Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Hvorfor blogge?

At blogge er en uvurderlig del af min helingsproces, der formentlig vil være livslang. Mit liv har budt på megen sorg, smerte, kaos, glæde, kærlighed og lys i kraft af min fortid og nutid.

En del indlæg handler om italesættelse af følelserne omkring min opvækst i en dysfunktionel familie. Bloggen bliver også brugt til tankerne omkring, at være mor til et udviklingshæmmet barn med svært behandlelig epilepsi samt mere fredsommelige dagligdags ting.

Jeg er stadig i gang med processen og har valgt, at dele åbent og ærligt her på bloggen om sejrene og nederlagene.

Håber, at du får noget brugbart med på vejen. Du er meget velkommen til at kommentere på indlæggene, hvis du føler for det (også gerne anonymt). Velkommen til ♥

Det blev anderledes

Mit barn m/handicapOprettet af Pernille Gyldensøe søn, april 21, 2013 14:22:33

Vi sad, og genså gamle videooptagelser i går aftes af tøsepigens første leveår. Denne her lille fantastiske kød/guldklump der fredfyldt og mæt sov på vores maver, gryntede, lavede grimasser, sagde "Agyyyyy", smilte, løftede hovedet, begyndte at rejse sig op, skubbede sig selv rundt på tåspidserne i gå-vognen, rev brillerne af farmand, lavede de vildeste spruttelyde med tilhørende spytskum, fik sin første tand osv. osv..

Åh, hvor var det fantastisk ♥ Vi grinte så meget. Var glade og stolte helt ind i knoglerne. Hver gang hun bare løftede et øjenbryn, klappede vi jo nærmest i hænderne af fryd. Vi havde mentalt overskud til trods for manglende søvn og omvæltningen i hverdagen. Var fjollede og skøre. Vi var så lykkeligt uvidende om alt det, der lå forude af personlige kampe med familie og sygdom.

Flere gange fik jeg tårer i øjnene, fordi jeg tydeligt husker den forventnings glæde, der var ved at få hende. At blive forælder. Skabe og forme et lille menneske, der senere skulle ud og klare sig selv.

Det var en lille smule sorgfuldt at gense, fordi jeg i dag ved, at hun blev syg et par år efter. Epilepsien stjal mit barn, og gav mig et andet. Det er skamfuldt, fordi jeg dermed lyder som et utaknemmeligt menneske, der ikke elsker mit barn, som hun er i dag. Det er jeg ikke - jeg er dybt taknemmelig. Og jeg knus-elsker mit barn af hele mit hjerte, og er stolt over hende helt ind i knoglerne ♥

Det ændrer bare ikke ved, at det blev anderledes. Vores barn blev anderledes. Vores liv blev anderledes. Vi blev anderledes. Det oplever jeg indimellem, kun kan forstås sådan rigtigt af andre, der har oplevet det samme og/eller af dem, som tør stå ved deres følelser - også de følelser, man umiddelbart ikke normalt flasher i det offentlige rum. Det gør jeg. Ikke fordi jeg er specielt heltemodig på den måde (eller anti-helt?). Det hører simpelthen bare med i den proces, det er at blive hel som menneske ♥

  • Kommentarer(0)//blog.smuktliv.dk/#post110