Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Hvorfor blogge?

At blogge er en uvurderlig del af min helingsproces, der formentlig vil være livslang. Mit liv har budt på megen sorg, smerte, kaos, glæde, kærlighed og lys i kraft af min fortid og nutid.

En del indlæg handler om italesættelse af følelserne omkring min opvækst i en dysfunktionel familie. Bloggen bliver også brugt til tankerne omkring, at være mor til et udviklingshæmmet barn med svært behandlelig epilepsi samt mere fredsommelige dagligdags ting.

Jeg er stadig i gang med processen og har valgt, at dele åbent og ærligt her på bloggen om sejrene og nederlagene.

Håber, at du får noget brugbart med på vejen. Du er meget velkommen til at kommentere på indlæggene, hvis du føler for det (også gerne anonymt). Velkommen til ♥

Det sidste ord

Personlig procesOprettet af Pernille Gyldensøe tor, marts 20, 2014 09:18:14
Hvor har det altid været vigtigt for mig at få det sidste ord i et skænderi. At få den sidste trumf, give modparten dødsstødet, afslutte en udmattende og grim uenighed på en så nederdrægtig, ondskabsfuld, konfliktoptrappende og hensynsløs måde.

At give igen
Det kan der på en helt særlig twistet måde ligge en stor tilfredsstillelse i for én som mig. For det giver en følelse af overvindelse, magt, overlegenhed og "så fik jeg sgu rigtig sat dig på plads"-agtig følelse, der i sin tid kunne opveje de fysiske og psykiske ydmygelser jeg selv dagligt måtte stå model til.

Dét jeg ikke havde dengang i muskelmasse, kunne jeg hvæse, råbe og skrige, selvom jeg udemærket godt vidste, at det ville gøre det endnu værre. At jeg ville få flere tæsk, flere trusler og være mere utryg. Men det var alligevel det hele værd, fordi jeg følte, jeg stod op for mig selv lige i det sekund - uanset konsekvenserne.

Eksplosiv grænsesætning
Når man i mange år har været den stiltiende modtager, er der noget dragende farligt i at sige fra. Det kom så bare til udtryk på mange uhensigtsmæssige måder i andre sammenhænge, fordi jeg ikke evnede at tilpasse mine forsvarsmekanismer afhængig af situationerne "Nu bliver jeg slået ihjel" og "Vi er bare uenige om noget forholdsvist uskyldigt". Så ja, jeg er eksploderet i hovedet på mange mennesker, der aldrig havde set det komme så vidt. Jeg er blevet bedre til at regulere det, og tænke mig om før jeg taler, men falder stadig i, hvis folk overskrider mine grænser. Og det er ok at sige fra, når andre ikke respekterer ens grænser. Øvelsen ligger "bare" i at modererer reaktionen en kende.

Tilbage til det sidste ord
Jeg bryder mig ikke om generaliseringer af voksne børn fra dysfunktionelle familier. Men jeg oplever af og til i mødet med andre, at det sidste ord også har været en vej til genvindelse af kontrol for dem i deres familie. At selv små uenigheder kan fortsætte, og optrappes i det uendelige, hvis ikke én af os trækker sig, og lader den anden få det sidste ord. Indrømmet, det kribler i fingrene, og hamrer i brystet for at give tilbage. For det sidste ord er næsten altid provokerende, uretfærdigt og kræver et modsvar.

I går lod jeg være. For jeg fandt ud af, at det sidste ord ikke altid er det vigtigste for mig. At komme ud af en konflikt på en respektfuld måde for mig selv og den anden, er nok vigtigere her, hvor jeg står i dag. Det kan se anderledes ud i morgen. Heldigvis giver jeg mig selv det frirum at fejle, mens jeg er i proces. Jeg er ikke færdig men stadig på vej. Det efterlader plads til masser af øvelse, tilbagefald og udvikling.


  • Kommentarer(7)//blog.smuktliv.dk/#post123