Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Hvorfor blogge?

At blogge er en uvurderlig del af min helingsproces, der formentlig vil være livslang. Mit liv har budt på megen sorg, smerte, kaos, glæde, kærlighed og lys i kraft af min fortid og nutid.

En del indlæg handler om italesættelse af følelserne omkring min opvækst i en dysfunktionel familie. Bloggen bliver også brugt til tankerne omkring, at være mor til et udviklingshæmmet barn med svært behandlelig epilepsi samt mere fredsommelige dagligdags ting.

Jeg er stadig i gang med processen og har valgt, at dele åbent og ærligt her på bloggen om sejrene og nederlagene.

Håber, at du får noget brugbart med på vejen. Du er meget velkommen til at kommentere på indlæggene, hvis du føler for det (også gerne anonymt). Velkommen til ♥

Min inspirationskilde ♥

Mit barn m/handicapOprettet af Pernille Gyldensøe fre, februar 01, 2013 09:39:56

Min datter på 6 år er en fantastisk inspirationskilde for mig. Hun lærer mig, hvordan jeg bliver et bedre og mere rummeligt menneske ved hendes blotte tilstedeværelse – og jeg øver mig på livet løs. Forsøger virkelig at gøre mig umage med, at blive en bedre version af mig selv. Lyder det som hypede udvandede klichéer? Måske. Jeg vil gerne forsøge at uddybe lidt.

Alle børn kræver nærvær. Hun kræver en kende mere både fysisk og psykisk nærvær grundet de udfordringer epilepsien giver hende. Rent praktisk betyder det, at Kontrolfreaken her langsomt lærer at give slip for at være til stede; nærværende. Tidligere gav det mig anledning til lettere frustrationer over afbræk i gøremål. I dag ser jeg det mest som en gave og et spørgsmål om prioritering. Hun bliver SET, HØRT og MØDT, hvor hun er. Udover at overøse hende med kærlighed, er det nok nærmest den største gave, jeg som mor kan give mit barn; at blive set, hørt og mødt. Det blev jeg ikke selv som barn, ung eller voksen og det er stadig en sorg for mig. Men at kunne give hende det, bløder en smule op for sorgen.

Når epilepsien kaprer hendes hjerne i tide og utide bliver rummeligheden og overblikket sat på en prøve flere gange dagligt og om natten. Der er ikke ret meget godt at sige om epilepsi. Det er en lortesygdom, som er så kompleks og led, at jeg har opgivet at forstå den. Der er ingen logisk forklaring på, at hun har epilepsi. Ingen hjerneskade. Intet i vores gener. Hvorfor hende? Hvorfor os? Vi kan ikke gøre så meget ved det andet end, at acceptere den er en del af hende og vores dagligdag. Intet i verden ville glæde mig mere end, hvis hun slap for de møg-anfald. Men når nu landet ligger sådan, har jeg valgt at se på, hvad jeg kan uddrage af konstruktiv erfaring og udvikling i det. Dagens mange brandslukninger gør mig til en bedre kaos-pilot, end jeg nogensinde har været før. At kunne navigere og opretholde roen, mens alt brænder på, er brugbart i mange andre af livets sammenhænge. Jeg farer stadig vild. Mister overblikket. Laver vilde loops og må trykke på katapultsædet indimellem. Men det er vel dét, der også gør mig menneskelig?

Tøse-pigen er et barn noget længere end andre pga. hendes udviklingshæmning. Og jeg nyder det virkelig. Tænk, at få lov at få et langt indblik i barnets univers, så rent og uskyldigt. Så rigtigt, som et barneliv bør være og som mit eget ikke var. Jeg er dybt taknemmelig for, at jeg får den chance.

Min datter er en ukuelig, sej fighter. Selvom livet indimellem er svært og uforståeligt for hende, så har hun stadig overskud til at vise os hendes særlige finurlige form for humor. Hun formår løbende at lære nye ord og sætninger, der forbinder hendes verden med vores. Hun giver os kram, kys og kærlighed tilbage og viser interesse og oprigtig omsorg for hendes legekammerater. Så kan det godt være, at hun pt. ikke reagerer på kollektive beskeder i børnehaven. So what. For mig er alle hendes dejlige egenskaber meget mere værd ♥

  • Kommentarer(5)//blog.smuktliv.dk/#post104