Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Hvorfor blogge?

At blogge er en uvurderlig del af min helingsproces, der formentlig vil være livslang. Mit liv har budt på megen sorg, smerte, kaos, glæde, kærlighed og lys i kraft af min fortid og nutid.

En del indlæg handler om italesættelse af følelserne omkring min opvækst i en dysfunktionel familie. Bloggen bliver også brugt til tankerne omkring, at være mor til et udviklingshæmmet barn med svært behandlelig epilepsi samt mere fredsommelige dagligdags ting.

Jeg er stadig i gang med processen og har valgt, at dele åbent og ærligt her på bloggen om sejrene og nederlagene.

Håber, at du får noget brugbart med på vejen. Du er meget velkommen til at kommentere på indlæggene, hvis du føler for det (også gerne anonymt). Velkommen til ♥

Er det bare "VUPTI" - så får du et godt liv?

Min personlige procesOprettet af Pernille Gyldensøe ons, maj 25, 2011 15:05:48

I det netop udkomne damemagasin Q, havde bladet fokus på seksuelle overgreb. I den forbindelse blev jeg interviewet omkring min barndom med vold og incest.

Stærkt reduceret og begrænset af den redaktionelle plads, blev min historie viderebragt. Da jeg gerne vil bidrage positivt til nedbrydning af tabuet om incest og andre seksuelle overgreb, valgte jeg at takke ja tak samtidig med jeg stillede den betingelse, at det ikke blev en grim offer-historie med ulækre detaljer om overgrebene og min krænker.

Og det blev en powerfuld overlever-historie. Faktisk så meget, at jeg bagefter kan være betænkelig ved om der sidder nogen derude med en negativ opfattelse af dem selv og deres egne vanskelligheder ved at leve et "normalt" liv, samt en fornemmelse af at min smerte er væsenligt mindre og lettere end deres.

Det er ikke bare "VUPTI" - og så får du et godt sorgfrit liv. At sige til sig selv, at man vil være glad og have et godt liv, kan ikke stå alene. Vi bærer og bearbejder vores smerte forskelligt. I forhold til andre jeg kender med overgrebs-oplevelser, har min heling været i omvendt rækkefølge end de fleste.

Hvor de påbegyndte terapi ved psykolog og dernæst kunne starte opbygningen af deres selvværd, fokuserede jeg først på at bevise mit værd rent menneskelligt, mestre sociale færdigheder jeg aldrig har lært samt dygtiggøre mig med uddannelse og karriere. Fortiden var jeg først rent mentalt klar til at gøre op med ved hjælp af terapi for godt et år siden. Jeg ved ikke om det er mit held eller min forbandelse. Personligt vælger jeg at tro på, at den rækkefølge jeg gjorde tingene i, var mit held. Ellers var jeg endt et helt andet sted mentalt og fysisk end jeg er i dag. Men bitre og svære erfaringer bl.a. i forbindelse med moderskabet kunne jeg måske have været foruden, hvis jeg havde slugt min forbandede stolthed og bedt om proffessionel hjælp for mange år siden.

Lever jeg så et fantastisk og sorgfrit liv i dag? Nej, jeg har sorger, kampe og smerter som alle andre. Selvfølgelig mærker jeg stadig min egen smerte. Det er ganske rigtigt ikke selve overgrebene, der er de værste for mig nu. Det er alle svigtene, den stiltiende accept og manglende indgriben, de fastlåste og forskruede roller i familien og den altoverskyggende og ødelæggende vold.

Min barndom vil til evig tid sætte et præg på mine reaktionsmønstre og følelser. Karriere, familieliv og materielle goder fjerner ikke flashbacks og gamle ulmende følelser om ikke at være god nok. Jeg har masser af knapper, der kan trykkes på, hvor gammelkendte reaktioner fremprovokeres. En krop og et sind i konstant alarmberedskab forsvinder ikke bare lige VUPTI.

Jeg har taget det aktive valg og ansvar for mit eget liv, at jeg ikke vil lade min fortid styre min fremtid. Der skal være plads og rum til glæde, sejre, kærlighed og tryghed også.

Jeg har været ambitiøs og udfordret mig selv, siden jeg var barn. Bevidst opsøgt de situationer og karrierevalg, hvor der var størst sandsynlighed for bragende fiasko. Fordi jeg var stædig og VILLE mestre det, som jeg ikke kunne. Stor sandsynlighed for fiasko. Kæmpe sejr, når jeg nåede mine mål. Modigt eller dumdristigt? En ting er i hvert fald sikkert: Uden den stædighed var jeg gået til grunde for mange år siden. Så havde jeg taget mit eget liv, inden det for alvor var begyndt..

Målene for ens liv skal ikke gøres op i prestige, uddannelse og status-symboler. For mig har det handlet i ligeså høj grad om at udvikle mig som menneske, være bevidst om de skadelige mønstre i min familie og distancere mig permanent fra dem af kærlighed til mit barn. Det kræver hårdt arbejde og jeg har i dag accepteret, at min egen personlige proces vil være livslang. Og det er ok. Man kan diskutere det rimelige i, at jeg er nødt til det - idet alle børn har krav på en god og tryg opvækst, men det er en helt anden snak.

Jeg er ikke en fiasko, fordi jeg har reaktioner efter en barndom med vold, trusler, psykisk terror, manipulation, incest og undertrykkelse. Jeg er et værdifuldt og klogere menneske end dem, der gjorde mig ondt, fordi jeg tør arbejde med det.

  • Kommentarer(8)//blog.smuktliv.dk/#post25