Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Hvorfor blogge?

At blogge er en uvurderlig del af min helingsproces, der formentlig vil være livslang. Mit liv har budt på megen sorg, smerte, kaos, glæde, kærlighed og lys i kraft af min fortid og nutid.

En del indlæg handler om italesættelse af følelserne omkring min opvækst i en dysfunktionel familie. Bloggen bliver også brugt til tankerne omkring, at være mor til et udviklingshæmmet barn med svært behandlelig epilepsi samt mere fredsommelige dagligdags ting.

Jeg er stadig i gang med processen og har valgt, at dele åbent og ærligt her på bloggen om sejrene og nederlagene.

Håber, at du får noget brugbart med på vejen. Du er meget velkommen til at kommentere på indlæggene, hvis du føler for det (også gerne anonymt). Velkommen til ♥

Life was a bitch and so was I

Barndom & ungdomOprettet af Pernille Gyldensøe søn, november 27, 2011 18:36:54
Indrømmet: Jeg var en bitch. Overfor piger og drenge i skolen der stak udenfor. Måske var de for tykke, for smukke, for artige, for søde. I hvert fald tændte deres adfærd en ukontrollerbar vrede indeni mig. Måske var jeg i virkeligheden bare misundelig på deres liv? Jeg er langt fra stolt af min opførsel, men det giver næppe nogen mening, at fortie den. For den rummer et budskab.

I en lang periode havde Bon Jovi og deres kæmpe permanent-bobhår en særlig plads i mit hjerte. Det har de stadig og da jeg i dag havde lyst til at genhøre et af deres hits, fløj jeg lige tilbage til den tid. Hvor jeg var træt af livet og mig selv. Og var en bitch.


Sådan så jeg ud. 14 år. Lædervest. Lange sorte støvler. Sorte stramme jeans. Blå neglelak. Stor sølvring med en ørn - god at slå med. Stort hår. Tomt blik i kohlindfattede øjne.

Det var en årsag til, at jeg havde brug for det her ydre skjold. Der var så mange signaler, der burde få klokkerne til at ringe. Men skete der noget? Nej. Det blev afskrevet som teenage-oprør, der ganske vist startede en del år før jeg blev teenager. Helt præcist omkring 10 års alderen. Konstant var jeg i alarmberedskab. Parat til at slås for mit liv alle timer i døgnet.

Jeg kan ikke bruge bebrejdelser til noget som helst. Men jeg undrer mig. Undrer mig over, at ingen voksne omkring mig reagerede på, at jeg gik fra den musestille artige pige til en utilnærmelig, aggressiv og provokerende møgunge meget tidligt. Jeg forstår det ikke. Forstår ikke, at ingen satte spørgsmålstegn ved den adfærdsændring.

Når jeg læser en artikel som denne, hvor danske børn har Nordens rekord i slagsmål, bliver jeg dybt bekymret. Bekymret for om de omtalte børn nu også får den nødvendige opbakning og støtte til, at bryde de voldelige mønstre? Bekymret for om skolen og politiet naivt tror, at sanktions-metoden løser alle problemerne? For de børn der har levet i voldelige hjem altid, er volden den måde man løser problemer på. Hvor svært kan det være for udenforstående, at forstå den frustration og smerte, der gemmer sig bag de tomme blikke?

De børn og unge har brug for at lykkes med noget. At få opbygget deres selvværd, så de ikke har brug for at hævde sig på bekostning af andre. De har stærkt brug for fornuftige alternativer til vold og at komme i kontakt med deres følelsesliv. Mit gæt er, at de børn og unge artiklen omtaler, har vældig svært ved at udtrykke følelser verbalt. De taler, lever og hævner gennem næverne.

De lærer ingenting af, at blive ekskluderet fra skolen og sat i spjældet. Det vil kun bekræfte dem i, at de er bunden af bunden og ingen bryder sig om dem. At de ikke er gode nok. Hvorfor så ændre sig?

Jeg har sagt det før og siger det igen: Skræl de mange lag af møg-ungen inden du dømmer. Inderst inde er det blot et lille bange barn, der bare har brug for at føle sig god nok og hungrer efter lidt ærlig oprigtig forståelse.

  • Kommentarer(4)//blog.smuktliv.dk/#post37