Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Hvorfor blogge?

At blogge er en uvurderlig del af min helingsproces, der formentlig vil være livslang. Mit liv har budt på megen sorg, smerte, kaos, glæde, kærlighed og lys i kraft af min fortid og nutid.

En del indlæg handler om italesættelse af følelserne omkring min opvækst i en dysfunktionel familie. Bloggen bliver også brugt til tankerne omkring, at være mor til et udviklingshæmmet barn med svært behandlelig epilepsi samt mere fredsommelige dagligdags ting.

Jeg er stadig i gang med processen og har valgt, at dele åbent og ærligt her på bloggen om sejrene og nederlagene.

Håber, at du får noget brugbart med på vejen. Du er meget velkommen til at kommentere på indlæggene, hvis du føler for det (også gerne anonymt). Velkommen til ♥

Mærk efter

GrænsesætningOprettet af Pernille Gyldensøe fre, december 27, 2013 15:46:14
De seneste år har italesættelse og nedbrydning af tabu været i højsædet, og der har været en slags ”inflation” i skæbnehistorier om seksuelle overgreb, vold og misrøgt. Det har haft masser af fordele - mere fokus, flere lovændringer, pakker og tiltag – alt sammen med det formål at hjælpe udsatte mennesker.

Mit syn på sagen
Jeg har ikke den endegyldige sandhed for korrekt håndtering af skæbnehistorier. Men jeg har en klar holdning til, hvordan jeg mener, det bør være - med mennesket i centrum - og så har jeg en kritisk holdning til det, jeg ser, og oplever lige nu, som både er uetisk og forkasteligt.

Hit med historien!
Jeg bliver umådelig trist, når jeg gang på gang bliver kontaktet af mennesker, der føler sig udnyttet på det groveste af medier og mennesker i godheds-industrien. Jeg bliver splitterravende rasende, når jeg hører eksempler på, hvordan grænser bliver overskredet nok engang, om det svigt de føler bagefter, og den rungende tomhed og fortvivlelse de står i efter interviewet til radioen, avisen, bogudgivelsen eller TV-programmet. De bliver brugt og smidt væk bagefter, hvilket minder om den afmagtssituation de seksuelle overgreb skabte dengang. Hit med historien! Giv os hvad vi vil have! Og pil så af bagefter…

Grænseproblematikker
Der er dem, der mener, at ”det er vigtigt at skabe billeder på nethinden”. Det mener jeg så ikke. Billeder kan være retraumatiserende – både for mennesket der fortæller, og for menneskene der læser/lytter. Der skal ikke megen psykologisk indsigt til at forstå, at mennesker med overgrebsproblematikker også kan bokse rundt med svære grænseproblematikker. Når mennesker har fået nedbrudt og overskredet deres grænser gang på gang – måske af deres allernærmeste – så kan det være meget vanskelligt at mærke og fastholde sine egne grænser i en interviewsituation. Man er måske nervøs, lidt stolt og benovet og befinder sig i det hele taget i en ukendt og forvirrende situation, hvor man har stærkt brug for rådgivning og støtte, men reelt står alene.

Flere oplever først bagefter, at de fik overskredet deres grænser, og fortryder. Og er der så en reel fortrydelsesret? Bliver det respekteret og håndhævet? Desværre ikke altid.

Umyndiggørelse
Jeg er bestemt ikke tilhænger af umyndiggørelse af voksne mennesker. Har man lyst til at dele sin historie til medierne, så skal man gøre det. Der er mange for hvem, det giver god mening at stå offentligt frem og generobre styringen over eget liv. Det kan have en helende effekt at dele med andre, få feedback og opnå spejling og genkendelse fra andre. Det styrker – jeg har selv prøvet det, og det har haft afgørende indflydelse på min egen personlige proces. Men hvor kan man blive brændt, hvis ikke man passer på sig selv.

Skjulte agendaer
”Markedet” flyder i øjeblikket af skjulte agendaer og ejerfornemmelser på skæbnehistorier. Forbehold dig retten til at have ejerskab på din egen historie, og kræv en klar aftale om, i hvilken sammenhæng den bliver brugt. Desværre kender jeg flere eksempler på, at mennesker trods gentagne protester ikke får respekteret deres ønske om, at deres historie ikke må bruges i kommercielle sammenhænge. Deres historie bliver på den måde business for andre.

Mærk efter
Overvejer du at gå ud i medierne - så mærk efter. Mærk efter, hvad du føler, er det væsentlige i dit budskab og hold dig til det. Lav en prioritering af de 2-3 vigtigste ting i din historie. Stil dine betingelser for interviewet og outputtet, og er mediet/intervieweren ikke interesseret i det - så vær håndfast. Hvis ikke de seksuelle overgrebs karakter er væsentlige for dig at få ud i det offentlige, så fasthold din ret til ikke at invitere den nysgerrige journalist eller radiovært med ned under dynen, og hold fokus på det du har på hjertet. På dette link har jeg desuden sammenfattet nogle af de overvejelser og konsekvenser, det kan have at stå frem med sin historie http://smuktliv.dk/at-st-frem.html

Søg andre alternativer
Søg efter andre alternativer, hvor du kan bevare kontrollen. Flere har haft stor gavn af at blogge. Det er let, gratis og du får udbredt dit budskab uden indblanding fra redaktører m.fl. Hold dig på den rigtige side af loven, og lad vær med at hænge krænkeren ud ved navn, hvis vedkommende ikke er dømt. I det tilfælde kan du selv ende med at blive straffet for injurier. Vil du holde dig på den sikre side (for DIN skyld), så undlad helt benævnelsen af relationen og omtal blot vedkommende som ”krænkeren”.

Går du mest efter spejlingen, kan gruppeterapi eller netværksmøder være en fordel. Her møder du ligesindede, og det kan være guld værd. Der findes endvidere flere åbne sider og lukkede grupper på Facebook, hvor du kan dele og debattere med andre.

VISO
Er skaden sket, og har du behov for at få sat din historie og eventuelle oplevelse med medierne i perspektiv, kan du kontakte Gunhild Hansen fra VISO og bede om et rådgivningsforløb (ikke at forveksle med et terapiforløb). Ring på 72 42 40 41 mandag til torsdag kl. 9-15.30 og fredag kl. 9-15.


  • Kommentarer(0)//blog.smuktliv.dk/#post120

Der må være en grænse

Øvelse i grænsesætningOprettet af Pernille Gyldensøe lør, marts 31, 2012 13:53:26
Grænser. Arbejder dagligt med at sætte grænser overfor min omverden. Mærker efter og reflekterer over, hvad der føles rigtigt og forkert for mig.

Det er drønsvært dét med grænser, når man kommer fra et grænseløst ophav som mit. Jeg vil i virkeligheden rigtig gerne please og opfylde alles ønsker og behov, så de synes godt om mig. Men der må være en grænse. Bl.a. i forbindelse med mine foredrag.

Jeg giver hver gang en bid af min smerte, sårbarhed og dybt private hemmeligheder og stiller mig til offentligt skue. Facer mine egne dæmoner og øver mig i italesættelsen af mine følelser og reaktionsmønstre, mens 50-100-200-500 mennesker kigger på mig. Det må aldrig blive "Another day at the office", som jeg skrev om i dette blog-indlæg. Jeg har principielt ikke lyst til, at leve af min fortid. Jeg skal ikke leve af mine foredrag. Min primære indtægtskilde er mit hjertebarn www.smukthjem.dk, som jeg selv har skabt fra bunden af.

Mit klare ønske er dog, at befolkningen tør forholde sig fordomsfrit til seksuelle overgreb og jeg vil gerne bygge broer af forståelse mellem de berørte parter og det omgivende samfund. Bør jeg så stille mig op i hvilken som helst sammenhæng - blot for udbredelsens skyld? Nej, det kan jeg mærke, at jeg ikke skal.

Indenfor den sidste måned, er jeg blevet kontaktet af flere klubber og foreninger med henblik på foredrag. Der har været tale om mennesker, der mødes et par gange om måneden og har forskellige foredragsholdere ude om f.eks. blomsterbinding, akvarel-maling, frikadelle-lavning m.m. De syntes, det kunne være "spændende", at få én som mig ud og fortælle om overgreb og vold. Alene dét, når folk kalder det "spændende", står jeg helt af.

Seksuelle overgreb og vold er ikke "spændende". Det er ikke underholdning og jeg stiller ikke op for enhver pris. Jeg skal ikke være "adspredelsen", der kommer med min skæbnehistorie, så diverse små kaffe-klubber rundt om i landet virkelig føler, de kommer tæt på livets skyggesider, mens de klirrer med kaffekopper og spiser vaniliekranse og citronmåne. Det gør mig faktisk rasende, at medmennesker kan udvise så ringe grad af situationsfornemmelse. Det er jo for f*nden ikke møbel-polstring, jeg fortæller om.

Jeg ønsker, at andre skal lære noget af min historie, så vi på sigt kan forhindre flere overgreb og tager personligt dyb afstand fra, at tilfældigt nysgerrige blot skal have stillet den værste sult og serveret et ansigt på én, der har været udsat for det der "spændende" noget, aviserne skriver så meget om for tiden.

Faglige grupper med kontakt til børn, unge og udsatte voksne - Ja. Ofre og pårørende - Ja. Kaffe-klubber - Nej.

Måske er jeg bare lidt små-pirrelig i perioder. Eller også er dét der med personlig grænsesætning bare kommet for at blive.

  • Kommentarer(0)//blog.smuktliv.dk/#post62

Another day at the office

GrænsesætningOprettet af Pernille Gyldensøe fre, februar 10, 2012 23:33:13

Jeg har holdt en del foredrag om overgreb og vold for private, fagpersoner, politikere og foreninger. Hvert arrangement har været helt sit eget på grund af de skiftende målgrupper og den efterfølgende debat. Hvor bliver jeg rig, hver gang jeg oplever en livlig debat med deltagerne. Jeg får virkelig mange værdifulde input hver gang og ofte også efterfølgende på mail. Samtidig har foredragene - såvel som bloggen her - en kæmpe værdi for min proces, hvor jeg øver mig i at italesætte og være. Jeg heler, mens jeg taler/skriver. Det kan man da kalde en win-win situation.

Synes grundlæggende, at der mangler oplysning og vidensdeling i samfundet og jeg føler stærkt for, at kunne videreformidle min viden og de forslag jeg har til forbedringer på området. Kernen i min formidling er, at jeg ønsker andre skal lære af min historie. Ikke fordi den er særlig unik, men fordi der er så mange ting, der kunne være stoppet, hvis bare man havde vidst, hvor galt det ville gå. For mit eget vedkommende er skaden sket, men jeg brænder for at minimere skaderne for andre børn/voksne i mistrivsel og skabe broer af forståelse. Det giver min fortid mening. For uden ønsket om forbedringer for andre, er det kun en meningsløs sørgelig historie.

Indtil nu har det været mit held, at jeg ikke har skulle gøre noget opsøgende for at få foredrags-jobs. Det er arrangørerne, der har kontaktet mig. Tusind tak for det ♥ Jeg kunne godt gøre en masse selv. Er jo tidligere sælger - piece of f*cking cake... Men jeg fravælger det helt bevidst pt. For jeg har et ansvar for selv at regulere, planlægge og passe godt på mig selv undervejs (som jeg beskriver i dette blogindlæg fra 2011), så jeg kan fortsætte med at dele på længere sigt. Det er klart dét, der er min plan. At fortsætte så længe mine egne ord giver mening for mig.

At dele min livserfaring foran en sal fuld af fremmede mennesker skal aldrig blive "another day at the office". Min viden er sårbar, smertefuld, stærk og motiverende. Jeg ville hade, at miste meningen med det. At udvande begreberne og ødelægge min kerne og indre motivation.

Som et led i min personlige udvikling, spørger jeg mig selv hver gang: "For hvis skyld gør du det? Er det for din egen skyld eller for de andres skyld?". Som ethvert andet brændt barn, har jeg et overdimensioneret pleaser-gen og en vanvittig trang til, at gøre hvad der forventes af mig. Foreløbig har det primært været for min egen skyld, fordi jeg oplever stor indre værdi og glæde ved at gøre det. Stærkt forfulgt af mit ønske om at gøre en positiv forskel for andre. Den dag prioriteringen ikke er sådan, stopper jeg. Kort og godt.

For det må nødvendigvis først og fremmest give mening for mig, før det kan give mening for andre ♥

  • Kommentarer(2)//blog.smuktliv.dk/#post54

Grænser

GrænsesætningOprettet af Pernille Gyldensøe fre, februar 10, 2012 14:13:46
"Et menneske, der ikke kan afgrænse sig, er som en frugthave uden stakit omkring; hvem som helst kan bare forsyne sig på ejerens bekostning"

Citat af Jesper Juul fra bogen "Kunsten at sige nej" ♥

  • Kommentarer(0)//blog.smuktliv.dk/#post53

Lukkethed i medierne

GrænsesætningOprettet af Pernille Gyldensøe man, januar 23, 2012 16:51:11

Jeg kæmpede en brav kamp for at få medierne i tale, da jeg stod frem med min bog. Rigtig mange afviste mig dengang og var underligt nok slet ikke interesseret i, at forholde sig kritisk til vores system, politiets håndtering af sagerne eller den gældende lovgivning. De ville hellere have historien. Snavset. Smerten. Mig, som offer.

Tænkte, at det kunne være en start og der så derefter kunne blive plads til det fremadrettede: Mine håb og visioner for ændringer på området for andre seksuelt misbrugte og deres pårørende. Det har jeg også med held og indimellem snuhed fået indflettet, bl.a. på direkte TV (hvor jeg følte mig taget i r*ven af journalisten), men det er med beklagelse stadig ikke dét, der er relevant for medierne. Det er stadig bare mig og min skæbnehistorie, de er ude efter. Hvad jeg mener, der kan gøres bedre på dette tabubelagte og underbelyste område, er irrelevant i deres øjne. Jeg er jo bruger/offer. Der findes et hav af eksperter, der kan udtale sig om det andet. Folk, der har læst sig til deres viden og aldrig selv på egen krop har været der. Det har jeg så sagt fra overfor nu. Jeg vil ikke mere. Jeg er ikke kun et offer med en grim historie. Jeg er et menneske med en personlig erfaring, jeg ikke længere skammer mig over, men har brug for at udnytte konstruktivt og fremdadrettet for, at det giver ordentlig mening for mig. Jeg vil ikke bare være et ansigt på en grim historie. Nul. Niks. Færdig med det.

Så jeg siger nej disse dage - ja, har faktisk gjort det i flere måneder. For jeg er personligt rigtig træt af, at skulle forklare mig, nuancere og uddybe hver gang jeg har medvirket i et program eller en artikel. At få ting til gennemlæsning inden udgivelsen, er ikke altid en garanti, har jeg bittert måtte erfare. Så ryger der lige en dramatiserende misvisende mellemrubrik ind, der ikke passer. Eller også bliver teksten kortet af på redaktørens bord, så tingene bliver taget ud af en sammenhæng og dermed fremstiller mine synspunkter "spidst".

Hver gang jeg siger nej til pressen, mærker jeg et lille stik i hjertet af svigt. Svigt overfor børnene og de voksne ofre. At jeg som tør fortælle, ikke vil længere. Jeg vil stadig tale sagen, når bare sagen ikke er min egen personlige sag. Og fortsætter som jeg hidtil har gjort med Facebook-siderne, min blog, hjemmeside, foredrag og kontakten til politikerne. Enkelte journalister har jeg et vældig godt samarbejde med, og her vil jeg stadig byde ind, hvis jeg kan stå inde for vinklen. Men jeg må desværre nok erkende, at der er for meget herinde i hjerte og sind til, at det kan kortes ned til et kortvarigt interview på TV eller i et dameblad. Jeg bryder mig ikke om begrænsninger, derfor bruger jeg bloggen til at få det ucensureret ud, som jeg synes er presserende og vigtigt.

Noget jeg også er rigtig træt af, er personificeringen af krænkeren og billedeliggørelse af overgrebene fjerner fokus fra det, det handler om. Medierne eeeeeelsker, at få alle detaljer omkring relationen ud af ofret, også gerne hvor det geografisk fandt sted. De vil også vældig gerne have et par eksempler på overgrebenes karakter. For mig at se, er det fuldstændig ligegyldigt, hvem der har krænket. Giver incest ligesom ikke sig selv? Senfølgerne er meget ofte nøjagtig de samme, hvad enten vi taler om overgreb begået af en mor, onkel, bror eller søster. Det er lige svært. Lige smerteligt. Behøver vi detaljer for at vide, hvad seksuelle overgreb handler om? Jeg gør ikke. Har ikke brug for udpenslingen og vil heller ikke bidrage med den selv.

En anden meget væsentlig grund er også, at jeg rent faktisk har familierelationer, jeg gerne vil bevare og ikke er interesseret i at bryde. Det slider at dele. Ikke kun på mig selv, men for alle involverede. Derfor vælger jeg, at henvise til andre, der kan bidrage positivt til debatten og spare mig selv lidt. For der er nogen, der gentagne gange har påpeget overfor mig, at jeg skal passe på mig selv. Så det prøver jeg nu.

  • Kommentarer(3)//blog.smuktliv.dk/#post50

Pas på dig selv

GrænsesætningOprettet af Pernille Gyldensøe lør, juni 11, 2011 16:21:35
De 4 ord har jeg hørt på utallige gange det sidste års tid. Aldrig før har det været så aktuelt, som da jeg brød tavsheden. Men hvordan er det lige, at man passer på sig selv? Og hvorfor kan netop de 4 velmenende ord gøre mig vred og frustreret?

Fordi jeg aldrig har lært, at passe på mig selv. Det har aldrig været afgørende eller vigtigt for nogen - ej heller mig selv - at jeg gjorde det. For jeg skulle passe på alle andre og opfylde deres behov, både i familien, vennekredsen og på tidligere arbejdspladser. Det var min plads, min rolle, mit mål. At passe på alle andre, end mig selv.

Derfor har jeg haft en sær tendens til at overhøre det, affærdige de 4 magiske ord med et "Ja, det skal jeg nok" uden overhoved at lade ordene synke ned og tage form i mit hjerte og sind. For så bliver folk glade, tilfredse og får ro i deres sind. Når først ordene er sagt, kan man med god samvittighed fortsætte sine egne gøremål i sit liv. Så er ansvaret placeret på mig.

Det er ingen andres ansvar end mit eget, at jeg sørger for at passe på mig selv. Jeg har lært at klare mig selv. Men at passe på mig selv...det har førhen føltes hult og intetsigende. Lidt i samme stil som ordene "Kom nu videre, kom over det" kan virke provokerende, kvalmende og tankeløst overfor misbrugte børn, senere voksne.

For hvordan gør man?

Som med alt andet i livet, har jeg måtte lære det på den hårde måde. Ganske vist nu med støtte og opbakning, fordi jeg har turde sætte ord på. Dét i sig selv er ganske grænseoverskridende, at delagtiggøre andre i mine personlige kampe. Men samtidig har åbenheden for mit vedkommende gjort, at jeg har taget tigerspring i min udvikling det sidste år.

En ildsjæl brænder let ud, hvis man ikke passer på sig selv. Det være sig i forhold til at finde manden/kvinden i sit liv, opretholde et sundt og kærligt familieliv, dyrke sin karriere og interesser eller arbejde passioneret for en sag. Man vil så frygtelig gerne være noget særligt, være dygtig og fejlfri. Gøre sin eksistensberettigelse gældende. Men ildsjæle er også blot dødelige mennesker, der har brug for omsorg og omtanke for dem selv. For man kan ikke være en masse for mange, hvis man ingenting er for sig selv.

Når man begynder at tænke og passe på sig selv, går man ud af den vante rolle med at tilsidesætte sine egne behov for alle andres skyld og kan blive selvvisk i andres øjne. Det kan også skræmme, når mennesker af stål viser sårbarhed og bryder sammen i gråd med behov for at begræde sin indre smerte og sorg.

Så jeg øver mig. Jeg er begyndt, at sætte grænser. Grænser for hvad jeg vil byde mig selv, grænser for hvad jeg vil finde mig i, grænser for hvad jeg rent menneskelligt kan involvere mig i og grænser for hvad jeg kan og skal forvente af mig selv.

At bede om hjælp, er også en ganske ny ting for mig - tæt forbundet med at passe på mig selv. I stedet for med sammenbidte kæber at overtage styringen, beder jeg indimellem i stedet for om hjælp. Samtidig har jeg det sidste år også erkendt mit behov for hjælp til indre heling og arbejder fortsat med den.

Det betyder, at jeg er blevet meget bedre til at slippe kontrollen. Have tillid til, at ting kan blive gjort af andre, uden min indblanding. At opgaver bliver løst - måske på en anden måde end jeg selv ville have gjort - men løst bliver de, nu blot af andre. Og at det ikke er mit ansvar længere, at opfylde andres forventninger og behov, hvis det ingen mening giver eller udsletter mig.

Dét er svært. Rigtig svært. For det betyder, at jeg trods en stærk indre modstand er nødt til at gøre noget, der er uvant og utrygt.

Men jeg fortsætter med at øve mig. I mit 33-årige liv har jeg allerede sat og opnået mange mål. Det næste og altafgørende mål for mig lige nu er, at blive verdensmester i, at passe på mig selv. For kun på den måde kan jeg blive det hele menneske, der kan lære min datter, hvordan hun passer på sig selv.

Hav en dejlig pinse og pas på dig selv ;-)

  • Kommentarer(2)//blog.smuktliv.dk/#post28