Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Hvorfor blogge?

At blogge er en uvurderlig del af min helingsproces, der formentlig vil være livslang. Mit liv har budt på megen sorg, smerte, kaos, glæde, kærlighed og lys i kraft af min fortid og nutid.

En del indlæg handler om italesættelse af følelserne omkring min opvækst i en dysfunktionel familie. Bloggen bliver også brugt til tankerne omkring, at være mor til et udviklingshæmmet barn med svært behandlelig epilepsi samt mere fredsommelige dagligdags ting.

Jeg er stadig i gang med processen og har valgt, at dele åbent og ærligt her på bloggen om sejrene og nederlagene.

Håber, at du får noget brugbart med på vejen. Du er meget velkommen til at kommentere på indlæggene, hvis du føler for det (også gerne anonymt). Velkommen til ♥

Den virkelige nitte

Adopteret fra KoreaOprettet af Pernille Gyldensøe ons, november 28, 2012 11:01:26

Jeg beskæftiger mig ikke ret meget med adoption. Alt fra min tid i Korea er så godt som ikke-eksisterende for mig. Mit liv startede i Danmark. Min familie er i Danmark. Den opmærksomme læser på bloggen vil også vide, at jeg til dags dato kun har skrevet ét enkelt indlæg om, at være adopteret. Det følelsesmæssige cut har været absolut nødvendigt for min egen overlevelse. Måske der er kommet en lille åbning nu, efter at have set dokumentaren Adoptionens pris.

Jeg og flere andre adopterede ved om nogen, at det kan have en pris at være adopteret. Vi har betalt den. Vores familier har betalt den. I flere tilfælde har det haft en meget sørgelig og smertelig udgang. Drømmen om en familie har alle, uanset om de er biologisk beslægtede eller adopterede. Selv med de bedste intentioner kan det ønske dog være rigtig svært at realisere.

Adoptivforældrene fra dokumentaren bor under jorden i øjeblikket og bliver lagt for had i pressen og på Facebook. De har givet et intimt indblik i deres familieliv og de udfordringer, der kan følge med en mislykket adoption. Når jeg siger mislykket, er det forløbet – ikke børnene. Og heller ikke adoptivforældrene. Jeg kan udmærket sætte mig ind i deres frustration og afmagt efter 2 ½ års intens kamp for at få familien til at hænge sammen samtidig med, at de gentagne gange har forsøgt, at få de rette redskaber til dem selv og deres børn og mødt afvisninger eller direkte forkert vejledning.

Dokumentaren ramte mig lige i hjertekulen og tårekanalerne. Selvklart. Man skal være ualmindelig følelseskold, hvis ikke man bliver påvirket af den. Jeg favner relativt bredt i de problematikker og udfordringer livet har budt mig – bl.a. som adopteret, det konkrete omkring ulykkelig familieopløsning og som forælder til et barn, der ikke passer ind i kasserne. Derfor har jeg temmelig sikkert en anden holdning og indsigt end folkemassen, der (med rette) er dybt forargede og lægger adoptivforældrene for had. For der bliver vist grimme sider. Der bliver sagt grimme ord. Og der bliver udvist en følelsesmæssig kulde og afvisning af det lille barn, der skærer helt ind i marv og ben. Men det er øjebliksbilleder. Hvem forventer, at få det fulde billede af et opslidende forløb på 2 1/2 år på blot en time? På en måde gjorde det mig godt midt i alt det onde, at høre adoptivforældrenes egne reflektioner efter dokumentaren i dette indslag.

Jeg skal ikke gøre mig klog på, om adoptivforældrene er uegnede. Det er der rigeligt andre, der gør i debatten. Hvis vi skal tale om en nitte, så må det med rette være det sikkerhedsnet, der åbenlyst mangler under såvel adoptivbørnene og adoptivforældrene. Store børn med sprog, erindringer og følelsesmæssig tilknytning til hjemlandet kan kun forventes at reagere på, at komme til et fremmed land og skulle bo hos fremmede mennesker. Der skal helt naturligt følge kompetent rådgivning med hele vejen, så forløbene ikke ender som i Mashos eller mit tilfælde. Problematikken med mistrivende adoptivbørn er langt fra ny. Jeg kender flere voksne adopterede på ml. 30 til 45 år, der har store ar på krop og sjæl efter et mislykket adoptionsforløb, hvor forældrene heller ingen hjælp fik.

Forældrekørekortet, som man bl.a. praktiserer i Holstebro Kommune med projektet Familie med hjerte, burde integreres i alle landets kommuner. For uventede problematikker og uforløste drømme om den lykkelige kernefamilie er ikke forbeholdt adoptionsområdet. Det er i ligeså høj grad et problem, der eksisterer i biologiske familier. Undskyld mit udtryk, men enhver frugtbar idiot kan føde et barn. De seneste års misbrugssager vidner blot om, at hverken biologiske, pleje, sted eller adoptiv-forældre kan forvente at klare forældrerollen bedre, end de forudsætninger de har med sig. Forældreevne er ikke noget, du kan købe eller læse dig til. Efter min mening er det en løbende proces, der i bedste fald først slutter den dag vi dør. Dem, der for alvor svigter og løber fra deres ansvar, er dem der nægter at udvikle sig løbende som mennesker og anser sig selv som helstøbte og fejlfrie.

Roba, Mashos lillebror har der været relativt lidt fokus på. Han var jo "nem". Det eneste der snakkes om er, at han bør fjernes straks fra adoptivforældrene pga. deres åbenlyse uegnethed. I mine øjne er hans force, at han kun var halvt så gammel som Masho, da han kom hertil og ikke på samme måde har tilknytningsproblematikker som sin søster. Han har (måske) en reel chance for, at vokse op nu med to forældre, der har overskud til ham og hans trivsel, samtidig med at han har jævnlig kontakt med hans søster. Det er da så absolut ikke drømmescenariet, at skille to søskende ad. Men jeg ved også, at det absolut heller ikke er drømmescenariet, at opvokse i skyggen af én, der fylder meget. Lad os forestille os, at han faktisk har det godt og trives hos familien. Hvordan mon det vil påvirke ham fremover, at hele Danmarks befolkning hader hans danske forældre?

I mine øjne er adoptivforældrene modige. Nok ikke modige i den gængse forstand, men det kræver grangivligt noget med "n", at udstille sin egen personlige kamp på landsdækkende TV. De har sat deres egen sårbare og svære situation på spidsen for, at sætte fokus på de store huller i sikkerhedsnettet, således at ingen andre adoptanter skal igennem det ulykkelige forløb, de har været. De har været åbne for hjælp. Det er i mine øjne det allervigtigste skridt, forældre kan tage. Ellers er der intet, at arbejde med eller udsigt til nogen som helt form for bedring. Skulle de have ventet med en anbringelse, til der måske kom vold, alkoholmisbrug eller skilsmisse med ind i billedet?

Jeg forsvarer eller hylder ikke deres udtalelser i dokumentaren, men appellerer blot til at se tingene i en sammenhæng. Igennem 2 ½ år tryglede de om hjælp, men fik den ikke. Fra min egen og andres familier ved jeg, at den modtagelighed eller modstand mod hjælp udefra er altafgørende for, hvordan børnene og familien i det hele taget trives på længere sigt. Det kræver skræddersyede løsninger og kompetente fagpersoner, der i samspil med forældrene gør familien bæredygtig.

Personangreb, hævn og had lærer vi intet af. Tværtimod opleves det som om, man bliver en lille smule dum af det? Jeg synes, at vi skylder alle implicerede i denne sag, voksne adopterede og deres adoptivforældre samt fremtidige adoptanter og børn at lære af sagen og få mindsket hullerne i sikkerhedsnettet på adoptionsområdet.

Jeg håber, at de nødvendige foranstaltninger bliver iværksat både generelt og i det helt konkrete tilfælde. Jeg håber, at Masho og Roba bliver hørt og deres behov bliver sat foran alt andet. Jeg håber, at vi lærer af historien og den vil højne niveauet for fremtidige adoptioner ♥

  • Kommentarer(7)//blog.smuktliv.dk/#post99

Rødgrød med fløde

Adopteret fra KoreaOprettet af Pernille Gyldensøe tir, juli 24, 2012 10:24:32

Mit udseende har skabt mange mærkelige konfrontationer gennem livet. Jeg blev adopteret fra Syd-Korea, og kom til Danmark som helt lille. Er opvokset i en dansk familie, har dansk statsborgerskab, dansk navn, lever og føler mig dansk. Til daglig tænker jeg slet ikke på, at jeg for øjnene der ser på mig, har et u-dansk udseende.

Som barn skilte jeg mig naturligvis ud i skolen, selvom vi dog var en håndfuld adopterede børn i området. Jeg var en skævøjet kineser og et sort svin. Der var også engang en vred fuld mand, der kaldte mig grønlænder. Har aldrig helt fattet, hvorfor (andres) nationaliteter blev brugt som skældsord mod mig.

Da nynazisterne havde deres indtog i mine ungdomsår, blev jeg jævnligt heilet op i hovedet og udsat for had på grund af mit udseende på gader og stræder. Svært ubehageligt, selvfølgelig.

Som 18-årig fik jeg arbejde i en ekslusiv bagerforretning og café oppe nordpå, og startede samtidig med en "race-ren" dansker. Hun fik tildelt de sjove og spændende opgaver, jeg fik alt det kedelige. På det tidspunkt var jeg så meget i oprør grundet mange andre ting, at jeg en dag tog mod til mig og spurgte chefen ligeud, hvad hendes problem var? Hvorfor jeg konsekvent blev behandlet dårligere og anderledes? Paf, blev hun. Og for eftertiden var hun noget så sød og rar ved mig. Da jeg stoppede, fik jeg endda en lille gave.

Så mødte jeg min mand og ved en af de første sammenkomster jeg var med til, blev jeg konfronteret med uvidenhed og fordomme. Ikke fra svigerforældrene, men fra én af gæsterne. Han så mig tydeligvis som en ding-ding-dao købe-kone fra Thailand, der ikke talte eller forstod dansk. Så han talte henover hovedet på mig, og udspurgte min mand omkring mig. Han svarede irriteret, at han da selv kunne spørge mig, da jeg var dansker og i virkeligheden nok mestrede det danske sprog bedre end ham. Som den socialt handicappede unge usikre kvinde jeg var, turde jeg hverken gøre højlydte protester eller blande mig i samtalen. Det letteste var, at holde mund. Eneste alternativ var at eksplodere i vrede og Steward Stardust sømandssprog, og den side af mig havde jeg ingen lyst til at dele i det forum.

Når vi rejste udenlands, mærkede jeg også tydeligt den forestilling, der hersker i hovedet på folk, som ser en hvid mand og en asiatisk kvinde. I Tunesien stod flokke af unge knægte og gadesælgere og råbte efter mig "Hey Thailand!" og når jeg rystede på hovedet, gik de videre "Oh..you chinese! Hey chinese girl, looky looky!". Min mand blev skudt til at være alt fra nordmand til tysker. Efter 10 dage i Hammamet var jeg ret fyldt op af deres råben, så jeg pegede tilbage og sagde højt "Hey! You tunesian! Looky, looky!". Det syntes de ikke var sjovt.

Under min graviditet var jeg til kontrol ved en overlæge med store buskede øjenbryn. Ved vores første møde stirrede han på mig og bagefter ned i papirerne. Og op på mig igen. Så sagde han undrende "Pernille Gyldensøe....det lyder meget dansk!". Jeg sad med åben mund og hormonerne ræsende rundt i kroppen. Lige på nippet til at tude og stikke ham en flad. "Ja.." svarede jeg behersket. "Jeg er OGSÅ dansk, jeg har boet i Danmark hele mit liv og er dansk statsborger". Han fortsatte "Hvad med din mand? Er han også etnisk?". Der var rigtig mange ting, som jeg ville have lirret af i den forbindelse, men jeg åd alle ordene i mig og svarede "Han er OGSÅ dansk!".

En af de andre gange skulle jeg scannes og vi så babyen i profil. Han nærstuderede billedet og kunne øjensynligt ikke huske vores samtale fra sidst og spurgte igen "Er din mand også etnisk? Barnet har en meget fremtrædende hage, det er meget typisk etnisk!". Jeg måtte bide mig selv hårdt i kinden, for ikke at blive hysterisk. Tænkte ikke en eneste gang tanken, at jeg kunne bede om at komme ind til en anden læge eller klage over ham. Jeg var sindssygt sårbar og ville bare gerne have hele det scannings-halløj overstået. Så jeg tudede hele vejen hjem i bilen. Idiot.

Tøsepigen kom ud og ´gu havde hun da ej en fremtrædende hage, nå! Som spæd havde hun sort hår og skæve blå øjne. Efterhånden er hendes sorte hår blevet lysebrunt, huden let gylden, øjnene mandelformede og brune med den dér hudfold på øjenlåget til øjenskygge, som jeg ikke har og altid har misundt mine veninder for. På mange måder ligner hun vel mere en "rigtig" dansker, end en asiat. Da vi var en tur i Budapest, gloede folk også uhæmmet. Først på barnet, så på mig og bagefter manden. Og med øjenbrynene helt oppe i panden tilbage på barnet. Det kunne de godt nok ikke få til at passe. Christ..

Inden datteren fik diagnosen, gik hendes mentale og sproglige udvikling stærkt tilbage. Ofte talte hun slet ikke, eller også sagde hun en masse uforståeligt. En pædagog i hendes daværende børnehave spurgte derfor en dag, om hun var to-sproget? Jeg stod og gloede dumt på hende og forstod slet ikke hendes spørgsmål, før det gik op for mig, at hun hentydede til min asiatiske herkomst. "Øh..nej" svarede jeg "Vi taler kun dansk hjemme hos os".

Efterhånden har jeg lært, at lave sjov med det selv og har en god portion selvironi. Da den nuværende børnehave en dag skrev og spurgte om vi havde lagt mærke til, at tøsepigen var lidt gul i huden, knækkede jeg helt sammen af grin og svarede retur "Hold da op, den var svær. Har du set hendes skævøjede mor?". Spørgsmålet fra børnehaven var så minded på bivirkninger af noget nyt medicin, men den lå lige til højrebenet.

I forbindelse med min forretning, var jeg på indkøbstur i Bella Centret, der holdte et af deres store loppemarkeder. Stedet var propfyldt af mange forskellige nationaliteter, også asiatiske turister. Ved en bod stod jeg og kiggede på nogle gamle bakker og stadeholderen kom hen og sagde kækt "Threehundred kroner, only for you!". Jeg lagde bakkerne tilbage igen og svarede "Hold da kæft, det er sgu en tand for dyrt" og drejede rundt på hælen, mens jeg gnækkede lidt i skægget.

I min butik kommer der en sjælden gang nogle underlige bemærkninger. Den mærkeligste episode var en ældre mand, der fik en rundvisning i butikken, mens vi talte længe sammen - på dansk, selvfølgelig. På vej ud ville han fortælle mig en anekdote fra hans ungdom og pludselig spurgte han "Forstår du dansk, eller skal jeg tale engelsk?". Paf, blev jeg. Og med stor lyst til at spørge, om han havde Alzheimers?

Det er egentlig et stort paradoks at én, der føler sig så dansk som jeg, til stadighed ikke anses som dansker. Jeg ER dansk. Elsker stegt flæsk og har persille-sovs i blodårene. Har navn efter en chokolade, for himmelens skyld. Jeg kan sige "Rødgrød med fløde" og "Stakit, stativ, kasket". Herfra, hvor jeg ser og oplever verden, er jeg så dansk, som jeg overhoved kan blive. Mit håb er, at omverdenen også vil indtage det synspunkt, for jeg synes grundlæggende, at det unfair, at vi adopterede skal forklare og forsvare os selv og vores eksistensberettigelse op igennem hele livet. Måske du vil tænke på det, næste gang du møder en adopteret?

Kærlig hilsen

Spræng-kineseren ak Danish Dynamite

  • Kommentarer(14)//blog.smuktliv.dk/#post87