Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Hvorfor blogge?

At blogge er en uvurderlig del af min helingsproces, der formentlig vil være livslang. Mit liv har budt på megen sorg, smerte, kaos, glæde, kærlighed og lys i kraft af min fortid og nutid.

En del indlæg handler om italesættelse af følelserne omkring min opvækst i en dysfunktionel familie. Bloggen bliver også brugt til tankerne omkring, at være mor til et udviklingshæmmet barn med svært behandlelig epilepsi samt mere fredsommelige dagligdags ting.

Jeg er stadig i gang med processen og har valgt, at dele åbent og ærligt her på bloggen om sejrene og nederlagene.

Håber, at du får noget brugbart med på vejen. Du er meget velkommen til at kommentere på indlæggene, hvis du føler for det (også gerne anonymt). Velkommen til ♥

Møgungerne og jeg

Barndom & ungdomOprettet af Pernille Gyldensøe søn, september 25, 2011 18:58:03
Stod i køen i Brugsen i dag.

Bag mig kom en flok på 4-5 unger i alderen 8-10 år. Lederen var en lille kraftig rødhåret dreng med fregner og opblussede røde kinder. Larmen var overdøvende. Han daskede til alting, provokerede og råbte op, mens de andre børn stod med store øjne, og fnes. Blikkene kørte fra drengen, til hinanden og over på os andre "voksne" i butikken. "Hvor er han sej", tænkte de.."Hvornår mon de voksne siger noget til ham?".

Ekspedienten i kassen var åbenlyst irriteret på ham og hans gøren-opmærksom-på sig selv. En 17-18 årig pige med et stålfast blik indrammet af sort eyeliner. Mens jeg blev ekspederet, teede ungen sig helt grotesk, og brægede op: "Hva´med at få lidt gang i biksen her?" henvendt til den unge pige. Hun kvitterede med et myndigt "Du kan da bare gå ud!"... Drengen gloede...tog mod til sig, og svarede kækt igen: "Hvorfor sku´jeg det?"...."Fordi du er en MØGUNGE!!!" hvæsede ekspedienten.

Touché. Han fik, hvad han havde fortjent, ville de fleste nok tænke. Hun lukkede kæften på ham et kort øjeblik, og så fortsatte han ellers i samme rille. Inden jeg forlod butikken, gjorde han højlydt opmærksom på, at prisen på hans cola altså kun var kr. 19,- og ikke kr. 22,- som hun havde slået den ind til. Opgivende, sukkende og øjerullende ringede ekspedienten efter hjælp, for at tjekke prisen på den skide cola.

Jeg sagde ikke noget. Gjorde mig mine egne tanker. Blev provokeret af ham og hans opførsel men samtidig også umådelig trist. For han var en tro kopi af mig selv, da jeg var 10 år og udenfor hjemmets trange rammer. Dér, hvor jeg skulle have afløb for mine aggressioner, og prøvede alle tænkelige grænser af. Jeg kan stadig mærke de ildvarme kinder, når jeg virkelig havde givet den fuld skrue på forargelsesparameteret overfor de voksne. Forventningens spænding på deres reaktion var næsten ikke til at bære! Alligevel bekræftede den mig blot i, at jeg var en møgunge, som ingen brød sig om. Det var en loose-loose..

Ekspedientens misbilligende blik fra drengen til mig og det indforståede lille smil da hendes prompte svar faldt, gjorde ondt. For det ER det allerletteste. At fordømme og se det yderste lag af børn og unges uregerlige opførsel.

Jeg havde allermest lyst til at tage drengens buttede opblussede hoved i mine hænder og spørge ham: "Hvorfor er livet så svært for dig? Hvorfor er du nødt til at gøre så uheldigt opmærksom på dig selv? Hvem gør dig ondt, siden du ikke tror, at du fortjener andet end hårde ord og onde blikke? Hvorfor tror du ikke, at du er god nok?".

Havde jeg gjort det, havde han mistet fatningen et øjeblik, slugt en klump i halsen og ellers jappet noget af om, at jeg sgu da bare skulle lukke røven, for jeg jo bare var en skævøjet kineser eller noget.

Men jeg véd det bare. Han er ikke bare en møgunge. Han har det svært. Hvorfor, ved jeg ikke. Da jeg kørte hjem igen, kunne jeg se ham for mig. En stor hånd flyver gennem luften, og han når ikke altid at dukke sig. Tårene ned af de store runde kinder, som derhjemme ikke er røde, fordi han har talt sig varm. Det gør ondt i mit hjerte, og jeg vil fremover have øje på ham, når jeg bevæger mig rundt i vores lille by. Måske er han "bare" blevet mobbet i skolen og har på den måde fået det helt forkerte selvbillede. Måske...måske...

Fordøm ikke møgungerne. Tænk længere når barnet har brug for den negative bekræftelse. Se bag facaden og se det lille bange barn uden selvværd og hvile. I virkeligheden har vi bare frygteligt meget brug for et knus og lidt forståelse - møgungerne og jeg.

  • Kommentarer(1)//blog.smuktliv.dk/#post31