Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Det sidste ordPersonlig proces

Oprettet af Pernille Gyldensøe tor, marts 20, 2014 09:18:14

Hvor har det altid været vigtigt for mig at få det sidste ord i et skænderi. At få den sidste trumf, give modparten dødsstødet, afslutte en udmattende og grim uenighed på en så nederdrægtig, ondskabsfuld, konfliktoptrappende og hensynsløs måde.

At give igen
Det kan der på en helt særlig twistet måde ligge en stor tilfredsstillelse i for én som mig. For det giver en følelse af overvindelse, magt, overlegenhed og "så fik jeg sgu rigtig sat dig på plads"-agtig følelse, der i sin tid kunne opveje de fysiske og psykiske ydmygelser jeg selv dagligt måtte stå model til.
Blog image
Dét jeg ikke havde dengang i muskelmasse, kunne jeg hvæse, råbe og skrige, selvom jeg udemærket godt vidste, at det ville gøre det endnu værre. At jeg ville få flere tæsk, flere trusler og være mere utryg. Men det var alligevel det hele værd, fordi jeg følte, jeg stod op for mig selv lige i det sekund - uanset konsekvenserne.

Eksplosiv grænsesætning
Når man i mange år har været den stiltiende modtager, er der noget dragende farligt i at sige fra. Det kom så bare til udtryk på mange uhensigtsmæssige måder i andre sammenhænge, fordi jeg ikke evnede at tilpasse mine forsvarsmekanismer afhængig af situationerne "Nu bliver jeg slået ihjel" og "Vi er bare uenige om noget forholdsvist uskyldigt". Så ja, jeg er eksploderet i hovedet på mange mennesker, der aldrig havde set det komme så vidt. Jeg er blevet bedre til at regulere det, og tænke mig om før jeg taler, men falder stadig i, hvis folk overskrider mine grænser. Og det er ok at sige fra, når andre ikke respekterer ens grænser. Øvelsen ligger "bare" i at modererer reaktionen en kende.

Tilbage til det sidste ord
Jeg bryder mig ikke om generaliseringer af voksne børn fra dysfunktionelle familier. Men jeg oplever af og til i mødet med andre, at det sidste ord også har været en vej til genvindelse af kontrol for dem i deres familie. At selv små uenigheder kan fortsætte, og optrappes i det uendelige, hvis ikke én af os trækker sig, og lader den anden få det sidste ord. Indrømmet, det kribler i fingrene, og hamrer i brystet for at give tilbage. For det sidste ord er næsten altid provokerende, uretfærdigt og kræver et modsvar.

I går lod jeg være. For jeg fandt ud af, at det sidste ord ikke altid er det vigtigste for mig. At komme ud af en konflikt på en respektfuld måde for mig selv og den anden, er nok vigtigere her, hvor jeg står i dag. Det kan se anderledes ud i morgen. Heldigvis giver jeg mig selv det frirum at fejle, mens jeg er i proces. Jeg er ikke færdig men stadig på vej. Det efterlader plads til masser af øvelse, tilbagefald og udvikling.
Blog image

"Jeg kan ikke mærke dig"Tanker & citater

Oprettet af Pernille Gyldensøe ons, januar 22, 2014 21:22:40

I mandags var jeg inde i Politikens Akademi, hvor Ayse DuDu Tepes og Michael Philip Oxhøj holdte oplæg om at bryde den negative sociale arv. To vidt forskellige mennesker. To vidt forskellige præsentationer. To vidt forskellige indtryk.

Facade-krak
Jeg havde det rigtig svært med DuDu's oplæg. Mit førstehåndsindtryk var, at hun ikke havde forberedt sig til aftenen overhoved. Det virkede utjekket, rodet og så GRÆD hun flere gange. Kontrolfreaken her fik det straks stramt og ubehageligt ved at se en anden oplægsholder tabe masken midt på scenen foran en sal fuld af mennesker. Jeg har aldrig grædt, når jeg har holdt foredrag. Fandeme da ikke nogen, der skal se mig krakelere eller føle noget!

Hun viste følelser og oprigtig sorg over, at hun flere gange fik frarøvet noget dyrebart af hendes barneliv. Som da hun f.eks. på sin allerførste skoledag havde været så spændt og glad, og pludselig havde fået en på hovedet af sin far. Bare fordi hun var for glad, og det var irriterende. Det blev klart for mig, at det da er naturligt at sørge over, alt andet ville være mærkeligt. Spørgsmålet var blot, om timingen for sorgen var "passende".

Modsætningen
Michaels oplæg var øvet igennem. Han havde hold på sig selv hele vejen igennem. Selvfølgelig var han nervøs, men han bevarede kontrollen og facaden. Det kunne jeg forudsigeligt nok slappe meget bedre af i, fordi det var velkendt og trygt. Ikke alt det der følelses-noget.

"Jeg kan ikke mærke dig!"
Under debatten komplimenterer DuDu den 10 år yngre Michael for at kunne stille sig op og fortælle på den måde. Hun spørger, hvordan han gør det, og Michael virker lidt forvirret. Pludselig siger DuDu til Michael "Jeg kan ikke mærke dig!". Idet hun siger det, forstår jeg det. Jeg forstår godt, hvis DuDu og andre ikke kan mærke os, der er top-kontrollerede. Vi lader end ikke en lille sprække følelser komme ind, men forholder os professionelt til emnet, herunder vores egen skæbnehistorier, der jo godt mærkes, fordi de adskiller sig så væsentligt fra det 'normale' barneliv.

Stå op for dig selv
Det ville være mest nærliggende for mig selvfedt at konkludere at DuDu's oplæg var utjekket og en tand for følelsesmæssigt. At hun simpelthen slet ikke er parat til at sætte sig selv på scenekanten og udlevere noget så personligt som hendes indre barns sorg over den fortabte barndom. Men hvem er jeg til at bedømme det? Jeg har min knap, hvor jeg tænder og slukker for følelserne. Jeg har førhen lagt gråd ind i kalenderen, for crying out loud! Hvis ikke det er skævt, så ved jeg sgu ikke..? Se bl.a. videoen "Jeg græder først kl. 20" her http://usynligear.dk/kontrol-og-manier.html

Der er ikke noget rigtigt og forkert. Og jeg håber, at DuDu, Michael og andre foredragsholdere finder den stil, der fungerer bedst for dem. Uanset om man lader publikum komme med helt ind under huden, eller holder dem et skridt for livet, må det vigtigste være, at man selv kan stå inde for det. Med eller uden følelser og tårer.

Tak til DuDu og Michael for en tankevækkende aften, der satte spor og tanker i gang om kontrol og følelser.

Følg mig på Facebook-siden Pernille Gyldensøe - Forfatter til Farvel, negative sociale arv
Blog image



ElitenPersonlig proces

Oprettet af Pernille Gyldensøe lør, januar 11, 2014 13:19:08

Jeg har altid været en stræber. Sådan én der ville være bedst til alt det, jeg satte for. Drevet af lavt selvværd og behov for eksistenberettigelse i en verden jeg ikke altid forstod, spænede jeg derudaf med 500 km/t for at få mit fix: At nogen syntes, jeg var fantastisk.

Når anerkendelsen er altafgørende
I denne video fortæller jeg mere om, "Når anerkendelsen er altafgørende". Klik på billedet og kom direkte til youtube-videoen.
Blog image
Eksistensberettigelse
Meget er ændret de sidste par år. Der er blevet vendt op og ned på mange ting - ikke mindst mit syn på mig selv. Jeg behøver ikke være perfekt, fantastisk og dygtig 24/7. Og jeg er ikke ligeså afhængig af omgivelsernes tilkendegivelser som tidligere, da det vigtigste egentlig er, at jeg selv kan stå inde for det, jeg gør, og siger. Andre må gerne bakke op også - men hvis ikke de gør, så går verdenen ikke under. Jeg har stadig lov til at være her alligevel. Lov til at trække vejret. Lov til at eksistere.

Eliten
Med de mange år på bagen i anerkendelsens søgen burde det naturligste i verden være, at jeg nyder at blive sat i "bås" med "eliten". De dygtige. De seje. De ekspressive. Men det gør jeg ikke. Selvom det er ment positivt og sagt i dyb respekt, så stritter alt på mig, når noget eller nogen bliver delt op i A og B-hold. Vindere og tabere (som jeg også har blogget om her http://blog.smuktliv.dk/#post109 ). Jeg kan ikke rigtig med det, heller ikke når det er i mit favør. Af samme grund har jeg trukket mig fra "prestigeprojekter", der skabte større gab mellem mennesker fremfor at samle dem.

Se hele mennesket
Alle er gode til noget. De fåmælte og introverte rummer også noget smukt og fantastisk, der fortjener respekt og opbakning. Det er bare sværere for andre at se, fordi de ikke gør så meget væsen af sig. Min afstandstagen til "eliten" handler måske i virkeligheden om et ønske om at få folks øjne op for det ikke-umiddelbare. For de usynlige og tavse ♥ Jeg er ikke helt landet på det, men vil glæde mig til at høre din vinkel på sagen ♥

Mærk efterGrænsesætning

Oprettet af Pernille Gyldensøe fre, december 27, 2013 15:46:14

De seneste år har italesættelse og nedbrydning af tabu været i højsædet, og der har været en slags ”inflation” i skæbnehistorier om seksuelle overgreb, vold og misrøgt. Det har haft masser af fordele - mere fokus, flere lovændringer, pakker og tiltag – alt sammen med det formål at hjælpe udsatte mennesker.

Mit syn på sagen
Jeg har ikke den endegyldige sandhed for korrekt håndtering af skæbnehistorier. Men jeg har en klar holdning til, hvordan jeg mener, det bør være - med mennesket i centrum - og så har jeg en kritisk holdning til det, jeg ser, og oplever lige nu, som både er uetisk og forkasteligt.

Hit med historien!
Jeg bliver umådelig trist, når jeg gang på gang bliver kontaktet af mennesker, der føler sig udnyttet på det groveste af medier og mennesker i godheds-industrien. Jeg bliver splitterravende rasende, når jeg hører eksempler på, hvordan grænser bliver overskredet nok engang, om det svigt de føler bagefter, og den rungende tomhed og fortvivlelse de står i efter interviewet til radioen, avisen, bogudgivelsen eller TV-programmet. De bliver brugt og smidt væk bagefter, hvilket minder om den afmagtssituation de seksuelle overgreb skabte dengang. Hit med historien! Giv os hvad vi vil have! Og pil så af bagefter…

Grænseproblematikker
Der er dem, der mener, at ”det er vigtigt at skabe billeder på nethinden”. Det mener jeg så ikke. Billeder kan være retraumatiserende – både for mennesket der fortæller, og for menneskene der læser/lytter. Der skal ikke megen psykologisk indsigt til at forstå, at mennesker med overgrebsproblematikker også kan bokse rundt med svære grænseproblematikker. Når mennesker har fået nedbrudt og overskredet deres grænser gang på gang – måske af deres allernærmeste – så kan det være meget vanskelligt at mærke og fastholde sine egne grænser i en interviewsituation. Man er måske nervøs, lidt stolt og benovet og befinder sig i det hele taget i en ukendt og forvirrende situation, hvor man har stærkt brug for rådgivning og støtte, men reelt står alene.

Flere oplever først bagefter, at de fik overskredet deres grænser, og fortryder. Og er der så en reel fortrydelsesret? Bliver det respekteret og håndhævet? Desværre ikke altid.

Umyndiggørelse
Jeg er bestemt ikke tilhænger af umyndiggørelse af voksne mennesker. Har man lyst til at dele sin historie til medierne, så skal man gøre det. Der er mange for hvem, det giver god mening at stå offentligt frem og generobre styringen over eget liv. Det kan have en helende effekt at dele med andre, få feedback og opnå spejling og genkendelse fra andre. Det styrker – jeg har selv prøvet det, og det har haft afgørende indflydelse på min egen personlige proces. Men hvor kan man blive brændt, hvis ikke man passer på sig selv.

Skjulte agendaer
”Markedet” flyder i øjeblikket af skjulte agendaer og ejerfornemmelser på skæbnehistorier. Forbehold dig retten til at have ejerskab på din egen historie, og kræv en klar aftale om, i hvilken sammenhæng den bliver brugt. Desværre kender jeg flere eksempler på, at mennesker trods gentagne protester ikke får respekteret deres ønske om, at deres historie ikke må bruges i kommercielle sammenhænge. Deres historie bliver på den måde business for andre.

Mærk efter
Overvejer du at gå ud i medierne - så mærk efter. Mærk efter, hvad du føler, er det væsentlige i dit budskab og hold dig til det. Lav en prioritering af de 2-3 vigtigste ting i din historie. Stil dine betingelser for interviewet og outputtet, og er mediet/intervieweren ikke interesseret i det - så vær håndfast. Hvis ikke de seksuelle overgrebs karakter er væsentlige for dig at få ud i det offentlige, så fasthold din ret til ikke at invitere den nysgerrige journalist eller radiovært med ned under dynen, og hold fokus på det du har på hjertet. På dette link har jeg desuden sammenfattet nogle af de overvejelser og konsekvenser, det kan have at stå frem med sin historie http://smuktliv.dk/at-st-frem.html

Søg andre alternativer
Søg efter andre alternativer, hvor du kan bevare kontrollen. Flere har haft stor gavn af at blogge. Det er let, gratis og du får udbredt dit budskab uden indblanding fra redaktører m.fl. Hold dig på den rigtige side af loven, og lad vær med at hænge krænkeren ud ved navn, hvis vedkommende ikke er dømt. I det tilfælde kan du selv ende med at blive straffet for injurier. Vil du holde dig på den sikre side (for DIN skyld), så undlad helt benævnelsen af relationen og omtal blot vedkommende som ”krænkeren”.

Går du mest efter spejlingen, kan gruppeterapi eller netværksmøder være en fordel. Her møder du ligesindede, og det kan være guld værd. Der findes endvidere flere åbne sider og lukkede grupper på Facebook, hvor du kan dele og debattere med andre.

VISO
Er skaden sket, og har du behov for at få sat din historie og eventuelle oplevelse med medierne i perspektiv, kan du kontakte Gunhild Hansen fra VISO og bede om et rådgivningsforløb (ikke at forveksle med et terapiforløb). Ring på 72 42 40 41 mandag til torsdag kl. 9-15.30 og fredag kl. 9-15.


Suget i mavenAngst og relationer

Oprettet af Pernille Gyldensøe man, november 11, 2013 16:09:57

Jeg gik i seng i går, og vågnede igen i morges med den samme følelse i krop og sind; indre uro, et helt specielt ubehageligt sug i maven og hjertebanken. Kald det en radar, en veludviklet antenne der opsnapper konflikter eller inituition. Noget, jeg havde brug for som barn. Følelsen blev ikke mindre af at åbne min indbakke. Suget blev kraftigere, og hjertet slog endnu hurtigere. En afskedssalut og en ven mindre på Facebook.

"Whatever! Det er jo bare Facebook!", tænker du måske. Men for mig betyder det noget. Det betyder noget at lade folk komme ind i mit private univers. Det betyder noget at lukke dem ind i mit hjem, hjerte og tanker. Det betyder noget at udvise tillid til andre mennesker. Det mest nærliggende ville nu være at lukke døren i og ikke lade andre komme ind af den igen nogensinde. Det har jeg ikke lyst til.

Jeg er ikke fejlfri. Har slettet masser af mennesker på Facebook af forskellige årsager. Nogen har aldrig fået en forklaring. Andre har fået adskellige advarsler forinden. Så det burde jo slet ikke komme bag på mig, at det selvfølgelig også kan gå den anden vej.

Det er svært dét med relationer. For fanden, hvor er det dog svært og skrøbeligt. Jeg har masser at arbejde med stadig. Pas godt på de relationer, der betyder noget ♥

Se også bidragene fra Thomas Bering Kristensen, Louise Benner, Mona Kadahl og jeg fra vores site www.UsynligeAr.dkdette link omkring de svære relationer

164 dagePersonlig proces

Oprettet af Pernille Gyldensøe lør, september 14, 2013 16:08:38

Så længe siden er det, jeg skoddede cigaretten.

Der har været supersure, svære, op-af-bakke-dage (især i starten), hvor jeg konstant tænkte på at droppe rygestoppet og købe en pakke syndige smøger på tanken og skamryge hele møget i smug bag en container. Og så har der været lette dage, uger og måneder, hvor jeg nærmest ikke har skænket det en tanke. Hvor det har været normalt ikke at ryge.

De sidste par uger har tankerne igen kredset om en smøg. Jeg ryger i mine drømme. Spotter alle smøger i film og tv-serier samt i min færd på gader og stræder. For f*nden, hvor kunne jeg godt ryge én. Bare én. Nå, ja....måske en pakke. Men jeg ved, det vil smage af H til. Ved også, jeg får hovedpine, og bliver svimmel. Så indtil videre er det blevet ved tanken.

Adskellige kilo og den tvivlsomme 'fornøjelse' af en ekstrem teenage-eksplosion af uren hud senere må jeg bare konstatere her på den 164. dag, at der stadig vil være perioder, hvor det er svært. Men det går over. Det holder jeg fast i lige nu, mens jeg priser mig lykkelig for, at jeg stadig har min sut i form af en e-cigaret, der er en stor del af årsagen til, at jeg ikke er begyndt at ryge dem med ild i igen.

Folk i krigTanker & citater

Oprettet af Pernille Gyldensøe tor, september 12, 2013 09:47:50

FOLK I KRIG

I konstant kamp med dem selv og andre
Altid på vagt og parat til angreb
Selv når der ingen trussel eller fare er
Så skaber de selv en konflikt. Et sammenstød
Bare for at føle sig i live
Det er udmattende
Både for dem der fører den, og for dem der kigger på udefra
Jeg har aftjent min værnepligt
Gider ikke dramaet, kampene eller krigen længere
Står her, og kigger
Sænker mine våben, og vender ansigtet mod lyset
Du kan kæmpe videre, hvis du vil
Jeg går den anden vej

- Pernille Gyldensøe

Blog image

Besøg vores nye site www.UsynligeAr.dkSeksuelle overgreb

Oprettet af Pernille Gyldensøe tir, august 20, 2013 14:41:50

Jeg, mine to gode venner Louise Benner og Thomas Bering Kristensen samt en række indsigtsfulde gæsteskribenter har lavet dette nye site www.UsynligeAr.dk
Blog image
Hjemmesiden er et nyt levende site om de usynlige ar efter seksuelle overgreb, vold og dysfunktionelle familiemønstre. Vi er voksne overlevere, pårørende og fagpersoner, som ønsker at bidrage med et nuanceret og respektfuldt billede af senfølge-problematikkerne. Sitet opdateres løbende med nye artikler og videoklip ud fra det personlige og faglige perspektiv.

Mediernes fokus
Jeg stod selv offentligt frem i august 2010 med min selvbiografi ”Farvel, negative sociale arv”. Det var utrolig ambivalent for mig, at gå ud i medierne med min egen historie, idet deres belysning af overgreb sjældent faldt helt i tråd med, hvad jeg gerne ville have frem. De var primært interesserede i overgrebenes karakter og krænkeren, mens jeg gerne ville have fokus på, hvordan livet som voldsramt og misbrugt er til hverdag, systemet omkring de berørte parter, samt hvordan vi forebygger overgreb bedst muligt.

Det skulle have været en film
Siden bogudgivelsen har jeg haft en drøm om, at lave en dokumentarfilm om andre overlevere af seksuelle overgreb. En film der ville udvise menneskene og emnet respekt og give et nuanceret billede af senfølgeproblematikkerne, de indre og ydre kampe, lovgivningen m.m.

Produceren, manuskriptet og deltagerne var på plads. Jeg manglede ”bare” fondsmidlerne. Desværre fravalgte samtlige af de ansøgte fonde at støtte filmprojektet, og jeg måtte derfor give helt slip på det i sommeren 2013, da også produceren pludselig bakkede ud. Det var dybt frustrerende, og det irriterede mig grænseløst, at jeg var afhængig af andre for at få budskabet ud. Jeg kan ikke fordrage at være afhængig af andre.

Så nye muligheder
Jeg kunne vælge at ”sælge” filmen til en kommerciel tv-kanal, men det ville være forbundet med så mange kompromiser og afkald på essentiel etik og respekt, at jeg ikke kunne se det gennemført uden, at jeg måtte miste en del selvrespekt. Så jeg kiggede på de muligheder, jeg selv havde for at få budskabet ud. At starte ting fra bunden af skræmmer mig ikke. Jeg elsker det; at se et lille frø vokse sig stort og stærkt er noget af det fedeste, jeg ved.

Jeg har tidligere lavet flere hjemmesider og ved at opbygge et site, ville jeg få fuld indflydelse og kontrol med, hvordan emnet blev behandlet, samtidig med at jeg kunne gøre det for meget få midler. Mine to venner Louise Benner og Thomas Bering Kristensen var straks med på idéen og derfra gik det stærkt. Jeg gik i gang med design af siden, og vi fik alle skrevet tekster, lavet videoer og taget billeder.

Held i uheld
I virkeligheden er sitet en meget bedre platform end en film, idet vi løbende kan udvikle på det og tilføre nye vinkler på senfølge-problematikkerne. Vi kan holde den i live meget længere tid i end en film, som folk højst gider se 2-3 gange. Ingen af os ville være indstillet på at lave en 2´er eller en 3´er. Og så kan vi tilbyde folk anonymitet, hvilket er yderst væsentligt for de berørte parter.

Udbredelsen
Desuden slipper jeg og de øvrige for at skulle sælge os selv i medierne. Jeg har ikke haft lyst til at fortælle min egen historie i medierne i lang tid, og det ville jeg uvægerligt være nødsaget til i forbindelse med en filmproduktion. Mit netværk via Facebook ”Mere politisk fokus på overgreb mod børn” rammer de rette personer og linket deles flittigt med et enkelt klik. Det er gratis, hurtigt og effektivt.

Håb for sitet
Intentionen bag projektet www.UsynligeAr.dk er, at skabe broer af forståelse mellem de
udsatte og omverdenen, samt bidrage til spejling og samhørighed. Noget, jeg i den grad manglede, da jeg kastede mig selv for løverne for 3 år siden. Det er en fornøjelse at stå frem for anden gang – denne gang i selskab med gode venner og dygtige fagpersoner som jeg har den dybeste respekt for.

Ambitionen for sitet er, at det skal være en fyldestgørende inspirations- og informationskilde uanset om man er udsat, pårørende, fagperson eller bare nysgerrig. Jeg har selv brugt utallige timer bag skærmen i min egen informationssøgning og proces, og det overskud har de færreste altså, når de kommer i kontakt med traumerne. Jeg tror, at man har brug for et overblik og genkendelse i den sårbare start af processen, og det er med den energi bag, at sitet er lavet.

Mange tabuer i tabuet
Jeg har gennem de sidste 3 år hørt rigtig mange menneskers historier, og fundet ud af at der findes utallige tabuer i tabuet. Én ting er skammen over de seksuelle overgreb. Noget andet er alle de andre ting, der er mindst ligeså skamfulde, og hæmmer dem i deres hverdag.

Det kan f.eks. være, at de bokser med ambivalente følelser for deres krænker – hvilket de færreste udenforstående rigtig kan forstå eller holde ud at tale om. Eller at de grundet store psykiske og/eller fysiske problemer har måttet opgive fortsat tilknytning til arbejdsmarkedet. Mange får svært med deres sexliv, og lever alene, fordi det med sex, tillid og at finde den rette partner er dybt problematisk for dem.

Alle afskygninger af de tabuer vil jeg gerne have belyst via sitet. Der sidder så utrolig mange derude, som tror, de er de eneste i hele verden, der har de problemer. Kan jeg og de øvrige medvirkende på sitet, bidrage til at bare en lillebitte flig af den forkerthedsfølelse og ensomhed bliver blødt en anelse op, og de oplever deres problemer italesat og taget seriøst – så er vi nået et godt stykke hen ad vejen.

Selvindsigt er mønsterbrud
Der er så meget tale om eliten og succesfulde mønsterbrud. For mig er et succesfuldt mønsterbrud ikke betinget af uddannelse, karriere og civile status. Det handler i allerhøjeste grad også om selvindsigt i egne destruktive mønstre, som man har båret på i mange år pga. traumerne. Hvad nytter det, at du tjener kassen, og udadtil lever det perfekte liv, hvis du dybest set er et lille barn med alle forsvarsmekanismerne udenpå tøjet?

Jeg har været der, og jeg havde det forfærdeligt. Rent menneskeligt var jeg fattig og dybt ulykkelig, fordi jeg ikke forstod mig selv og omverdenen heller ikke forstod mig og mine til tider meget uhensigtsmæssige tanke- og reaktionsmønstre.

Det lyder måske lidt langhåret og total ”Jeg er bare i balance med mig selv”-agtigt, men jeg vil faktisk hellere være et indsigtsfuldt og empatisk menneske end et ulykkeligt, økonomisk velstillet menneske. Jeg er fuldstændig ligeglad med folks sociale status og økonomiske forhold. Derfor håber jeg også at sitet afspejler en ligeværdighed og respekt for det enkelte menneske, uanset hvor han/hun kommer fra eller befinder sig. Jeg ønsker, at andre skal se mennesket bag historien og ikke historien bag mennesket. Der er en verden til forskel! Vi har nok været udsat, men vi er også meget mere og andet end vores usynlige ar.

Velkommen forbi www.UsynligeAr.dk

Ændringer i Straffelovens kapitel 24 vedr. SeksualforbrydelserPolitik & lovgivning

Oprettet af Pernille Gyldensøe ons, juni 12, 2013 08:24:13

Den 3. juni 2013 blev Straffelovens kapitel 24 vedr. Seksualforbrydelser ændret. Alle ændringerne kan læses på dette link

Vil du løbende opdateres om lovændringer, behandlingstilbud, inspiration til selvindsigt, foredrag, artikler og bøger om seksuelle overgreb og vold, så "Synes godt om" min Facebook-side "Mere politisk fokus på overgreb mod børn"

Kærlig hilsen
www.smuktliv.dk


Pernile Gyldensøe

Det blev anderledesMit barn m/handicap

Oprettet af Pernille Gyldensøe søn, april 21, 2013 14:22:33

Vi sad, og genså gamle videooptagelser i går aftes af tøsepigens første leveår. Denne her lille fantastiske kød/guldklump der fredfyldt og mæt sov på vores maver, gryntede, lavede grimasser, sagde "Agyyyyy", smilte, løftede hovedet, begyndte at rejse sig op, skubbede sig selv rundt på tåspidserne i gå-vognen, rev brillerne af farmand, lavede de vildeste spruttelyde med tilhørende spytskum, fik sin første tand osv. osv..

Åh, hvor var det fantastisk ♥ Vi grinte så meget. Var glade og stolte helt ind i knoglerne. Hver gang hun bare løftede et øjenbryn, klappede vi jo nærmest i hænderne af fryd. Vi havde mentalt overskud til trods for manglende søvn og omvæltningen i hverdagen. Var fjollede og skøre. Vi var så lykkeligt uvidende om alt det, der lå forude af personlige kampe med familie og sygdom.

Blog image

Flere gange fik jeg tårer i øjnene, fordi jeg tydeligt husker den forventnings glæde, der var ved at få hende. At blive forælder. Skabe og forme et lille menneske, der senere skulle ud og klare sig selv.

Det var en lille smule sorgfuldt at gense, fordi jeg i dag ved, at hun blev syg et par år efter. Epilepsien stjal mit barn, og gav mig et andet. Det er skamfuldt, fordi jeg dermed lyder som et utaknemmeligt menneske, der ikke elsker mit barn, som hun er i dag. Det er jeg ikke - jeg er dybt taknemmelig. Og jeg knus-elsker mit barn af hele mit hjerte, og er stolt over hende helt ind i knoglerne ♥

Det ændrer bare ikke ved, at det blev anderledes. Vores barn blev anderledes. Vores liv blev anderledes. Vi blev anderledes. Det oplever jeg indimellem, kun kan forstås sådan rigtigt af andre, der har oplevet det samme og/eller af dem, som tør stå ved deres følelser - også de følelser, man umiddelbart ikke normalt flasher i det offentlige rum. Det gør jeg. Ikke fordi jeg er specielt heltemodig på den måde (eller anti-helt?). Det hører simpelthen bare med i den proces, det er at blive hel som menneske ♥

Vindere og tabereTanker & citater

Oprettet af Pernille Gyldensøe man, april 15, 2013 09:16:08

Det her med at se hele mennesket, fylder rigtig meget i mig for tiden og kan derfor dårligt skæres ned til et enkelt (forholdsvist kort og læsevenligt) blogindlæg. Så jeg tænker, at tage det lidt i bidder og starter med "Vindere og tabere".

Siden jeg stod frem for snart 3 år siden, har jeg fået øjnene op for problemstillinger, jeg slet ikke anede fandtes. Forestillinger om hvordan "sådan nogen" som jeg og andre er (set med samfundets øjne) og så sandelig også, hvordan vi ser og oplever hinanden som mennesker indenfor egne rækker.

Der findes "vinderhistorier" om succesfulde, karismatiske og tilsyneladende velfungerende mennesker, der trods en horribel opvækst har klaret det hele med bravour og lever "det gode liv". Og der fortælles "taberhistorier" om mennesker på overførselsindkomster, som lider af svære psykiske lidelser og har store problemer med at få hverdagen, familielivet og økonomien til at hænge sammen.

Jeg kender mennesker, der vedvarende dunker sig selv i hovedet med, at de ikke er succesfulde nok eller kan leve op til samfundets overfladiske kriterier for at lykkes. Stigma udefra og selv-stigmatisering tager indimellem pusten fra dem og punkterer deres selvværd fuldstændig. Jeg kender også mennesker, der trods uddannelse, karriere og penge stadig er små bange børn indeni - ligeledes med lavt selvværd. Sådan et menneske var jeg selv i mange, mange år og havde det forfærdeligt indeni. Betyder de ydre værdier så i virkeligheden ret meget, når det kommer til stykket? Er det i virkeligheden ikke den indre ro med os selv og vores omverden, der reelt kan give livsgivende gødning og få os til at vokse?

Måske er jeg en sær snegl, der ikke helt magter det dér status-ræs. Måske jeg bare har været der lidt for længe og er hoppet af toget. I mit møde med mennesker søger jeg deres kerne. Jeg ser mennesker. Mennesker, der er søde, kærlige, omsorgsfulde, skøre, empatiske, kreative, dybsindige, følsomme, intelligente, opmærksomme og nærværende. Jeg ser venner og hverdagshelte og de udvises samme respekt og opmærksomhed uanset deres uddannelse, erhverv, civilstatus eller økonomiske forhold.

Jeg tror ikke på at større skel mellem mennesker, motiverer til forandringer. Det ekskluderer og marganiliserer frem for at inkludere og omfavne.

Vi kan alle bidrage med noget værdifuldt til fællesskabet. Det kræver bare, at vi alle bliver bedre til at se hele mennesket. Jeg ser. Gør du?

Bye, bye overflade ♥ Personlig proces

Oprettet af Pernille Gyldensøe søn, marts 24, 2013 15:56:36

Man kan dyrke det overfladiske så meget, at man dag for dag mister en lille bid af sig selv og til sidst opdager den bragende tomhed.

Blog image

Been there. Done that. Jeg er så færdig med det. Så jeg søger hjem. Hjem til min kerne og vender ryggen til det tomme og hule.

"Den ubetingede kærlighed" skrevet af Wilhelmina Mebus Andres bidrag

Oprettet af Pernille Gyldensøe tor, marts 21, 2013 19:45:37

Da jeg i går skulle forklare sagsbehandleren, hvad det var for nogle vanskeligheder jeg oplevede i forhold til Lucas og Teresa, blev det igen klart for mig, hvor mange følelser jeg holder tilbage.

I forhold til Lucas er der meget vrede og frustration. Det er jo ikke fordi jeg ikke elsker ham, det gør jeg, og jeg mærker de varme følelser når jeg er sammen med ham. Men der er en følelse,der hele tiden bliver skubbet væk. Tør jeg indrømme den for mig selv? Tør jeg fortælle om den? Og hvordan kommer jeg af med den?

Lucas er vred på mig. Jeg er usikker på, hvad der gemmer sig bag den vrede, men måske er det skyldfølelse, måske er det fordi jeg ikke lod ham flytte til Søren for et år siden. Måske er det omvendt. Måske føler han sig afvist og sendt væk, fordi jeg traf beslutningen om at lade ham bo hos Søren permanent, da han havde gjort Teresa fortræd. Vi har ikke snakket om det, det er ikke så godt, og selvfølgelig skal der gøres noget ved det.

Lucas er fysisk større og stærkere end jeg er. Han har på mange måder en voksen mands størrelse, selvom han kun er 13. Det er især når hans teenager-hormoner raser og gør ham ganske uudholdelig, at den forbudte følelse melder sig. I stedet for at være min lille elskede bløde sjove og humoristiske søn, bliver han en voksen, truende og seksuelt grænseoverskridende mand. Min krop føler afsky og jeg mærker at jeg bliver utryg og bange. Samme følelser som jeg mærker, når det handler om min far eller min stedfar. Sådan er det ikke meningen at en mor skal føle, vel?

Jeg bliver også bange for mine egne følelser, for jeg skal jo elske mine børn ubetinget. Lige meget hvad de gør forkert, skal de elskes. Sådan ved jeg at det bør være, sådan vil jeg helst fortælle, at det er. Jeg elsker ham, og jeg ved at det er hans gerning, der er svær for mig at acceptere. Jeg elsker Lucas som menneske, men ikke det han gør. Så, nu er den på plads, så skulle alt være i den skønneste orden. Jeg ved hvad der er rigtigt at gøre, ....hvis bare jeg så kunne få den anden følelse væk.

Lige nu gør jeg alt for at undgå konflikter med ham. Han er grænseoverskridende på mange måder, men jeg holder mig tilbage og ignorerer det. Det er for at bevare det gode forhold og forbedre de skævheder der har været imellem os. Det er fornuftigt nok, men det er kun halvdelen af sandheden. Det er også fordi jeg er bange for at mærke den anden følelse, følelsen af afsky og angst.

Jeg har brug for hjælp til at få rettet op på forholdet til Lucas. Hjælp fra et menneske, der ikke bebrejder mig, at det er sådan fat. Hvem mon kan rumme noget, der er så grimt? Jeg håber at det er en rigtig dygtig psykolog, de har ansat i familiehuset, hvor jeg kan få tilbudt hjælp.

Skrevet af Wilhemina Mebus ♥ Følg hendes blog på http://wilhelminamebus.blogspot.dk/

Vil du følge Wilhemina på Facebook, så anmod om medlemsskab af denne gruppe

Ønsker du, at få din historie eller dele af den anonymt på min blog, kan du læse mere på dette link

Halv sejr ♥ Helt stolt ♥Politik & lovgivning

Oprettet af Pernille Gyldensøe fre, februar 01, 2013 23:27:18

Der findes vel dårligt nogen, som har med overgrebsproblematikker at gøre, der ikke kender min holdning til Forældelsesfristen på seksuelle overgreb? Siden jeg blev bekendt med Forældelsesfristen i 2010, har jeg sammen med mit netværk kæmpet indædt for en total ophævelse af fristen eller en forlængelse.

Via interviews, foredrag, debatmøder, kontakt med Folketingets Retsudvalg, underskriftsindsamlinger, blogindlæg, deling af links og generel italesættelse er vi MANGE, der har gjort opmærksom på problematikken ved den nuværende lovgivning.

Det har nu udløst en halv sejr. Justitsminister Morten Bødskov fremlægger lovforslag om en 3 års forlængelse af Forældelsesfristerne på seksuelle overgreb. Dvs. at ofrene kan anmelde deres krænker inden det fyldte 26., 31. eller 36. år afhængig af overgrebenes karakter og ofrets alder på gerningstidspunktet.

De nuværende Forældelsesfrister kan ses nedenfor.

Blog imageKilde: Betænkning 1534 bind II, side 733

Vigtigst af alt pointerer Morten Bødskov i sin pressemeddelelse til Ritzau:

"At en sag er forældet skal imidlertid ikke betyde, at politiet skal ignorere den. For hvis anmeldelsen giver anledning til at tro, at gerningsmanden har misbrugt andre, skal politiet efterforske sagen, fremgår det af lovforslaget".

Dette var netop ét af de vigtige argumenter, vi fremlagde ved høringen og i beslutningsforslaget.

Der ligger en stor opgave forude for alle, der beskæftiger sig med seksuelle overgreb i, at oplyse om de gældende frister samt fortælle, hvad en evt anmeldelse vil indebære.

Selvom det ikke er en total ophævelse eller en lang forlængelse, så er jeg alligevel ufattelig stolt. Stolt over at have haft mulighed for ved flere lejligheder at komme med vores argumenter for en ændring af lovgivningen. Jeg er sindsygt stolt over alle, der deltog ved den offentlige politiske høring i 2011. Stolt over jer, der bidrog med jeres historier til beslutningsforslaget netværket fremsendte på opfordring af Retsudvalget. Stolt over alle jer, der underskrev og delte vores underskriftsindsamling. Stolt over jer der via deling af links og samtale har været med til at italesætte problematikkerne omkring den nuværende lovgivning. Stolt over alle, der har bidraget med interviews og foredrag i sagens tjeneste. Stolt over vores sammenhold og vilje til at gøre en forskel for andre.

Tusind, tusind tak til alle der har bidraget i kampen om ændring af Forældelsesfristen.

Kærlig hilsen
www.smuktliv.dk


Pernille Gyldensøe

"Synes godt om" FB-siden "Mere politisk fokus på overgreb mod børn" og bliv løbende opdateret.

Blog image
Update fra Retsudvalget

Lovforslaget blev fremsat d. 6/2-2013, og planen er, at det skal førstebehandles den 22. februar. Herefter skal det andenbehandles og måske også tredjebehandles, før der sker afstemning. Det kommer nok til at ske i marts/april.

Ifølge lovforslaget er planen, at loven skal træde i kraft den 1. juli 2013, såfremt det vedtages.

Link til det fulde forslag:

http://www.ft.dk/RIpdf/samling/20121/lovforslag/L141/20121_L141_som_fremsat.pdf

Har du spørgsmål til lovforslaget, har du mulighed for at få dem stillet i Retsudvalgets udvalgsmøde. Skriv dine kommentarer til mig i en mail til info@smuktliv.dk senest d. 22/2-2013 - så videregiver jeg det til Retsudvalget.

Min inspirationskilde ♥Mit barn m/handicap

Oprettet af Pernille Gyldensøe fre, februar 01, 2013 09:39:56

Min datter på 6 år er en fantastisk inspirationskilde for mig. Hun lærer mig, hvordan jeg bliver et bedre og mere rummeligt menneske ved hendes blotte tilstedeværelse – og jeg øver mig på livet løs. Forsøger virkelig at gøre mig umage med, at blive en bedre version af mig selv. Lyder det som hypede udvandede klichéer? Måske. Jeg vil gerne forsøge at uddybe lidt.

Alle børn kræver nærvær. Hun kræver en kende mere både fysisk og psykisk nærvær grundet de udfordringer epilepsien giver hende. Rent praktisk betyder det, at Kontrolfreaken her langsomt lærer at give slip for at være til stede; nærværende. Tidligere gav det mig anledning til lettere frustrationer over afbræk i gøremål. I dag ser jeg det mest som en gave og et spørgsmål om prioritering. Hun bliver SET, HØRT og MØDT, hvor hun er. Udover at overøse hende med kærlighed, er det nok nærmest den største gave, jeg som mor kan give mit barn; at blive set, hørt og mødt. Det blev jeg ikke selv som barn, ung eller voksen og det er stadig en sorg for mig. Men at kunne give hende det, bløder en smule op for sorgen.

Når epilepsien kaprer hendes hjerne i tide og utide bliver rummeligheden og overblikket sat på en prøve flere gange dagligt og om natten. Der er ikke ret meget godt at sige om epilepsi. Det er en lortesygdom, som er så kompleks og led, at jeg har opgivet at forstå den. Der er ingen logisk forklaring på, at hun har epilepsi. Ingen hjerneskade. Intet i vores gener. Hvorfor hende? Hvorfor os? Vi kan ikke gøre så meget ved det andet end, at acceptere den er en del af hende og vores dagligdag. Intet i verden ville glæde mig mere end, hvis hun slap for de møg-anfald. Men når nu landet ligger sådan, har jeg valgt at se på, hvad jeg kan uddrage af konstruktiv erfaring og udvikling i det. Dagens mange brandslukninger gør mig til en bedre kaos-pilot, end jeg nogensinde har været før. At kunne navigere og opretholde roen, mens alt brænder på, er brugbart i mange andre af livets sammenhænge. Jeg farer stadig vild. Mister overblikket. Laver vilde loops og må trykke på katapultsædet indimellem. Men det er vel dét, der også gør mig menneskelig?

Tøse-pigen er et barn noget længere end andre pga. hendes udviklingshæmning. Og jeg nyder det virkelig. Tænk, at få lov at få et langt indblik i barnets univers, så rent og uskyldigt. Så rigtigt, som et barneliv bør være og som mit eget ikke var. Jeg er dybt taknemmelig for, at jeg får den chance.

Min datter er en ukuelig, sej fighter. Selvom livet indimellem er svært og uforståeligt for hende, så har hun stadig overskud til at vise os hendes særlige finurlige form for humor. Hun formår løbende at lære nye ord og sætninger, der forbinder hendes verden med vores. Hun giver os kram, kys og kærlighed tilbage og viser interesse og oprigtig omsorg for hendes legekammerater. Så kan det godt være, at hun pt. ikke reagerer på kollektive beskeder i børnehaven. So what. For mig er alle hendes dejlige egenskaber meget mere værd ♥

Gode links til forældre og pårørende til børn/unge med handicaps Mit barn m/handicap

Oprettet af Pernille Gyldensøe søn, december 30, 2012 19:52:20

Da vores datter blev kronisk syg af epilepsi og udviklingshæmmet, fik vi ingen relevant information om, hvad det helt konkret vil sige at have et barn med handicap, hvordan man får en hverdag til at fungere, værktøjer til at håndtere sorgen og de mange voldsomme følelser, hvordan man får familien og omgangskredsen til at forstå den nye svære situation etc.

Jeg har derfor brugt en del tid på, at surfe rundt på nettet og finde relevant materiale og deler dem på opfordring her med andre interesserede. Listen er uudtømmelig og jeg vil løbende opdatere den her på bloggen. Så kig ind engang imellem. Skriv også gerne til mig på info@smuktliv.dk, hvis du har andre gode links, der bør stå her på listen.

Psykologhjælp med tilskud fra Sygesikringen

Du kan som forælder til et handicappet barn, få 60% tilskud fra Sygesikringen til 12 sessioner ved en psykolog. Henvisningen får du ved lægen. Læs mere her

Blogs om børn med handicap

Flikflak familie http://flikflakfamilie.dk/
Pernille Gyldensøe´s blog www.blog.smuktliv.dk (Kategorien ”Mit barn m/handicap”)
Dorte Skaffe www.dorteskaffekorner.blogspot.dk
Stine Amalie http://stineamalie.bloggersdelight.dk/
Heidi Kodal Hansen http://kodalhansen.blogspot.dk/

Socialstyrelsens udgivelser om handicap

dette link kan du gratis downloade Socialstyrelsens udgivelser om handicap.

dette link kan du gratis downloade en guide, hvor de vigtigste tilbud om hjælp og støtte gennemgås, samt en række henvisninger til, hvor der kan søges mere viden – både i de gældende regler og i relevant informationsmateriale om de forskellige emner.

Bøger om sorg og handicap

Gurli Fyhr ”Den forbudte sorg – om forventninger og sorg omkring det handicappede barn” Kan lånes på biblioteket.

Jesper Juul ”Familier med kronisk syge børn” Kan lånes på biblioteket

Andrés Ragnarsson ”Anbring først iltmasken på dig selv: At have et handicappet eller alvorligt sygt barn” Kan lånes på biblioteket.

Henning Beier & Bo Hjelskov Elven ”Udviklingsforstyrrelser og psykisk sårbarhed” Kan lånes på biblioteket.

Bøger og links om problemskabende/udadreagerende adfærd

Ross W. Greene "Det eksplosive barn" Kan lånes på biblioteket.

Bo Hjelskov Elven ”Problemskabende adfærd ved udviklingsforstyrrelser eller udviklingshæmning" Kan lånes på biblioteket.

"Når man som pædagog på et bosted oplever beboere, der er vrede, skriger eller spytter, er det vigtigt at lade være med at opdrage. Og så er det alfa og omega at være bevidst om sit menneskesyn og lade den enkelte beboer få kontrol over sig selv, mener psykolog Bo Hejlskov Jørgensen.
https://www.lfs.dk/3819&fuldside=1

Low Arousal og konflithåndtering
Low Arousal handler om at trappe konflikterne ned og se bag om den udfordrende adfærd. I dette nummer af VIPU Viden om psykiatri og udviklingshæmning, er der flere gode artikler om tilgangen.
http://www.oligo.dk/Files/Filer/pdf%20vipu/ViPU_12.4_web.pdf

Særligt sensitive børn

Flere børn med handicap har særligt sensitive træk, der bl.a. gør at de hurtigere bliver overstimuleret og får fyldt deres bæger. På disse links står mere information omkring særlig sensitivitet:

http://www.hsp-foreningen.dk/2012/10/23/6019/
http://www.sensitiv.dk/srligt_sensitive_brn_og_unge
http://www.hsp-foreningen.dk/

Bøger om selvværd og grænsesætning

Flere børn med handicaps vokser op med mindreværdsfølelser, fordi de er anderledes. De kan også have rigtig svært ved at forstå andres og egne grænser. Disse bøger kan på det varmeste anbefales, selvom de ikke decideret er skrevet til forældre med handicappede børn.

Dan Svarre ”Glade børn med højt selvværd” Kan lånes på biblioteket:

Jesper Juul ”Kunsten at sige nej” Kan lånes på biblioteket.

DVD

Barbara Cros ”Den livslange opgave”. Kan bestilles på Barbaras email adresse: barbaracros@hotmail.com Omtale af filmen kan læses her

Artikler

”At være forældre til en person med handicap”
http://www.skolen-ved-skoven.dk/Faelles/OpslagSP/519/at%20v%C3%A6re%20for%C3%A6ldre%20til%20et%20handicappet%20barn.pdf

”Det hårdtarbejdende madpakkefolk” http://www.information.dk/296084

"Må dit barn heller ikke lege med handikappede?" http://politiken.dk/debat/ECE1735219/maa-dit-barn-heller-ikke-lege-med-handikappede/#.UEBgkN5ke9M.facebook

"ADHD er nutidens psykopati"
http://videnskab.dk/krop-sundhed/er-adhd-nutidens-psykopati

Kurser og foredrag

Hanne Veje fra StøtteCompagniet holder dagskurser til forældre til psykisk sårbare børn og unge, med eller uden diagnoser: Datoer for 2013 er endnu ikke sat på siden. Hold øje på dette link:
http://www.stottecompagniet.dk/kurser.html

Pernille Gyldensøe holder foredrag om at blive mor til et barn med psykisk funktionsnedsættelse. Kontakt Pernille på info@smuktliv.dk for nærmere information og priser.
http://smuktliv.dk/mor.html

Marianne Lykke holder foredrag om emnet ”Anbring først iltmasken på dig selv”.
http://mariannelykke.dk/for%C3%A6ldre/generelt-om-foredraget/generelt-om-foredrag/

Handicappede, seksuelle overgreb og seksualitet

Handicappede er en udsat gruppe for seksuelle overgreb, idet de f.eks. har kommunikationsbesvær og ikke direkte kan forklare, hvad der er sket. På denne hjemmeside står der vældig meget god information omkring overgreb mod handicappede. Desuden er der også uddybende videoer med udtalelser fra fagpersoner.
www.forebygovergreb.dk

Resume af litteraturstudiet "Seksuelle overgreb på mennesker med handicap"
Et informativt litteraturstudie til fagpersoner omkring mennesker med handicap og pårørende.

http://www.sus.dk/wp-content/uploads/Seksuelle-overgreb-litteraturstudie-resume.pdf

Tv-udsendelse
TV MidtVest har interviewet Kim Steimle Rasmussen. Kim har arbejdet i mange år med unge handicappede og han vurderer, at sexovergreb mod unge handicappede er et stort problem.
http://www.tvmidtvest.dk/nettv/?id=20704

Nyt behandlingstilbud til voldtægtsramte borgere med kognitive funktionsnedsættelser
Center for Voldtægtsofre og Center for Seksuelle Overgreb lancerer nyt tilbud til kvinder og mænd med en kognitiv funktionsnedsættelse, der har været udsat for et eller flere seksuelle overgreb.

Der bliver begået en voldtægt i Danmark hver 3. time, og voldtægt og andre seksuelle overgreb rammer også udviklingshæmmede og andre med en kognitiv funktionsnedsættelse.

Hidtil har der ikke været et specialiseret behandlingstilbud til denne gruppe. Men nu har satspuljepartierne afsat midler til et metodeudviklingsprojekt, der også indeholder gratis behandlingstilbud, og Socialstyrelsen har givet Center for Voldtægtsofre på Aarhus Universitetshospital og Center for Seksuelle Overgreb på Rigshospitalet i opgave at tilbyde:

- gratis psykologbehandling til kvinder og mænd med en kognitiv funktionsnedsættelse, der har været udsatte for et eller flere seksuelle overgreb.

- gratis socialpædagogisk rådgivning henvendt til støttepersoner

Læs mere på dette link

http://www.seksuelsundhed.dk/Default.aspx?ID=4271&M=News&PID=23956&NewsID=4293

Bog
Jørgen Buttenschøn ” Sexologi : en bog for professionelle og forældre om udviklingshæmmede menneskers sexualitet”

For yderligere links og information vedr. seksuelle overgreb og vold, besøg min hjemmeside www.smuktliv.dk

Facebookgrupper/sider og andre forums for forældre

Handicappede børns klub
Landsforeningen LEV
Dansk Epilepsiforening

www.handibarn.dk

Foreninger

Foreningen for børn med livstruende sygdomme http://lavida.dk/
Landsforeningen for udviklingshæmmede, pårørende og andre interesserede http://www.lev.dk/

Fonde

Disse fonde kan ansøges for økonomiske midler, hjælpemidler eller oplevelser til børn med handicaps og/eller deres pårørende.

http://www.jaschafonden.dk/pages/formaal.htm

http://foreningenoensk.dk/index.html

http://www.robinsohnfonden.dk/239-169-formaal.htm

Epilepsi

På disse danske links finder du relevant information om epilepsi, behandlingsmuligheder m.m.

http://www.netdoktor.dk/epilepsi/born/unge/med/epilepsi.htm

http://www.epilepsiforeningen.dk/epilepsi/boern-unge-voksne-osv/boern/

https://www.sundhed.dk/sundhedsfaglig/laegehaandbogen/paediatri/tilstande-og-sygdomme/neurologi/epilepsi-hos-boern/

http://www.børnehjernekassen.dk/default.asp?PageID=333

http://socialstyrelsen.dk/handicap/epilepsi/epilepsi-hos/born/kognitive-problemer

http://www.epilepsiforeningen.dk/tema/kirurgitema/vns/

http://epilepsi.freeforums.org/index.php?sid=4918b8b0dc22f3a02691a6b58d4329cd

Epilepsi og Kæmpenatlys i fiskeolie

Epilepsimedicinens virkning kan forringes ved brug af fiskeolie med Kæmpenatlys, der bl.a. findes i EyeQ.

http://epilepsi.freeforums.org/fiskeolie-t445.html

http://www.senng.info/2/2011/10/Kempenatlys-interaktioner.html

Sansestimulation, legetøj m.m.

www.handicstore.dk (stimulerende legetøj m.m.)

www.birdhouse.dk (div. til mundstimulation og mundmotoriske problematikker) Birdhouse forhandler også børster til børsteprogrammer

www.protac.dk (kugledyner, -veste og –puder)

www.zibo.dk (kædedyne og vest)

www.snoezelnet.dk (snoezelhuse i DK f.eks. Gentofte, Helsingør og Maribo)

www.abcleg.dk (et lille mekka af lærende og udviklende legetøj og redskaber, specielt rettet mod børn med særlige behov)



Godt nytår ♥Personlig proces

Oprettet af Pernille Gyldensøe lør, december 29, 2012 16:24:36

Det gamle år har været et kampens år, til trods for at jeg ønskede mig mere ro og færre kampe i 2012 (Hvem er det, der ikke hører efter?). Gennem de sidste 12 måneder har jeg trukket mig en lille smule tilbage fra kampene i min mærkesag for misbrugte og voldsramte, da det ganske simpelt er umuligt at kæmpe på udebanen for andre, hvis det halter bagefter på hjemmebanen. Jeg er ikke Super-woman og har mine begrænsninger. De intrigante og energislugende relationer har jeg derfor også vendt ryggen. Lad dem slås, skændes og sladre, mens jeg kæmper for dét, der er vigtigt.

Optrapningen i datterens epilepsi har fyldt meget i år. En stor del af tiden er derfor gået med omsorg og pleje af familien og mig selv. Jeg undskylder ikke og skal ikke stå til ansvar for nogen eller noget. Min prioritering vil til hver en tid være klokkeklar; familien først. Bum.

Fravalg af medierne
Det har bl.a. betydet, at jeg har trukket mig fra medierne, når fokus udelukkende er på min fortid. Jeg vil gerne have nuancerne og refleksionerne med - lade folk se hele mennesket og ikke kun historien. Jeg vil ikke reduceres til et offer med en grim historie. No way. Jeg har derfor valgt at give plads til andre, der har noget på hjerte og deltager kun selv i projekter og interviews, der har et lidt bredere og mere nuanceret perspektiv.

Samtidig ved jeg også i dag, at det hurtige fix anerkendelse som mediedeltagelse giver, ikke er vigtigt for mig overhoved. Jeg vil gerne have skulderklap, men det skal ikke betinges af, hvor mange dameblade eller tv-programmer jeg deltager i. Min indre kerne skal bygges op af noget andet. Til gengæld betyder det frivillige arbejde jeg laver via netværket Mere politisk fokus på overgreb mod børn noget for mig selv og andre. Jeg elsker inspirationen fra andre og får mange tilkendegivelser på, at det er værdifuldt for modtagerne. Dét giver mening.

Foredrag
Foredragene er stadig vigtige for mig – også i 2013. Dem har der været masser af i år, især faglige oplæg til personale omkring udsatte børn, unge og voksne. Det giver utrolig meget mening at tale til dem, som har den direkte kontakt. Samtidig har jeg takket pænt nej tak til foredrag, hvor meningen med min tilstedeværelse har været rigtig svær at få øje på. Det er ikke nykker, men benhård prioritering med min tid og viden.

Fantastiske mennesker
I året der gik mødte jeg mange fantastiske mennesker, der satte spor i mit hjerte. Jeg blev mødt af en varme, som jeg aldrig turde drømme om og det er jeg dybt, dybt taknemmelig for.

Personlig proces
2012 har også været året, hvor jeg har brugt meget tid på, at definere mig selv. Det har været vigtigt, at løsrive mig selv for den til dels selvforskyldte rolle som ”Pernille Gyldensøe, hende der har været udsat for seksuelle overgreb”. Jeg er så meget mere end min fortid. Mere end min mærkesag. Det har jeg valgt at vise via min blog og Facebook til dem, der er interesserede og kan acceptere mig for hele mig.

Noget jeg har arbejdet intenst med i år, har været at sige fra – både overfor nære og fjerne relationer. Det har været svært, men jeg føler mig styrket for hver gang, jeg gør det. Til trods for at jeg inderst inde allerhelst vil have, at alle synes jeg er sød og hjælpsom, så har mine personlige grænser og mentale overskud stået før pleaseriet. Jeg skal ikke stå til rådighed for andre 24/7. Jeg skal ikke tage ansvar for at løse andres personlige problemer. I det omfang jeg kan, vil jeg til hver en tid hjælpe med henvisninger, lave efterlysninger og videregive råd fra netværket. Men at effektuere løsningerne er helt og holdent folks eget ansvar.

Det handler om, at passe på mig selv og jeg ved, at der stadig skal arbejdes med det fremover. Mens jeg gør det, deler jeg offentligt, fordi det giver mig så meget godt tilbage. Jeg får vendt tingene på hovedet og det er virkeligheden vældig godt, når man skal lære nye strategier og famler sig lidt frem i blinde og fastlåste mønstre.

År 2013
Kampe i den ene eller anden form bliver jeg nok ikke helt fri for. Måske jeg bare skal acceptere, at de altid vil dukke op, selvom jeg synes, at jeg har taget min del af dem. Måske jeg bliver en smule bedre til håndteringen af dem, når de dukker op og kan hive redskaber frem fra værkstøjskassen. Det håber jeg.

Der er flere spændende projekter i støbeskeen for det nye år – både på det personlige plan og i min mærkesag. Jeg glæder mig til at blive klogere på mig selv og andre i 2013 og håber, at du vil stay tuned.

Rigtig godt nytår.

Kærlig hilsen
www.smuktliv.dk

Pernille Gyldensøe

Afsked med en gammel venPersonlig proces

Oprettet af Pernille Gyldensøe man, december 24, 2012 00:17:59

Jeg forbereder mig langsomt på et farvel til en gammel trofast følgesvend; smøgen. Smøgen har fulgt mig siden, jeg var 8 år gammel. Rygning var sejt blandt mine og bedste-venindens ældre søskende - så det skulle vi da også.

Alle beton-boligblokkene dannede ring om et stort grønt område, hvor vi kælkede om vinteren og spiste ribs om sommeren. Her kunne vi ubemærket stå og skiftevis hoste og ryge bag buske og krat. Husker tydeligt, hvor meget det sved i næsen, når man lavede "luderhvæs" (Ja, det kaldte man det altså). Husker også vores eufori første gang, vi formåede at skyde en perfekt røgring ud af munden.

I skolen skulle man være 13-14 år, før man kunne få rygerkort - dvs. tilladelse hjemmefra på, at man måtte ryge. Der var derfor en del år, hvor rygningen i frikvartererne også foregik i det skjulte. Vi blev ret gode til at spotte de gode gemmesteder og storforbrugere af tyggegummi og mundspray, som vi stjal i Bilka. Skolen var opdelt i afdelinger. Vi gik i Rød. Nede i Gul var gårdvagtene knap så opmærksomme. Der kunne vi ubemærket stå og ryge bag en stor krans af ældre elever med rygerkort. Damn, hvor var vi seje. Det var ret vigtigt dengang.

Senere blev det mere en social hook up. Man samledes helt automatisk i rygerrummet sammen med andre ligesindede røghungrende unge på uddannelsesstederne. Det samme skete på arbejdspladsen, hvor smøgen blev pausen og der hvor vi havde lidt tid til at socialisere. ”Rygere er så sociale. De har det så sjovt”.

I dag har jeg ikke brug for smøgerne for at være sej eller social. Cigaretterne har været en del af min personlighed alt for længe og det er jeg på ingen måde stolt af. De skal væk, så jeg forbereder mig mentalt på en afsked i det nye år. Det er ikke et kvikt nytårsforsæt her på falderebet. Ønsket om at blive ikke-ryger har været længe undervejs. Jeg har fået tjekket lungefunktionen og røntgenfotograferet lungerne. Læst og udfyldt rygestop-bogen fra lægen og kontaktet en dygtig hypnotisør.

Der er rigtig mange gode argumenter for at holde op med at ryge. Logik og vaner følges dog sjældent ad. Jeg skal arbejde intenst med de situationer, hvor jeg uanset behov eller ej pr. automatik tænder en smøg – og finde kloge alternativer til klikket med lighteren.

Rygestopdatoen? Den finder jeg, når jeg er parat, og mine strategier er på plads. Kun på den måde ved jeg, at jeg beater bæstet og vinder kampen.

Den virkelige nitteAdopteret fra Korea

Oprettet af Pernille Gyldensøe ons, november 28, 2012 11:01:26

Jeg beskæftiger mig ikke ret meget med adoption. Alt fra min tid i Korea er så godt som ikke-eksisterende for mig. Mit liv startede i Danmark. Min familie er i Danmark. Den opmærksomme læser på bloggen vil også vide, at jeg til dags dato kun har skrevet ét enkelt indlæg om, at være adopteret. Det følelsesmæssige cut har været absolut nødvendigt for min egen overlevelse. Måske der er kommet en lille åbning nu, efter at have set dokumentaren Adoptionens pris.

Jeg og flere andre adopterede ved om nogen, at det kan have en pris at være adopteret. Vi har betalt den. Vores familier har betalt den. I flere tilfælde har det haft en meget sørgelig og smertelig udgang. Drømmen om en familie har alle, uanset om de er biologisk beslægtede eller adopterede. Selv med de bedste intentioner kan det ønske dog være rigtig svært at realisere.

Adoptivforældrene fra dokumentaren bor under jorden i øjeblikket og bliver lagt for had i pressen og på Facebook. De har givet et intimt indblik i deres familieliv og de udfordringer, der kan følge med en mislykket adoption. Når jeg siger mislykket, er det forløbet – ikke børnene. Og heller ikke adoptivforældrene. Jeg kan udmærket sætte mig ind i deres frustration og afmagt efter 2 ½ års intens kamp for at få familien til at hænge sammen samtidig med, at de gentagne gange har forsøgt, at få de rette redskaber til dem selv og deres børn og mødt afvisninger eller direkte forkert vejledning.

Dokumentaren ramte mig lige i hjertekulen og tårekanalerne. Selvklart. Man skal være ualmindelig følelseskold, hvis ikke man bliver påvirket af den. Jeg favner relativt bredt i de problematikker og udfordringer livet har budt mig – bl.a. som adopteret, det konkrete omkring ulykkelig familieopløsning og som forælder til et barn, der ikke passer ind i kasserne. Derfor har jeg temmelig sikkert en anden holdning og indsigt end folkemassen, der (med rette) er dybt forargede og lægger adoptivforældrene for had. For der bliver vist grimme sider. Der bliver sagt grimme ord. Og der bliver udvist en følelsesmæssig kulde og afvisning af det lille barn, der skærer helt ind i marv og ben. Men det er øjebliksbilleder. Hvem forventer, at få det fulde billede af et opslidende forløb på 2 1/2 år på blot en time? På en måde gjorde det mig godt midt i alt det onde, at høre adoptivforældrenes egne reflektioner efter dokumentaren i dette indslag.

Jeg skal ikke gøre mig klog på, om adoptivforældrene er uegnede. Det er der rigeligt andre, der gør i debatten. Hvis vi skal tale om en nitte, så må det med rette være det sikkerhedsnet, der åbenlyst mangler under såvel adoptivbørnene og adoptivforældrene. Store børn med sprog, erindringer og følelsesmæssig tilknytning til hjemlandet kan kun forventes at reagere på, at komme til et fremmed land og skulle bo hos fremmede mennesker. Der skal helt naturligt følge kompetent rådgivning med hele vejen, så forløbene ikke ender som i Mashos eller mit tilfælde. Problematikken med mistrivende adoptivbørn er langt fra ny. Jeg kender flere voksne adopterede på ml. 30 til 45 år, der har store ar på krop og sjæl efter et mislykket adoptionsforløb, hvor forældrene heller ingen hjælp fik.

Forældrekørekortet, som man bl.a. praktiserer i Holstebro Kommune med projektet Familie med hjerte, burde integreres i alle landets kommuner. For uventede problematikker og uforløste drømme om den lykkelige kernefamilie er ikke forbeholdt adoptionsområdet. Det er i ligeså høj grad et problem, der eksisterer i biologiske familier. Undskyld mit udtryk, men enhver frugtbar idiot kan føde et barn. De seneste års misbrugssager vidner blot om, at hverken biologiske, pleje, sted eller adoptiv-forældre kan forvente at klare forældrerollen bedre, end de forudsætninger de har med sig. Forældreevne er ikke noget, du kan købe eller læse dig til. Efter min mening er det en løbende proces, der i bedste fald først slutter den dag vi dør. Dem, der for alvor svigter og løber fra deres ansvar, er dem der nægter at udvikle sig løbende som mennesker og anser sig selv som helstøbte og fejlfrie.

Roba, Mashos lillebror har der været relativt lidt fokus på. Han var jo "nem". Det eneste der snakkes om er, at han bør fjernes straks fra adoptivforældrene pga. deres åbenlyse uegnethed. I mine øjne er hans force, at han kun var halvt så gammel som Masho, da han kom hertil og ikke på samme måde har tilknytningsproblematikker som sin søster. Han har (måske) en reel chance for, at vokse op nu med to forældre, der har overskud til ham og hans trivsel, samtidig med at han har jævnlig kontakt med hans søster. Det er da så absolut ikke drømmescenariet, at skille to søskende ad. Men jeg ved også, at det absolut heller ikke er drømmescenariet, at opvokse i skyggen af én, der fylder meget. Lad os forestille os, at han faktisk har det godt og trives hos familien. Hvordan mon det vil påvirke ham fremover, at hele Danmarks befolkning hader hans danske forældre?

I mine øjne er adoptivforældrene modige. Nok ikke modige i den gængse forstand, men det kræver grangivligt noget med "n", at udstille sin egen personlige kamp på landsdækkende TV. De har sat deres egen sårbare og svære situation på spidsen for, at sætte fokus på de store huller i sikkerhedsnettet, således at ingen andre adoptanter skal igennem det ulykkelige forløb, de har været. De har været åbne for hjælp. Det er i mine øjne det allervigtigste skridt, forældre kan tage. Ellers er der intet, at arbejde med eller udsigt til nogen som helt form for bedring. Skulle de have ventet med en anbringelse, til der måske kom vold, alkoholmisbrug eller skilsmisse med ind i billedet?

Jeg forsvarer eller hylder ikke deres udtalelser i dokumentaren, men appellerer blot til at se tingene i en sammenhæng. Igennem 2 ½ år tryglede de om hjælp, men fik den ikke. Fra min egen og andres familier ved jeg, at den modtagelighed eller modstand mod hjælp udefra er altafgørende for, hvordan børnene og familien i det hele taget trives på længere sigt. Det kræver skræddersyede løsninger og kompetente fagpersoner, der i samspil med forældrene gør familien bæredygtig.

Personangreb, hævn og had lærer vi intet af. Tværtimod opleves det som om, man bliver en lille smule dum af det? Jeg synes, at vi skylder alle implicerede i denne sag, voksne adopterede og deres adoptivforældre samt fremtidige adoptanter og børn at lære af sagen og få mindsket hullerne i sikkerhedsnettet på adoptionsområdet.

Jeg håber, at de nødvendige foranstaltninger bliver iværksat både generelt og i det helt konkrete tilfælde. Jeg håber, at Masho og Roba bliver hørt og deres behov bliver sat foran alt andet. Jeg håber, at vi lærer af historien og den vil højne niveauet for fremtidige adoptioner ♥

Legalisering af incest - NEJ TAK!Politik & lovgivning

Oprettet af Pernille Gyldensøe tir, november 06, 2012 18:31:28

Åbent brev til Justitsministeren, MF´er Pernille Skipper, øvrige medlemmer af Retsudvalget og Juraprofessor Vagn Greve

Som flere andre læste jeg i går mandag d. 5. november 2012 udtalelserne fra henholdsvis Pernille Skipper, Enhedslisten og Juraprofessor Vagn Greve vedrørende mulighederne for at legalisere incest – herunder frivillige seksuelle forhold mellem halvsøskende samt seksuelt samkvem mellem forældre og deres voksne børn. Set i lyset af de mange misbrugssager, der har været fremme i medierne de seneste år, ryster det mig i min grundvold, at man end kan få tanken om noget så absurd.

Som overlever af overgreb og vold samt stifter af det uformelle netværk ”Mere politisk fokus på overgreb mod børn”, der i skrivende stund har knap 900 støtter (ofre, pårørende, fagpersoner omkring børn, unge og udsatte voksne og andre støtter til sagen), har jeg personligt kendskab til de senfølger, man som offer for incest og seksuelle overgreb pådrager sig på krop og sjæl og lever med langt op i voksenlivet. Må jeg henlede opmærksomheden på beskrivelsen af senfølger på dette link http://smuktliv.dk/Senfoelger.html

Har Pernille Skipper eller Juraprofessor Vagn Greve tænkt over, hvor mange gråzoner og gradbøjninger af seksuelle overgreb de skaber med sådanne udtalelser? Hvordan har man tænkt sig, at retssamfundet skal kunne skelne mellem den årelange bearbejdning/grooming, de destruktive og dysfunktionelle familiemønstre, vedvarende manipulation og det forvrængede virkelighedsbillede, der ofte hersker i incestfamilierne og de såkaldte ”frivillige seksuelle forhold” mellem halvsøskende samt forældre og voksne børn? Dysfunktionelle familier er bl.a. beskrevet på dette link http://www.aftermatch.dk/article_read.asp?id=55, hvor man med alt tydelighed kan se normløsheden og de udviskede grænser mellem rigtigt og forkert.

Er politikeren og juraprofessoren fuldstændig blinde for, at en forælders seksuelle interesse for sit afkom som regel starter før barnet fylder 18 år - et faktum, der giver anledning til stærk bekymring omkring forælderens evne til at adskille naturlig kærlighed og omsorg fra behov og lyst til seksuel tilfredsstillelse hos barnet? Nu hører det fortærskede eksempel om faderen og den ukendte datter, som forelsker sig i hinanden og får et barn, trods alt til sjældenhederne, idet de fleste børn vokser op hos deres forældre. Se f.eks. http://avisen.dk/far-faar-barn-nummer-to-med-sin-egen-datter_8700.aspx Pernille Skipper og Vagn Greve "mangler saglige argumenter for at opretholde af Straffelovens bestemmelser, hvis forholdet ellers er frivilligt og foregår blandt voksne familiemedlemmer". Jeg efterlyser saglige argumenter for en lovændring til fordel for sjældenhederne! For desværre ved vi alle, at incest ikke hører til sjældenhederne, men er den barske virkelighed for børn, unge og voksne i Danmark.

Har Pernille Skipper og Vagn Greve øje for, at den voksnes fysiske og psykiske overlegenhed med fuldt overlæg (og i fremtiden måske ligefrem retspolitisk opbakning!) kan bruges til at skabe billedet af normalitet og ”frivillighed” i det incestuøse krænkende forhold? Magtforholdet mellem ældre og mindre søskende samt forældre og børn bør indgå i diskussionen om ”frivillighed”. En mor eller far vil f.eks. altid have en magtposition psykologisk set i forhold til sit barn og kan derfor forme og manipulere barnet efter forgodtbefindende.

Tænker man mon på at, ved at bruge ordet ”frivillighed” i samme sætning som ”incest” bidrager man indirekte til yderligere stigmatisering af ofrene for incest og seksuelle overgreb? Ofrenes frygt for omgivelsernes reaktioner, som f.eks. ”Du ville selv”, ”Du lagde selv op til det” og ”Det var din egen skyld” forstærkes, og man kan frygte, at en legalisering af incest vil være medvirkende til en uheldig bagatellisering af det skete, hvilket uden tvivl vil opleves både krænkende og destruktivt for ofrene.

Søskendeincest - og børnekrænkelser generelt – mangler i forvejen opmærksomhed og årvågenhed i mediernes og samfundets bevidsthed. Må jeg henvise til Janus Centret, der bl.a. behandler krænkende søskende http://januscentret.dk/ Til trods for, at børnekrænkelser udgør 1/3 del af alle seksuelle overgreb, der begås mod børn og unge, er denne type overgreb ikke nær så belyst som voksen-barn overgreb. Ud af alle børnekrænkelserne, udgør søskendeincest 25 %. Den manglende information og åbenhed omkring netop denne type overgreb bidrager i nogle tilfælde til en forstærket følelse af forkerthed, idet ”Det´ så nok ikke er helt det samme”. Når man som politiker og juraprofessor indlader sig på en debat om legalisering af incestuøse forhold, ville det klæde de pågældende personer, at sætte sig ind i de problematikker, de selvsamme forhold giver de ufrivillige ofre. Jeg vil endvidere henvise jer til en hjemmeside om søskendeincest, der er udarbejdet i et Bachelorprojekt på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole af Julie Marbech og Kirsten Brogaard http://www.moreinfo.dk/soskendeincest/om/

Jeg tager dyb afstand fra enhver legalisering af seksuelt samkvem i nære relationer. Dette er ikke blot en diskussion om sandsynligheden for genetiske misdannelser ved et evt. fælles barn mellem familiemedlemmer, som både Pernille Skipper og Vagn Greve brugte som argumentation for afkriminalisering af incest i gårsdagens aviser. Sammenligningen med tilvalg af et barn med Downs syndrom hører på ingen måde hjemme i diskussionen om legalisering af seksuelle nære relationer. En debat om lovliggørelse af incestuøse forhold bør handle om etik, retsbevidsthed, normalitetsbegreber og respekt for de mennesker, der er berørt af seksuelle overgreb og senfølgerne heraf.

Efter gårdsdagens ophedede debat affødt af Pernille Skippers udtalelser i Politiken, har hun efterfølgende opblødt hendes udtalelser. Humlen i hendes ord er dog stadig ”frivillighed blandt voksne”. Jeg vil dog gerne stille et stort spørgsmålstegn ved denne ”frivillighed” på baggrund af ovenstående. Adspurgt havde hun i går ingen kommentar til Juraprofessor Vagn Greves absurde supplement vedr. lovliggørelse af seksuelle relationer forældre-voksne børn imellem. Jeg håber, at Pernille Skipper vil komme med en klar udmelding og afstandstagen til Vagn Greves udtalelser i stedet for tavshed - især af hensyn til de voksne med senfølger i Danmark, der både er stemmeberettigede og oprørte over gårsdagens debat.

Med venlig hilsen

Pernille Gyldensøe

smuktliv.dk – Oplysning og forebyggelse af seksuelle overgreb og vold
Fredensvej 26
4295 Stenlille

www.smuktliv.dk
www.blog.smuktliv.dk
Facebook ”Mere politisk fokus på overgreb mod børn”

Verdens bedste telefonopkaldMit barn m/handicap

Oprettet af Pernille Gyldensøe tor, november 01, 2012 13:28:47

Jeg har lige fået verdens bedste telefon-opkald:

Tøsepigen er blevet godkendt og indstillet til ind-operation af VNS ♥ Datoen for operationen kommer indenfor nogle uger og alt er klappet og klart.

Blog image

Det fylder mig med håb. Håb for fremtiden. Håb om bedring. Det bliver fanden-fløjteme den bedste jul ever. Bum ♥

Forskud på julenMit barn m/handicap

Oprettet af Pernille Gyldensøe ons, oktober 24, 2012 09:14:23

Det´bliver en fantastisk jul i år. BUM. Det har jeg bestemt mig for.

Sidste år skrev jeg dette indlæg om årevis ophobning af indestængt angst og frustration over denne særlige højtid i familiens skød. Det bliver anderledes i år, jeg VED det.

Vi har nemlig udsigt til alletiders julegave; en ind-operation af VNS til tøse-pigen, der stimulerer impulser til hjernen. I 30-50% af tilfældene har patienterne med svært behandlelig epilepsi fået halveret hyppigheden af epileptiske anfald. Nogen oplever generel bedre livskvalitet, overskud og søvn. Det vil være fantastisk, hvis VNS´en kan hjælpe hende af med nogen af anfaldene. Men vigtigst af alt er livskvaliteten. Hvor jeg dog håber, at den kan give hende mere af det.

Der er ikke ret mange muligheder tilbage. Vores datter er desværre medicin-restistent. Det virker ikke, skidtet. Hun har ingen hjerneskade - hvilket jo naturligvis er positivt - men det udelukker samtidig muligheden for hjernekirurgi. Så er der VNS og den ketogene diæt tilbage.

Eksperterne skal diskutere hende på en lægekonference d. 30. oktober og forhåbentlig vil de enstemmigt indstille hende til operationen på Riget. Der er ret gode chancer for, at det hele falder i hak inden jul.

Derfor har vi allerede taget forskud på julen herhjemme, for i tilfældet af, at hun skal indlægges i november/december, vil jeg være sikker på, at hun får det hele med og at jeg ikke kvæler mig selv i stress.

Normalt udskyder jeg altid juleforberedelserne til sidste øjeblik, fordi jeg har det så ambivalent med "den søde tid" og så ender det med, at jeg bliver mega presset, sur og irriteret. Så i god tid bestilte jeg et kunstigt juletræ. Det skal jo kunne holde resten af året. Og det står fint pyntet nu i stuen. Tøsen eeeelsker det. Hun har selv pyntet træet og kan få lang tid til at gå med, at tage pynten af og på, mens hun beundrer det. Hun har den mest fantastiske smittende glæde og iver, så selv den mest julehadende Nåsår´n med hugtænder og hornbriller må overgive sig.

Blog image
Og nu jeg er i gang med at være på forkant, kan jeg ligeså godt få sendt julekort i år. Det plejer jeg at glemme og hvert år, når de første dumper ind fra familie og venner, tager jeg mig til panden og råber "DOH!". Men ikke i år, de er allerede købt og der er flere gode mennesker rundt omkring, der fortjener at få en personlig kærlig hilsen fra mig - fordi jeg tænker på dem og har lyst og ikke fordi man skal skrive julekort for at være rigtig.

Vi har aftalt, at julen bliver stille og rolig i år og fremover - som i "vi-skal-også-nå-at-slappe-af-indimellem". Det kan jeg vist godt leve op til. Tidligere års stress over, at det hele skulle være så f*cking perfekt, er smidt ud i skraldespanden.

Glædelig for-jul
fra en håbefuld Stenlille-nisse

Ord, der dræberPersonlig proces

Oprettet af Pernille Gyldensøe tir, oktober 16, 2012 12:22:52

Jeg kan stadig mærke kulden helt ind i marv og ben, når folk omkring mig bruger ord, der dræber. Ord, der dræber selvværd, kærlighed, værdighed, glimt i øjet og overskud.

Hånden på hjertet så får jeg det fysisk dårligt af det. Til en vis grad kan jeg selv kontrollere, hvem jeg omgås og på den måde afskære mig fra den jargon og sprogbrug, der automatisk bare trykker på alle mine knapper og fylder mig med vrede, sorg og lyst til at blande mig.

Jeg kan ikke afskære mig fra alt. Blot på en lille indkøbstur i Fakta oplever jeg de verbale drab. Forældre, der taler frygtelig grimt til deres børn. Voksne børn, der råber af deres forældre. Par, der snerrer henover køledisken. Nogle dage er jeg bedre til at lukke det ude, end andre. I dag er jeg uden filter. Alt går ind. Rent ind.

Der er dødt i Stenlille. Efterårsferie. Jeg handler så vidt muligt om formiddagen, fordi jeg hader køer, stress og mange mennesker. Så jeg og en håndfuld andre bevæger os dovent rundt i butikken. Man kan høre alt, selvom jeg fysisk flytter mig længere og længere væk fra ham dér. Ham, der er grov både i udseende og talemåde. Ham, der åbenlyst er vred, irritabel og aggressiv overfor hans gamle 80-årige hvidhårede mor, der febrilsk prøver at følge trop med hans hastige hidsige skridt op og ned af de smalle supermarkedsgange. Ham, der har munden fuld af ord, der dræber og sandsynligvis altid har talt sådan til hans mor.

"De hænger lige her! HER! KAN DU IKKE SE DEM, FOR FANDEN?" råber han helt uden hæmninger til hans mor. Folk vender sig om. Ingen siger noget. Hun kan ikke se is-terningposerne, så til sidst hiver han den ned fra knagen og kaster arrigt en pose ned i vognen. Lidt efter er der noget andet, der irriterer ham. I det hele taget må det være en meget irriterende indkøbstur for ham. "Hold kæft, hvor er du bare dum, mand! Fuck, hvor er jeg bare træt af det her" snerrer han.

Jeg har lyst til at gøre noget. Lyst til at ligge min hånd på hendes og give den et lille klem. Og mest af alt har jeg lyst til at sige noget til ham. Give ham et stort mundl*rt-plaster for munden og spidst pointere, at han vist har brugt sin taletid for i dag. Flere gange prøver jeg, at fange hendes blik så jeg kan give hende et forstående smil med på vejen. Hun ser mig slet ikke. Hendes blik er dødt. Fuldstændigt dødt. Udover lidt vand i de gamle rødrandede øjne, er der intet liv at spore.

Skynder mig i stedet kryster-agtigt at få bippet mine varer ved kassen, så jeg kan flygte ud af butikken. Ud i luften. Ud i friheden. Langt væk fra de dræbende ord. De runger stadig i mit hoved og jeg kan ikke ryste dem af mig.

Tilbage står den gamle dame, vis eneste hjælp i det daglige måske er hendes grove, bespottende voksne søn. Hvor er det uværdigt - for dem begge to. Han har det uden tvivl ligeså svært med sig selv, som hun.

Kloge mennesker vil med garanti påpege, at den situation har hun selv sat sig i. At hun ikke har sat tydelige grænser for ham dengang, han var barn. De kloge mennesker har sikkert aldrig prøvet at være en del af sådan en familie. En familie, hvor man tager livet af hinanden med ord. Dét har jeg.

Jeg kan ikke redde verden. Det er ikke mit ansvar, hvordan andre vælger at leve og tale til hinanden. Jeg kan kun tage ansvar for mig selv og mit eget ordvalg. Være bevidst om at vælge de opbyggende, støttende, anerkendende og kærlige ord overfor min lille familie og venner, fremfor de hårde, kantede, nedværdigende ord. Bevidstheden må være det vigtigste og min eneste trøst i det her ♥

Den mistede troPersonlig proces

Oprettet af Pernille Gyldensøe fre, oktober 05, 2012 16:00:18

Det her indlæg vil givetvis give nogle reaktioner, fordi jeg piller ved noget så fundamentalt som tro. Jeg har haft det i mine tanker mange gange, men aldrig fået det nedfældet – fordi det netop er følsomt.

Jeg var ikke ret gammel, da jeg mistede min tro på Gud. Utallige gange gennem den tidlige barndom lå jeg grædende på knæ ved sengen med foldede hænder og min lille guldhalskæde med Dagmar-korset viklet omkring, mens jeg bad til Vorherre. Jeg bad om fred og ro, en glad familie, problemer der skulle løses, ting der skulle stoppe og ting der skulle ske. Han hørte mig ikke. Han svigtede mig og jeg blev vred på Ham. Lille vrede Pernille.

Min mormor døde, da jeg var 8 år. I min barnlige naivitet, begyndte jeg i stedet at bede til hende oppe i himmelen. Heller ikke dét løste de massive problemer, der blot tog til år for år. Så til sidst holdte jeg op – både med at bede og med at tro. Jeg måtte kynisk erkende, at jeg kun kunne stole på mig selv, samt at jeg ikke kunne lade min egen personlige lykke eller ulykke være op til andre og da slet ikke en hvidskægget mand på en sky eller min kære mormor.

Min vrede er for længst fordampet. Jeg er ikke længere vred på Gud og hans ”uransagelige veje”. For jeg kan personligt ikke bruge vreden til noget, den er destruktiv og har en tendens til at gøre mig til en navlepiller. Folkekirken har jeg meldt mig ud af for mange år siden. Vi blev borgerligt viet i vores have og vores datter er navngivet. Med min ikke-tro er jeg ateist og jeg har det fint med det. Jeg føler mig absolut ikke som en fortabt desillusioneret sjæl. Der er masser af kærlighed i mit liv. Jeg har det også fint med, at mine venner og andre omkring mig, finder trøsten, kærligheden og lyset i deres Gud. Så længe de ikke presser mig ud i, at blive overbevist, frelst og omvendt. Den respekt for individet bør man trods alt have. Jeg kender personligt mange dejlige og fantastiske mennesker – både dem uden og med tro. Det er mennesket, der interesserer mig – ikke deres tro eller mangel på samme.

Derfor er det til stadighed et stort mysterium for mig, når jeg ikke mødes af samme respekt og accept af mit valg/fravalg. For nylig blev jeg kapret af én under pausen til et foredrag. Hun ville høre, om jeg som barn havde følt, at Gud var med mig. "Nej, det følte jeg bestemt ikke, han var” svarede jeg. Vedkommende havde en baggrund á la min og havde for år tilbage modtaget en stor visdom fra selveste Gud, hvor han fortalte, at han havde holdt hånden over hende hele livet og båret hende frem. ”Det er dejligt, at du har fundet din Gud. Jeg tror personligt ikke på, at han har båret mig frem. Grunden til jeg står her i dag og stadig er i live, er min egen fortjeneste” svarede jeg.

Der var to minutter til jeg skulle på igen, og jeg kunne mærke, at hun virkelig gerne ville overbevise mig om det smukke ved Guds gerning. Mine grænser blev overskredet gang på gang under vores forholdsvis korte samtale, for hun ville ikke acceptere, at jeg ikke troede. Til sidst måtte jeg sige ”Jeg har stor respekt for din tro. Jeg håber også, du har respekt for min ikke-tro. Jeg er ateist”, hvorpå hun forfærdet tog hånden op for munden, mens hun gispede højlydt. ”Nu falder hun sgu om!” nåede jeg kort at tænke. Det gjorde hun da heldigvis ikke, i stedet sagde hun forarget med ansigtet fuldstændig forvredet ”Hvor ER det synd for dig! Jeg har VIRKELIG ondt af dig!”. Hvis ikke det ellers ville have været aldeles upassende, havde hun sikkert haft stor lyst til at spytte på mig også. Dér mistede jeg nok tålmodigheden helt og måtte lukke den af, så jeg kunne gå videre med foredraget og svarede ”Det behøver du såmænd slet ikke, at have. For jeg har det fint uden Gud”. Case closed!

Se mig dog, som det menneske jeg er. Ikke på hvad tøj jeg har på, hvilken bil jeg kører i eller min ikke-tro. Hvis man kun er god nok til fællesskabet, når man tror, så vil jeg vove den påstand, at det rent faktisk ikke er mig og mine ikke-trosfæller, der bliver fattigere rent menneskeligt. Vi har alle vores berettigelse. Vi har alle en værdi for andre. Dét tror jeg på ♥

Kort om migKort om mig

Oprettet af Pernille Gyldensøe man, september 10, 2012 15:26:05

Ved siden af mit firma www.smukthjem.dk, hvorfra jeg sælger gamle romantiske møbler og nyt brugskunst, har jeg viet en stor del af mit liv til min hjertesag for andre seksuelt misbrugte og voldsramte ved at bryde tavsheden, deltage i af-tabuisering og være i dialog med politikere og meningsdannere.

På min anden hjemmeside www.smuktliv.dk finder du information og links til hjælp, hvis du selv eller en pårørende har været udsat for overgreb eller vold.

Blog image

Min selvbiografiske bog "Farvel, negative sociale arv" kan bestilles på mail til info@smuktliv.dk Bogen koster kr. 60 + porto.


Ønsker du at følge min blog, kan du klikke på det orange RSS feed ikon nederst i højre side. Klik på "Indlæg" og "Abonner på dette feed".

Følg mig også på Facebook-siderne

Mere politisk fokus på overgreb mod børn

samt

Pernille Gyldensøe - Forfatter til "Farvel, negative sociale arv"

og besøg gerne min nye hjemmeside www.usynligear.dk - Et levende site om seksuelle overgreb, vold og dysfunktionelle familiemønstre.

Vi er voksne overlevere, pårørende og fagpersoner, som ønsker at bidrage med et nuanceret og respektfuldt billede af senfølge-problematikkerne. Sitet opdateres løbende med nye artikler og videoklip ud fra det personlige og faglige perspektiv.

Har du nogle spørgsmål, er du velkommen til at kontakte mig på info@smuktliv.dk

Kærlig hilsen
www.smuktliv.dk
www.smukthjem.dk
www.usynligear.dk

Pernille Gyldensøe



Upside downOm mit barn med handicap ♥

Oprettet af Pernille Gyldensøe tor, september 06, 2012 09:48:09

I sidste uge læste jeg dette debatindlæg på politiken.dk af Lektor Kaare Winkel Pedersen "Må dit barn heller ikke lege med handikappede?" og blev naturligvis behørigt fnysende arrig over, de oplevelser familien havde haft med intolerante forældre, der helst kun så deres egen lille pode lege med jævnbyrdige raske børn og hjerteløst vendte den 10-årige dreng ryggen alene på grund af hans kommunikative og sociale funktionsnedsættelse. "Hvad sker der for dem!" tænkte jeg.

Ingen tvivl om at tanken alene, skar dybt i hjertet på mig. Tænk, hvis andre forældre febrilsk hev deres unger væk fra min datter, alene på grund af hendes usynlige handicap? Verden er et koldt ondt sted uden rum for nuancerne og alt det skæve.

Men, når jeg skal være helt ærlig og vender tingene på hovedet - som jeg har for vane - så har jeg selv afskåret kontakten til flere venner med raske børn. Da det først gik op for mig, at tøsepigens epilepsi og funktionsnedsættelse ikke blot var forbigående og vupti-klaret med et par piller, magtede jeg ikke at være sammen med andre forældre med velfungerende normaludviklede børn. Ungernes indbyrdes markante forskelle splittede mit indre i atomer. Vi havde jo haft et normalt barn i 2-3 år og så kom den forbandede epilepsi og lavede tordenvejr i hendes hjerne og vendte op og ned på vores liv. Det var uretfærdigt.

Jeg kunne slet ikke overskue, at høre på de andres hverdags-problemer med snotnæser og 3-dages feber, når mit eget barn af lægerne blev spået en mulig fremtid som svært udviklingshæmmet, støttekrævende for livet og fuldstændig sprogløs *. Jeg bar på en kæmpemæssig uberettiget vrede og havde lyst til at skrige "Hva´fanden er problemet? Snotten går jo væk i næste uge, ikk´! Dit barn bliver raskt igen! Det gør mit sgu ikke!". I den periode havde jeg meget lidt overskud til at sætte mig ind i, at de ting jo bare fyldte i deres hverdag. At de havde et helt andet udgangspunkt end mit.

Derfor var det lettere og mindre sårbart, at være sammen med voksne. Voksne, der havde forståelse for hendes vanskelligheder og hvor der var plads til begejstring over hendes småbitte fremskridt, der trods alt (heldigvis) skete og fortsat sker. Blandt alderssvarende børn var det jo ikke noget særligt, at hun pludselig kunne sige "Godnat". Det havde de andre unger jo sagt de sidste par år. Men for bedsteforældrene etc. var det jo fantastisk! Og jeg følte at vi havde brug for, at fokusere på de ting, hun kunne og ikke alt det, hun ikke kunne, for at grundlægge hendes fundament; hendes selvværd. Intentionen var nu også god nok. Resultatet blev så bare, at hun i den periode ikke fik oparbejdet sine sociale kompetencer eller evnede at danne relationer til andre børn og derfor kun søgte voksne.

I virkeligheden handlede afskærelsen fra det "normale" om mine egne personlige følelser og stolthed og ikke om mit barn. Det tør jeg godt stå ved. Sådan kan mennesket nemlig bare være en kompliceret klump misk-mask, der reagerer mærkværdigt og uhensigtsmæssigt i sårbare krisesituationer.

Jeg er i dag bevidst om, at vi som forældre ikke skal diskriminere datterens legekammerater udfra deres funktionsniveau, hverken når det drejer sig om raske eller handicappede børn. Samtidig ved jeg dog også, at hun sjældent kan indgå i meningsfyldte lege med normaltfungerende børn, da hun ikke forstår deres lege eller kan honorere kravene til verbal og social ping-pong. Med glæde og varme i hjertet oplever vi i dag, at hun indgår i givende relationer og har fået flere legekammerater i speicalbørnehaven. Hun søger selv og bliver søgt. Mødt og accepteret.

Derfor kunne jeg udfordre vinklen fra politiken.dk lidt med spørgsmålet om vi forældre til børn med handicaps selv er helt på det rene med, at vores børn leger med normale børn? Om vi uden forbehold synes det er en win-win situation for vores egne børn, at være sammen med raske? Min egen personlige tolerance har stadig hakker i kanten. I dag handler det blot ikke om mine personlige følelser, men om værdien af relationen og udbyttet for min datter.

* Lægernes daværende prognose om, at hun på sigt ville udvikle syndromet Lennox-Gastaut, har de grundet hendes positive udvikling lagt på hylden igen. Desværre gives der ingen garantier i livet og vi ved fortsat ikke, hvordan epilepsien og hendes udvikling ender. Vi har derfor valgt, at leve i nuet. Nyde nuet og hylde de dejlige ting, der sker for hende pt.

"Min barske barndom" - Skrevet af InaAndres bidrag

Oprettet af Pernille Gyldensøe ons, august 08, 2012 20:15:05

Seksuelle overgreb

Jeg blev misbrugt som barn (9 1/2 år gammel) af en ældre mand, der boede i samme opgang som os. Han kom hver dag og spiste hos os, for så kunne min mor få et supplement til husholdningens pengene, da hun jo havde 4 unger og skulle føde på..

Blog image
Min mor og far blev skilt i nøjagtigt samme tidsrum som misbruget af mig begyndte..Jeg tror selv, at han der har haft en oplagt chance da jeg jo manglede min far. Min far tog ud at sejle.. da det gik ham meget på at blive skilt.

Tanker fra en dag ..hvor jeg blev misbrugt
Hmm sidder og tænker!!! skal jeg handle for ham i dag??…

Ved ikke om jeg vil gå op til ham…
Jeg ved jo alt om hvad der sker hvis jeg går der op…

Ingen ved det og ingen må få det at vide…..

Jamen hvorfor går jeg så derop..???
Godt spørgsmål..
Han har truet mig med at han kan få mig fjernet fra min mor…

Jeg vil ikke væk fra min familie..
Min far og mor er lige blevet skilt ..
Ser ikke min far ..han er taget ud at sejle for at komme væk fra skilsmissen..
Men han ved jo heller ikke hvad der sker herhjemme..

Hver eneste aften spiser han nede hos os..
Så kan mor få lidt hjælp til husholdningen…

Jeg kan bare ikke undgå ham…
Hans lugt af Mac Baren Mixture som han ryger..
den hænger i mine næsebor..selv 30 år efter..
og møder jeg nogen der ryger dette mærke..
Ja så går jeg ud og brækker mig… kan ikke ha det..

Hvad tænker den gamle gris på??… en gammel pensionist…
Hvorfor køber han ikke bare en luder… Så var jeg jo fri…

Jeg er kun 10 år…suk.. Men det er han ligeglad med..
Går der op for det er jeg jo nødt til…
Og ganske rigtigt… uff han er kvalm…
Jeg lukker totalt for mine følelser..
Jeg er her slet ikke mens han gør en masse ting ved mig…

Bagefter får jeg besked på at jeg ikke må sige noget til min mor…
Jamen det tør jeg jo heller ikke…

Går ned til os selv… og lukker verden udenfor..

Men jeg ved osse at næste gang siger jeg heller ikke nej..

Bare han går forbi vores vinduer ..som han skal når han skal op til sig selv...
Giver det et sug i maven...
Jeg skynder mig ud og låse bagdøren..for tænk hvis han vil ind..

Og tænk hvis han tager på mig mens andre ser det..
det er jo flovt sådan en gammel mand..

Jeg tror jo på at det mig som har lagt op til ham..
Jeg ved at det helt sikkert at jeg selv er skyld i at han vil have mig...
Hvorfor ikke en af de andre piger??

Men Mor siger jo han er så flink ved mig han giver mig tøj og sko
og andet hver gang han får pension..

Jamen jeg vil ikke have det ..har jeg lyst til at skrige til hende..
Men kan da godt se at det hjælper min mors økonomi...

Og mor har jo nok at se til med 4 unger hun skal føde på...
samt alle hendes kærester der skal passes...

Hver gang jeg har været oppe hos ham på 2 sal ...lukker jeg mig inde i mig selv...

Og i skolen er jeg den stille pige,..som ikke siger noget.....
Kan man se det på mig...
jamen det tror jeg de kan..
Jeg er jo en slem pige..ikke??

Hver gang han har brugt mig tænkte jeg..

BARE MOR DOG VILLE OPDAGE DET…

Skrevet af Ina