Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Hvorfor blogge?

At blogge er en uvurderlig del af min helingsproces, der formentlig vil være livslang. Mit liv har budt på megen sorg, smerte, kaos, glæde, kærlighed og lys i kraft af min fortid og nutid.

En del indlæg handler om italesættelse af følelserne omkring min opvækst i en dysfunktionel familie. Bloggen bliver også brugt til tankerne omkring, at være mor til et udviklingshæmmet barn med svært behandlelig epilepsi samt mere fredsommelige dagligdags ting.

Jeg er stadig i gang med processen og har valgt, at dele åbent og ærligt her på bloggen om sejrene og nederlagene.

Håber, at du får noget brugbart med på vejen. Du er meget velkommen til at kommentere på indlæggene, hvis du føler for det (også gerne anonymt). Velkommen til ♥

Score-karlen

De lette indlægOprettet af Pernille Gyldensøe fre, april 13, 2012 11:06:56
Havde egentligt et lidt tungt blog-indlæg på trapperne, men vil bruge dagen i dag på de lette ting. De lidt spøjse og sjove ting. Jeg trænger til boblende og positiv energi.

Det er ved at være 2 år siden, min rejse begyndte. Dér, hvor jeg for alvor satte foden i gulvet overfor familien og bragte alt snavset frem i lyset. Jeg ved ikke, hvor mange år frem, at denne tid vil være mærkbar. Sandsynligvis resten af mit liv. April måned 2010 var der ikke ret meget, at grine af. Det var en rædselsfuld tid. Men én sjov ting skete der, som jeg vil dele med dig i dag.

I mange år led jeg af galoperende højt stofskifte og tog i foråret 2010 endelig beslutningen om, at få radioaktivt jod for at stabilisere det. En af forholdsreglerne omkring joden var, at jeg ikke måtte være i nærhed af børn, gravide og andre personer under 60 år i 1 uge. Derfor valgte jeg, at tage væk og bo på en lokal kro, så jeg ikke udsatte min lille familie for fare.

Kro-mutter vidste godt, at jeg var radioaktiv og holdte behørig afstand fra mig under opholdet. Jeg holdte mig for mig selv på værelset og kom kun ud til måltiderne. Når jeg spiste, satte jeg mig med vilje langt væk fra de øvrige gæster - bare for en sikkerheds skyld. En aften kom et par friske håndværkere fra Jylland. De var på projektarbejde i København. Den ene så mig som det første, eftersom jeg var den eneste kvinde på kroen og sad helt alene. Han talte højere og højere og smilte, skålede og blinkede hen til mig. Jeg sad bare og gnækkede lidt ned i min wiener-schnitzel.

På et tidspunkt under maden kom han med en slet skjult invitation til mig, hvor han fortalte, hvad værelse han boede på. Oh, man..han var helt håbløs.

Jeg gjorde mig hurtigt færdig og gik udenfor og røg en smøg. Han kom hoppende efter mig og ville snakke. Han spurgte frejdigt, hvor tit jeg boede på kroen og mit værelsesnummer. Hvortil jeg storviftende med min vielsesring svarede, at jeg kun boede der et par dage, fordi jeg var radioaktiv og dermed ikke kunne være derhjemme sammen med min mand og datter og det derfor nok var ret ligegyldigt, hvilket værelse jeg boede på. Han gloede mistroisk på mig og stoppede med at smile. Jeg begyndte, at grine hysterisk, og rådede ham til at gå et par meter væk fra mig, fordi jeg altså udsendte stråler.

Det syntes han bestemt ikke var sjovt. Han listede hovedrystende indenfor på kroen igen til hans kammerat og jeg var fuldstændig færdig af grin. Det var alligevel nok den mærkeligste afvisning, han nogensinde har fået af en kvinde.

Stakkels lille score-karl fra Jylland :-)

God weekend ♥

  • Kommentarer(2)//blog.smuktliv.dk/#post63

Nogle gange...

De lette indlægOprettet af Pernille Gyldensøe ons, februar 15, 2012 14:11:29

Kender mange forskellige mennesker med hver deres skæbne og livssyn. Fra den spirituelle, der kan finde en universiel mening med selv en hundelort til den sortseende pessimist, der ser hundelorte over det hele - hver dag, hele året rundt. Så er der alle dem imellem de to yderpoler, der lever et autentisk liv med både sorger og glæder.

Jeg betragter selv mig selv som værende i mellemgruppen det meste af tiden. Afhængig af hvordan mine omgivelser og min livssituation er generelt, kan jeg være i positiv eller negativ overvægt. Det handler meget om mit eget personlige overskud, om jeg formår at tænke længere og dybere, eller om jeg bare vælger at lade vreden, frustrationerne og smerterne rulle indover mig, så det kan komme ud og lidt væk.

Af egen erfaring ved jeg, at livet ikke kun er peachy og lækkert, men heller ikke konstant sort. De perioder i mit liv, hvor jeg har ladet det negative overskygge alt, havde jeg det selvsagt allersværest med mig selv. Jeg hadede mig selv, mit liv, mine omgivelser og kunne ikke se nogen ende på alle ulykkerne, der blev ved med at hagle ned over mig.

Har også haft en lang overfladisk periode, hvor jeg kun ville se og mærke alt det gode og positive, så jeg ikke kunne finde ro eller fodfæste i smerten og nægtede at forholde mig til den. Den eksisterede så at sige ikke, for jeg ville ikke vedkende mig den.

Ingen af delene gjorde noget særligt fantastisk for mig. Det efterlod mig bare tom og hul. Derfor sigter jeg efter autenciteten, det ægte - på godt og ondt. Jeg vedkender mig nu min smerte og tillader mig selv at have dårlige dage, samtidig med at jeg øjner og hylder de gode og positive ting i mit liv.

Nogle gange er en hundelort bare en hundelort og der findes nødvendigvis ikke en eller anden optimistisk og spirituel mening med, at man lige jokker i den med sine åbne sommersandaler. Andre gange må man blot erkende, at man bare er uheldig - men også se den for, hvad den er. En hundelort.

  • Kommentarer(0)//blog.smuktliv.dk/#post55

Uventet gave

De lette indlægOprettet af Pernille Gyldensøe søn, oktober 09, 2011 14:19:49
Kender du dét, at blive overrasket over andre menneskers godhed og modtage en fuldstændig uventet gave? Hvis ikke håber jeg inderligt, at du vil opleve det senere. Sådan en gave modtog jeg i onsdags, ved et foredrag jeg afholdte.

En af de deltagende kom fra den anden ende af landet. "Damn" tænkte jeg.."Tænk, at personen vil tage hele den lange vej, bare for at høre mig snakke. Mig, som ingen nogensinde gad høre på derhjemme". Det var jeg lige dele forundret og stolt over. Gennem 2011 har vi skrevet og talt sammen mange gange. Denne onsdag var første gang vi mødtes personligt. Vi hilste på hinanden og jeg fik overrakt en gave, som jeg først måtte åbne, når jeg kom hjem. Køreturen fra København til Stenlille var ret lang, for jeg var så frygtelig nysgerrig og køreturen på en time, føltes som en evighed.

Smed tasken på gulvet i entréen. Hurtigt af med støvler og jakke. Spændt åbnede jeg posen. Der lå en smuk håndlavet æske med det fineste papir, påsatte sommerfugle, blomster og glimmer-pynt. Jeg blev helt varm om hjertet - denne person kender min særlige kærlighed for sommerfugle og deres betydning for min proces.


Indeni havde giveren håndlavet det smukkeste armbånd til mig og en fin hårbøjle til min lille datter med blomster på. Tårene begyndte, at trille ned af mine kinder. Tænk, at et menneske jeg aldrig nogensinde har mødt før personligt, har siddet og brugt tid på, at lave så smukke personlige gaver til mig og min lille pige.

Der lå også et rørende kort ved - håndlavet, off course - med en rammende, varm og hjertelig tekst i. Hvor vedkommende takkede mig, for at have brudt tavsheden og have skænket den gave til andre. Sådan har jeg ikke tænkt på det. Jeg har fulgt mit hjerte og gjort det, der føltes mest tro mod mig selv - selvom det har været og stadig er smertefuldt.

Jeg er dybt taknemmelig for, at denne person sætter pris på det jeg gør. Jeg forventer ikke, at andre giver mig noget igen. Og aldrig havde jeg forestillet mig, at få så fin og personlig en gave, for at være mig.

Tusind, tusind tak. Jeg er dig dybt taknemmelig.

Kærlig hilsen

Pernille

  • Kommentarer(0)//blog.smuktliv.dk/#post33