Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Hvorfor blogge?

At blogge er en uvurderlig del af min helingsproces, der formentlig vil være livslang. Mit liv har budt på megen sorg, smerte, kaos, glæde, kærlighed og lys i kraft af min fortid og nutid.

En del indlæg handler om italesættelse af følelserne omkring min opvækst i en dysfunktionel familie. Bloggen bliver også brugt til tankerne omkring, at være mor til et udviklingshæmmet barn med svært behandlelig epilepsi samt mere fredsommelige dagligdags ting.

Jeg er stadig i gang med processen og har valgt, at dele åbent og ærligt her på bloggen om sejrene og nederlagene.

Håber, at du får noget brugbart med på vejen. Du er meget velkommen til at kommentere på indlæggene, hvis du føler for det (også gerne anonymt). Velkommen til ♥

Besøg vores nye site www.UsynligeAr.dk

Seksuelle overgrebOprettet af Pernille Gyldensøe tir, august 20, 2013 14:41:50

Jeg, mine to gode venner Louise Benner og Thomas Bering Kristensen samt en række indsigtsfulde gæsteskribenter har lavet dette nye site www.UsynligeAr.dk

Hjemmesiden er et nyt levende site om de usynlige ar efter seksuelle overgreb, vold og dysfunktionelle familiemønstre. Vi er voksne overlevere, pårørende og fagpersoner, som ønsker at bidrage med et nuanceret og respektfuldt billede af senfølge-problematikkerne. Sitet opdateres løbende med nye artikler og videoklip ud fra det personlige og faglige perspektiv.

Mediernes fokus
Jeg stod selv offentligt frem i august 2010 med min selvbiografi ”Farvel, negative sociale arv”. Det var utrolig ambivalent for mig, at gå ud i medierne med min egen historie, idet deres belysning af overgreb sjældent faldt helt i tråd med, hvad jeg gerne ville have frem. De var primært interesserede i overgrebenes karakter og krænkeren, mens jeg gerne ville have fokus på, hvordan livet som voldsramt og misbrugt er til hverdag, systemet omkring de berørte parter, samt hvordan vi forebygger overgreb bedst muligt.

Det skulle have været en film
Siden bogudgivelsen har jeg haft en drøm om, at lave en dokumentarfilm om andre overlevere af seksuelle overgreb. En film der ville udvise menneskene og emnet respekt og give et nuanceret billede af senfølgeproblematikkerne, de indre og ydre kampe, lovgivningen m.m.

Produceren, manuskriptet og deltagerne var på plads. Jeg manglede ”bare” fondsmidlerne. Desværre fravalgte samtlige af de ansøgte fonde at støtte filmprojektet, og jeg måtte derfor give helt slip på det i sommeren 2013, da også produceren pludselig bakkede ud. Det var dybt frustrerende, og det irriterede mig grænseløst, at jeg var afhængig af andre for at få budskabet ud. Jeg kan ikke fordrage at være afhængig af andre.

Så nye muligheder
Jeg kunne vælge at ”sælge” filmen til en kommerciel tv-kanal, men det ville være forbundet med så mange kompromiser og afkald på essentiel etik og respekt, at jeg ikke kunne se det gennemført uden, at jeg måtte miste en del selvrespekt. Så jeg kiggede på de muligheder, jeg selv havde for at få budskabet ud. At starte ting fra bunden af skræmmer mig ikke. Jeg elsker det; at se et lille frø vokse sig stort og stærkt er noget af det fedeste, jeg ved.

Jeg har tidligere lavet flere hjemmesider og ved at opbygge et site, ville jeg få fuld indflydelse og kontrol med, hvordan emnet blev behandlet, samtidig med at jeg kunne gøre det for meget få midler. Mine to venner Louise Benner og Thomas Bering Kristensen var straks med på idéen og derfra gik det stærkt. Jeg gik i gang med design af siden, og vi fik alle skrevet tekster, lavet videoer og taget billeder.

Held i uheld
I virkeligheden er sitet en meget bedre platform end en film, idet vi løbende kan udvikle på det og tilføre nye vinkler på senfølge-problematikkerne. Vi kan holde den i live meget længere tid i end en film, som folk højst gider se 2-3 gange. Ingen af os ville være indstillet på at lave en 2´er eller en 3´er. Og så kan vi tilbyde folk anonymitet, hvilket er yderst væsentligt for de berørte parter.

Udbredelsen
Desuden slipper jeg og de øvrige for at skulle sælge os selv i medierne. Jeg har ikke haft lyst til at fortælle min egen historie i medierne i lang tid, og det ville jeg uvægerligt være nødsaget til i forbindelse med en filmproduktion. Mit netværk via Facebook ”Mere politisk fokus på overgreb mod børn” rammer de rette personer og linket deles flittigt med et enkelt klik. Det er gratis, hurtigt og effektivt.

Håb for sitet
Intentionen bag projektet www.UsynligeAr.dk er, at skabe broer af forståelse mellem de
udsatte og omverdenen, samt bidrage til spejling og samhørighed. Noget, jeg i den grad manglede, da jeg kastede mig selv for løverne for 3 år siden. Det er en fornøjelse at stå frem for anden gang – denne gang i selskab med gode venner og dygtige fagpersoner som jeg har den dybeste respekt for.

Ambitionen for sitet er, at det skal være en fyldestgørende inspirations- og informationskilde uanset om man er udsat, pårørende, fagperson eller bare nysgerrig. Jeg har selv brugt utallige timer bag skærmen i min egen informationssøgning og proces, og det overskud har de færreste altså, når de kommer i kontakt med traumerne. Jeg tror, at man har brug for et overblik og genkendelse i den sårbare start af processen, og det er med den energi bag, at sitet er lavet.

Mange tabuer i tabuet
Jeg har gennem de sidste 3 år hørt rigtig mange menneskers historier, og fundet ud af at der findes utallige tabuer i tabuet. Én ting er skammen over de seksuelle overgreb. Noget andet er alle de andre ting, der er mindst ligeså skamfulde, og hæmmer dem i deres hverdag.

Det kan f.eks. være, at de bokser med ambivalente følelser for deres krænker – hvilket de færreste udenforstående rigtig kan forstå eller holde ud at tale om. Eller at de grundet store psykiske og/eller fysiske problemer har måttet opgive fortsat tilknytning til arbejdsmarkedet. Mange får svært med deres sexliv, og lever alene, fordi det med sex, tillid og at finde den rette partner er dybt problematisk for dem.

Alle afskygninger af de tabuer vil jeg gerne have belyst via sitet. Der sidder så utrolig mange derude, som tror, de er de eneste i hele verden, der har de problemer. Kan jeg og de øvrige medvirkende på sitet, bidrage til at bare en lillebitte flig af den forkerthedsfølelse og ensomhed bliver blødt en anelse op, og de oplever deres problemer italesat og taget seriøst – så er vi nået et godt stykke hen ad vejen.

Selvindsigt er mønsterbrud
Der er så meget tale om eliten og succesfulde mønsterbrud. For mig er et succesfuldt mønsterbrud ikke betinget af uddannelse, karriere og civile status. Det handler i allerhøjeste grad også om selvindsigt i egne destruktive mønstre, som man har båret på i mange år pga. traumerne. Hvad nytter det, at du tjener kassen, og udadtil lever det perfekte liv, hvis du dybest set er et lille barn med alle forsvarsmekanismerne udenpå tøjet?

Jeg har været der, og jeg havde det forfærdeligt. Rent menneskeligt var jeg fattig og dybt ulykkelig, fordi jeg ikke forstod mig selv og omverdenen heller ikke forstod mig og mine til tider meget uhensigtsmæssige tanke- og reaktionsmønstre.

Det lyder måske lidt langhåret og total ”Jeg er bare i balance med mig selv”-agtigt, men jeg vil faktisk hellere være et indsigtsfuldt og empatisk menneske end et ulykkeligt, økonomisk velstillet menneske. Jeg er fuldstændig ligeglad med folks sociale status og økonomiske forhold. Derfor håber jeg også at sitet afspejler en ligeværdighed og respekt for det enkelte menneske, uanset hvor han/hun kommer fra eller befinder sig. Jeg ønsker, at andre skal se mennesket bag historien og ikke historien bag mennesket. Der er en verden til forskel! Vi har nok været udsat, men vi er også meget mere og andet end vores usynlige ar.

Velkommen forbi www.UsynligeAr.dk

  • Kommentarer(0)//blog.smuktliv.dk/#post114

Et overgreb er et overgreb - eller?

Seksuelle overgrebOprettet af Pernille Gyldensøe søn, februar 26, 2012 15:36:14
For mig er et overgreb et overgreb. Uanset hvem der krænker, hvor gammelt ofret er og hvilken karakter overgrebet har. Man kan ikke være "næsten ikke krænket" eller "kun lidt krænket". Enten er man blevet seksuelt krænket eller også er man ikke. At det tager mange år, at forstå dét man var udsat for, var et overgreb, ved jeg om nogen godt.

Der kan være en betydelig forskel i varigheden af overgrebet eller overgrebene. For nogen er det et enkeltstående tilfælde, for andre mangeårigt misbrug. For den ene kan det enkeltstående tilfælde være ligeså ødelæggende som det mangeårige misbrug for den anden. Vi er alle forskellige og bærer vores smerte på hver vores måde.

Fejlagtigt er der nogen, som tror, at et overgreb skal være fuldbyrdet samleje, før det tæller. "Alt det andet" tæller også i lovgivningen og kan rent retsligt straffes (hvis man kommer igennem nåleøjet med sin sag).

I loven skelnes mellem blufærdighedskrænkelser og samleje/anden kønslig omgængelse end samleje. Forskellen på de to typer overgreb, kan læses på min hjemmeside på dette link. Der er stor forskel på, hvilken straf krænkeren evt. får ud fra karakteren af overgrebet. Hvor blufærdighedskrænkelser kan give op til 4 års fængsel, kan samleje med tvang/trusler give op til 12 år. At strafferammen sjældent bruges i sit fulde omfang, er en helt anden snak, jeg tager op i et senere blog-indlæg.

Skaderne i krop og sjæl kan ligeledes opleves similære, uanset om det er blufærdighedskrænkelse eller decideret samleje. Det ved vi, der har været der. Desværre afspejles det bare ikke i loven. F.eks. beregnes Forældelsesfristen på blufærdighedskrænkelser fra den dag krænkelsen stopper og 5 år frem. Er der tale om samleje, beregnes fra ofrets fyldte 18. år.

De færreste er i tvivl om, at ophævelse af Forældelsesfristen på seksuelle overgreb, er én af mine kæpheste. Det er der rigtig mange grunde til, og foruden det faktum at fristerne er helt ude af trit med ofrenes virkelighed, er en af de væsentligste også den urimelige diskriminering, der foreligger i fristen.

Er du blevet krænket af din bror, søster, lærer, adoptivforælder, plejeforælder, stedforælder eller anden person, der er betroet til opdragelse eller undervisning, forældes overgrebet, når du fylder 23 år.

Er det din mor, far, bedsteforælder eller oldeforælder, der har forulempet dig, forældes overgrebet, når du fylder 28 år.

En af de begrundelser jeg har fået fra politikerne på diskrimineringen er, at en bror eller søster ikke har det samme myndighedsansvar overfor den krænkede, som en biologisk far f.eks. har. Hvad med adoptivforældrene eller plejeforældrene? Har de ikke den samme rolle, myndighed og ansvar som en biologisk far eller mor? Vil det ikke i virkeligheden ofte være i forvejen svigtede børn, der atter engang svigtes? Og hvem af de folkevalgte ved, hvordan et overgreb begået af en bror opleves anderledes mildere for den krænkede, end hvis det var vedkommendes mor?

Det giver ingen mening i min verden. Skaderne er de samme. Den brudte tillid er den samme. Skammen og skylden er den samme.

Jeg ved, at Forældelsesfristen på seksuelle overgreb snart kommer op igen i Retsudvalget. Hvis ikke det ender med en ophævelse eller forlængelse af fristerne, må det som minimum være sådan, at diskrimineringen sløjfes og fristerne sidestilles. I 2010 lavede et par journaliststuderende et projekt om søskendeincest. Her havde de fat i daværende medlemmer af Folketingets Retsudvalg. Flere af partierne erklærede sig enige i, at fristerne skulle sidestilles. Projektet kan læses her.

Flere partier har også tilkendegivet, at de vil se på en ændring af Forældelsesfristen, så den afspejler ofrenes virkelighed. Personligt tror jeg ikke, at muligheden for anmeldelse, vil være det samme som, at alle ofre vil anmelde deres krænker. Blandt de voksne brugere af landets støttecentre for seksuelt misbrugte oplyste 84%, at de aldrig har anmeldt deres krænker. Socialstyrelsens årsrapport fra 2010 kan læses her. Der går med andre ord rigtig mange udømte seksualforbrydere rundt derude. Blandt dig, mig og vores børn.

Frygten for trusler, repressalier, konsekvenser for eget og krænkerens familie/arbejdsliv, omgivelsernes reaktioner, ydmygelsen ved afhøringerne ved politiet og i en evt. retssal etc. vil stadig holde størstedelen af ofrene tavse.

Men dé der vil bruge deres stemme, skal have chancen.

  • Kommentarer(0)//blog.smuktliv.dk/#post57

Nuancer er det nye tabu

Seksuelle overgrebOprettet af Pernille Gyldensøe tor, januar 19, 2012 23:33:32

Overvejelser
Det her blog-indlæg har jeg tænkt, opvejet og grundet over i flere måneder. Jeg har været tilbageholdende, fordi jeg var nervøs for folks reaktioner. At de ville hade mig, se anderledes på mig og behandle mig som en spedalsk. Faktisk meget lig de samme bekymringer jeg havde, inden jeg valgte at stå frem med min incesthistorie. Jeg vil ikke tøjles, tæmmes eller holdes tavs af frygt for andres reaktioner. Også selvom det betyder, at jeg mister støtter til sagen, fordi de ikke er enige eller jeg konfronterer dem med ting, de ikke vil forholde sig til. For jeg vil ud af det mønster, hvor jeg for enhver pris skal tilpasse mig og please andre.

Tabuet i tabuet
Incest og seksuelle overgreb er tabu. Punktum. Stadig i 2012 har vi svært ved at tale om det. Synes dog klart, at tendensen peger i retning af, at vi bliver bedre til at tale om det - desværre på baggrund af store opsigtsvækkende sager i pressen med ødelagte uskyldige små børns liv til følge. Er tabuet kun, at man skammer sig over at være blevet misbrugt? Nej, der er faktisk flere tabuer i tabuet.

Det er f.eks. et kæmpe-tabu at indrømme, at man også har holdt af det menneske, der har krænket en. Det må man ikke, for det siger alle de andre, er forkert. Vi skal hade dem, ønske de dør en lang og pinefuld død og vi skal have hævn, skal vi! Nu er jeg mærkværdigvis sådan indrettet, at jeg sjældent passer ind i folks forestillinger om et "rigtigt" offer. Jeg er et mærkeligt offer. Ligesom jeg var et mærkeligt barn, der ikke blev forstået. Det er åbenbart mit lod i verden, at jeg stikker udenfor - selv i et netværk, jeg har skabt. So be it. Jeg er vant til det, selvom det gør ondt.

Jeg tør godt stå ved med navn, fjæs og det hele, at jeg har hadet, afskyet, forbandet, været bekymret, beskyttet, følt sorg over OG elsket min krænker. There! I said it! Hader du mig nu? Så må det være sådan. Jeg kan stadig godt huske og smile af de sjove og gode ting vi havde sammen. Det betyder jo IKKE, at jeg elsker og med et smil mindes alt det grimme. Jeg kan godt adskille tingene. Og derfor oplever jeg af og til, at folk synes jeg er mærkelig. Forkert. Anderledes.

De positive følelser i relationen bliver på den måde gjort til noget skamfuldt. Andre vil jo tro, at man dermed også godt kunne lide overgrebene og at det var ens egen skyld. Mere skyld. Mere skam. Mere selvhad. Behøver vi egentlig mere af det?

Hvorfor?
Hver gang der dukker en ny sag op, bliver der altid spurgt: "Hvorfor sagde børnene det dog ikke til nogen?". Øh..hvorfor tror du? Tror du det kan have noget at gøre med, at børn i dysfunktionelle familier er opfostret med, at hjemmets regler og normer overtrumfer samfundets? Mon det kan skyldes, at børnene rent faktisk er dybt afhængige af deres allernærmeste relationer og elsker dem betingelsesløst, uanset hvad de bliver budt? Gad vide om det hænger sammen med, at børn ikke har den voksnes overblik og perspektiv og derfor ikke kan træffe en sådan beslutning alene? Mon et misk-mask af modsætningsfyldte hadefulde kærlige følelser holder et så solidt greb i børnene, at de er usikre på, hvad der er rigtigt og forkert? Hvor mange små børn tror du med fryd og et smil på læben har lyst til, at sende deres familie direkte i fængsel?

Jeg er 34 år gammel. Alligevel kan jeg godt huske alle forbeholdene og argumenterne for, at jeg ikke "bare sagde det til nogen". Jeg turde ikke. Var bange for konsekvenserne. Ville holde sammen på den lille smule familie, jeg trods alt havde. For hvad var jeg uden dem? Og jeg havde det jo heller ikke dårligt hele tiden.

Da jeg startede ved psykologen var det med henblik på, at få bearbejdet alt det frygtelige. Derfor har de smertefulde, angstfremkaldende, hadefulde og svære sekvenser været hentet frem - op til overfladen, frem i lyset. Og det overdøver naturligvis det gode, der trods alt var engang imellem. Med dunkende hjerte, tør hals og kvalme fandt jeg for nogen måneder siden mine gamle dagbøger frem oppe på loftet. Tiden fra teenageårene. Dér, hvor jeg havde det svært med mig selv og omverden.

Havde ellers sagt til mig selv, at jeg ikke ville kigge i dem. Jeg følte mig ikke parat til det. Det måtte vente. For jeg frygtede, hvad jeg skulle læse og hvad indtrykkene ville fremkalde af minder. Alligevel måtte jeg lige kigge én af dem igennem. Til min store overraskelse var der mange sider med hyggelige timer fra det år. Der var dage, hvor vi havde lejet videofilm og spist chips og slik. Byture til Kbh. hvor vi var på Burger King. Aftener, hvor vi var sammen med andre og havde det sjovt. Gode minder. Harmløse minder. Skal jeg så slette dem og kun huske de smertefulde minder? Det har jeg ikke tænkt mig. Og da slet ikke fordi andre forventer det af mig.

Relevans
Hvorfor er det relevant for debatten om overgreb? Jeg mener, at det er bidende nødvendigt, at vi får vendt de modsætningsfyldte følelser misbrugte børn har for deres familie, når det drejer sig om incest. Ellers går vi og stikker os selv blår i øjet og negligerer barnets perspektiv. Hvis vi ikke formår, at se det med det forvirrede barns øjne og over-ruler dets følelser, mener jeg, at vi svigter.

Selvom jeg føler mig meget alene med mine synspunkter, så tror jeg på, at nogen børn føler tilknytning og kærlighed til deres bødler. Tænker også, at der er voksne ofre imellem - men de vil nok værge sig ved at tilkendegive det af frygt for omgivelsernes reaktion. Men børnene er ikke modne nok endnu til ved egen kraft, at tage permanent afstand fra familien. De er forvirrede, fordi de både oplever smerte og kærlighed. Det tager tid. Lang tid. Og de skal selv nå til den beslutning, der føles rigtig for dem. Det er ikke hverken din eller min opgave, at pådutte dem vores forventninger om had og død.

Om jeg dermed mener, at seksuelle overgreb er ok og børnene så skal blive hjemme? Nej. Nej. Og nej.

Kampen for sagen
Da jeg gik ind i kampen om synliggørelse af overgreb, gjorde jeg det med det klare mål, at andre børn ikke skulle igennem det samme helvede som jeg. Jeg ville gøre alt, hvad jeg kunne for, at skabe debat, synlighed, politisk handling og initiativer der altsammen skulle munde ud i (på sigt), at nogle overgreb kunne undgåes. At barneliv kunne spares.

Jeg vadede uvidende ind i kampen med en naiv forventning om, at jeg ville danne bro. Jeg ville være et bindeled mellem de misbrugte børn (og senere voksne) og omverdenen, herunder befolkningen, politikerne og fagpersonerne. Jeg havde en fuldstændig indædt tro på, at det kunne jeg godt, alene. Det kan man så ikke helt alene og med glæde oplever jeg flere og flere engagerede støtter til sagen. Nogen vil givetvis falde fra, når de har læst dette blog-indlæg til ende. Fordi jeg er for markant anderledes fra dem.

Tidlig indsats
Når vi taler om tidlig indsats, tænker de fleste på at der skal gribes ind, når børnene er født. Hvad med at gribe ind inden de bliver født? Det er ligesom for sent, hvis skaden er sket. Har vi ikke en forpligtelse for, at forhindre al den smerte vi kan?

En idé jeg smed op til sundhedspersonale, forskere og formanden for socialudvalget Özlem Cekic var, at man allerede ved konstatering af graviditeten gjorde de vordende forældre opmærksomme på, at hvis de selv havde været udsat for vold, svigt eller overgreb i deres barndom, så kunne det muligvis blive problematisk under graviditet, fødsel og i rollen som forælder. Allerede der skulle de vide, hvor man kunne opsøge hjælp, hvis man manglede råd og støtte. Dette uden fordomme eller kritik, kun en håndsrækning som jeg af bitter erfaring ved, er vældig svær at bede om selv.

Det kunne f.eks. være et tilbud om grupper med ligesindede under supervision, sparring med prof., terapi, mentor-ordninger efter fødslen m.m. De kommende forældre skal rustes bedst muligt, så de ikke selv ender med at omsorgssvigte deres egne børn. Jeg siger IKKE, at ALLE omsorgssvigtede børn, bliver dårlige forældre! Men når vi ved, at omsorgssvigt gør sig gældende både for misbrugte og krænkende børn, må vi hellere gøre for meget, end for lidt. Noget kan man trods alt nok lære, selvom man mener at have helt styr på håndteringen af barnet. INGEN børn fortjener at blive omsorgssvigtet. Heller ikke dem, der senere i livet gør noget dumt.

Bagvedliggende årsager
Her bevæger jeg mig virkelig ud på gyngende grund, for nu begynder det at blive farligt.

Vi fristes til at tro, at krænkere udelukkende er nogle dumme svin med horn i panden. Når de modbydelige overgrebshandlinger skilles fra personen, står der et menneske tilbage. Et menneske, der både kan være veltalende, let omgængelig, charmerende, omsorgsfuld og rar. Der er også de brovtende, utiltalende, usoignerede typer. Men den anden type findes altså. Og det gør den skarpe linie mellem dem og os utydelig. Det bryder vi os ikke om, for så er det for tæt på. Så kan det jo i princippet være hvem som helst i vores familie og omgangskreds, der gør sådan noget svineri og det vil vi helst ikke have.

Jeg nægter pure at tro på, at man vågner op som 40-årig og tænker: "Nu skal jeg dæleme ud og misbruge nogle børn". Selvom det er belejligt og bekvemt kun at tænke på en voksen krænker, der gør ækle ting, så vil jeg ikke ned af den vej. Den ensidige vej. Jeg tror, at problemerne med grænseoverskridelse sker langt tidligere. De færreste af os har overskud eller lyst til at forestille os den modbydelige voksne krænker, som den lille søde baby, der blev født engang. Der findes mange uhyrlige muligheder i videnskaben for mærkelige fødsler, men granvoksne mænd/kvinder med seksuelt krænkende adfærd, har jeg dog aldrig hørt om fra landets fødestuer. Så på et tidspunkt har vedkommende været barn. Uskyldig. Uberørt. Dybt afhængig af sine forældres kærlighed og omsorg.

På nuværende tidspunkt sidder der nogen og skummer ud af munden af vrede. Fordi de mener, at jeg sidder og taler krænkerens sag, forsvarer ham/hende og holder med dem. Nej. Jeg taler ud fra barnets perspektiv. Alle børn fortjener et godt fundament. Vi er ikke kun forpligtede til at drage omsorg om de "gode" omsorgssvigtede børn. De "onde" omsorgssvigtede børn er sådan set også en del af det. Hvem bliver de "gode" og hvem bliver de "onde"?

Der kan være adfærdsforstyrrelser, der gør sig gældende. Misbrug af stoffer og alkohol. Givetvis også noget genetisk. Måske man skulle forske lidt mere i det, fremfor at granske i, hvorfor overgrebssager kun dukker op i Udkants-Danmark. Det er da det dummeste jeg har hørt i år. Undskyld, Fru Forsker. Men overgreb sker altså også i tæt befolkede områder!

Tidlig indsats og et helhedsorienteret syn på problematikkerne mener jeg er nødvendigt for, at vi kan stoppe nogle af overgrebene og udviklingen af nye unge krænkere. Vi kommer det aldrig til livs ved kun at se på dem, der ryger i fælden som voksne. Det er falsk tryghed. Og det er et samfundsmæssigt svigt, hvis ikke vi tænker anderledes og mere nuanceret.

Og hvorfor så hele den her smøre med fare for, at miste anseelse? Fordi jeg gør det her af én grund: For at forhindre, at andre børn skal igennem det samme helvede som jeg ♥ BUM.

Heldigvis er det ofte sådan med dommedagsforestillinger, at de ikke holder stik. Jeg blev ikke udstødt, men tværtimod bakket op af flere i netværket. Læs også kommentarene her fra FB-siden "Mere politisk fokus på overgreb mod børn"

  • Kommentarer(11)//blog.smuktliv.dk/#post49

Husk børnenes følelser

Seksuelle overgrebOprettet af Pernille Gyldensøe tor, juni 09, 2011 15:13:04

Vi ved nu alle, hvad der skete for de 10 børn i Brønderslev. De to forældre er kendt skyldige og nu afventer vi dommen, samt det eventuelle retslige efterspil for de implicerede kommuner.

Alle er vi enige om, at det er ganske forfærdeligt, umenneskelligt, fordømmende og utilgiveligt hvad de børn har været udsat for af deres forældre og myndighederne, der lukkede øjne og ører.

For alle os udenfor er det let at lade os rive med af lunch-stemningen i pressen, på Facebook, arbejdspladsen og i omgangskredsen. For det ER en frygtelig sag, som vi allesammen skal lære noget af. Ikke mindst de instanser, der skal varetage børnenes tarv samt de politiske aktører der skal sørge for at økonomien sikres, så der kan gribes ind i tide.

Indrømmet, jeg har selv den sidste uge kun tænkt Brønderslev, Brønderslev, Brønderslev. Fordømt forældrene og myndighederne for deres svigt. Forbandet sagsbehandlerne og de ansvarlige i kommunerne for deres nøleri, der har forudsaget varige skader på 10 børns krop og sjæl. Skaders udvikling, der kunne være stoppet for længe siden, hvis blot nogen havde lyttet og reageret.

Når det er sagt, smerter det mit hjerte at fokus mange steder ligger på livstidsstraf, bank i fængslet, henrettelse, dødsstraf, diverse fysiske afstraffelser m.m. af forældrene, fremfor hensynet til børnene. Jeg fortænker ikke folk i at have de tanker. Men har vi fokus på børnenes følelser imens?

Uanset hvad deres forældre har budt dem af ydmygelser, tæsk, seksuelle krænkelser og uhumske leveforhold - så er det stadig deres forældre. Nogle af børnene er så små, at de end ikke aner, at det liv de hidtil har levet, ikke er normalt. Måske har de troet, at det var deres egen skyld det skete og har endnu ikke fået erkendelsen af, at det IKKE var deres skyld - men deres forældres. Det kan tage mange års bearbejdning ved terapi, at nå dertil og være i stand til at adskille sig følelsemæssigt fra deres forældre.

Selvom min baggrund er anderledes end Brønderslev-børnenes, er der flere sammenfald. Ikke mindst det (for udenforstående) uforklarlige bånd, der altid vil være imellem familiemedlemmer. Da jeg stod frem oplevede jeg den selvsamme fordømmelse, had og lunch-stemning blandt folk jeg kendte samt fremmede. "De skal da bare dø! Have nogen tæsk! Sådan nogen svin!"

Det var ikke det, jeg ønskede. Jeg ville have lov at fortælle min historie, men ønskede ikke at medvirke til skade på min familie - uanset hvad de har udsat mig for. Det er en fin balancegang mellem åbenhed, placering af ansvar, skyld og skam det rette sted og risikoen for andre menneskers reaktion, der er uforudsigelig. Jeg selv var 32 år, før jeg var følelsesmæssigt klar til at tage afsked med min familie. Selv betragter jeg mig som et stærkt, selvstændigt og handlekraftigt menneske. Min akilleshæl har blot altid været min fortid og familien. Det yngste barn i Brønderslev-flokken er 2 år...

Jeg ved det er sagt i en god mening af respekt for mig og Brønderslev-børnene. Men det hjælper os ikke. Det fremmer ikke helingen på de sår sådan en barndom laver. Tværtimod kan jeg være bange for, at det for nogen af børnene kan være et så utroligt stort dilemma, at folk ikke forstår de IKKE ønsker deres forældre skal dø, hænges eller pines til døde...langsomt og smertefuldt....at de skammer sig over det. De vil skamme sig over, at de et sted i hjertet stadig føler kærlighed for deres forældre, være splittede, frustrerede og muligvis vrede på dem selv. Behøver de mere skam og frustration i deres fremtidige liv?

Michelle og Martin stod i mandags frem i DR´s dokumentar. De er så store og voksne nu, at de godt ved dét de gennemlevede var forkert. Derfor kan de godt stadig være følelsesmæssigt splittede over, at have brudt tavsheden. Michelle bragte det til ophør, flygtede i fare for sit liv, åbnede munden og åbenbarede den værste sag i nyere dansk tid om børnemishandling. Efter deres face-off på landsdækkende TV, er mit håb at de selv, familien og deres venner fremover tænker sig godt om, passer på dem og værner om deres privatliv. Læs evt. også disse råd omkring åbenhed i pressen, Facebook m.m. http://smuktliv.dk/staafrem.html

Der vil være mennesker der vil kontakte dem med bagtanker af den ene eller anden slags. Der vil være mennesker, der vil misbruge deres i forvejen nedslidte tillid. Der vil være skruppelløse journalister, der vil gøre hvad som helst for at få tilfredsstillet den grimme sult efter mere snavs.

Lad det ikke ske. Alle børnene skal have fred og ro til at genfinde deres eget ståsted midt i en verden, der hidtil har været sort og ond. Deres helingsproces er alt andet lige det ALLERVIGTIGSTE i den her sag. Lad os give dem plads til det.

  • Kommentarer(3)//blog.smuktliv.dk/#post27

Når hadet til de pædofile overskygger helheden

Seksuelle overgrebOprettet af Pernille Gyldensøe lør, april 23, 2011 21:15:19

Den sidste tid har der været meget skriveri både i pressen og på Facebook om en indsat pædofil mand, som har kontaktet børn via det sociale medie. Læs bl.a. denne artikel om hans frie færden til fester og på nettet http://ekstrabladet.dk/112/article1540941.ece

I min verden skal en af Danmarks farligste pædofile selvsagt ikke have adgang til internettet. For flere år siden opdagede man på Kofoedsminde, at han videresolgte børneporno til medindsatte på den lukkede institution. Og han skal selvfølgelig heller ikke kunne etablere kontakt med nye potentielle ofre via hans udgange til fester, hvor han spiller musik.
http://www.bt.dk/krimi/doemt-paedofil-fik-fri-adgang-til-boerneporno

Der er op til flere hadegrupper på Facebook mod pædofile. I pressen omtales langt de fleste krænkere som pædofile. Ofte bruges betegnelsen fejlagtigt, idet ikke alle krænkere rent faktisk er drevet af en direkte seksuel lyst til børn.

I følge undervisningsmateriale fra SISO (Videnscentret for sociale indsatser ved seksuelle overgreb mod børn), defineres en pædofil således:

"Den pædofile er en person, oftest en mand, der udelukkende retter sin seksualitet mod mindreårige børn af det ene eller det andet køn og kun kan opnå seksuel tilfredsstillelse gennem kontakt med eller fantasier om børn. Dette kunne man kalde den ”ægte pædofile".

Andre foretrækker en bredere definition med fokus på adfærden: En pædofil er en person, der forfører børn seksuelt eller på anden måde viser en unaturlig seksuel interesse for børn. Her bliver billedet mere flimrende. For ud over de nævnte ”ægte pædofile” kommer betegnelsen også til at omfatte f.eks. personer, der kun lejlighedsvist har sex med børn og ellers søger voksne partnere. Det kan dreje sig om incestfædre, brugere af børneporno eller udviklingshæmmede unge mennesker, der har svært ved at håndtere deres seksualitet på en acceptabel måde".

Ordet "pædofil" bruges i flæng, ligesom "incest" i en periode blev brugt som betegnelse for alle seksuelle overgreb - også dem udenfor familien. Betegnelserne skal bruges korrekt og i den rette sammenhæng. For ellers mister vi overblikket og fokusset på alle de andre typer krænkere. F.eks. de børn og unge under 18 år, der står for op mod halvdelen af alle seksuelle overgreb mod børn. En voksen mand på 40 år, vågner ikke pludselig op en dag og får lyst til sex med børn. Det er helt grundlæggende ting fra de første barneår, hvor personligheden dannes, det skal føres tilbage til. Helt tilbage til dengang, hvor barnet var lille og uskyldigt og dets faresignaler blev overset. Ofte udviser disse børn tegn på mistrivsel meget tidligt. Læs bl.a. nogen af faresignalerne på dette link http://smuktliv.dk/fare.html

Ilfg. Servicestyrelsen kan seksuelt krænkende handlinger være en følge af en barndom med meget belastende forhold som f.eks. misbrug, vold, seksuelle krænkelser, mobning, ustabile familieforhold (f.eks. mange forskellige omsorgspersoner, mange brud og mange flytninger) eller lignende. Ganske ofte er det børn med et lavt selvværd og dårlig fornemmelse af andres grænser.

Vi voksne tør ikke se realiteterne i øjnene: At vores egne små poder rent faktisk kan udvikle den seksuel krænkende adfærd, der senere i livet kan blive til pædofili. Det er meget mere bekvemt og tryggere, at kaste vores fokus på de ulækre voksne krænkere: De pædofile svin, der skal hænges op i klokkerne på Rådhuspladsen og stenes ihjel. Dem, der skal ud på en øde ø og bombes i smadder. De dér klamme stoddere, der skal have skåret en bestemt legemsdel af og forbløde.

MEN HVAD MED DET 4-ÅRIGE BARN, DER FORGRIBER SIG PÅ ET ANDET BARN I BØRNEHAVEN ELLER DERHJEMME PÅ BØRNEVÆRELSET?

Hvad med den 9-årige dreng, der forgriber sig på sin 4-årige lillesøster? Skal de børn også hænges op i kønsdelene og stenes på Rådhuspladsen? Skal de børn ud på en øde ø og bombes ihjel? Skal de have skåret kønsdelene af og forbløde? Forhåbentlig siger du nej. Forhåbentlig kan du ligesom jeg se det logiske i, at de børn og unge, skal have en second chance i livet. De skal opdages, stoppes og hjælpes med behandling. Selvom børnekrænkelser (børn/unge der krænker andre børn/unge) er et stort og dybt bekymrende fænomen, eksisterer der i dag kun ét behandlingssted i hele Danmark. Janus Centret www.januscentret.dk behandler børn helt ned til 4 år for seksuel krænkende adfærd.

Det forebyggende og meget nødvendige arbejde med tidlig indsats, som centret foretager, kan på sigt stoppe nogen af de mange seksuelle overgreb der sker i Danmark, hvor min. hvert 10. barn misbruges.

Hvis vi kun har fokus på de voksne krænkere og undlader at forholde os til de ny-udklækkede unge krænkere, tisser vi i bukserne og symptom-behandler problemet. Det er vigtigt at have fokus på helheden, for at komme flere overgreb til livs.

Vi forældre, fagpersonerne omkring børnene og medierne har et stort samfundsmæssigt ansvar for, at oplysningen kommer ud i den brede befolkning samt at de børn og unge som udviser bekymrende grænseoverskridende adfærd får tidlig hjælp. Ellers kan de børn ende, som dém vi elsker at hade. De pædofile.

  • Kommentarer(0)//blog.smuktliv.dk/#post24

Brønderslev-sagen - hvem har brug for de detaljer?

Seksuelle overgrebOprettet af Pernille Gyldensøe man, februar 28, 2011 00:03:39

Personligt har jeg ikke brug for de detaljer, der er blevet offentliggjort i medierne. Selve tanken om misbrug og vanrøgt af børn, er grim nok i sig selv. De billeder man får på nethinden af beskrivelse af detaljerne, giver mig kvalme.

Vi VED godt, hvad det drejer sig. Vi behøver ikke vide de nærmere omstændigheder - eller gør vi? Den indre svinehund skal fodres. Det sælger aviser.

Jeg mener ikke, at offentliggørelse af detaljerne gavner de 9 børn. Det gavner kun bundlinjen på avisernes omsætning. Men aviserne er vel heller ikke til for, at gøre noget godt for misbrugte børn. Men hvor ville jeg dog ønske, at det var sådan. At medierne brugte deres enorme magt og indflydelse på, at gøre opmærksomme på sager som disse rigtigt.

At de gik i dybden med omfanget af seksuelle overgreb af børn og oplyste folket på en sober måde, så man kunne holde ud at læse om det. For det ER et vigtigt emne og vi ER nødt til at forholde os til det. For det sker lige foran øjnene på os allesammen hver dag.

Jeg bliver vred, når en ekspert udtaler at disse børn efter al sandsynlighed selv ender med at krænke børn. Sig mig, er de børn ikke blevet stigmatiseret nok? Behøver de nu også en offentlig brændemærkning som fremtidige seksualforbrydere? Det er også et dårligt signal, at sende til de mange ofre rundt omkring i landet. Nogen vil måske tænke: "Ok, jeg har også været en del igennem, ender jeg også med at misbruge børn?".

Vi er mange, der har levet et hårdt liv med seksuelle overgreb og ALDRIG er blevet seksualforbrydere af den grund. Der er desværre også mange, hvor livets dårlige start er en endeløs vej mod helvede. Du kan ikke vide, hvilke børn der ender hvor. Nogen har en stærkere vilje og psyke end andre. Så lad vær med at generalisere. Ud af de 9 børn, vil der være nogen af dem som kommer hele ud på den anden side. Det kræver hårdt arbejde fra professionelle og ikke mindst dem selv. Men det kan lade sig gøre. Så lad vær med at tage håbet fra dem.

Ved at medierne går i detaljer, mistes nogen. Man kan ikke holde ud, at læse om det. Det bliver for meget. Hvis det handlede om at formidle budskabet i en større sags tjeneste, så kunne man ramme mange flere. Stoppe flere overgreb i tide. Befolkningen ville bedre kunne "magte" det.

Så aviser, PLEASE! Spar os for detaljerne. I kan bruge jeres 5. statsmagt til, at hjælpe hvert 10. barn i Danmark, der misbruges seksuelt ved at holde det sobert.



  • Kommentarer(0)//blog.smuktliv.dk/#post17

"Jamen, hader du da ikke din krænker?"

Seksuelle overgrebOprettet af Pernille Gyldensøe fre, februar 25, 2011 15:01:01
Det spørgsmål får jeg tit.

Nej. Jeg hader ikke min krænker. Jeg hader de årsager, der lå bag. Jeg hader, dét der er sket. Jeg hader, at der var et voksent ansvar der svigtede. Jeg hader min families negative sociale arv. Men jeg føler ikke had til personen. Tværtimod føler jeg en stor sorg overfor vedkommende, at det kom så langt ud uden nogen greb ind og hjalp.

Det ambivalente forhold man får til hinanden i familier med incest, er så komplekst. Det er skiftevis had/kærlighed. Hvis det primært havde været en udenfor familien, der havde krænket mig havde jeg måske også set anderledes på det. Og fordi det netop var et barn, der krænkede mig, er mit syn nok også anderledes end hvis det havde været en voksen. Mens man vedholder kontakten og stadig er i familierelationen, er man nødsaget til at være i stue med sin krænker og forholde sig til personen.

De fleste kan bedst forholde sig til had, hævn og selvtægt når emnet falder på seksuelle overgreb. Måske er jeg et "underligt" offer. Måske reflekterer jeg bare mere over årsagerne, end selve overgrebene. Det er min måde, at komme videre på. At forholde mig objektivt til det og se det fulde billede af situationen. Det har taget mig 29 år, at komme hertil. Det har været en lang smertefuld rejse, hvor jeg har været hele følelsesregistret igennem.

Jeg kan fuldt ud sætte mig ind i, at forældre til børn, der er blevet misbrugt ikke kan gøre det samme. Havde det været min egen datter det var gået udover, ville jeg have reageret på samme måde som dem.

Man stopper ikke overgreb ved at køre heksejagt eller stigmatisere seksuelle krænkere. Jeg forsvarer ikke krænkere eller taler deres sag. Jeg repræsenterer ofrene til hver en tid. Men hvis man skal kunne forhindre nogen af overgrebene, så er krænkernes egen opsøgning af professionel hjælp en vigtig del af det. Der er ALTID en årsag til, at den seksuelt krænkende adfærd er blevet udviklet. Det kommer vi aldrig udenom, selvom de fleste intet har til overs for krænkere eller vil sætte sig ind i, HVORFOR de gør det. Men jeg synes trods alt det er vigtigt, især når der er tale om børnekrænkelser.

Jeg tror på, at tilgivelse - uanset hvor svært og usandsynligt det lyder og kan føles - er en rigtig basal del af ens indre heling. Men det er når det handler om mig. I virkeligheden bliver jeg mere vred på andre ofres vegne, når jeg hører deres historier. Mit eget...det er jeg "kommet over" for mange år siden. For at blive i stand til at tilgive, har jeg været nødt til at splitte tingene ad og se på, hvilke faktorer der spillede ind. Dette "besvær" har jeg kun gjort mig, fordi overgrebene skete indenfor min familie og fordi jeg ved, at børn ikke fødes onde og seksuelt krænkende. Det er ydre faktorer, der spiller ind. Først og fremmest fra den nærmeste familie.

Der er altid andre ting i familien, der er dysfunktionelt udover de seksuelle overgreb (når vi taler incest). Ganske ofte er det børn fra splittede hjem, der oplever eller er vidner til vold, misbrug af alkohol eller stoffer, har utrygge opvækstvilkår med mangel på eller overdrevent brug af grænser og afstraffelser. Børn, der har en lav selvtillid og er usikre på sig selv. Det viser de enten ved at være indelukkede eller blive aggressive. De har svært ved at indgå i sociale sammenhænge.

Det er hele familien, der burde gå i gennemgribende terapi. Desværre er virkeligheden for de fleste sådan, at man enten ikke tror på ofret, ikke synes der er sket noget forkert eller har så store skyld- og skamfølelser over det, at det for enhver pris bare skal fejes væk under gulvtæppet. For sådan noget grimt noget, vil familien ikke have bliver sagt i forbindelse med deres navn.

Min måde at komme videre på, er den rigtige for mig. Nu skal du finde den måde, der er rigtig for dig.

Held og lykke med din videre heling.

  • Kommentarer(0)//blog.smuktliv.dk/#post16

Sex-ingeniør blev selv misbrugt som barn

Seksuelle overgrebOprettet af Pernille Gyldensøe søn, januar 16, 2011 22:36:07

Den grimme sag, der i øjeblikket er for retten med den 48-årige ingeniør har rystet de fleste.

Omfanget og karakteren af de mange seksuelle overgreb og opfordringer til prostitution er modbydeligt. Udover flere unge piger, har han også misbrugt sin egen 4-årige datter.

I denne artikel fra bt.dk, fortæller en eks-kæreste at han selv blev misbrugt som barn. Manden har tidligere forsøgt selvmord og er depressiv og skizofren. Han skifter mellem at være en nådesløs hersker i S/M-miljøet, til at være en lille ynkelig klynkende mandsperson.

http://www.bt.dk/krimi/sex-ingenioer-taet-paa-selvmord-i-koma-i-tre-dage

Er det en undskyldning, at han selv blev misbrugt? Nej. Det er en forklaring. Ingen børn fødes som seksuelle krænkere. Der er en årsag til al verdens ondskab, også seksuelle overgreb.

At han som 5-6 årig selv blev krænket, blev formentligt ikke behandlet. Måske var det et tabu i hans familie. Det skulle fejes ind under gulvtæppet. Måske var det én fra familien og forblev derfor en hemmelighed i mange år. I hvert fald er jeg overbevist om, at han ikke fik den nødvendige hjælp som barn til at bearbejde de oplevelser han havde.

Betyder det så, at alle misbrugte børn forgriber sig på andre, når de bliver voksne? Nej, heldigvis er der rigtig mange af os, som aldrig udvikler de uforståelige drifter. Mange kommer langt op i årene, før de tør opsøge hjælp - UDEN at forgribe sig på andre. Men hvis man opdager de drifter dukker op som voksen, har man et ansvar for at opsøge hjælp f.eks. på www.brydcirklen.dk

  • Kommentarer(0)//blog.smuktliv.dk/#post8

Barn krænket seksuelt i daginstitution

Seksuelle overgrebOprettet af Pernille Gyldensøe tir, januar 04, 2011 13:10:05

Jeg håber, at flere og flere forældre efterhånden får øjene op for, hvor sårbare vores børn er. Vi er nødt til at forholde os realistisk til, at det er et problem. Overgreb sker hver dag både indenfor og udenfor hjemmets 4 vægge.

Uden at skulle se bussemænd overalt og mistænkeliggøre enhver medarbejder i institutionen, skolen eller klubben er vi bare nødt til at erkende, at der findes mennesker i vores samfund, der har et stort problem med deres drifter.

Derfor er det så vigtigt, at vores system og lovgivning fungerer optimalt på dette område. Hvor ville det være fremragende, hvis én modig politiker/parti turde gå til valg med en god politik for overgreb mod børn. Jeg håber også, at vælgerne vil kræve af de folkevalgte, at de har en synlig og handlekraftig politik på området.

I Aarhus er en 22-årig mand før jul blevet sigtet for blufærdighedskrænkelse mod et barn. Han har arbejdet i 9 af kommunens daginstitutioner!!

Læs denne artikel fra Ekstra Bladet 4. januar 2011:

http://ekstrabladet.dk/112/article1480736.ece

Hatten af for Ole Kiil Jacobsen, der er chef for Børn & Unge i Aarhus Kommune. Han har informeret samtlige forældre i alle 9 institutioner pr. brev og indkaldt dem til informationsmøder.

Men selvom manden er sigtet, er han altså ikke dømt endnu. Derfor vil tiden vise om systemet svigter eller træder i karakter i endnu en grim sag om seksuelle overgreb mod børn.

OPDATERET D. 25. FEBRUAR 2011:

I Ekstra Bladet læste jeg i dag, at politiet frafalder sigtelsen mod den unge havemand, der skulle have misbrugt en lille 5-årig dreng. Drengens far og institutionslederen er ikke engang blevet afhørt. Endnu et eksempel på yderst kritisabelt politiarbejde.

Hvordan kan man med al rimelighed forsvare IKKE, at afhøre og undersøge alle tænkelige forhold vedr. så alvorlige anklager som seksuelt misbrug mod et lille barn? En person der har haft sin daglige gang i hele 9 af kommunens daginstitutioner. Er det vitterligt det lokale politis holdning, at sådanne sager ikke skal undersøges nærmere?

Faderen klager nu til Statsadvokaten. Jeg håber af hele mit hjerte, at Statsadvokaten derovre sender sagen tilbage til videre efterforskning. Det er noget sjusk! Det er en ommer!

  • Kommentarer(0)//blog.smuktliv.dk/#post6

Når en 10-årig dreng mistænkes for voldtægt...

Seksuelle overgrebOprettet af Pernille Gyldensøe man, december 20, 2010 21:26:24
Det råber til himmelen, at der var nogen som burde have sat ind og stoppet denne 18-årige dreng langt tidligere, som BT i dag skriver om på dette link

http://www.bt.dk/krimi/mobilfilmede-14-aarig-pige-efter-sex

Allerede som 10-årig var han mistænkt for at have voldtaget en 6-årig pige. Hvis kvindelige lærere var bange for ham dengang, var der rigeligt med voksne omkring barnet som kunne have sat ind.

Det førte så vidt, at han nu har voldtaget en 14-årig pige, samt forsøgt voldtægt og mordforsøg på hans mors veninde!

Hans gerninger er ganske forfærdelige. Men burde en ansvarsfuld voksen ikke have taget ansvar dengang drengen var 10 år???

Hvor ville det have været godt, hvis han var blevet henvist til Janus Centret for behandling af hans drifter som 10-årig. Så havde overgrebene været stoppet for længe siden.
www.januscentret.dk

  • Kommentarer(5)//blog.smuktliv.dk/#post3