Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Hvorfor blogge?

At blogge er en uvurderlig del af min helingsproces, der formentlig vil være livslang. Mit liv har budt på megen sorg, smerte, kaos, glæde, kærlighed og lys i kraft af min fortid og nutid.

En del indlæg handler om italesættelse af følelserne omkring min opvækst i en dysfunktionel familie. Bloggen bliver også brugt til tankerne omkring, at være mor til et udviklingshæmmet barn med svært behandlelig epilepsi samt mere fredsommelige dagligdags ting.

Jeg er stadig i gang med processen og har valgt, at dele åbent og ærligt her på bloggen om sejrene og nederlagene.

Håber, at du får noget brugbart med på vejen. Du er meget velkommen til at kommentere på indlæggene, hvis du føler for det (også gerne anonymt). Velkommen til ♥

Det sidste ord

Personlig procesOprettet af Pernille Gyldensøe tor, marts 20, 2014 09:18:14
Hvor har det altid været vigtigt for mig at få det sidste ord i et skænderi. At få den sidste trumf, give modparten dødsstødet, afslutte en udmattende og grim uenighed på en så nederdrægtig, ondskabsfuld, konfliktoptrappende og hensynsløs måde.

At give igen
Det kan der på en helt særlig twistet måde ligge en stor tilfredsstillelse i for én som mig. For det giver en følelse af overvindelse, magt, overlegenhed og "så fik jeg sgu rigtig sat dig på plads"-agtig følelse, der i sin tid kunne opveje de fysiske og psykiske ydmygelser jeg selv dagligt måtte stå model til.

Dét jeg ikke havde dengang i muskelmasse, kunne jeg hvæse, råbe og skrige, selvom jeg udemærket godt vidste, at det ville gøre det endnu værre. At jeg ville få flere tæsk, flere trusler og være mere utryg. Men det var alligevel det hele værd, fordi jeg følte, jeg stod op for mig selv lige i det sekund - uanset konsekvenserne.

Eksplosiv grænsesætning
Når man i mange år har været den stiltiende modtager, er der noget dragende farligt i at sige fra. Det kom så bare til udtryk på mange uhensigtsmæssige måder i andre sammenhænge, fordi jeg ikke evnede at tilpasse mine forsvarsmekanismer afhængig af situationerne "Nu bliver jeg slået ihjel" og "Vi er bare uenige om noget forholdsvist uskyldigt". Så ja, jeg er eksploderet i hovedet på mange mennesker, der aldrig havde set det komme så vidt. Jeg er blevet bedre til at regulere det, og tænke mig om før jeg taler, men falder stadig i, hvis folk overskrider mine grænser. Og det er ok at sige fra, når andre ikke respekterer ens grænser. Øvelsen ligger "bare" i at modererer reaktionen en kende.

Tilbage til det sidste ord
Jeg bryder mig ikke om generaliseringer af voksne børn fra dysfunktionelle familier. Men jeg oplever af og til i mødet med andre, at det sidste ord også har været en vej til genvindelse af kontrol for dem i deres familie. At selv små uenigheder kan fortsætte, og optrappes i det uendelige, hvis ikke én af os trækker sig, og lader den anden få det sidste ord. Indrømmet, det kribler i fingrene, og hamrer i brystet for at give tilbage. For det sidste ord er næsten altid provokerende, uretfærdigt og kræver et modsvar.

I går lod jeg være. For jeg fandt ud af, at det sidste ord ikke altid er det vigtigste for mig. At komme ud af en konflikt på en respektfuld måde for mig selv og den anden, er nok vigtigere her, hvor jeg står i dag. Det kan se anderledes ud i morgen. Heldigvis giver jeg mig selv det frirum at fejle, mens jeg er i proces. Jeg er ikke færdig men stadig på vej. Det efterlader plads til masser af øvelse, tilbagefald og udvikling.


  • Kommentarer(7)//blog.smuktliv.dk/#post123

Eliten

Personlig procesOprettet af Pernille Gyldensøe lør, januar 11, 2014 13:19:08
Jeg har altid været en stræber. Sådan én der ville være bedst til alt det, jeg satte for. Drevet af lavt selvværd og behov for eksistenberettigelse i en verden jeg ikke altid forstod, spænede jeg derudaf med 500 km/t for at få mit fix: At nogen syntes, jeg var fantastisk.

Når anerkendelsen er altafgørende
I denne video fortæller jeg mere om, "Når anerkendelsen er altafgørende". Klik på billedet og kom direkte til youtube-videoen.

Eksistensberettigelse
Meget er ændret de sidste par år. Der er blevet vendt op og ned på mange ting - ikke mindst mit syn på mig selv. Jeg behøver ikke være perfekt, fantastisk og dygtig 24/7. Og jeg er ikke ligeså afhængig af omgivelsernes tilkendegivelser som tidligere, da det vigtigste egentlig er, at jeg selv kan stå inde for det, jeg gør, og siger. Andre må gerne bakke op også - men hvis ikke de gør, så går verdenen ikke under. Jeg har stadig lov til at være her alligevel. Lov til at trække vejret. Lov til at eksistere.

Eliten
Med de mange år på bagen i anerkendelsens søgen burde det naturligste i verden være, at jeg nyder at blive sat i "bås" med "eliten". De dygtige. De seje. De ekspressive. Men det gør jeg ikke. Selvom det er ment positivt og sagt i dyb respekt, så stritter alt på mig, når noget eller nogen bliver delt op i A og B-hold. Vindere og tabere (som jeg også har blogget om her http://blog.smuktliv.dk/#post109 ). Jeg kan ikke rigtig med det, heller ikke når det er i mit favør. Af samme grund har jeg trukket mig fra "prestigeprojekter", der skabte større gab mellem mennesker fremfor at samle dem.

Se hele mennesket
Alle er gode til noget. De fåmælte og introverte rummer også noget smukt og fantastisk, der fortjener respekt og opbakning. Det er bare sværere for andre at se, fordi de ikke gør så meget væsen af sig. Min afstandstagen til "eliten" handler måske i virkeligheden om et ønske om at få folks øjne op for det ikke-umiddelbare. For de usynlige og tavse ♥ Jeg er ikke helt landet på det, men vil glæde mig til at høre din vinkel på sagen ♥

  • Kommentarer(4)//blog.smuktliv.dk/#post121

164 dage

Personlig procesOprettet af Pernille Gyldensøe lør, september 14, 2013 16:08:38
Så længe siden er det, jeg skoddede cigaretten.

Der har været supersure, svære, op-af-bakke-dage (især i starten), hvor jeg konstant tænkte på at droppe rygestoppet og købe en pakke syndige smøger på tanken og skamryge hele møget i smug bag en container. Og så har der været lette dage, uger og måneder, hvor jeg nærmest ikke har skænket det en tanke. Hvor det har været normalt ikke at ryge.

De sidste par uger har tankerne igen kredset om en smøg. Jeg ryger i mine drømme. Spotter alle smøger i film og tv-serier samt i min færd på gader og stræder. For f*nden, hvor kunne jeg godt ryge én. Bare én. Nå, ja....måske en pakke. Men jeg ved, det vil smage af H til. Ved også, jeg får hovedpine, og bliver svimmel. Så indtil videre er det blevet ved tanken.

Adskellige kilo og den tvivlsomme 'fornøjelse' af en ekstrem teenage-eksplosion af uren hud senere må jeg bare konstatere her på den 164. dag, at der stadig vil være perioder, hvor det er svært. Men det går over. Det holder jeg fast i lige nu, mens jeg priser mig lykkelig for, at jeg stadig har min sut i form af en e-cigaret, der er en stor del af årsagen til, at jeg ikke er begyndt at ryge dem med ild i igen.

  • Kommentarer(0)//blog.smuktliv.dk/#post118

Bye, bye overflade ♥

Personlig procesOprettet af Pernille Gyldensøe søn, marts 24, 2013 15:56:36

Man kan dyrke det overfladiske så meget, at man dag for dag mister en lille bid af sig selv og til sidst opdager den bragende tomhed.

Been there. Done that. Jeg er så færdig med det. Så jeg søger hjem. Hjem til min kerne og vender ryggen til det tomme og hule.

  • Kommentarer(0)//blog.smuktliv.dk/#post107

Godt nytår ♥

Personlig procesOprettet af Pernille Gyldensøe lør, december 29, 2012 16:24:36

Det gamle år har været et kampens år, til trods for at jeg ønskede mig mere ro og færre kampe i 2012 (Hvem er det, der ikke hører efter?). Gennem de sidste 12 måneder har jeg trukket mig en lille smule tilbage fra kampene i min mærkesag for misbrugte og voldsramte, da det ganske simpelt er umuligt at kæmpe på udebanen for andre, hvis det halter bagefter på hjemmebanen. Jeg er ikke Super-woman og har mine begrænsninger. De intrigante og energislugende relationer har jeg derfor også vendt ryggen. Lad dem slås, skændes og sladre, mens jeg kæmper for dét, der er vigtigt.

Optrapningen i datterens epilepsi har fyldt meget i år. En stor del af tiden er derfor gået med omsorg og pleje af familien og mig selv. Jeg undskylder ikke og skal ikke stå til ansvar for nogen eller noget. Min prioritering vil til hver en tid være klokkeklar; familien først. Bum.

Fravalg af medierne
Det har bl.a. betydet, at jeg har trukket mig fra medierne, når fokus udelukkende er på min fortid. Jeg vil gerne have nuancerne og refleksionerne med - lade folk se hele mennesket og ikke kun historien. Jeg vil ikke reduceres til et offer med en grim historie. No way. Jeg har derfor valgt at give plads til andre, der har noget på hjerte og deltager kun selv i projekter og interviews, der har et lidt bredere og mere nuanceret perspektiv.

Samtidig ved jeg også i dag, at det hurtige fix anerkendelse som mediedeltagelse giver, ikke er vigtigt for mig overhoved. Jeg vil gerne have skulderklap, men det skal ikke betinges af, hvor mange dameblade eller tv-programmer jeg deltager i. Min indre kerne skal bygges op af noget andet. Til gengæld betyder det frivillige arbejde jeg laver via netværket Mere politisk fokus på overgreb mod børn noget for mig selv og andre. Jeg elsker inspirationen fra andre og får mange tilkendegivelser på, at det er værdifuldt for modtagerne. Dét giver mening.

Foredrag
Foredragene er stadig vigtige for mig – også i 2013. Dem har der været masser af i år, især faglige oplæg til personale omkring udsatte børn, unge og voksne. Det giver utrolig meget mening at tale til dem, som har den direkte kontakt. Samtidig har jeg takket pænt nej tak til foredrag, hvor meningen med min tilstedeværelse har været rigtig svær at få øje på. Det er ikke nykker, men benhård prioritering med min tid og viden.

Fantastiske mennesker
I året der gik mødte jeg mange fantastiske mennesker, der satte spor i mit hjerte. Jeg blev mødt af en varme, som jeg aldrig turde drømme om og det er jeg dybt, dybt taknemmelig for.

Personlig proces
2012 har også været året, hvor jeg har brugt meget tid på, at definere mig selv. Det har været vigtigt, at løsrive mig selv for den til dels selvforskyldte rolle som ”Pernille Gyldensøe, hende der har været udsat for seksuelle overgreb”. Jeg er så meget mere end min fortid. Mere end min mærkesag. Det har jeg valgt at vise via min blog og Facebook til dem, der er interesserede og kan acceptere mig for hele mig.

Noget jeg har arbejdet intenst med i år, har været at sige fra – både overfor nære og fjerne relationer. Det har været svært, men jeg føler mig styrket for hver gang, jeg gør det. Til trods for at jeg inderst inde allerhelst vil have, at alle synes jeg er sød og hjælpsom, så har mine personlige grænser og mentale overskud stået før pleaseriet. Jeg skal ikke stå til rådighed for andre 24/7. Jeg skal ikke tage ansvar for at løse andres personlige problemer. I det omfang jeg kan, vil jeg til hver en tid hjælpe med henvisninger, lave efterlysninger og videregive råd fra netværket. Men at effektuere løsningerne er helt og holdent folks eget ansvar.

Det handler om, at passe på mig selv og jeg ved, at der stadig skal arbejdes med det fremover. Mens jeg gør det, deler jeg offentligt, fordi det giver mig så meget godt tilbage. Jeg får vendt tingene på hovedet og det er virkeligheden vældig godt, når man skal lære nye strategier og famler sig lidt frem i blinde og fastlåste mønstre.

År 2013
Kampe i den ene eller anden form bliver jeg nok ikke helt fri for. Måske jeg bare skal acceptere, at de altid vil dukke op, selvom jeg synes, at jeg har taget min del af dem. Måske jeg bliver en smule bedre til håndteringen af dem, når de dukker op og kan hive redskaber frem fra værkstøjskassen. Det håber jeg.

Der er flere spændende projekter i støbeskeen for det nye år – både på det personlige plan og i min mærkesag. Jeg glæder mig til at blive klogere på mig selv og andre i 2013 og håber, at du vil stay tuned.

Rigtig godt nytår.

Kærlig hilsen
www.smuktliv.dk

Pernille Gyldensøe

  • Kommentarer(0)//blog.smuktliv.dk/#post102

Afsked med en gammel ven

Personlig procesOprettet af Pernille Gyldensøe man, december 24, 2012 00:17:59

Jeg forbereder mig langsomt på et farvel til en gammel trofast følgesvend; smøgen. Smøgen har fulgt mig siden, jeg var 8 år gammel. Rygning var sejt blandt mine og bedste-venindens ældre søskende - så det skulle vi da også.

Alle beton-boligblokkene dannede ring om et stort grønt område, hvor vi kælkede om vinteren og spiste ribs om sommeren. Her kunne vi ubemærket stå og skiftevis hoste og ryge bag buske og krat. Husker tydeligt, hvor meget det sved i næsen, når man lavede "luderhvæs" (Ja, det kaldte man det altså). Husker også vores eufori første gang, vi formåede at skyde en perfekt røgring ud af munden.

I skolen skulle man være 13-14 år, før man kunne få rygerkort - dvs. tilladelse hjemmefra på, at man måtte ryge. Der var derfor en del år, hvor rygningen i frikvartererne også foregik i det skjulte. Vi blev ret gode til at spotte de gode gemmesteder og storforbrugere af tyggegummi og mundspray, som vi stjal i Bilka. Skolen var opdelt i afdelinger. Vi gik i Rød. Nede i Gul var gårdvagtene knap så opmærksomme. Der kunne vi ubemærket stå og ryge bag en stor krans af ældre elever med rygerkort. Damn, hvor var vi seje. Det var ret vigtigt dengang.

Senere blev det mere en social hook up. Man samledes helt automatisk i rygerrummet sammen med andre ligesindede røghungrende unge på uddannelsesstederne. Det samme skete på arbejdspladsen, hvor smøgen blev pausen og der hvor vi havde lidt tid til at socialisere. ”Rygere er så sociale. De har det så sjovt”.

I dag har jeg ikke brug for smøgerne for at være sej eller social. Cigaretterne har været en del af min personlighed alt for længe og det er jeg på ingen måde stolt af. De skal væk, så jeg forbereder mig mentalt på en afsked i det nye år. Det er ikke et kvikt nytårsforsæt her på falderebet. Ønsket om at blive ikke-ryger har været længe undervejs. Jeg har fået tjekket lungefunktionen og røntgenfotograferet lungerne. Læst og udfyldt rygestop-bogen fra lægen og kontaktet en dygtig hypnotisør.

Der er rigtig mange gode argumenter for at holde op med at ryge. Logik og vaner følges dog sjældent ad. Jeg skal arbejde intenst med de situationer, hvor jeg uanset behov eller ej pr. automatik tænder en smøg – og finde kloge alternativer til klikket med lighteren.

Rygestopdatoen? Den finder jeg, når jeg er parat, og mine strategier er på plads. Kun på den måde ved jeg, at jeg beater bæstet og vinder kampen.

  • Kommentarer(3)//blog.smuktliv.dk/#post101

Ord, der dræber

Personlig procesOprettet af Pernille Gyldensøe tir, oktober 16, 2012 12:22:52

Jeg kan stadig mærke kulden helt ind i marv og ben, når folk omkring mig bruger ord, der dræber. Ord, der dræber selvværd, kærlighed, værdighed, glimt i øjet og overskud.

Hånden på hjertet så får jeg det fysisk dårligt af det. Til en vis grad kan jeg selv kontrollere, hvem jeg omgås og på den måde afskære mig fra den jargon og sprogbrug, der automatisk bare trykker på alle mine knapper og fylder mig med vrede, sorg og lyst til at blande mig.

Jeg kan ikke afskære mig fra alt. Blot på en lille indkøbstur i Fakta oplever jeg de verbale drab. Forældre, der taler frygtelig grimt til deres børn. Voksne børn, der råber af deres forældre. Par, der snerrer henover køledisken. Nogle dage er jeg bedre til at lukke det ude, end andre. I dag er jeg uden filter. Alt går ind. Rent ind.

Der er dødt i Stenlille. Efterårsferie. Jeg handler så vidt muligt om formiddagen, fordi jeg hader køer, stress og mange mennesker. Så jeg og en håndfuld andre bevæger os dovent rundt i butikken. Man kan høre alt, selvom jeg fysisk flytter mig længere og længere væk fra ham dér. Ham, der er grov både i udseende og talemåde. Ham, der åbenlyst er vred, irritabel og aggressiv overfor hans gamle 80-årige hvidhårede mor, der febrilsk prøver at følge trop med hans hastige hidsige skridt op og ned af de smalle supermarkedsgange. Ham, der har munden fuld af ord, der dræber og sandsynligvis altid har talt sådan til hans mor.

"De hænger lige her! HER! KAN DU IKKE SE DEM, FOR FANDEN?" råber han helt uden hæmninger til hans mor. Folk vender sig om. Ingen siger noget. Hun kan ikke se is-terningposerne, så til sidst hiver han den ned fra knagen og kaster arrigt en pose ned i vognen. Lidt efter er der noget andet, der irriterer ham. I det hele taget må det være en meget irriterende indkøbstur for ham. "Hold kæft, hvor er du bare dum, mand! Fuck, hvor er jeg bare træt af det her" snerrer han.

Jeg har lyst til at gøre noget. Lyst til at ligge min hånd på hendes og give den et lille klem. Og mest af alt har jeg lyst til at sige noget til ham. Give ham et stort mundl*rt-plaster for munden og spidst pointere, at han vist har brugt sin taletid for i dag. Flere gange prøver jeg, at fange hendes blik så jeg kan give hende et forstående smil med på vejen. Hun ser mig slet ikke. Hendes blik er dødt. Fuldstændigt dødt. Udover lidt vand i de gamle rødrandede øjne, er der intet liv at spore.

Skynder mig i stedet kryster-agtigt at få bippet mine varer ved kassen, så jeg kan flygte ud af butikken. Ud i luften. Ud i friheden. Langt væk fra de dræbende ord. De runger stadig i mit hoved og jeg kan ikke ryste dem af mig.

Tilbage står den gamle dame, vis eneste hjælp i det daglige måske er hendes grove, bespottende voksne søn. Hvor er det uværdigt - for dem begge to. Han har det uden tvivl ligeså svært med sig selv, som hun.

Kloge mennesker vil med garanti påpege, at den situation har hun selv sat sig i. At hun ikke har sat tydelige grænser for ham dengang, han var barn. De kloge mennesker har sikkert aldrig prøvet at være en del af sådan en familie. En familie, hvor man tager livet af hinanden med ord. Dét har jeg.

Jeg kan ikke redde verden. Det er ikke mit ansvar, hvordan andre vælger at leve og tale til hinanden. Jeg kan kun tage ansvar for mig selv og mit eget ordvalg. Være bevidst om at vælge de opbyggende, støttende, anerkendende og kærlige ord overfor min lille familie og venner, fremfor de hårde, kantede, nedværdigende ord. Bevidstheden må være det vigtigste og min eneste trøst i det her ♥

  • Kommentarer(6)//blog.smuktliv.dk/#post94

Den mistede tro

Personlig procesOprettet af Pernille Gyldensøe fre, oktober 05, 2012 16:00:18

Det her indlæg vil givetvis give nogle reaktioner, fordi jeg piller ved noget så fundamentalt som tro. Jeg har haft det i mine tanker mange gange, men aldrig fået det nedfældet – fordi det netop er følsomt.

Jeg var ikke ret gammel, da jeg mistede min tro på Gud. Utallige gange gennem den tidlige barndom lå jeg grædende på knæ ved sengen med foldede hænder og min lille guldhalskæde med Dagmar-korset viklet omkring, mens jeg bad til Vorherre. Jeg bad om fred og ro, en glad familie, problemer der skulle løses, ting der skulle stoppe og ting der skulle ske. Han hørte mig ikke. Han svigtede mig og jeg blev vred på Ham. Lille vrede Pernille.

Min mormor døde, da jeg var 8 år. I min barnlige naivitet, begyndte jeg i stedet at bede til hende oppe i himmelen. Heller ikke dét løste de massive problemer, der blot tog til år for år. Så til sidst holdte jeg op – både med at bede og med at tro. Jeg måtte kynisk erkende, at jeg kun kunne stole på mig selv, samt at jeg ikke kunne lade min egen personlige lykke eller ulykke være op til andre og da slet ikke en hvidskægget mand på en sky eller min kære mormor.

Min vrede er for længst fordampet. Jeg er ikke længere vred på Gud og hans ”uransagelige veje”. For jeg kan personligt ikke bruge vreden til noget, den er destruktiv og har en tendens til at gøre mig til en navlepiller. Folkekirken har jeg meldt mig ud af for mange år siden. Vi blev borgerligt viet i vores have og vores datter er navngivet. Med min ikke-tro er jeg ateist og jeg har det fint med det. Jeg føler mig absolut ikke som en fortabt desillusioneret sjæl. Der er masser af kærlighed i mit liv. Jeg har det også fint med, at mine venner og andre omkring mig, finder trøsten, kærligheden og lyset i deres Gud. Så længe de ikke presser mig ud i, at blive overbevist, frelst og omvendt. Den respekt for individet bør man trods alt have. Jeg kender personligt mange dejlige og fantastiske mennesker – både dem uden og med tro. Det er mennesket, der interesserer mig – ikke deres tro eller mangel på samme.

Derfor er det til stadighed et stort mysterium for mig, når jeg ikke mødes af samme respekt og accept af mit valg/fravalg. For nylig blev jeg kapret af én under pausen til et foredrag. Hun ville høre, om jeg som barn havde følt, at Gud var med mig. "Nej, det følte jeg bestemt ikke, han var” svarede jeg. Vedkommende havde en baggrund á la min og havde for år tilbage modtaget en stor visdom fra selveste Gud, hvor han fortalte, at han havde holdt hånden over hende hele livet og båret hende frem. ”Det er dejligt, at du har fundet din Gud. Jeg tror personligt ikke på, at han har båret mig frem. Grunden til jeg står her i dag og stadig er i live, er min egen fortjeneste” svarede jeg.

Der var to minutter til jeg skulle på igen, og jeg kunne mærke, at hun virkelig gerne ville overbevise mig om det smukke ved Guds gerning. Mine grænser blev overskredet gang på gang under vores forholdsvis korte samtale, for hun ville ikke acceptere, at jeg ikke troede. Til sidst måtte jeg sige ”Jeg har stor respekt for din tro. Jeg håber også, du har respekt for min ikke-tro. Jeg er ateist”, hvorpå hun forfærdet tog hånden op for munden, mens hun gispede højlydt. ”Nu falder hun sgu om!” nåede jeg kort at tænke. Det gjorde hun da heldigvis ikke, i stedet sagde hun forarget med ansigtet fuldstændig forvredet ”Hvor ER det synd for dig! Jeg har VIRKELIG ondt af dig!”. Hvis ikke det ellers ville have været aldeles upassende, havde hun sikkert haft stor lyst til at spytte på mig også. Dér mistede jeg nok tålmodigheden helt og måtte lukke den af, så jeg kunne gå videre med foredraget og svarede ”Det behøver du såmænd slet ikke, at have. For jeg har det fint uden Gud”. Case closed!

Se mig dog, som det menneske jeg er. Ikke på hvad tøj jeg har på, hvilken bil jeg kører i eller min ikke-tro. Hvis man kun er god nok til fællesskabet, når man tror, så vil jeg vove den påstand, at det rent faktisk ikke er mig og mine ikke-trosfæller, der bliver fattigere rent menneskeligt. Vi har alle vores berettigelse. Vi har alle en værdi for andre. Dét tror jeg på ♥

  • Kommentarer(5)//blog.smuktliv.dk/#post93

Lave ingenting

Min personlige procesOprettet af Pernille Gyldensøe tor, juni 07, 2012 11:28:06
Indrømmet: Jeg er rigtig dårlig til, at lave ingenting. At slappe af og holde mig i ro. Der er altid noget, der liiige kan ordnes og i realiteten har jeg slet ikke tid nok til alt det, jeg gerne vil nå.

Mens jeg overvejer, om træningen skal fortsætte, stoppe eller erstattes af noget andet, har jeg den seneste uge brugt lidt tid på, at lave ingenting. Eller...jo, noget har jeg lavet, men jeg har formået at holde mig i ro imens, jeg har siddet på min havestol og kigget på blomsterne i haven. Total blomster-stener.


Forinden jeg for alvor kunne sætte måsen i havestolen, var jeg selvfølgelig liiige nødsaget til, at luge ukrudtet væk, så jeg ikke sad og blev irriteret eller stresset i stedet.

Det er nu en dejlig "ingenting"-beskæftigelse, at nyde farverne og skønheden, mens jeg vejer for og imod ♥


  • Kommentarer(4)//blog.smuktliv.dk/#post76

Det dummeste i verden

Min personlige procesOprettet af Pernille Gyldensøe fre, juni 01, 2012 11:28:19
Er jo startet til kampsport og har været meget begejstret for det, som beskrevet her. Forinden havde jeg mine bekymrende tanker omkring det hensigtsmæssige i, at opsøge situationer som kunne rive mig tilbage i tiden med dertil hørende billeder og smerte. Jeg følte, at jeg havde styr på det. At jeg havde kontrollen over det, hvilket er meget vigtigt for mig i alt, hvad jeg foretager mig fysisk.

I dag sidder jeg med dundrende hovedpine og bulede øjenlåg, som følge af, at jeg mistede kontrollen i går. Hundredevis af gange har vi øvet kast, hvor makkeren kommer ned og ligge. Jeg har med rette været tindrende stolt over, jeg kunne lægge de store mænd ned med et snuptag.

I går var det mig, som blev kastet rundt og jeg fik ikke taget fra. Mit baghoved ramte med fuld kraft lige ned i gulvet. Chokket, smerten og genkendeligheden fik mig til at krybe sammen på gulvet og ydmygelsens sviende tårer til at pible frem. Alle i øvelokalet stoppede op og gloede på den lille sammenkrøbne bylt med store boksehandsker. Makkeren undskyldte og spurgte "Er du ok, Pernille?". Det eneste jeg kunne fremstamme var "Det gør pænt nas". Jeg er ikke en piveskid. Der skal ret meget til, at jeg græder over fysisk smerte. Men kombinationen af det bragende slag og det faktum, at kroppen husker, var for meget.

Da jeg rejste mig op, kunne jeg høre en af drengene spørge "Græder hun?" og så skulle jeg bare ud derfra. Indeni hovedet startede Miss Negativ hendes evindelige pladespiller "Ej, du ligger da ikke der og tuder foran alle de andre" Tag dig dog sammen, mand! Hvor er du p i n l i g lige nu!". Stavrede ud af lokalet og ind i omklædningsrummet. Væk. Væk. Lad mig komme væk.

Svimmel og med opstigende kvalme fik jeg kastet udstyret af mig og hældt vand i hovedet. Undskyldningerne blev ved, at vælte ud af munden på makkeren og han ville hele tiden forsikre sig om, at jeg var ok. Men jeg var ikke ok. Jeg var så fucking langt fra ok. Jeg var lille forsvarsløse Pernille fra barndommen, der med lethed blev kastet rundt med, sparket til og slået på og ikke havde styringen over noget som helst.

Ikke mere træning den dag. Og hvor ville det være nemt og bekvemt, at sige "Ikke mere træning nogensinde". Bare give op og bilde mig selv ind, at det alligevel ikke var noget for mig. At jeg anyway konstant blev re-traumetiseret af slagene, sparkene og kastene - og hvor dumt er det lige? Der er jo ikke meget fidus i ligefrem at betale penge for at blive re-traumetiseret et par gange om ugen, vel?

Det psykologiske for mig i træningen er bl.a., at kunne skelne fortid og nutid, i stedet for at blande det sammen. Alene fordi træningen baserer sig på tillid, grænser og mulighed for at sige stop, er det så markant anderledes end dengang. Det skal min hjerne og krop bare lige finde ud af.

Når hovedpinen (forhåbentlig) snart ligger sig, må jeg nå frem til en form for svar på, hvad det dummeste i verden vil være. At fortsætte eller opgive?

  • Kommentarer(4)//blog.smuktliv.dk/#post73

Ærlighed

Min personlige procesOprettet af Pernille Gyldensøe fre, maj 11, 2012 08:59:17
Man kommer nok ikke udenom, at ærlighed i nogle tilfælde sårer andre. Da jeg valgte at tale for 2 år siden, var det for, at kunne være ærlig overfor mig selv og andre. Jeg har såret nogen på den konto og gjort andre så vrede, at de ville ønske jeg var død.

År 2010 skulle være en ny begyndelse. Starten på mit ærlige liv. På grund af følelsesmæssige forviklinger og gamle mønstre, har jeg dog indset for nylig, at jeg igen tilbageholdte sandheden af hensyn til andres følelser. Jeg glemte mit eget ønske om, at kunne tale, handle og tænke frit. Så jeg har såret igen med min ærlighed, sådan ca. i går aftes. Og det efterlader mig lige nu i et tomrum, hvor jeg ikke ved, hvordan udfaldet bliver.

  • Kommentarer(2)//blog.smuktliv.dk/#post68

Angreb og forsvar

Min personlige procesOprettet af Pernille Gyldensøe ons, maj 02, 2012 09:36:04

Bliver jeg angrebet, forsvarer jeg mig selv. Altid kampberedt. Det ligger på min rygrad. Jeg reagerer kraftigt på uretfærdigheder, usandheder, misforståelser og uretmæssige anklager. Har virkelig arbejdet med det i mange år, ikke mindst fordi min mand siden 1996 konstant har påmindet mig om, at nogle ting bare er spild af tid og energi. Men derfor rammer det alligevel. Jeg får den gammelkendte hjertebanken, lyst til at råbe og skrige og ophobning af negativ energi, der skal UD.

Hvordan kommer den så ud og bliver bearbejdet, når jeg ikke er et voldeligt menneske?

♥ Med musik - gerne Skunk Anansie på fuld skrue
♥ Træning hjemme ved sandsækken og på holdet
♥ Græsslåning
♥ Identifikation og udtryk af følelserne her på bloggen
♥ Fokus på de sjove finurlige ting, der hver dag sker med min datter

Alene dét, at få nedfældet ordene her, giver de negative følelser mindre råderum i mit indre. Jeg behøver ikke være kampberedt og i forsvarsposition konstant og slet ikke i sammenhænge, hvor situationen er opstået pga. angriberens uvidenhed. Det er ikke et forsvar værd.


  • Kommentarer(2)//blog.smuktliv.dk/#post67

Frivillig isolation

Min personlige procesOprettet af Pernille Gyldensøe tor, januar 12, 2012 20:20:39

Ved et par lejligheder har jeg lavet arrangementer sammen med støttecentret Albahus om voksne med senfølger. Det er vældig interessant og syret, at høre en psykolog fortælle og forklare mit familiemønster ud fra modeller og teorier. Når Lene Ulstrup forklarer dynamikkerne i dysfunktionelle familier tænker jeg "Ja! Det var jo sådan det var! Hvor ved du det fra?!".

En anden ting Lene fortalte om, var en af de (mange!) senfølger voksne kan få; nemlig isolation. At man f.eks. isolerer sig socialt eller i sit erhverv. Måske man bevidst vælger et erhverv, hvor man ikke skal forholde sig til så mange forskellige kollegaer/mennesker.
Uha...det gav også god mening, da hun sagde det. For godt nok var firmaet min drøm, men det var også et udtryk for, at jeg havde fået nok af, at præstere, agere og "være på" konstant som sælger. Jeg havde det fint med, at kunne gemme mig bag min skærm, hvor jeg kunne styre min forretning og tøffe ud i værkstedet og male møbler usminket og med morgenhår. Der er en verden til forskel fra stressede Sælger-Pernille på stiletter til bonderøven Maler-Pernille i plettet flyverdragt -både i ydre og indre.

Jeg er ikke blevet en særling eller huleboer og jeg elsker stadig kontakten til mine skønne kunder i butikken. Men jeg får indtrykkene i mindre doser og det var egentlig godt nok og tiltrængt for mig på det tidspunkt, hvor jeg valgte at blive selvstændig. Det er bare freaky, at en dame fra Albahus 4-5 år efter fortæller mig, hvordan tingene hænger sammen smiley Tak, Lene.

  • Kommentarer(0)//blog.smuktliv.dk/#post47

Gennemsigtig

Min personlige procesOprettet af Pernille Gyldensøe man, december 19, 2011 11:29:42
Jeg føler mig gennemsigtig i dag. Føler, at alle kan se lige igennem mig, fordi mit perfekte robuste panser her til morgen er blevet øjeblikkeligt mørnet og gennemtæret af huller. Har været ved psykologen, hvor vi det sidste stykke tid har haft fokus på dét, jeg møjsommeligt har udsat hele tiden. Det trækker tænder ud og får mig til at køre op og ned følelsesmæssigt i dagene op til og efter.

Det er ikke kun gennemsigtigheden, der piner mig. Det er også sårbarheden, der tricker og skræmmer livet af mig. For jeg har altid været en jernkvinde med styr på det hele udadtil - uden følelser, forstås.

Objektivt set ved jeg godt, at sårbarheden i dag også er min styrke. Det her er bare "en af de dage", hvor jeg må give den ekstra plads og mærke den. Være gennemsigtig og kunne holde ud at være i det. For jeg er vist nødt til, at vænne mig til den alligevel - det er jo ligesom en del af processen ♥

  • Kommentarer(0)//blog.smuktliv.dk/#post43

Fortjent til kærlighed

Min personlige procesOprettet af Pernille Gyldensøe søn, december 11, 2011 15:42:00

Det kan være svært, det dér med at føle sig fortjent til kærlighed, hvis man altid har følt sig anderledes, forkert, uelsket og mindre værd end andre. Vokser man op med massiv kritik og konstant nedrakning af ens præstationer, ligger det så dybt i én, at man ikke er værd at elske. Som barn og ung har man måske været vant til at skulle yde noget, for at opnå en form for tryghed, omsorg eller fred for en tid. Dermed bliver logikken, at skal man mærke en form for kærlighed eller positiv opmærksomhed, vil der ligge en latent forventning om en mod-ydelse og true.

Gennem årene har jeg opsøgt og skabt mange dumme situationer for mig selv i relationen til andre, fordi jeg var overbevist om, at de ville gøre mig ondt og jeg ikke fortjente, at have det godt. Same-same. Så kunne jeg ligeså godt få det overstået og skabe grobunden for et brud, et opgør, et skænderi og smækkede døre. Det "trygge" kaos fandt jeg en ro i, alt andet var for fremmed og usikkert.

Den gammelkendte følelse af ikke at være god nok, hænger til stadighed ved. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde slipper helt af med min. Den har det med at dukke op engang imellem og slå mig ud af min ellers meget målrettede kurs. Det kan f.eks. være en lille bemærkning eller et blik fra andre, der opleves som fordømmende, fordummende eller tvivlende. Nogle gange er det misforståelser, der vokser sig kæmpestore inden i mit hoved. Andre gange er mine reaktioner fuldt berettiget.

Reaktionerne kan enten være en massiv ur-vrede eller en ulmende indadvendthed med flere dages tavshed til følge. Begge dele opleves dybt destruktive for mig, fordi jeg forbinder det med barndommens unuancerede håndtering af følelsesmæssige konflikter. Jeg vil ikke være sådan. Jeg vil være mig og jeg vil distancere mig mest muligt fra det destruktive og arbejde med mig selv, så spændvidden i mit følelsesliv bliver større og jeg formår at håndtere nuancerne uden at rive hovedet af andre eller krybe ind i en depressions-lignende tilstand.

Min mand er tålmodig. Og jo, jeg er glad for, at vores veje krydsede hinanden for 15 år siden. Men jeg er holdt op med at sige, at jeg særlig heldig, at han er blevet hos mig. For det vil fastholde mig selv i følelsen af, at jeg ikke er elsk-værdig. Og hvorfor skulle han ikke gøre det? Jeg bidrager også med noget, der kun kan videregives af mig, fordi jeg har befundet mig helt nede på bunden af livets søle. Jeg har bl.a. en anden måde, at reflektere på og være taknemmelig for de små ting i livet. Via mit liv sammen med ham, mit arbejdsliv, rollen som mor, venner og netværk har jeg fundet og mærket mine egne indre værdier og vil ikke længere bøje nakken i taknemmelighed over, at andre synes om mig - men tør nu både, at tage imod og give kærlighed.

Det starter indeni mig selv. Kærligheden til mig selv, skal være ligeså stærk som kærligheden jeg oplever udefra. Hvis de to ting ikke harmonerer, kan jeg ikke tage imod. Men jeg er god nok og fortjener kærlighed i læssevis og det samme gør du ♥

  • Kommentarer(4)//blog.smuktliv.dk/#post42

Bange

Personlig procesOprettet af Pernille Gyldensøe lør, december 10, 2011 12:19:34
Det meste af mit liv har jeg været bange. Bange for at leve. Bange for at dø. Bange for alt det imellem. Bange for at tage chancer. Men mest af alt bange for ikke at være god nok. I mange år var jeg bl.a. bange for smerten og konsekvenserne ved, at få lavet en tattoo. På mange måder har jeg siden april 2010 set min værste frygt i øjnene - indtil flere gange bl.a. da jeg stod offentligt frem med min historie. Mit mål er at blive fri. Fri som en sommerfugl. Det resulterede i denne udsmykning af min ryg i oktober 2010 . Den fysiske smerte var på ingen måde den værste, jeg har oplevet i mit liv. Den største smerte bærer jeg til evig tid i mit hjerte. Smerten over at tingene udviklede sig, som de gjorde. Jeg vil ikke bruge resten af mit liv på, at være bange. Det er på tide, at jeg lever ♥ Sæt mig fri ♥

  • Kommentarer(0)//blog.smuktliv.dk/#post41

Fødselsdag

Min personlige procesOprettet af Pernille Gyldensøe tor, december 08, 2011 23:00:02

Har fødselsdag - lidt endnu. Fyldte 34 år i dag. Som december-barn tæt på nytåret gør jeg som regel status over det forløbne år ved denne tid. Og hold fast, der er sket meget siden min sidste fødselsdag.

Vi skriver og taler meget om vejret, når vi fylder år. Dagen startede med flot og tiltrængt solskin, og repræsenterede på bedste vis de mange grin, sejre og glæder jeg har oplevet i 2011.

Her til aften hvor jeg og manden bevægede os ud for at spise middag, blæste det op til storm og begyndte at styrtregne. Det skift symboliserer logisk nok også de mange indre og ydre kampe jeg har kæmpet, samt de ufattelige mange tårer jeg har grædt dette år. Jeg vælger, at se vejrets omskiftelighed som et billede på min proces og ikke om jeg har opført mig godt eller skidt det sidste år.

For 2012 ønsker jeg mig mere ro, klarhed og færre kampe. Jeg er bevidst om, at jeg fremover skal vælge mine kampe med omhu, så jeg ikke brænder ud. Men det er svært, rigtig svært. For er der noget, der pirker til min kampgejst, er det uretfærdighed og synliggørelse af behovet om forandringer - og det er der nok af i min hjertesag.

Gad vide, hvordan vejret og års-statusen bliver d. 8. december 2012?

  • Kommentarer(0)//blog.smuktliv.dk/#post40

Ensomhed

Min personlige procesOprettet af Pernille Gyldensøe lør, november 26, 2011 14:49:58

Jeg vil nok altid være lidt anderledes. For jeg har oplevet ret så anderledes ting. Som barn, ung og voksen har jeg altid følt mig anderledes. Lidt ensom og udenfor -selv i selskab med andre. Jeg ved godt, at det starter indeni mig selv. At andre jeg er sammen med, kun vil mig det godt.

Den mest smertefulde ensomhed er dog alligevel den, der dukker op, når jeg er sammen med mennesker, som jeg aldrig burde føle mig ensom sammen med. Så rammer det på en eller anden måde bare hårdere, end hvis jeg blot var alene. I selskab med mig selv ♥

  • Kommentarer(1)//blog.smuktliv.dk/#post36

Merry-F*cking-Christmas

Min personlige procesOprettet af Pernille Gyldensøe søn, november 13, 2011 17:07:18
Det er uundgåeligt. Den kommer hvert år. Den dér jul. Og den nærmer sig med hastige skridt. Jeg håber ikke, at du kløjes i nissegrøden, når du læser dette blog-indlæg.

"Vi glæder os i denne tid"....Nå, gør vi?

Julen, påsken, pinsen, fødselsdage, frokoster og middage står stort set for mig, som noget angstfyldt, stressende, udmattende og anstrengende. Hjertebanken, dundrende hovedpine, rystende hænder, bekymrede tanker, spændte kæber af at smile og høj-spændte skuldre der automatisk trækker sig helt op til ørene.

Bare maden nu er god nok. Bare der ikke er noget galt. Bare der ikke bliver kastet med bestik og tallerkener. Bare der ikke er nogen, der råber og skændes. Bare der ikke bliver drukket for meget. Bare jeg ikke begynder at græde. Bare jeg overlever.

Så det er ikke uden grund, at jeg får lyst til at smide denne jule-kugle på:


Det er ikke megen forventnings glæde, jeg har oplevet i forbindelse med denne højtid.

December måned har altid været præget af megen kaos og sorg. Udover at være mørk og kold, har størstedelen af skænderierne og stridighederne altid været værst pga. vinterdepressioner og pengeproblemer. For nogen år siden mistede vi også uventet et nært og alt for ungt familiemedlem i juletiden.

Juletiden er dér, hvor man er samlet med familien og rigtig skal hygge sig. "Hvis man ikke skal være sammen med sin familie i julen, hvornår skal man så være sammen?" - sagde min svigermor for nogen år siden. Det er bare ikke nødvendigvis hyggeligt, blot fordi det er jul. Slet ikke hvis man har dårlige minder fra denne tid. Og man skal nødvendigvis heller ikke være sammen med sin familie, hvis der er sket uoprettelig skade. Det kan man vist roligt sige er tilfældet med mig. Og jeg har valgt fra. Men derfor er det ikke nemt.

Jeg har nemlig fået mig en ny og uventet rolle, som "Den onde". Hende, der er skyld i, at familien nu ikke kan være samlet. Hende, der er skyld i, at nogen skal holde jul uden familien. Hende, der skal slås ihjel, fordi hun ikke holdte sin kæft. Jeg er ikke stolt eller glad over, at mit valg skaber smerte for andre. Slet ikke. Det gør mig trist, at tænke på. Jeg er ikke hævngerrig. Jeg vil blot ikke være en del af det syge spil mere.

Jeg har få gode barndomsminder fra julen. Har faktisk fået lov til, at være nogenlunde sorgfri og forventningsfuld et par år. Kan huske, at vi børn gik på jagt efter vores indpakkede julegaver. Fandt dem i kælderen, åbnede dem i barnlig kådhed og iver, blev henrykte over fundet og skyndte os at pakke dem fint ind igen. Da gaverne nogen dage senere endte under jule-træet, sørgede vi selvfølgelig for at se tilpas overraskede ud. Jeg fik en lilla gymnastikdragt og sølvgrå gymnastikbukser i skinnende materiale. Det var sjovt. Det var et godt minde, som jeg gemte i mit hjerte og i dag mindes med et smil og gråden på vej.

Nu har jeg min egen lille familie. Vi kan skabe vores egne tradtioner med tiden. Der skal indgåes nogen kompromisser, slibes nogen kanter og nedjusteres på forventningerne, så alle kan holde ud at være i det - uden stress og pres. Mit håb er, at jeg via min datter og for hendes skyld kan nå et punkt, hvor julen er en kærkommen, dejlig og fredfyldt tid.

Glædelig jul til dig og dine

  • Kommentarer(3)//blog.smuktliv.dk/#post34

Er det bare "VUPTI" - så får du et godt liv?

Min personlige procesOprettet af Pernille Gyldensøe ons, maj 25, 2011 15:05:48

I det netop udkomne damemagasin Q, havde bladet fokus på seksuelle overgreb. I den forbindelse blev jeg interviewet omkring min barndom med vold og incest.

Stærkt reduceret og begrænset af den redaktionelle plads, blev min historie viderebragt. Da jeg gerne vil bidrage positivt til nedbrydning af tabuet om incest og andre seksuelle overgreb, valgte jeg at takke ja tak samtidig med jeg stillede den betingelse, at det ikke blev en grim offer-historie med ulækre detaljer om overgrebene og min krænker.

Og det blev en powerfuld overlever-historie. Faktisk så meget, at jeg bagefter kan være betænkelig ved om der sidder nogen derude med en negativ opfattelse af dem selv og deres egne vanskelligheder ved at leve et "normalt" liv, samt en fornemmelse af at min smerte er væsenligt mindre og lettere end deres.

Det er ikke bare "VUPTI" - og så får du et godt sorgfrit liv. At sige til sig selv, at man vil være glad og have et godt liv, kan ikke stå alene. Vi bærer og bearbejder vores smerte forskelligt. I forhold til andre jeg kender med overgrebs-oplevelser, har min heling været i omvendt rækkefølge end de fleste.

Hvor de påbegyndte terapi ved psykolog og dernæst kunne starte opbygningen af deres selvværd, fokuserede jeg først på at bevise mit værd rent menneskelligt, mestre sociale færdigheder jeg aldrig har lært samt dygtiggøre mig med uddannelse og karriere. Fortiden var jeg først rent mentalt klar til at gøre op med ved hjælp af terapi for godt et år siden. Jeg ved ikke om det er mit held eller min forbandelse. Personligt vælger jeg at tro på, at den rækkefølge jeg gjorde tingene i, var mit held. Ellers var jeg endt et helt andet sted mentalt og fysisk end jeg er i dag. Men bitre og svære erfaringer bl.a. i forbindelse med moderskabet kunne jeg måske have været foruden, hvis jeg havde slugt min forbandede stolthed og bedt om proffessionel hjælp for mange år siden.

Lever jeg så et fantastisk og sorgfrit liv i dag? Nej, jeg har sorger, kampe og smerter som alle andre. Selvfølgelig mærker jeg stadig min egen smerte. Det er ganske rigtigt ikke selve overgrebene, der er de værste for mig nu. Det er alle svigtene, den stiltiende accept og manglende indgriben, de fastlåste og forskruede roller i familien og den altoverskyggende og ødelæggende vold.

Min barndom vil til evig tid sætte et præg på mine reaktionsmønstre og følelser. Karriere, familieliv og materielle goder fjerner ikke flashbacks og gamle ulmende følelser om ikke at være god nok. Jeg har masser af knapper, der kan trykkes på, hvor gammelkendte reaktioner fremprovokeres. En krop og et sind i konstant alarmberedskab forsvinder ikke bare lige VUPTI.

Jeg har taget det aktive valg og ansvar for mit eget liv, at jeg ikke vil lade min fortid styre min fremtid. Der skal være plads og rum til glæde, sejre, kærlighed og tryghed også.

Jeg har været ambitiøs og udfordret mig selv, siden jeg var barn. Bevidst opsøgt de situationer og karrierevalg, hvor der var størst sandsynlighed for bragende fiasko. Fordi jeg var stædig og VILLE mestre det, som jeg ikke kunne. Stor sandsynlighed for fiasko. Kæmpe sejr, når jeg nåede mine mål. Modigt eller dumdristigt? En ting er i hvert fald sikkert: Uden den stædighed var jeg gået til grunde for mange år siden. Så havde jeg taget mit eget liv, inden det for alvor var begyndt..

Målene for ens liv skal ikke gøres op i prestige, uddannelse og status-symboler. For mig har det handlet i ligeså høj grad om at udvikle mig som menneske, være bevidst om de skadelige mønstre i min familie og distancere mig permanent fra dem af kærlighed til mit barn. Det kræver hårdt arbejde og jeg har i dag accepteret, at min egen personlige proces vil være livslang. Og det er ok. Man kan diskutere det rimelige i, at jeg er nødt til det - idet alle børn har krav på en god og tryg opvækst, men det er en helt anden snak.

Jeg er ikke en fiasko, fordi jeg har reaktioner efter en barndom med vold, trusler, psykisk terror, manipulation, incest og undertrykkelse. Jeg er et værdifuldt og klogere menneske end dem, der gjorde mig ondt, fordi jeg tør arbejde med det.

  • Kommentarer(8)//blog.smuktliv.dk/#post25

Janteloven

Min personlige procesOprettet af Pernille Gyldensøe lør, marts 26, 2011 13:43:07

Du skal ikke tro at du er noget
Du skal ikke tro du er lige så meget som os
Du skal ikke tro du er klogere end os
Du skal ikke bilde dig ind at du er bedre end os
Du skal ikke tro du ved mere end os
Du skal ikke tro du er mere end os
Du skal ikke tro at du duer til noget
Du skal ikke le ad os
Du skal ikke tro at nogen bryder sig om dig
Du skal ikke tro du kan lære os noget

Mon jeg er den eneste, der har oplevet overgreb og haft Janteloven hængende over hovedet - både fra omgivelserne og til at banke sig selv i hovedet med? Mange af os er opvokset med en svækket tro på os selv og egne evner. Er blevet opflasket med, at vi ikke dur til noget uanset, hvor meget vi anstrenger os. Nogen giver helt op med at anstrenge sig efter tilpas mange nederlag, andre rejser sig igen og går ud i verden med åben pande.

Normalt påvirkes jeg ikke længere af Janteloven, for jeg kender mine egne menneskellige ressourcer og udnytter dem til fulde - for det føles rigtigt for mig.

Derfor kan jeg alligevel godt stadig blive provokeret af den, når den fortsat anvendes og f.eks. bruges til, at undertrykke mig. Jo mere modstand, jo stædigere bliver jeg. Det er en kraftfuld ressource, som skal bruges med omhu. Jeg er bevidst om, at passe på mig selv undervejs og få omsorg og kærlighed undervejs.

Konstruktiv kritik og indholdsrig sparring er en dejlig måde, at lære på og noget jeg drager stor nytte af fra mit netværk. Jeg elsker, at få nye input fra andre mennesker og reflektere over vores forskelligheder og individuelle styrker. For selv den person, der føler sig allermest sårbar og svækket, rummer prisværdige styrker.
Der hvor det går galt er, hvis jeg forsøges, at blive proppet ned i en bestemt kasse og bliver stemplet som uværdig, mindre værd og uden ret fordi jeg ikke passer i den kasse man mener jeg tilhører. Det er snævrende kvælende bånd, der minder alt for meget om barndommens nederlag og undertrykkelse. Jeg lærer, mens jeg lever. Lad mig gøre det, uden fordomme, færdigpakkede løsninger og løftede pegefingre. Jeg vil hjertens gerne have gode råd med på vejen, men vil ikke dunkes i hovedet og få af vide, at jeg ikke er god nok. For jeg er god nok, som jeg er. Hvordan kan ting være forkerte, hvis de føles rigtige for mig?

At videregive sine egne både smertelige og gode erfaringer med andre, er ikke for at pådutte nogen noget, eller afkræve de gør det samme. Jeg har fuld tiltro til, at mennesket sorterer ukritisk og mærker efter, hvad de kan bruge og hvad de ikke kan bruge fra andre. Bag mine tiltag og holdninger, ligger de bedste intentioner om at inspirere andre til, at finde det rigtige for dem. Der er langt fra afkrævning/forventning/formodning til inspiration.

Jeg tror på, at omsorgssvigtede børn der har haft lavt selvværd og dårlig fornemmelse af dem selv og deres egne grænser, selv igennem årtier har udviklet sig til deres egen hårdeste kritiker. En fortsat konfrontation med lige netop Janteloven, vil være en evig bekræftelse i, at de ikke er noget værd.

Der er ikke nogen rigtig eller forkert måde, at overleve seksuelle overgreb, svigt og vold på. Man skal finde sin egen måde, at komme videre på via hjælp fra professionelle, sit netværk og andre ting, der kan bekræfte en i, at man er værdifuld for andre.

Min egen overbevisning er, at man skal vande og dyrke de styrker, man besidder som menneske - fremfor at fokusere konstant på svaghederne. En af mine egne overlevelsesmekanismer har været, at finde dét jeg var rigtig god til. Dertil måtte jeg udfordrer mig selv optimalt og stile efter det, jeg var allerdårligst til: At tro på mig selv og min egen værdi. Den fandt jeg gennem min karriere som sælger. Hvem skulle tro, at et lille forsagt barn der krøb langs husmuren nogensinde skulle blive en udadvendt og dygtig sælger? For mig har det overvundet den stærke følelse af tvivl, skam, skyld og mindreværd, at opbygge mit selvværd og dyrke mine forcer. En god coarch, psykolog, skarpsindig ven eller familiemedlem vil kunne hjælpe dig med at finde lige netop dine styrker eller punkter, hvor du kan udfordre dig selv (selvfølgelig med støtte og opbakning).

Tro på dig selv, og spark Janteloven tilbage til stenalderen og fortiden, hvor den hører hjemme. Du er god nok, som du er.

  • Kommentarer(2)//blog.smuktliv.dk/#post21

At fastholde sin offer-rolle

Min personlige procesOprettet af Pernille Gyldensøe man, februar 07, 2011 11:40:07
Jeg har tænkt meget på det seneste over betegnelsen "offer". Personligt har jeg det sådan, at jeg kun vil omtales som offer, når det kan være med til at bane vejen for nogen andre. Mit eneste formål med at tage udgangspunkt i mine egne oplevelser, er kun for at udbrede budskabet, skabe debat og genkendelighed, nedbryde tabuet og sætte mere fokus på seksuelle overgreb.

Selv ser jeg mig ikke længere som et offer. I hvert fald ikke et hjælpeløst ét. Jeg betragter mig selv, som et stærkt overlevende incest- og voldsoffer. Prædikatet "offer" har som oftest en negativ klang, der betegner noget stakkels og hjælpeløst og den rolle vil jeg ikke fastholdes i.

Er du selv offer, har du måske haft det ligesom jeg. På grund af den brudte tillid i den allernærmeste familie, har det været svært at stole på andre. Det har været en lang sej kamp, at turde se det gode i andre mennesker. For i bund og grund var jeg overbevist om, at alle ville mig det ondt. Var altid klar til at gå på barrikaderne og i konstant beredskab. Ikke underligt, at få den opfattelse og livssyn, når man har oplevet det største svigt og blevet gjort fortræd af personer man elskede.

Det er en ond spiral, hvor man ser verden og omgivelserne med sorte briller. Man får også ondt af sig selv. Det er alle andres skyld, når ting går dårligt for én.

For at ændre det livssyn og vende det negative til noget positivt, har det betydet at jeg har måtte arbejde med mig selv. Turde tage nogen chancer og stole på folk. Være i stand til at fjerne den slørede film fra brillerne og fokusere på de gode ting, jeg opnåede.

Der er meget stor forskel på, om man drives af negativ eller positiv energi. Det ses hurtigt på resultaterne og ens mentale velbefindende.

I virkeligheden tror jeg, at det handler om at tage ansvar. Tage ansvar for mig selv. Tage ansvar for, at jeg får det gode liv, som jeg fortjener. Fordi jeg er et godt menneske, trods alle odds. Det kan jeg være stolt af og det samme kan du.

  • Kommentarer(0)//blog.smuktliv.dk/#post11