Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Hvorfor blogge?

At blogge er en uvurderlig del af min helingsproces, der formentlig vil være livslang. Mit liv har budt på megen sorg, smerte, kaos, glæde, kærlighed og lys i kraft af min fortid og nutid.

En del indlæg handler om italesættelse af følelserne omkring min opvækst i en dysfunktionel familie. Bloggen bliver også brugt til tankerne omkring, at være mor til et udviklingshæmmet barn med svært behandlelig epilepsi samt mere fredsommelige dagligdags ting.

Jeg er stadig i gang med processen og har valgt, at dele åbent og ærligt her på bloggen om sejrene og nederlagene.

Håber, at du får noget brugbart med på vejen. Du er meget velkommen til at kommentere på indlæggene, hvis du føler for det (også gerne anonymt). Velkommen til ♥

Det lille menneske

Politik og lovgivningOprettet af Pernille Gyldensøe lør, december 03, 2011 20:54:54

Da jeg stod i mit livs mest desperate og rædselsfulde situation for lidt over 1 år siden, var min sidste udvej, at offentligheden ville være mit vidne. Til det havde jeg hårdt brug for seriøse medier, der gik ind og hjalp mig med udbredelsen af mit budskab. For at beskytte mig selv og min lille familie.

Jeg havde meget på hjerte. Der var en fortid, en nutidig dødstrussel og et meget vigtigt budskab om vores retssystem, jeg ville have ud: At man som lille menneske i Danmark ikke altid kan være sikker på, at ordensmagten vil hjælpe en borger i nød og at vi har en lovgivning, der er medvirkende til at seksuelle overgreb med tiden bliver straffri. Årene arbejder for krænkerne pga. Forældelsesfristen. Det var i virkeligheden det mest krænkende jeg havde været ude for, fordi det rokkede ved min retsbevidsthed. Det sparkede mit naive billede af et velfungerende retssamfund i smadder.

Fra en ende af tog jeg kontakt til medierne. De store toneangivende aviser, hvor jeg håbede på, at jeg ikke blot ville ende på forsiden som "Ugens incestoffer". Dem, hvor jeg var sikker på, at min situation ville blive behandlet med respekt og værdighed. Og jeg blev afvist. De ville ikke hjælpe mig. Jeg stod med mit liv, hjerte og lidelse i hænderne og forsøgte, at give dem det. Og de afviste mig.

Jeg havde aldrig før bedt om hjælp. For jeg kunne jo ikke stole på nogen alligevel. Og hvad skulle det til for, at blotte noget så latterligt som ens allerinderste følelser og smerte. De to første gange jeg i mit voksne liv havde rakt ud og bedt om hjælp - blev jeg afvist. Først af politiet, dernæst af medierne.

Det har aldrig handlet om forfængelighed, sådan noget "Se mig!". Jeg tror, at jeg kunne finde på de første 1.000 andre ting jeg hellere ville ende i aviserne for, end at jeg havde haft en traumatisk barndom og nu blev truet som voksen. Det handlede om beskyttelse og jeg tog det for givet, at vores 4. statsmagt - medierne - ville beskytte os.

Så jeg slap dem, medierne. Resignerede og påbegyndte en anden strategi. Jeg måtte få politikerne i tale. Som sendt fra himlen kom den lokale tv-station TV-Bella mig til undsætning. Fantastiske Louis Clement og Helle Spangerup ville gerne hjælpe mig med, at få mine budskaber ud. Derfra gik det slag i slag. Vi lavede interviews på Christiansborg, holdte tv-transmitteret foredrag og en offentlig politisk høring.

Nu behøvede jeg ikke længere være opsøgende omkring medierne. De kontaktede mig. Ydmygelsen sad stadig dybt i mig, fra da de afviste mig i nøden. Men jeg måtte hæve mig over det, for det handlede ikke om mig. Det handlede om, hvad min åbenhed kunne gøre af forskel for andre. Ikke mindst for de børn, der misbruges lige nu.

Derfor har jeg været i mange dameblade, tv-udsendelser, aviser og diverse arrangementer. For jeg vil gerne gøre en forskel for af-tabuisering og lovændringer, hvis jeg kan. Og så må de sårede følelser gemmes lidt af vejen. Det er jo for sagens skyld.

Men jeg er stadig bare et lille menneske. Et lille komplekst og nuanceret menneske, der ikke altid finder roen og svaret i det næstekærlige og universielle. Men bare har brug for, at holde lidt fast i og rase over, når jeg føler mig pisset på. Og den følelse har jeg lige haft kontakt med i dag.

En af de aviser, der afviste mig med, "at de altså ikke bragte enkelt-historier", har netop kontaktet mig med det helt præcise formål, at bringe min enkelt-historie. Ironisk, ikke?

Så i dag vil jeg give mig selv lov til, at ryste på hovedet, bide i en pude og skrige til himlen over ironien, fnyse i foragt over mediernes dobbeltmoral og de indbyrdes ombyttede roller. I morgen når jeg har genvundet fatningen, vil jeg så glæde mig over, at der nu bliver sat alvorligt fokus på mit udgangspunkt: Forældelsesfristen i sager om seksuelt misbrug, som jeg klart mener bør ophæves.

Hvis du går ind for, at retssikkerheden for ofrene skal være en selvfølge, er du velkommen til at støtte op om lovændringen på denne underskriftsindsamling.

  • Kommentarer(0)//blog.smuktliv.dk/#post38