Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Hvorfor blogge?

At blogge er en uvurderlig del af min helingsproces, der formentlig vil være livslang. Mit liv har budt på megen sorg, smerte, kaos, glæde, kærlighed og lys i kraft af min fortid og nutid.

En del indlæg handler om italesættelse af følelserne omkring min opvækst i en dysfunktionel familie. Bloggen bliver også brugt til tankerne omkring, at være mor til et udviklingshæmmet barn med svært behandlelig epilepsi samt mere fredsommelige dagligdags ting.

Jeg er stadig i gang med processen og har valgt, at dele åbent og ærligt her på bloggen om sejrene og nederlagene.

Håber, at du får noget brugbart med på vejen. Du er meget velkommen til at kommentere på indlæggene, hvis du føler for det (også gerne anonymt). Velkommen til ♥

Brønderslev-sagen - hvem har brug for de detaljer?

Seksuelle overgrebOprettet af Pernille Gyldensøe man, februar 28, 2011 00:03:39

Personligt har jeg ikke brug for de detaljer, der er blevet offentliggjort i medierne. Selve tanken om misbrug og vanrøgt af børn, er grim nok i sig selv. De billeder man får på nethinden af beskrivelse af detaljerne, giver mig kvalme.

Vi VED godt, hvad det drejer sig. Vi behøver ikke vide de nærmere omstændigheder - eller gør vi? Den indre svinehund skal fodres. Det sælger aviser.

Jeg mener ikke, at offentliggørelse af detaljerne gavner de 9 børn. Det gavner kun bundlinjen på avisernes omsætning. Men aviserne er vel heller ikke til for, at gøre noget godt for misbrugte børn. Men hvor ville jeg dog ønske, at det var sådan. At medierne brugte deres enorme magt og indflydelse på, at gøre opmærksomme på sager som disse rigtigt.

At de gik i dybden med omfanget af seksuelle overgreb af børn og oplyste folket på en sober måde, så man kunne holde ud at læse om det. For det ER et vigtigt emne og vi ER nødt til at forholde os til det. For det sker lige foran øjnene på os allesammen hver dag.

Jeg bliver vred, når en ekspert udtaler at disse børn efter al sandsynlighed selv ender med at krænke børn. Sig mig, er de børn ikke blevet stigmatiseret nok? Behøver de nu også en offentlig brændemærkning som fremtidige seksualforbrydere? Det er også et dårligt signal, at sende til de mange ofre rundt omkring i landet. Nogen vil måske tænke: "Ok, jeg har også været en del igennem, ender jeg også med at misbruge børn?".

Vi er mange, der har levet et hårdt liv med seksuelle overgreb og ALDRIG er blevet seksualforbrydere af den grund. Der er desværre også mange, hvor livets dårlige start er en endeløs vej mod helvede. Du kan ikke vide, hvilke børn der ender hvor. Nogen har en stærkere vilje og psyke end andre. Så lad vær med at generalisere. Ud af de 9 børn, vil der være nogen af dem som kommer hele ud på den anden side. Det kræver hårdt arbejde fra professionelle og ikke mindst dem selv. Men det kan lade sig gøre. Så lad vær med at tage håbet fra dem.

Ved at medierne går i detaljer, mistes nogen. Man kan ikke holde ud, at læse om det. Det bliver for meget. Hvis det handlede om at formidle budskabet i en større sags tjeneste, så kunne man ramme mange flere. Stoppe flere overgreb i tide. Befolkningen ville bedre kunne "magte" det.

Så aviser, PLEASE! Spar os for detaljerne. I kan bruge jeres 5. statsmagt til, at hjælpe hvert 10. barn i Danmark, der misbruges seksuelt ved at holde det sobert.



  • Kommentarer(0)//blog.smuktliv.dk/#post17