Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Hvorfor blogge?

At blogge er en uvurderlig del af min helingsproces, der formentlig vil være livslang. Mit liv har budt på megen sorg, smerte, kaos, glæde, kærlighed og lys i kraft af min fortid og nutid.

En del indlæg handler om italesættelse af følelserne omkring min opvækst i en dysfunktionel familie. Bloggen bliver også brugt til tankerne omkring, at være mor til et udviklingshæmmet barn med svært behandlelig epilepsi samt mere fredsommelige dagligdags ting.

Jeg er stadig i gang med processen og har valgt, at dele åbent og ærligt her på bloggen om sejrene og nederlagene.

Håber, at du får noget brugbart med på vejen. Du er meget velkommen til at kommentere på indlæggene, hvis du føler for det (også gerne anonymt). Velkommen til ♥

Hvis nu..

Barndom & ungdomOprettet af Pernille Gyldensøe tir, marts 20, 2012 23:47:28
Tænker dybe tanker om "Hvis nu" de her dage. Startede lidt med, at jeg lånte den fantastiske film "The Butterfly Effect"fra 2004 af en veninde. Virkelig medrivende og tankevækkende film om, hvordan enkelt-valg i livet kan influere en hel række menneskers liv i positiv eller negativ retning.

Der har været anledning til meget "Hvis nu" i mit liv. Og i dag blev jeg facet med den igen for fuld kraft. Den tragiske sag om de unge mænd, der dræbte en ældre mand i Munkebo, grundet påståede seksuelle overgreb mod den enes lillesøster. 15-16 årige drenge med en fremtid så usigtsløs, at jeg bliver helt trist og modløs.

Det kunne have været mig. Jeg planlagde, at gøre det samme som 15-16 årig overfor én af flere i rækken af krænkere i mine tidlige barne/ungdomsår. Han skulle dø, ikke bare afstraffes med slag. Dø. Jeg ville have hævn. Og jeg opsøgte ham med det ene formål, at få uigenkaldeligt payback.

Han blev nervøs, da han så mig i hoveddøren og rystede på hans gamle leverplettede klamme hænder. Ikke overraskende benægtede han, at episoden 3 år tidligere nogensinde havde fundet sted, og prøvede at få mig skubbet ud af hans lejlighed.

Jeg spruttede og råbte, så spyttet fløj ud af munden på mig. Blæste mig op, for at skræmme ham. Den lille brændte pige i lædervest med store fagter og et sprog så voldsomt og vulgært, at de fleste sømænd ville pakke sammen og smutte.

Men jeg mistede modet. Nåede i et splitsekund, at tænke konsekvensen til ende. At jeg nok ville få min hævn, men jeg samtidig ville smadre den fremtid jeg nøjsommeligt havde planlagt, for at komme væk fra slummen. Langt væk, så jeg kunne blive fri. Der var trods alt kun 2-3 år til de magiske 18 år, hvor jeg selv kunne bestemme.

Hvis nu jeg havde gjort alvor af det, ville du ikke sidde og læse dette blogindlæg. Mit liv ville være kørt af sporet og sandsynligvis endt i overhalingsbanen med mere kriminalitet, stofmisbrug, voldelige forhold og en stime omsorgssvigtede unger med 10 forskellige psykopatiske mænd. Tankevækkende, ikke?

Lige nu skal jeg søge balancen i, at tænke mig godt om og mærke efter - men samtidig ikke blive handlingslammet eller bange for, at tage aktive valg af skræk for "Hvis nu".

  • Kommentarer(0)//blog.smuktliv.dk/#post61

Hvad vil du være, når du bliver stor?

Barndom & ungdomOprettet af Pernille Gyldensøe søn, januar 29, 2012 23:50:06

Er man lige blevet spurgt mange gange om det igennem barndommen og ungdommen? Af klassekammerater, lærere, familien, naboer og i venindernes små lyserøde veninde-bøger.

Først ville jeg være sekretær. Stærkt inspireret af min mosters seje elektroniske regnemaskine med bon-rulle, var jeg sikker på, at kontorlivet lige var min rette hylde. Så skulle jeg sidde hele dagen med lange røde negle og se vigtig ud, mens jeg med en blyant i den ene hånd drejede nummeret til en af chefens kunder på drejeskivetelefonen, og med den anden heftigt tastede en masse cifre på regnemaskinen, der skulle slås sammen. Mand...hvor fik jeg mange timer til at gå med "kontorarbejde" i ferierne hos hende.

Da jeg først fik hul på skriveriet i skolen, var drømmen at blive journalist. Og den drøm havde jeg helt op i voksenlivet. Det var klart dét jeg skulle. Sparke døre ind, stille de dybdeborende provokerende spørgsmål til magthaverne, oparbejde et kammeratligt forhold til de pålidelige kilder og formidle historierne, der hver gang ville vække stor opstandelse og megen debat.

Havde også en lille flirt med juraen, men fastholdte drømmen om en skribent-karriere. Denne drøm blev som bekendt afløst af en anden, også indenfor mediebranchen. Af flere årsager valgte jeg i stedet at blive sælger. Jeg ville ud af min akavede sociale fumle-rolle og arbejde henimod at blive selvsikker og kunne tale med hvem som helst - OG få en ordre med hjem.

Det kører også bare derudaf i flere år. Stress, pres, ordrer, budgetter, deadlines, anerkendelse, selvtillid. En ny drøm opstår. Jeg skal fandeme bestemme selv. Gider ikke stresse og kæmpe for at få ordrer hjem, blot for at få smidt et nyt salgsmål i hovedet. Jeg vil selv høste det, jeg tilkæmper mig og kan ikke længere forliges med at en eller anden lille tyk bestyrelsesformand skummer min fløde. Så jeg vil være selvstændig. Leve af min hobby og lidenskab for de smukke unikke gamle møbler og sælge dem videre til andre med samme passion.

Det måtte bare briste eller bære. Jeg var indstillet på, at det kunne gå helt galt og jeg måtte gå den ydmygende vej tilbage og bede om godt vejr hos salgschefen. Men det bar og bærer stadig. Jeg er langt fra millionær, men har en god kerne af kunder og en stigende strøm af nye. Min største rigdom er min frihed og den vil jeg aldrig bytte for penge. Aldrig. De år jeg har været selvstændig har om muligt gjort mig til en endnu større anarkist end før.

Men er frihed, selvbestemmelse og succes nok? Næ...ikke hvis man lever uærligt. Og det gjorde jeg. Jeg var ikke ærlig overfor mig selv, ej heller min familie eller venner. Jeg levede på en løgn og et skrøbeligt fundament bygget på hemmeligheder fra fortiden. Hele huset måtte rives ned, for at blive bygget op igen. Mit indre renoveringsarbejde er stadig i gang. Det koster nemlig dyrt, når man igennem årtier har glemt sig selv og negligeret vigtigheden af, at turde være ærlig.


Så hvis jeg kunne spole tiden tilbage til den lille pige på billedet her, ville jeg kærligt hviske hende svaret på spørgsmålet: "Ærlig. Jeg vil være ærlig, når jeg bliver stor" ♥




  • Kommentarer(6)//blog.smuktliv.dk/#post51

Life was a bitch and so was I

Barndom & ungdomOprettet af Pernille Gyldensøe søn, november 27, 2011 18:36:54
Indrømmet: Jeg var en bitch. Overfor piger og drenge i skolen der stak udenfor. Måske var de for tykke, for smukke, for artige, for søde. I hvert fald tændte deres adfærd en ukontrollerbar vrede indeni mig. Måske var jeg i virkeligheden bare misundelig på deres liv? Jeg er langt fra stolt af min opførsel, men det giver næppe nogen mening, at fortie den. For den rummer et budskab.

I en lang periode havde Bon Jovi og deres kæmpe permanent-bobhår en særlig plads i mit hjerte. Det har de stadig og da jeg i dag havde lyst til at genhøre et af deres hits, fløj jeg lige tilbage til den tid. Hvor jeg var træt af livet og mig selv. Og var en bitch.


Sådan så jeg ud. 14 år. Lædervest. Lange sorte støvler. Sorte stramme jeans. Blå neglelak. Stor sølvring med en ørn - god at slå med. Stort hår. Tomt blik i kohlindfattede øjne.

Det var en årsag til, at jeg havde brug for det her ydre skjold. Der var så mange signaler, der burde få klokkerne til at ringe. Men skete der noget? Nej. Det blev afskrevet som teenage-oprør, der ganske vist startede en del år før jeg blev teenager. Helt præcist omkring 10 års alderen. Konstant var jeg i alarmberedskab. Parat til at slås for mit liv alle timer i døgnet.

Jeg kan ikke bruge bebrejdelser til noget som helst. Men jeg undrer mig. Undrer mig over, at ingen voksne omkring mig reagerede på, at jeg gik fra den musestille artige pige til en utilnærmelig, aggressiv og provokerende møgunge meget tidligt. Jeg forstår det ikke. Forstår ikke, at ingen satte spørgsmålstegn ved den adfærdsændring.

Når jeg læser en artikel som denne, hvor danske børn har Nordens rekord i slagsmål, bliver jeg dybt bekymret. Bekymret for om de omtalte børn nu også får den nødvendige opbakning og støtte til, at bryde de voldelige mønstre? Bekymret for om skolen og politiet naivt tror, at sanktions-metoden løser alle problemerne? For de børn der har levet i voldelige hjem altid, er volden den måde man løser problemer på. Hvor svært kan det være for udenforstående, at forstå den frustration og smerte, der gemmer sig bag de tomme blikke?

De børn og unge har brug for at lykkes med noget. At få opbygget deres selvværd, så de ikke har brug for at hævde sig på bekostning af andre. De har stærkt brug for fornuftige alternativer til vold og at komme i kontakt med deres følelsesliv. Mit gæt er, at de børn og unge artiklen omtaler, har vældig svært ved at udtrykke følelser verbalt. De taler, lever og hævner gennem næverne.

De lærer ingenting af, at blive ekskluderet fra skolen og sat i spjældet. Det vil kun bekræfte dem i, at de er bunden af bunden og ingen bryder sig om dem. At de ikke er gode nok. Hvorfor så ændre sig?

Jeg har sagt det før og siger det igen: Skræl de mange lag af møg-ungen inden du dømmer. Inderst inde er det blot et lille bange barn, der bare har brug for at føle sig god nok og hungrer efter lidt ærlig oprigtig forståelse.

  • Kommentarer(4)//blog.smuktliv.dk/#post37

Møgungerne og jeg

Barndom & ungdomOprettet af Pernille Gyldensøe søn, september 25, 2011 18:58:03
Stod i køen i Brugsen i dag.

Bag mig kom en flok på 4-5 unger i alderen 8-10 år. Lederen var en lille kraftig rødhåret dreng med fregner og opblussede røde kinder. Larmen var overdøvende. Han daskede til alting, provokerede og råbte op, mens de andre børn stod med store øjne, og fnes. Blikkene kørte fra drengen, til hinanden og over på os andre "voksne" i butikken. "Hvor er han sej", tænkte de.."Hvornår mon de voksne siger noget til ham?".

Ekspedienten i kassen var åbenlyst irriteret på ham og hans gøren-opmærksom-på sig selv. En 17-18 årig pige med et stålfast blik indrammet af sort eyeliner. Mens jeg blev ekspederet, teede ungen sig helt grotesk, og brægede op: "Hva´med at få lidt gang i biksen her?" henvendt til den unge pige. Hun kvitterede med et myndigt "Du kan da bare gå ud!"... Drengen gloede...tog mod til sig, og svarede kækt igen: "Hvorfor sku´jeg det?"...."Fordi du er en MØGUNGE!!!" hvæsede ekspedienten.

Touché. Han fik, hvad han havde fortjent, ville de fleste nok tænke. Hun lukkede kæften på ham et kort øjeblik, og så fortsatte han ellers i samme rille. Inden jeg forlod butikken, gjorde han højlydt opmærksom på, at prisen på hans cola altså kun var kr. 19,- og ikke kr. 22,- som hun havde slået den ind til. Opgivende, sukkende og øjerullende ringede ekspedienten efter hjælp, for at tjekke prisen på den skide cola.

Jeg sagde ikke noget. Gjorde mig mine egne tanker. Blev provokeret af ham og hans opførsel men samtidig også umådelig trist. For han var en tro kopi af mig selv, da jeg var 10 år og udenfor hjemmets trange rammer. Dér, hvor jeg skulle have afløb for mine aggressioner, og prøvede alle tænkelige grænser af. Jeg kan stadig mærke de ildvarme kinder, når jeg virkelig havde givet den fuld skrue på forargelsesparameteret overfor de voksne. Forventningens spænding på deres reaktion var næsten ikke til at bære! Alligevel bekræftede den mig blot i, at jeg var en møgunge, som ingen brød sig om. Det var en loose-loose..

Ekspedientens misbilligende blik fra drengen til mig og det indforståede lille smil da hendes prompte svar faldt, gjorde ondt. For det ER det allerletteste. At fordømme og se det yderste lag af børn og unges uregerlige opførsel.

Jeg havde allermest lyst til at tage drengens buttede opblussede hoved i mine hænder og spørge ham: "Hvorfor er livet så svært for dig? Hvorfor er du nødt til at gøre så uheldigt opmærksom på dig selv? Hvem gør dig ondt, siden du ikke tror, at du fortjener andet end hårde ord og onde blikke? Hvorfor tror du ikke, at du er god nok?".

Havde jeg gjort det, havde han mistet fatningen et øjeblik, slugt en klump i halsen og ellers jappet noget af om, at jeg sgu da bare skulle lukke røven, for jeg jo bare var en skævøjet kineser eller noget.

Men jeg véd det bare. Han er ikke bare en møgunge. Han har det svært. Hvorfor, ved jeg ikke. Da jeg kørte hjem igen, kunne jeg se ham for mig. En stor hånd flyver gennem luften, og han når ikke altid at dukke sig. Tårene ned af de store runde kinder, som derhjemme ikke er røde, fordi han har talt sig varm. Det gør ondt i mit hjerte, og jeg vil fremover have øje på ham, når jeg bevæger mig rundt i vores lille by. Måske er han "bare" blevet mobbet i skolen og har på den måde fået det helt forkerte selvbillede. Måske...måske...

Fordøm ikke møgungerne. Tænk længere når barnet har brug for den negative bekræftelse. Se bag facaden og se det lille bange barn uden selvværd og hvile. I virkeligheden har vi bare frygteligt meget brug for et knus og lidt forståelse - møgungerne og jeg.

  • Kommentarer(1)//blog.smuktliv.dk/#post31

Pernille, 5 år

Barndom & ungdomOprettet af Pernille Gyldensøe tor, juli 28, 2011 13:56:56
På dette billede er jeg 5 år, på vej til 6. Er startet i Børnehaveklasse sammen med min bedste veninde. Vi er små, fjollede, grinende og legende. Men der er en kæmpemæssig forskel på, hvordan vi anskuer livet. Hun med sin naturlige barnlige indgangsvinkel til livet og jeg med min alt for voksne opfattelse. På billedet ligner jeg et barn. Men jeg er ikke et barn.
Jeg er et tilsyneladende artigt nysseligt pige-barn, der smiler (på kommando). Med mit Playmobil-klippede pandehår, røde sløjfer i håret, hvide skjorte og hjemmestrikkede sweater. Genert forsøger jeg at skjule, at jeg har tabt nogle mælketænder. Hvis blot det kun var manglende mælketænder Pernille på 5 år forsøgte at skjule.

I går aftes brugte jeg dette gamle skolebillede i en helt anden sammenhæng, der skulle have givet anledning til spøj og spas over mit forfærdelige klippede pandehår. Morskaben ophørte brat, da jeg forsøgte at forholde mig til den lille pige bag det generte smil. Turen tilbage i fortiden trak ikke kun tænder ud, men borede dybt i mit hjerte.

Jeg kan godt huske den tid, den dag, de overvejelser og tanker jeg gjorde mig på dette tidspunkt. Et lille hoved fyldt med tanker og forbehold, der ikke bør være en del af et almindeligt barneliv. I denne alder har jeg i flere år været et alt for forsigtigt og stille barn, fuldstændig ræd for at gøre noget forkert. Jeg var klodset, kom til at vælte ting i angst for at skabe vrede. Den frygtindgydende og altoverskyggende vrede. Vold, litervis af tårer, angst, råb og skrig, overgreb og et hjem i voldsom opløsning er allerede på dette tidspunkt en del af lille Pernille på 5 år´s liv. Angsten er den værste. Ikke overgrebene. Det blev først svært senere i mit liv.

Se godt på dette billede. Se pigen. Se hendes smil. Og indprent i din bevidsthed, at godt kan børn skjule, hvad der sker derhjemme. Så overbevisende kan små børn ligne et hvilket som helst andet lille ubekymret barn, uden en sjæl er vidende om, hvilket følelesmæssigt kaos de befinder sig i. De gør det hver dag. Smiler til verden og græder indeni.

Når jeg appellerer til at du scroller op og tager et ekstra godt kig på billedet, er det ikke med et ønske om at vi i fællesskab skal begræde og beklage min skæbne. Det er med et dybfølt ønske om, at vi voksne tør se de her børn i øjnene. Ser livets barske realiteter, bliver bevidste og former en holdning til vold og overgreb. Og tør tale for dem, der ikke kan eller vover selv.

Giv børnene en stemme.

  • Kommentarer(4)//blog.smuktliv.dk/#post29