke udstødt, men tværtimod bakket op af flere i netværket. Læs også kommentarene her fra FB-siden "Mere politisk fokus på overgreb mod børn"

  • Kommentarer(11)//blog.smuktliv.dk/#post49