Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Hvorfor blogge?

At blogge er en uvurderlig del af min helingsproces, der formentlig vil være livslang. Mit liv har budt på megen sorg, smerte, kaos, glæde, kærlighed og lys i kraft af min fortid og nutid.

En del indlæg handler om italesættelse af følelserne omkring min opvækst i en dysfunktionel familie. Bloggen bliver også brugt til tankerne omkring, at være mor til et udviklingshæmmet barn med svært behandlelig epilepsi samt mere fredsommelige dagligdags ting.

Jeg er stadig i gang med processen og har valgt, at dele åbent og ærligt her på bloggen om sejrene og nederlagene.

Håber, at du får noget brugbart med på vejen. Du er meget velkommen til at kommentere på indlæggene, hvis du føler for det (også gerne anonymt). Velkommen til ♥

Pernille, 5 år

Barndom & ungdomOprettet af Pernille Gyldensøe tor, juli 28, 2011 13:56:56
På dette billede er jeg 5 år, på vej til 6. Er startet i Børnehaveklasse sammen med min bedste veninde. Vi er små, fjollede, grinende og legende. Men der er en kæmpemæssig forskel på, hvordan vi anskuer livet. Hun med sin naturlige barnlige indgangsvinkel til livet og jeg med min alt for voksne opfattelse. På billedet ligner jeg et barn. Men jeg er ikke et barn.
Jeg er et tilsyneladende artigt nysseligt pige-barn, der smiler (på kommando). Med mit Playmobil-klippede pandehår, røde sløjfer i håret, hvide skjorte og hjemmestrikkede sweater. Genert forsøger jeg at skjule, at jeg har tabt nogle mælketænder. Hvis blot det kun var manglende mælketænder Pernille på 5 år forsøgte at skjule.

I går aftes brugte jeg dette gamle skolebillede i en helt anden sammenhæng, der skulle have givet anledning til spøj og spas over mit forfærdelige klippede pandehår. Morskaben ophørte brat, da jeg forsøgte at forholde mig til den lille pige bag det generte smil. Turen tilbage i fortiden trak ikke kun tænder ud, men borede dybt i mit hjerte.

Jeg kan godt huske den tid, den dag, de overvejelser og tanker jeg gjorde mig på dette tidspunkt. Et lille hoved fyldt med tanker og forbehold, der ikke bør være en del af et almindeligt barneliv. I denne alder har jeg i flere år været et alt for forsigtigt og stille barn, fuldstændig ræd for at gøre noget forkert. Jeg var klodset, kom til at vælte ting i angst for at skabe vrede. Den frygtindgydende og altoverskyggende vrede. Vold, litervis af tårer, angst, råb og skrig, overgreb og et hjem i voldsom opløsning er allerede på dette tidspunkt en del af lille Pernille på 5 år´s liv. Angsten er den værste. Ikke overgrebene. Det blev først svært senere i mit liv.

Se godt på dette billede. Se pigen. Se hendes smil. Og indprent i din bevidsthed, at godt kan børn skjule, hvad der sker derhjemme. Så overbevisende kan små børn ligne et hvilket som helst andet lille ubekymret barn, uden en sjæl er vidende om, hvilket følelesmæssigt kaos de befinder sig i. De gør det hver dag. Smiler til verden og græder indeni.

Når jeg appellerer til at du scroller op og tager et ekstra godt kig på billedet, er det ikke med et ønske om at vi i fællesskab skal begræde og beklage min skæbne. Det er med et dybfølt ønske om, at vi voksne tør se de her børn i øjnene. Ser livets barske realiteter, bliver bevidste og former en holdning til vold og overgreb. Og tør tale for dem, der ikke kan eller vover selv.

Giv børnene en stemme.

  • Kommentarer(4)//blog.smuktliv.dk/#post29