Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Hvorfor blogge?

At blogge er en uvurderlig del af min helingsproces, der formentlig vil være livslang. Mit liv har budt på megen sorg, smerte, kaos, glæde, kærlighed og lys i kraft af min fortid og nutid.

En del indlæg handler om italesættelse af følelserne omkring min opvækst i en dysfunktionel familie. Bloggen bliver også brugt til tankerne omkring, at være mor til et udviklingshæmmet barn med svært behandlelig epilepsi samt mere fredsommelige dagligdags ting.

Jeg er stadig i gang med processen og har valgt, at dele åbent og ærligt her på bloggen om sejrene og nederlagene.

Håber, at du får noget brugbart med på vejen. Du er meget velkommen til at kommentere på indlæggene, hvis du føler for det (også gerne anonymt). Velkommen til ♥

Når brugere blander sig

Politik og lovgivningOprettet af Pernille Gyldensøe søn, maj 29, 2011 10:46:45
Der findes kritikere, der påpeger at "brugerne" (ofre og pårørende) er uegnede i debatten samt i arbejdet med forbedringer for andre brugere. Bl.a. fordi man mener at de er for følelsesmæssigt involveret til at komme med saglige input og ofte læner beslutningsgrundlag sig op af udtalelser fra professionelle.

Efter min opfattelse udelukker den ene kilde ikke den anden. For at finde de bedst mulige løsninger er et samspil mellem brugere og professionelle vigtigt. Man kan ikke udvikle relevante, virkningsfulde og bæringsdygtige forbedringer uden inddragelse af begge sider.

I debatten om seksuelle overgreb, er jeg selv bruger. Jeg har tingene tæt ind på livet, har mærket ydmygelsen, fortielsen, afmagten og skammen på egen krop. Da jeg valgte at bryde tavsheden sidste år, havde jeg lyst og mod på at forsøge at ændre forholdene for andre ofre og pårørende - så de fik den hjælp, jeg ikke fik som barn og voksen. Det samme har andre brugere og støtter og vi har flere forslag og meninger til lovændringer og forbedringer på undervisnings- og det sociale område.

Jeg betragter mig ikke som ekspert indenfor seksuelle overgreb. Min opgave i livet er ikke at frelse eller helbrede andre ofre, det har jeg ikke de fornødne kundskaber til. I offentlige sammenhænge og via mit netværk giver jeg udtryk for min uforbeholdne mening og erfaring, videregiver oplysning og information til hjælp og så er det op til hver enkelt selv at tage den beslutning for hans/hendes liv, der giver mening.

Ligeledes betragter jeg forslagene til lovændringer. Idéer og meninger bliver givet til kende. Juraen og rammerne er op til de fagkyndige at sammensætte, hvis lovforslag på baggrund og mit og gruppens input fører dertil, bl.a. vedrørende Forældelsesfristen på seksuelle overgreb. Forældelsesfristen blev senest ændret i 1999-2000, hvor man på baggrund af brugerne fandt relevans i at forlænge fristen, såldes at misbrugte havde anmeldelsesmuligheden af deres krænker til deres 23. eller 28. år. Loven var i sin daværende form ude af trit med nutidens behov for brugerne.

Tilkendegivelser fra brugere er, at fristen fortsat ikke er lang nok, bl.a. for de ofre som har fortrængt overgrebene og først opdager det i en sen alder. Flere påpeger også at de ikke mentalt er klar til at få bearbejdet og evt. anmeldt krænkeren, før de har opbygget den fornødne tryghed og stabilitet i deres tilværelse. Det indtræffer ofte, når vedkommende er over 30 år. De oplever det krænkende, at retssystemet fratager dem muligheden for at anmelde, når de er parate. Derfor opfordrer jeg og andre til en ophævelse af Forældelsesfristen på seksuelle overgreb. Støt gerne op om sagen med din underskrift på dette link.

Er min og andre brugeres mening irrelevant i den sammenhæng, alene fordi vi er brugere? Det mener jeg ikke, og kommunikationen med politikerne og deres ønske om at høre brugernes og foreningernes input vidner også om, at de finder det relevant.

For vi har alle hver en stemme. Den vil jeg have lov til at bruge kommunikativt og aktivt ved stemmeskranken. For første gang ved et valg, vil jeg inddrage min fortid og pege på den person, jeg har størst tillid til vil kæmpe seksuelt misbrugtes sag i fremtiden.

  • Kommentarer(0)//blog.smuktliv.dk/#post26