Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Hvorfor blogge?

At blogge er en uvurderlig del af min helingsproces, der formentlig vil være livslang. Mit liv har budt på megen sorg, smerte, kaos, glæde, kærlighed og lys i kraft af min fortid og nutid.

En del indlæg handler om italesættelse af følelserne omkring min opvækst i en dysfunktionel familie. Bloggen bliver også brugt til tankerne omkring, at være mor til et udviklingshæmmet barn med svært behandlelig epilepsi samt mere fredsommelige dagligdags ting.

Jeg er stadig i gang med processen og har valgt, at dele åbent og ærligt her på bloggen om sejrene og nederlagene.

Håber, at du får noget brugbart med på vejen. Du er meget velkommen til at kommentere på indlæggene, hvis du føler for det (også gerne anonymt). Velkommen til ♥

Suget i maven

Angst og relationerOprettet af Pernille Gyldensøe man, november 11, 2013 16:09:57
Jeg gik i seng i går, og vågnede igen i morges med den samme følelse i krop og sind; indre uro, et helt specielt ubehageligt sug i maven og hjertebanken. Kald det en radar, en veludviklet antenne der opsnapper konflikter eller inituition. Noget, jeg havde brug for som barn. Følelsen blev ikke mindre af at åbne min indbakke. Suget blev kraftigere, og hjertet slog endnu hurtigere. En afskedssalut og en ven mindre på Facebook.

"Whatever! Det er jo bare Facebook!", tænker du måske. Men for mig betyder det noget. Det betyder noget at lade folk komme ind i mit private univers. Det betyder noget at lukke dem ind i mit hjem, hjerte og tanker. Det betyder noget at udvise tillid til andre mennesker. Det mest nærliggende ville nu være at lukke døren i og ikke lade andre komme ind af den igen nogensinde. Det har jeg ikke lyst til.

Jeg er ikke fejlfri. Har slettet masser af mennesker på Facebook af forskellige årsager. Nogen har aldrig fået en forklaring. Andre har fået adskellige advarsler forinden. Så det burde jo slet ikke komme bag på mig, at det selvfølgelig også kan gå den anden vej.

Det er svært dét med relationer. For fanden, hvor er det dog svært og skrøbeligt. Jeg har masser at arbejde med stadig. Pas godt på de relationer, der betyder noget ♥

Se også bidragene fra Thomas Bering Kristensen, Louise Benner, Mona Kadahl og jeg fra vores site www.UsynligeAr.dkdette link omkring de svære relationer

  • Kommentarer(2)//blog.smuktliv.dk/#post119

Den svære kunst ved relationer

Angst og relationerOprettet af Pernille Gyldensøe lør, maj 19, 2012 13:15:42

Det er ingen hemmelighed, at jeg har et grundlæggende tillidsproblem. Det har jeg altid haft og kæmper stadig med det hver dag. Er bange for, at blive udnyttet, få overskredet mine grænser, udsætte min lille familie for fare, blive misforstået, hængt ud, eksponeret på en forkert måde og blive fordømt.

Jeg har stadig ikke helt fat i den svære kunst ved relationer, for en belastende følgeskade af min opvækst har bl.a. gjort mig til en mester i, at bryde relationer - både til folk, der stod/står mig nært og andre jeg har mødt på min vej. Nogen er det forbandet svært at slippe, andre bliver cuttet fuldstændigt følelseskoldt. Og jeg hader begge dele. Hader, når jeg i min naivitet har været sårbar og godtroende og ladet folk komme for tæt på uden at have mine parader oppe. Hader også, at jeg kan lukke så meget af, at jeg ingenting føler. Og jeg ved godt, hvor det stammer fra. Årsagen til dét hader jeg også.

Facebook er en af de store platforme jeg benytter meget, både socialt og i forhold til min mærkesag. Min egen åbenhed sætter mig ofte i svære dilemmaer, fordi jeg stadig går og bokser med det her tillidsproblem. Det skrev jeg bl.a. et indlæg om her. Syntes egentlig, at jeg havde fod på det og kun havde lukket mennesker ind min private dagligstue, der accepterede hele mig som menneske. Folk, der så mine begrænsninger og styrker og accepterede mine personlige valg. Jeg ved, at flere ikke er enige i dem eller ønsker at kopiere dem, men accepten af vores individuelle forskelligheder uden fordømmelse, er meget vigtig for mig.

Jeg var overbevist om, at alle mine private venner vidste, hvor hård en kamp det her med relationer og tillid stadig er for mig. Desværre viste det sig, at jeg ikke helt havde fod på det og blev derfor brændt for nylig. Det gjorde nas og relationen fik et cut. Ikke grundet uenigheder, men fordi mine personlige grænser blev overskredet i det øjeblik jeg fik øje på, at den indforståede, vigtige gensidige accept slet ikke var til stede og formentlig aldrig havde været der. Det var overraskende svært, men rigtigt for mig, at bryde ud af relationen.

Følte mig dum og naiv. Blev suget helt tilbage til tiderne, hvor mit sortseende mantra var "Stol ikke på andre, end dig selv". Risikoen for det samme vil ske igen, er til stede, med mindre jeg helt vil afskære mig muligheden for, at møde nye venner. Jeg har besluttet mig for, at det vil jeg ikke. Der findes så mange varme, givende, reflekterende, kloge og rummelige mennesker, som jeg vil tillade, at komme mig nær. Det destruktive mønster med at mistænke alle og enhver for at have lumske bagtanker, skal ikke hæmme mig. Jeg er bare fortsat nødt til, at passe ufattelig meget på mig selv.

Men hvor er det dog svært, at finde balancen i det. At turde stole på, at en ven er en ven. At turde dele, uden at være angst for, at blive misbrugt (igen). En ligesindet burde vide bedre. Det er i virkeligheden nok det mest smertelige ved bruddet her.

  • Kommentarer(6)//blog.smuktliv.dk/#post71

"Skal vi være venner?"

Angst og relationerOprettet af Pernille Gyldensøe man, januar 16, 2012 21:45:05

Hver gang jeg modtager en venneanmodning på Facebook fra folk jeg ikke kender, skal jeg alene ud fra et navn og billede vurdere, om personen er venligsindet eller har bagtanker. Der følger nemlig desværre sjældent en hilsen eller en grund for anmodningen med.

Siden jeg begyndte, at blande mig i debatten om overgreb og vold, får jeg i perioder mange venneanmodninger. Jeg var hunderæd for det i starten, for jeg anede ikke, hvordan jeg skulle forholde mig til det. Har ligesom det her grundlæggende tillidsproblem og tør ikke lukke folk ukritisk ind i mit private dagligdags univers, hvilket kan virke ret parakdoksalt, når jeg ellers ligger mange andre private informationer ud offentligt. Netop fordi jeg er så åben omkring min fortid, har jeg brug for et trygt og afgrænset space på min private profil, hvor jeg bare er Pernille og er accepteret - uden fordomme eller skjulte dagsordener. Til dem der primært er interesseret i hjertesagen, lavede jeg de to offentlige sider Mere politisk fokus på overgreb mod børn og Pernille Gyldensøe - Forfatter til Farvel, negative sociale arv.

Jeg spørger altid først folk i hvad forbindelse, de har lyst til at være venner med mig. Det har vist sig, at være ret klogt. Jeg forbavses til stadighed over enkeltes manglende finfølelse og respekt. Har bl.a. oplevet at blive tilføjet af én, der mente, at der blev brugt alt for meget krudt på ofrene for seksuelle overgreb! En anden havde udelukkende det formål, at udfritte mig for dybt fortrolige oplysninger til brug i hans egen personlige vendetta mod et af mine familiemedlemmer. Dét er i mine øjne ikke en ven. Jeg vil ikke have sådanne personer indenfor min dør i mit hjem, ej heller i "dagligstuen" på min profil.

På leksikon.org står denne definition på venskab:

"Venskab er et frivilligt, gensidigt og varigt forhold mellem to personer. Det adskiller sig fra bekendtskab og kammeratskab ved en større følelsesmæssig åbenhed, nærhed og forpligtethed. Venskab er kendetegnet ved loyalitet, fortrolighed, positive følelser overfor hinanden, respekt og en vis grad af overbærenhed".

Måske er jeg gammeldags. Måske er jeg stadig hæmmet af mit tillidsproblem. Måske ser jeg bare fundamentalt anderledes på, hvad en ven er end andre FB-brugere. Måske har jeg bare brug for, at passe en smule bedre på mig selv.

Når jeg er nødt til at spørge, om vi kan lære hinanden lidt bedre at kende, inden jeg evt. accepterer venneanmodningen, oplever nogen det som en personlig afvisning. Det er netop ikke personligt, for dertil kender jeg jo i sagens natur slet ikke personen godt nok.

Jeg har fået mange gode venner via Facebook, som jeg ikke havde mødt personligt før. Flere har jeg dog nu mødt og givet et stort knus IRL. Via kortere eller længere tids korrespondance har vi begge fået øjnene op for, at der er reel basis for et venskab. Som hovedregel har jeg ingen venner, som jeg ikke ville have lyst til at invitere hjem på en kop kaffe. For er jeg ikke tryg nok ved det, vil jeg heller ikke være tryg ved, at lukke dem ind på min private profil. As simple as that.

Tit tænker jeg på, hvordan man kan være venner med 5.000 mennesker. Jeg synes, at det udvander begrebet venskab og medvirker til, at relationer bliver overfladiske. Men jeg tager hatten af for dem, der kan være ærligt involveret og interesseret i så mange andre menneskers privatliv og selv føler, at de får noget værdifuldt ud af relationen. Jeg ved godt, at mange tager ikke Facebook så højtideligt og anser FB-venskaber som sjov og ballade og det er jo deres valg. For mig er venskab ikke bare sjov og ballade, men en dybfølt tillidserklæring og kæmpe overvindelse af angst for at blive misbrugt og forladt.

På kendte/offentlige personers væg, ser jeg ofte kritikere komme med direkte modbydelige kommentarer til deres "ven". Der står jeg helt af. Hvad går det "venskab" ud på? Det er svært at få øje på loyaliteten, fortroligheden, de positive følelser, respekt og graden af overbærenhed i det. Opret dog en hadeside i stedet for. Det er populært for tiden. Lad vær med at tilføje dig selv som ven. Det kan godt være, at det er for debattens skyld, nogen har sådanne "venner". Jeg gider personligt bare ikke, at forholde mig til den slags på min egen private væg.

Nu tør du måske ikke tilføje mig som ven. Det er nu slet ikke dét, der er målet. I dag følte jeg blot for at forklare, hvorfor jeg ikke ukritisk accepterer venneanmodninger.

Jeg er nødt til at føle mig sikker på, at du virkelig er en ven og kommer med fred ♥

  • Kommentarer(6)//blog.smuktliv.dk/#post48

Jagten

Angst og relationerOprettet af Pernille Gyldensøe søn, november 20, 2011 23:51:43
Mit hjerte hamrer i brystkassen, min vejrtrækning er hurtig og panisk. Febrilsk står jeg og fumler med nøglerne til opgangs-døren. Kan ikke finde den rigtige nøgle. De hastigt nærmende skridt og den ophidsede aggressive råben på mit navn kommer tættere på.

Åh nej...jeg taber nøglebundtet. Begynder at græde i desperation. Finder med rystende hænder den rigtige nøgle og får åbnet døren til opgangen. Opgangen til mit barndomshjem. Styrter ind, mens jeg hører ophidsede råb bag mig.

Der er én mere. Én, der vil beskytte mig. Han beordrer min bøddel til, at lade mig være i fred. Bødlen er ligeglad. De skændes. Jeg vinder nogle sekunders vigtige forspring. Et kort øjeblik overvejer jeg, at tage elevatoren op til lejligheden. Men ved, at så vil jeg for alvor blive fanget.

Lister ubemærket ud af bagdøren, sniger mig rundt om hjørnet hen mod opgangs-døren. Lytter intenst. De går ind i opgangen, døren smækker i. Jeg løber hen i buskene og gemmer mig som et jaget dyr. Kryber helt sammen, tør næsten ikke trække vejret. Der går ikke længe, før min bøddel opdager, at jeg ikke tog elevatoren op til lejligheden.

Buskenes blade er faldet af. Jeg opdager pludselig, at jeg er sårbar. Synlig. Så kommer to biler med hvinende dæk kørende. På fortovet. Det er vanvittigt. Jeg ser bødlen i den ene bil. Vred, søgende, optændt af had. Jeg skal dø. Jeg ved, at jeg skal dø. Holder vejret, da bilen passerer den nøgne afpillede busk. "Du må ikke se mig, kør videre, kør videre" tænker jeg. Som bilen skal til at dreje til højre ned af cykelstien, får bødlen øje på mig. I et splitsekund mødes vores øjne. Et selvtilfredst smil breder sig i ansigtet på bødlen. Jagten sætter ind.

Springer ud af busken, får flænset mine bare arme. Løber hurtigere end jeg nogensinde har gjort over parkeringspladserne. Tør ikke kigge mig tilbage. Jeg løber og løber. Hiver efter vejret, så det river hele vejen ned i lungerne.

Det er tåget, halvmørkt og klamt i vejret. Sveder, så det løber af mig. Jeg søger skjul i indkøbscentret. Tænker, at det vil være fyldt af mennesker. Må gemme mig. Vinde tid. Jeg kan ikke tænke klart. Ved ikke, hvem jeg skal ringe til.

Render ind i en flok mennesker, som jeg kender. De sidder rundt om et bord og spiser mad på caféen. Glade og fornøjede. "Sæt dig ned, Pernille" siger de. Jeg tilslutter mig selskabet og forsøger at tale stille og roligt. Spiller min facade. Alt er i den skønneste orden. Samler mit svedige uglede hår i en hestehale og dupper diskret min pande og næse med en serviet.

Kigger mig over skulderen. For sent opdager jeg skyggen rundt om hjørnet. Det er bødlen. Denne gang med en pistol i den ene hånd og en molotow cocktail i den anden. Jeg rejser mig så hurtigt, at stolen vælter og folkene omkring bordet måber og spørger "Hvad sker der, Pernille?". Jeg løber ned af gangen, hen mod rulletrappen. Min beskytter kommer op af rulletrappen. Han tager min hånd og siger, at jeg skal gå med hen imod bødlen. Jeg forstår det ikke. Hvis side er han på? Svigter han mig i det sidste afgørende øjeblik?

"Det kan jo ikke være bedre, Pernille" siger han. "Denne gang har din bøddel våben på sig og kan blive meldt og straffet for overtrædelse af våbenloven. Der er masser af vidner her. Du er safe". Beskytteren vil ringe til politiet. Han hiver mig tilbage i retning mod min bøddel, der griner højt og hult. Jeg kan se vanviddet lyse ud af bødlens øjne. Jeg græder og siger "Jamen, jeg kan ikke....jeg skal holde mig i live for min datters skyld! Jeg kommer til at dø nu. Politiet er ligeglade med mig. Slip mig!".

Bødlen kaster molotow cocktailen imod os og råber "DØ, DIN SO!".

Jeg vågner op i min seng. Svedig. Alene. Angst. Mit hjerte hamrer så hurtigt, at jeg er bange for det sprænger. Der er mørkt i huset. "Det var bare en drøm...det var bare en drøm" messer jeg til mig selv.

Gulvet knirker for real. Jeg er handlingslammet. Ved ikke, hvad jeg skal gøre. Tør ikke bevæge mig. Er der nogen i huset? Nu sker det. Var det ikke en drøm alligevel? Kan ikke finde ud af, om jeg vågen eller stadig drømmer. Der kommer ikke nogen. Det var en drøm. En ond én af slagsen.

Selvom jeg med min fornuft ved, at ingen kan nærme sig huset uden at blive videofilmet og at alarmerne vil blive aktiveret og alarmerer hundevagt og politi straks, så snart nogen trænger ind i huset, kan jeg ikke finde ro. At befinde mig i min barndomsby, er ligeså fjollet at forestille sig - selvfølgelig var det bare en drøm. For jeg sætter aldrig mine ben indenfor den kommune mere. På trods af al fornuft, går der en anspændt time med spilåbne øjne og dunkende hjerte, før jeg falder i søvn igen.

Hvor er det paradoksalt, at uanset hvor fri jeg bliver i tale og sind, må jeg se mig hensat til magtesløshed og angst, når mareridtene indhenter mig i søvnen.

  • Kommentarer(2)//blog.smuktliv.dk/#post35

"Stol ikke på andre end dig selv "

Angst og relationerOprettet af Pernille Gyldensøe tor, marts 31, 2011 09:09:46

Den leveregel lavede jeg som 4-årig. Så blev jeg ikke såret, skuffet eller gjort fortræd. Det var en barsk og nødvendig realitet at have det mantra, for at overleve. Der var nogen, som skulle have passet på mig - men løftet blev ikke indfriet. Så jeg måtte passe på mig selv. Udviklede en hård skal, som ingen kunne trænge igennem. Ellers ville jeg blive udslettet.

Op igennem barndommen, ungdommen og starten af det voksne liv blev jeg gentagne gange bekræftet i, at levereglen havde sin fulde berettigelse. Hver gang jeg prøvede, at stole en smule på nogen, blev jeg snydt, skuffet og sparket ned igen.

Så vendte det i starten af 20´erne. De mørke skyer forsvandt gradvist. En lille sprække lys vandt indpas og blev gradvist større, lysere og mere kraftfuld som årene gik. Det var stadig en indre kamp og overvindelse, der krævede meget arbejde med mine egne reaktionsmønstre. Et skridt frem, to tilbage.

Over en årrække fjernede jeg den slørede film fra brillerne, og lærte langsomt at stole på det gode i mennesket. Tog en masse chancer med stor risiko for, at lide nederlag. Åbnede lidt efter lidt op og fik et safe. Et helle, hvor jeg var tryg og sikker, skærmet mod fortidens ondskab - og så alligevel ikke. For jeg kunne ikke slippe væk, kunne ikke blive fri for de mennesker, der havde gjort mig så ondt.

Et lille mirakel blev billetten væk. Min datter. For at være i stand til, at give hende den barndom jeg ikke selv fik, var jeg nødt til at lære at være et barn med mit barn. For jeg var ikke et barn, jeg fik et stort urimeligt ansvar for mig selv og mine nærmeste. Det måtte ikke komme frem, nogensinde. Men for at kunne elske og passe godt på mit barn, var jeg nødt til at elske og passe godt på mig selv.

Boblen bristede, tavsheden blev brudt. Alle hemmelighederne blev fortalt. For at være interessant? For at blive Danmarks kendis-incestoffer? Nej, for at beskytte min familie. Jeg blev og er stadig truet på mit liv - og får ingen hjælp. Det glemmer nogen i forbifarten og tror, at det handler om forfængelighed. Er der nogen, der vil bytte? Der skal mange års nedbrydning af tabu til, før vi kan tale om kendis-incestofre. Så fantastisk er det heller ikke, at krænge sine inderste og dybeste hemmeligheder ud i form af en bog, foredrag og i medie-sammenhænge. Men jeg gør det gerne og til hver en tid, for at beskytte min familie.

Når åbenheden samtidig inspirerer andre, gør dem stærkere i deres tro på fremtiden og deres egne styrker, føler jeg en stolthed over det opgør jeg har taget. Så har det ikke været forgæves, at jeg har kæmpet, som jeg har gjort. Det jeg gør, er ikke ren glitter og rosenrødt. Det har store menneskellige omkostninger. Jeg har ikke noget imod at bruge mig selv, for at gøre opmærksom på problematikkerne om seksuelle overgreb. Jeg vil gerne tale for dem, der ikke tør og kan selv - børn, unge og voksne med svære senfølger. Jeg har ikke noget imod, at være stærk for dem, så budskabet kommer ud.

Der er sket ufattelig mange ting på ganske kort tid. Mange ting er blevet sat i perspektiv og i de rette kasser på denne personlige rejse, der har indbefattet mange store sejre og nu et nederlag fra en uventet kant.

Min åbenhed og ærlighed har en pris. En meget høj pris. Den betaler jeg i disse dage. Man får nogen skrammer på næsen, når man stikker den frem. I denne kamp for synliggørelse af seksuelle overgreb har jeg haft kontakt med mange forskellige mennesker. Mennesker i samme båd. Mennesker, jeg troede forstod mig og min baggrund. Mennesker, jeg stolede blindt på. Det skulle jeg ikke have gjort. My mistake. Jeg skulle have holdt tilbage, tænkt mig om og passet på mig selv.

Gennem årene er jeg blevet kaldt mange grimme ting. Nu kan jeg tilføje uetisk, at jeg re-traumetiserer andre ofre, at jeg er skadelig for sagen og menneskerne omkring mig, uansvarlig, utaknemmelig og har brug for at stive mit ego af til listen.

Med den indsats og iver jeg har lagt i arbejdet, kan man naturligt forvente modstand. Konstruktiv velmenende kritik af hensyn til andre mennesker, ligger mig meget på sinde. Jeg er ikke ufejlbarlig og har masser at lære. Jeg vil gerne lytte. Jeg vil gerne lære. Jeg vil gerne indrømme, hvis jeg har lavet fejl og rette op på dem så godt jeg kan. At være et stærkt autentisk menneske indebærer også, at kunne spotte og bearbejde sine egne svagheder, samtidig med man dyrker sine styrker.

Når uofficielle/private og dybt personlige udtalelser bliver stykket sammen fra flere forskellige mennesker, jeg stolede blindt på og bliver brugt imod mig, ramler min verden sammen. Hensigten fra de implicerede har ikke været ond, men det blev resultatet. Mennesker der om nogen burde vide, hvad det gør ved mig at få brudt tilliden på den måde.

Den sidste uge har været et følelsesmæssigt kaos, hvor jeg igen er blevet bekræftet i, at jeg stadig har brug for mit mantra. Mit selvbeskuende, sortseende, mistroiske mantra. Det skal ikke styre mit liv, for så sætter jeg mig selv i en offer-rolle, jeg ikke trives i. Det er mit eget ansvar, at finde ind til min kerne igen, styrkes og komme videre.

Jeg skal stadig kunne nære tillid til andre, samtidig med jeg passer på mig selv.

Tak, for at minde mig om det. Jeg har lært min lektie.

  • Kommentarer(1)//blog.smuktliv.dk/#post22