Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Hvorfor blogge?

At blogge er en uvurderlig del af min helingsproces, der formentlig vil være livslang. Mit liv har budt på megen sorg, smerte, kaos, glæde, kærlighed og lys i kraft af min fortid og nutid.

En del indlæg handler om italesættelse af følelserne omkring min opvækst i en dysfunktionel familie. Bloggen bliver også brugt til tankerne omkring, at være mor til et udviklingshæmmet barn med svært behandlelig epilepsi samt mere fredsommelige dagligdags ting.

Jeg er stadig i gang med processen og har valgt, at dele åbent og ærligt her på bloggen om sejrene og nederlagene.

Håber, at du får noget brugbart med på vejen. Du er meget velkommen til at kommentere på indlæggene, hvis du føler for det (også gerne anonymt). Velkommen til ♥

Jagten

Angst og relationerOprettet af Pernille Gyldensøe søn, november 20, 2011 23:51:43
Mit hjerte hamrer i brystkassen, min vejrtrækning er hurtig og panisk. Febrilsk står jeg og fumler med nøglerne til opgangs-døren. Kan ikke finde den rigtige nøgle. De hastigt nærmende skridt og den ophidsede aggressive råben på mit navn kommer tættere på.

Åh nej...jeg taber nøglebundtet. Begynder at græde i desperation. Finder med rystende hænder den rigtige nøgle og får åbnet døren til opgangen. Opgangen til mit barndomshjem. Styrter ind, mens jeg hører ophidsede råb bag mig.

Der er én mere. Én, der vil beskytte mig. Han beordrer min bøddel til, at lade mig være i fred. Bødlen er ligeglad. De skændes. Jeg vinder nogle sekunders vigtige forspring. Et kort øjeblik overvejer jeg, at tage elevatoren op til lejligheden. Men ved, at så vil jeg for alvor blive fanget.

Lister ubemærket ud af bagdøren, sniger mig rundt om hjørnet hen mod opgangs-døren. Lytter intenst. De går ind i opgangen, døren smækker i. Jeg løber hen i buskene og gemmer mig som et jaget dyr. Kryber helt sammen, tør næsten ikke trække vejret. Der går ikke længe, før min bøddel opdager, at jeg ikke tog elevatoren op til lejligheden.

Buskenes blade er faldet af. Jeg opdager pludselig, at jeg er sårbar. Synlig. Så kommer to biler med hvinende dæk kørende. På fortovet. Det er vanvittigt. Jeg ser bødlen i den ene bil. Vred, søgende, optændt af had. Jeg skal dø. Jeg ved, at jeg skal dø. Holder vejret, da bilen passerer den nøgne afpillede busk. "Du må ikke se mig, kør videre, kør videre" tænker jeg. Som bilen skal til at dreje til højre ned af cykelstien, får bødlen øje på mig. I et splitsekund mødes vores øjne. Et selvtilfredst smil breder sig i ansigtet på bødlen. Jagten sætter ind.

Springer ud af busken, får flænset mine bare arme. Løber hurtigere end jeg nogensinde har gjort over parkeringspladserne. Tør ikke kigge mig tilbage. Jeg løber og løber. Hiver efter vejret, så det river hele vejen ned i lungerne.

Det er tåget, halvmørkt og klamt i vejret. Sveder, så det løber af mig. Jeg søger skjul i indkøbscentret. Tænker, at det vil være fyldt af mennesker. Må gemme mig. Vinde tid. Jeg kan ikke tænke klart. Ved ikke, hvem jeg skal ringe til.

Render ind i en flok mennesker, som jeg kender. De sidder rundt om et bord og spiser mad på caféen. Glade og fornøjede. "Sæt dig ned, Pernille" siger de. Jeg tilslutter mig selskabet og forsøger at tale stille og roligt. Spiller min facade. Alt er i den skønneste orden. Samler mit svedige uglede hår i en hestehale og dupper diskret min pande og næse med en serviet.

Kigger mig over skulderen. For sent opdager jeg skyggen rundt om hjørnet. Det er bødlen. Denne gang med en pistol i den ene hånd og en molotow cocktail i den anden. Jeg rejser mig så hurtigt, at stolen vælter og folkene omkring bordet måber og spørger "Hvad sker der, Pernille?". Jeg løber ned af gangen, hen mod rulletrappen. Min beskytter kommer op af rulletrappen. Han tager min hånd og siger, at jeg skal gå med hen imod bødlen. Jeg forstår det ikke. Hvis side er han på? Svigter han mig i det sidste afgørende øjeblik?

"Det kan jo ikke være bedre, Pernille" siger han. "Denne gang har din bøddel våben på sig og kan blive meldt og straffet for overtrædelse af våbenloven. Der er masser af vidner her. Du er safe". Beskytteren vil ringe til politiet. Han hiver mig tilbage i retning mod min bøddel, der griner højt og hult. Jeg kan se vanviddet lyse ud af bødlens øjne. Jeg græder og siger "Jamen, jeg kan ikke....jeg skal holde mig i live for min datters skyld! Jeg kommer til at dø nu. Politiet er ligeglade med mig. Slip mig!".

Bødlen kaster molotow cocktailen imod os og råber "DØ, DIN SO!".

Jeg vågner op i min seng. Svedig. Alene. Angst. Mit hjerte hamrer så hurtigt, at jeg er bange for det sprænger. Der er mørkt i huset. "Det var bare en drøm...det var bare en drøm" messer jeg til mig selv.

Gulvet knirker for real. Jeg er handlingslammet. Ved ikke, hvad jeg skal gøre. Tør ikke bevæge mig. Er der nogen i huset? Nu sker det. Var det ikke en drøm alligevel? Kan ikke finde ud af, om jeg vågen eller stadig drømmer. Der kommer ikke nogen. Det var en drøm. En ond én af slagsen.

Selvom jeg med min fornuft ved, at ingen kan nærme sig huset uden at blive videofilmet og at alarmerne vil blive aktiveret og alarmerer hundevagt og politi straks, så snart nogen trænger ind i huset, kan jeg ikke finde ro. At befinde mig i min barndomsby, er ligeså fjollet at forestille sig - selvfølgelig var det bare en drøm. For jeg sætter aldrig mine ben indenfor den kommune mere. På trods af al fornuft, går der en anspændt time med spilåbne øjne og dunkende hjerte, før jeg falder i søvn igen.

Hvor er det paradoksalt, at uanset hvor fri jeg bliver i tale og sind, må jeg se mig hensat til magtesløshed og angst, når mareridtene indhenter mig i søvnen.

  • Kommentarer(2)//blog.smuktliv.dk/#post35