Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Hvorfor blogge?

At blogge er en uvurderlig del af min helingsproces, der formentlig vil være livslang. Mit liv har budt på megen sorg, smerte, kaos, glæde, kærlighed og lys i kraft af min fortid og nutid.

En del indlæg handler om italesættelse af følelserne omkring min opvækst i en dysfunktionel familie. Bloggen bliver også brugt til tankerne omkring, at være mor til et udviklingshæmmet barn med svært behandlelig epilepsi samt mere fredsommelige dagligdags ting.

Jeg er stadig i gang med processen og har valgt, at dele åbent og ærligt her på bloggen om sejrene og nederlagene.

Håber, at du får noget brugbart med på vejen. Du er meget velkommen til at kommentere på indlæggene, hvis du føler for det (også gerne anonymt). Velkommen til ♥

"Jamen, hader du da ikke din krænker?"

Seksuelle overgrebOprettet af Pernille Gyldensøe fre, februar 25, 2011 15:01:01
Det spørgsmål får jeg tit.

Nej. Jeg hader ikke min krænker. Jeg hader de årsager, der lå bag. Jeg hader, dét der er sket. Jeg hader, at der var et voksent ansvar der svigtede. Jeg hader min families negative sociale arv. Men jeg føler ikke had til personen. Tværtimod føler jeg en stor sorg overfor vedkommende, at det kom så langt ud uden nogen greb ind og hjalp.

Det ambivalente forhold man får til hinanden i familier med incest, er så komplekst. Det er skiftevis had/kærlighed. Hvis det primært havde været en udenfor familien, der havde krænket mig havde jeg måske også set anderledes på det. Og fordi det netop var et barn, der krænkede mig, er mit syn nok også anderledes end hvis det havde været en voksen. Mens man vedholder kontakten og stadig er i familierelationen, er man nødsaget til at være i stue med sin krænker og forholde sig til personen.

De fleste kan bedst forholde sig til had, hævn og selvtægt når emnet falder på seksuelle overgreb. Måske er jeg et "underligt" offer. Måske reflekterer jeg bare mere over årsagerne, end selve overgrebene. Det er min måde, at komme videre på. At forholde mig objektivt til det og se det fulde billede af situationen. Det har taget mig 29 år, at komme hertil. Det har været en lang smertefuld rejse, hvor jeg har været hele følelsesregistret igennem.

Jeg kan fuldt ud sætte mig ind i, at forældre til børn, der er blevet misbrugt ikke kan gøre det samme. Havde det været min egen datter det var gået udover, ville jeg have reageret på samme måde som dem.

Man stopper ikke overgreb ved at køre heksejagt eller stigmatisere seksuelle krænkere. Jeg forsvarer ikke krænkere eller taler deres sag. Jeg repræsenterer ofrene til hver en tid. Men hvis man skal kunne forhindre nogen af overgrebene, så er krænkernes egen opsøgning af professionel hjælp en vigtig del af det. Der er ALTID en årsag til, at den seksuelt krænkende adfærd er blevet udviklet. Det kommer vi aldrig udenom, selvom de fleste intet har til overs for krænkere eller vil sætte sig ind i, HVORFOR de gør det. Men jeg synes trods alt det er vigtigt, især når der er tale om børnekrænkelser.

Jeg tror på, at tilgivelse - uanset hvor svært og usandsynligt det lyder og kan føles - er en rigtig basal del af ens indre heling. Men det er når det handler om mig. I virkeligheden bliver jeg mere vred på andre ofres vegne, når jeg hører deres historier. Mit eget...det er jeg "kommet over" for mange år siden. For at blive i stand til at tilgive, har jeg været nødt til at splitte tingene ad og se på, hvilke faktorer der spillede ind. Dette "besvær" har jeg kun gjort mig, fordi overgrebene skete indenfor min familie og fordi jeg ved, at børn ikke fødes onde og seksuelt krænkende. Det er ydre faktorer, der spiller ind. Først og fremmest fra den nærmeste familie.

Der er altid andre ting i familien, der er dysfunktionelt udover de seksuelle overgreb (når vi taler incest). Ganske ofte er det børn fra splittede hjem, der oplever eller er vidner til vold, misbrug af alkohol eller stoffer, har utrygge opvækstvilkår med mangel på eller overdrevent brug af grænser og afstraffelser. Børn, der har en lav selvtillid og er usikre på sig selv. Det viser de enten ved at være indelukkede eller blive aggressive. De har svært ved at indgå i sociale sammenhænge.

Det er hele familien, der burde gå i gennemgribende terapi. Desværre er virkeligheden for de fleste sådan, at man enten ikke tror på ofret, ikke synes der er sket noget forkert eller har så store skyld- og skamfølelser over det, at det for enhver pris bare skal fejes væk under gulvtæppet. For sådan noget grimt noget, vil familien ikke have bliver sagt i forbindelse med deres navn.

Min måde at komme videre på, er den rigtige for mig. Nu skal du finde den måde, der er rigtig for dig.

Held og lykke med din videre heling.

  • Kommentarer(0)//blog.smuktliv.dk/#post16