Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Hvorfor blogge?

At blogge er en uvurderlig del af min helingsproces, der formentlig vil være livslang. Mit liv har budt på megen sorg, smerte, kaos, glæde, kærlighed og lys i kraft af min fortid og nutid.

En del indlæg handler om italesættelse af følelserne omkring min opvækst i en dysfunktionel familie. Bloggen bliver også brugt til tankerne omkring, at være mor til et udviklingshæmmet barn med svært behandlelig epilepsi samt mere fredsommelige dagligdags ting.

Jeg er stadig i gang med processen og har valgt, at dele åbent og ærligt her på bloggen om sejrene og nederlagene.

Håber, at du får noget brugbart med på vejen. Du er meget velkommen til at kommentere på indlæggene, hvis du føler for det (også gerne anonymt). Velkommen til ♥

Pas på dig selv

GrænsesætningOprettet af Pernille Gyldensøe lør, juni 11, 2011 16:21:35
De 4 ord har jeg hørt på utallige gange det sidste års tid. Aldrig før har det været så aktuelt, som da jeg brød tavsheden. Men hvordan er det lige, at man passer på sig selv? Og hvorfor kan netop de 4 velmenende ord gøre mig vred og frustreret?

Fordi jeg aldrig har lært, at passe på mig selv. Det har aldrig været afgørende eller vigtigt for nogen - ej heller mig selv - at jeg gjorde det. For jeg skulle passe på alle andre og opfylde deres behov, både i familien, vennekredsen og på tidligere arbejdspladser. Det var min plads, min rolle, mit mål. At passe på alle andre, end mig selv.

Derfor har jeg haft en sær tendens til at overhøre det, affærdige de 4 magiske ord med et "Ja, det skal jeg nok" uden overhoved at lade ordene synke ned og tage form i mit hjerte og sind. For så bliver folk glade, tilfredse og får ro i deres sind. Når først ordene er sagt, kan man med god samvittighed fortsætte sine egne gøremål i sit liv. Så er ansvaret placeret på mig.

Det er ingen andres ansvar end mit eget, at jeg sørger for at passe på mig selv. Jeg har lært at klare mig selv. Men at passe på mig selv...det har førhen føltes hult og intetsigende. Lidt i samme stil som ordene "Kom nu videre, kom over det" kan virke provokerende, kvalmende og tankeløst overfor misbrugte børn, senere voksne.

For hvordan gør man?

Som med alt andet i livet, har jeg måtte lære det på den hårde måde. Ganske vist nu med støtte og opbakning, fordi jeg har turde sætte ord på. Dét i sig selv er ganske grænseoverskridende, at delagtiggøre andre i mine personlige kampe. Men samtidig har åbenheden for mit vedkommende gjort, at jeg har taget tigerspring i min udvikling det sidste år.

En ildsjæl brænder let ud, hvis man ikke passer på sig selv. Det være sig i forhold til at finde manden/kvinden i sit liv, opretholde et sundt og kærligt familieliv, dyrke sin karriere og interesser eller arbejde passioneret for en sag. Man vil så frygtelig gerne være noget særligt, være dygtig og fejlfri. Gøre sin eksistensberettigelse gældende. Men ildsjæle er også blot dødelige mennesker, der har brug for omsorg og omtanke for dem selv. For man kan ikke være en masse for mange, hvis man ingenting er for sig selv.

Når man begynder at tænke og passe på sig selv, går man ud af den vante rolle med at tilsidesætte sine egne behov for alle andres skyld og kan blive selvvisk i andres øjne. Det kan også skræmme, når mennesker af stål viser sårbarhed og bryder sammen i gråd med behov for at begræde sin indre smerte og sorg.

Så jeg øver mig. Jeg er begyndt, at sætte grænser. Grænser for hvad jeg vil byde mig selv, grænser for hvad jeg vil finde mig i, grænser for hvad jeg rent menneskelligt kan involvere mig i og grænser for hvad jeg kan og skal forvente af mig selv.

At bede om hjælp, er også en ganske ny ting for mig - tæt forbundet med at passe på mig selv. I stedet for med sammenbidte kæber at overtage styringen, beder jeg indimellem i stedet for om hjælp. Samtidig har jeg det sidste år også erkendt mit behov for hjælp til indre heling og arbejder fortsat med den.

Det betyder, at jeg er blevet meget bedre til at slippe kontrollen. Have tillid til, at ting kan blive gjort af andre, uden min indblanding. At opgaver bliver løst - måske på en anden måde end jeg selv ville have gjort - men løst bliver de, nu blot af andre. Og at det ikke er mit ansvar længere, at opfylde andres forventninger og behov, hvis det ingen mening giver eller udsletter mig.

Dét er svært. Rigtig svært. For det betyder, at jeg trods en stærk indre modstand er nødt til at gøre noget, der er uvant og utrygt.

Men jeg fortsætter med at øve mig. I mit 33-årige liv har jeg allerede sat og opnået mange mål. Det næste og altafgørende mål for mig lige nu er, at blive verdensmester i, at passe på mig selv. For kun på den måde kan jeg blive det hele menneske, der kan lære min datter, hvordan hun passer på sig selv.

Hav en dejlig pinse og pas på dig selv ;-)

  • Kommentarer(2)//blog.smuktliv.dk/#post28