Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Pernille Gyldensøe´s blog ♥

Hvorfor blogge?

At blogge er en uvurderlig del af min helingsproces, der formentlig vil være livslang. Mit liv har budt på megen sorg, smerte, kaos, glæde, kærlighed og lys i kraft af min fortid og nutid.

En del indlæg handler om italesættelse af følelserne omkring min opvækst i en dysfunktionel familie. Bloggen bliver også brugt til tankerne omkring, at være mor til et udviklingshæmmet barn med svært behandlelig epilepsi samt mere fredsommelige dagligdags ting.

Jeg er stadig i gang med processen og har valgt, at dele åbent og ærligt her på bloggen om sejrene og nederlagene.

Håber, at du får noget brugbart med på vejen. Du er meget velkommen til at kommentere på indlæggene, hvis du føler for det (også gerne anonymt). Velkommen til ♥

Ændringer i Straffelovens kapitel 24 vedr. Seksualforbrydelser

Politik & lovgivningOprettet af Pernille Gyldensøe ons, juni 12, 2013 08:24:13

Den 3. juni 2013 blev Straffelovens kapitel 24 vedr. Seksualforbrydelser ændret. Alle ændringerne kan læses på dette link

Vil du løbende opdateres om lovændringer, behandlingstilbud, inspiration til selvindsigt, foredrag, artikler og bøger om seksuelle overgreb og vold, så "Synes godt om" min Facebook-side "Mere politisk fokus på overgreb mod børn"

Kærlig hilsen
www.smuktliv.dk


Pernile Gyldensøe

  • Kommentarer(0)//blog.smuktliv.dk/#post112

Halv sejr ♥ Helt stolt ♥

Politik & lovgivningOprettet af Pernille Gyldensøe fre, februar 01, 2013 23:27:18

Der findes vel dårligt nogen, som har med overgrebsproblematikker at gøre, der ikke kender min holdning til Forældelsesfristen på seksuelle overgreb? Siden jeg blev bekendt med Forældelsesfristen i 2010, har jeg sammen med mit netværk kæmpet indædt for en total ophævelse af fristen eller en forlængelse.

Via interviews, foredrag, debatmøder, kontakt med Folketingets Retsudvalg, underskriftsindsamlinger, blogindlæg, deling af links og generel italesættelse er vi MANGE, der har gjort opmærksom på problematikken ved den nuværende lovgivning.

Det har nu udløst en halv sejr. Justitsminister Morten Bødskov fremlægger lovforslag om en 3 års forlængelse af Forældelsesfristerne på seksuelle overgreb. Dvs. at ofrene kan anmelde deres krænker inden det fyldte 26., 31. eller 36. år afhængig af overgrebenes karakter og ofrets alder på gerningstidspunktet.

De nuværende Forældelsesfrister kan ses nedenfor.

Kilde: Betænkning 1534 bind II, side 733

Vigtigst af alt pointerer Morten Bødskov i sin pressemeddelelse til Ritzau:

"At en sag er forældet skal imidlertid ikke betyde, at politiet skal ignorere den. For hvis anmeldelsen giver anledning til at tro, at gerningsmanden har misbrugt andre, skal politiet efterforske sagen, fremgår det af lovforslaget".

Dette var netop ét af de vigtige argumenter, vi fremlagde ved høringen og i beslutningsforslaget.

Der ligger en stor opgave forude for alle, der beskæftiger sig med seksuelle overgreb i, at oplyse om de gældende frister samt fortælle, hvad en evt anmeldelse vil indebære.

Selvom det ikke er en total ophævelse eller en lang forlængelse, så er jeg alligevel ufattelig stolt. Stolt over at have haft mulighed for ved flere lejligheder at komme med vores argumenter for en ændring af lovgivningen. Jeg er sindsygt stolt over alle, der deltog ved den offentlige politiske høring i 2011. Stolt over jer, der bidrog med jeres historier til beslutningsforslaget netværket fremsendte på opfordring af Retsudvalget. Stolt over alle jer, der underskrev og delte vores underskriftsindsamling. Stolt over jer der via deling af links og samtale har været med til at italesætte problematikkerne omkring den nuværende lovgivning. Stolt over alle, der har bidraget med interviews og foredrag i sagens tjeneste. Stolt over vores sammenhold og vilje til at gøre en forskel for andre.

Tusind, tusind tak til alle der har bidraget i kampen om ændring af Forældelsesfristen.

Kærlig hilsen
www.smuktliv.dk


Pernille Gyldensøe

"Synes godt om" FB-siden "Mere politisk fokus på overgreb mod børn" og bliv løbende opdateret.


Update fra Retsudvalget

Lovforslaget blev fremsat d. 6/2-2013, og planen er, at det skal førstebehandles den 22. februar. Herefter skal det andenbehandles og måske også tredjebehandles, før der sker afstemning. Det kommer nok til at ske i marts/april.

Ifølge lovforslaget er planen, at loven skal træde i kraft den 1. juli 2013, såfremt det vedtages.

Link til det fulde forslag:

http://www.ft.dk/RIpdf/samling/20121/lovforslag/L141/20121_L141_som_fremsat.pdf

Har du spørgsmål til lovforslaget, har du mulighed for at få dem stillet i Retsudvalgets udvalgsmøde. Skriv dine kommentarer til mig i en mail til info@smuktliv.dk senest d. 22/2-2013 - så videregiver jeg det til Retsudvalget.

  • Kommentarer(4)//blog.smuktliv.dk/#post105

Legalisering af incest - NEJ TAK!

Politik & lovgivningOprettet af Pernille Gyldensøe tir, november 06, 2012 18:31:28

Åbent brev til Justitsministeren, MF´er Pernille Skipper, øvrige medlemmer af Retsudvalget og Juraprofessor Vagn Greve

Som flere andre læste jeg i går mandag d. 5. november 2012 udtalelserne fra henholdsvis Pernille Skipper, Enhedslisten og Juraprofessor Vagn Greve vedrørende mulighederne for at legalisere incest – herunder frivillige seksuelle forhold mellem halvsøskende samt seksuelt samkvem mellem forældre og deres voksne børn. Set i lyset af de mange misbrugssager, der har været fremme i medierne de seneste år, ryster det mig i min grundvold, at man end kan få tanken om noget så absurd.

Som overlever af overgreb og vold samt stifter af det uformelle netværk ”Mere politisk fokus på overgreb mod børn”, der i skrivende stund har knap 900 støtter (ofre, pårørende, fagpersoner omkring børn, unge og udsatte voksne og andre støtter til sagen), har jeg personligt kendskab til de senfølger, man som offer for incest og seksuelle overgreb pådrager sig på krop og sjæl og lever med langt op i voksenlivet. Må jeg henlede opmærksomheden på beskrivelsen af senfølger på dette link http://smuktliv.dk/Senfoelger.html

Har Pernille Skipper eller Juraprofessor Vagn Greve tænkt over, hvor mange gråzoner og gradbøjninger af seksuelle overgreb de skaber med sådanne udtalelser? Hvordan har man tænkt sig, at retssamfundet skal kunne skelne mellem den årelange bearbejdning/grooming, de destruktive og dysfunktionelle familiemønstre, vedvarende manipulation og det forvrængede virkelighedsbillede, der ofte hersker i incestfamilierne og de såkaldte ”frivillige seksuelle forhold” mellem halvsøskende samt forældre og voksne børn? Dysfunktionelle familier er bl.a. beskrevet på dette link http://www.aftermatch.dk/article_read.asp?id=55, hvor man med alt tydelighed kan se normløsheden og de udviskede grænser mellem rigtigt og forkert.

Er politikeren og juraprofessoren fuldstændig blinde for, at en forælders seksuelle interesse for sit afkom som regel starter før barnet fylder 18 år - et faktum, der giver anledning til stærk bekymring omkring forælderens evne til at adskille naturlig kærlighed og omsorg fra behov og lyst til seksuel tilfredsstillelse hos barnet? Nu hører det fortærskede eksempel om faderen og den ukendte datter, som forelsker sig i hinanden og får et barn, trods alt til sjældenhederne, idet de fleste børn vokser op hos deres forældre. Se f.eks. http://avisen.dk/far-faar-barn-nummer-to-med-sin-egen-datter_8700.aspx Pernille Skipper og Vagn Greve "mangler saglige argumenter for at opretholde af Straffelovens bestemmelser, hvis forholdet ellers er frivilligt og foregår blandt voksne familiemedlemmer". Jeg efterlyser saglige argumenter for en lovændring til fordel for sjældenhederne! For desværre ved vi alle, at incest ikke hører til sjældenhederne, men er den barske virkelighed for børn, unge og voksne i Danmark.

Har Pernille Skipper og Vagn Greve øje for, at den voksnes fysiske og psykiske overlegenhed med fuldt overlæg (og i fremtiden måske ligefrem retspolitisk opbakning!) kan bruges til at skabe billedet af normalitet og ”frivillighed” i det incestuøse krænkende forhold? Magtforholdet mellem ældre og mindre søskende samt forældre og børn bør indgå i diskussionen om ”frivillighed”. En mor eller far vil f.eks. altid have en magtposition psykologisk set i forhold til sit barn og kan derfor forme og manipulere barnet efter forgodtbefindende.

Tænker man mon på at, ved at bruge ordet ”frivillighed” i samme sætning som ”incest” bidrager man indirekte til yderligere stigmatisering af ofrene for incest og seksuelle overgreb? Ofrenes frygt for omgivelsernes reaktioner, som f.eks. ”Du ville selv”, ”Du lagde selv op til det” og ”Det var din egen skyld” forstærkes, og man kan frygte, at en legalisering af incest vil være medvirkende til en uheldig bagatellisering af det skete, hvilket uden tvivl vil opleves både krænkende og destruktivt for ofrene.

Søskendeincest - og børnekrænkelser generelt – mangler i forvejen opmærksomhed og årvågenhed i mediernes og samfundets bevidsthed. Må jeg henvise til Janus Centret, der bl.a. behandler krænkende søskende http://januscentret.dk/ Til trods for, at børnekrænkelser udgør 1/3 del af alle seksuelle overgreb, der begås mod børn og unge, er denne type overgreb ikke nær så belyst som voksen-barn overgreb. Ud af alle børnekrænkelserne, udgør søskendeincest 25 %. Den manglende information og åbenhed omkring netop denne type overgreb bidrager i nogle tilfælde til en forstærket følelse af forkerthed, idet ”Det´ så nok ikke er helt det samme”. Når man som politiker og juraprofessor indlader sig på en debat om legalisering af incestuøse forhold, ville det klæde de pågældende personer, at sætte sig ind i de problematikker, de selvsamme forhold giver de ufrivillige ofre. Jeg vil endvidere henvise jer til en hjemmeside om søskendeincest, der er udarbejdet i et Bachelorprojekt på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole af Julie Marbech og Kirsten Brogaard http://www.moreinfo.dk/soskendeincest/om/

Jeg tager dyb afstand fra enhver legalisering af seksuelt samkvem i nære relationer. Dette er ikke blot en diskussion om sandsynligheden for genetiske misdannelser ved et evt. fælles barn mellem familiemedlemmer, som både Pernille Skipper og Vagn Greve brugte som argumentation for afkriminalisering af incest i gårsdagens aviser. Sammenligningen med tilvalg af et barn med Downs syndrom hører på ingen måde hjemme i diskussionen om legalisering af seksuelle nære relationer. En debat om lovliggørelse af incestuøse forhold bør handle om etik, retsbevidsthed, normalitetsbegreber og respekt for de mennesker, der er berørt af seksuelle overgreb og senfølgerne heraf.

Efter gårdsdagens ophedede debat affødt af Pernille Skippers udtalelser i Politiken, har hun efterfølgende opblødt hendes udtalelser. Humlen i hendes ord er dog stadig ”frivillighed blandt voksne”. Jeg vil dog gerne stille et stort spørgsmålstegn ved denne ”frivillighed” på baggrund af ovenstående. Adspurgt havde hun i går ingen kommentar til Juraprofessor Vagn Greves absurde supplement vedr. lovliggørelse af seksuelle relationer forældre-voksne børn imellem. Jeg håber, at Pernille Skipper vil komme med en klar udmelding og afstandstagen til Vagn Greves udtalelser i stedet for tavshed - især af hensyn til de voksne med senfølger i Danmark, der både er stemmeberettigede og oprørte over gårsdagens debat.

Med venlig hilsen

Pernille Gyldensøe

smuktliv.dk – Oplysning og forebyggelse af seksuelle overgreb og vold
Fredensvej 26
4295 Stenlille

www.smuktliv.dk
www.blog.smuktliv.dk
Facebook ”Mere politisk fokus på overgreb mod børn”

  • Kommentarer(17)//blog.smuktliv.dk/#post98

Det lille menneske

Politik og lovgivningOprettet af Pernille Gyldensøe lør, december 03, 2011 20:54:54

Da jeg stod i mit livs mest desperate og rædselsfulde situation for lidt over 1 år siden, var min sidste udvej, at offentligheden ville være mit vidne. Til det havde jeg hårdt brug for seriøse medier, der gik ind og hjalp mig med udbredelsen af mit budskab. For at beskytte mig selv og min lille familie.

Jeg havde meget på hjerte. Der var en fortid, en nutidig dødstrussel og et meget vigtigt budskab om vores retssystem, jeg ville have ud: At man som lille menneske i Danmark ikke altid kan være sikker på, at ordensmagten vil hjælpe en borger i nød og at vi har en lovgivning, der er medvirkende til at seksuelle overgreb med tiden bliver straffri. Årene arbejder for krænkerne pga. Forældelsesfristen. Det var i virkeligheden det mest krænkende jeg havde været ude for, fordi det rokkede ved min retsbevidsthed. Det sparkede mit naive billede af et velfungerende retssamfund i smadder.

Fra en ende af tog jeg kontakt til medierne. De store toneangivende aviser, hvor jeg håbede på, at jeg ikke blot ville ende på forsiden som "Ugens incestoffer". Dem, hvor jeg var sikker på, at min situation ville blive behandlet med respekt og værdighed. Og jeg blev afvist. De ville ikke hjælpe mig. Jeg stod med mit liv, hjerte og lidelse i hænderne og forsøgte, at give dem det. Og de afviste mig.

Jeg havde aldrig før bedt om hjælp. For jeg kunne jo ikke stole på nogen alligevel. Og hvad skulle det til for, at blotte noget så latterligt som ens allerinderste følelser og smerte. De to første gange jeg i mit voksne liv havde rakt ud og bedt om hjælp - blev jeg afvist. Først af politiet, dernæst af medierne.

Det har aldrig handlet om forfængelighed, sådan noget "Se mig!". Jeg tror, at jeg kunne finde på de første 1.000 andre ting jeg hellere ville ende i aviserne for, end at jeg havde haft en traumatisk barndom og nu blev truet som voksen. Det handlede om beskyttelse og jeg tog det for givet, at vores 4. statsmagt - medierne - ville beskytte os.

Så jeg slap dem, medierne. Resignerede og påbegyndte en anden strategi. Jeg måtte få politikerne i tale. Som sendt fra himlen kom den lokale tv-station TV-Bella mig til undsætning. Fantastiske Louis Clement og Helle Spangerup ville gerne hjælpe mig med, at få mine budskaber ud. Derfra gik det slag i slag. Vi lavede interviews på Christiansborg, holdte tv-transmitteret foredrag og en offentlig politisk høring.

Nu behøvede jeg ikke længere være opsøgende omkring medierne. De kontaktede mig. Ydmygelsen sad stadig dybt i mig, fra da de afviste mig i nøden. Men jeg måtte hæve mig over det, for det handlede ikke om mig. Det handlede om, hvad min åbenhed kunne gøre af forskel for andre. Ikke mindst for de børn, der misbruges lige nu.

Derfor har jeg været i mange dameblade, tv-udsendelser, aviser og diverse arrangementer. For jeg vil gerne gøre en forskel for af-tabuisering og lovændringer, hvis jeg kan. Og så må de sårede følelser gemmes lidt af vejen. Det er jo for sagens skyld.

Men jeg er stadig bare et lille menneske. Et lille komplekst og nuanceret menneske, der ikke altid finder roen og svaret i det næstekærlige og universielle. Men bare har brug for, at holde lidt fast i og rase over, når jeg føler mig pisset på. Og den følelse har jeg lige haft kontakt med i dag.

En af de aviser, der afviste mig med, "at de altså ikke bragte enkelt-historier", har netop kontaktet mig med det helt præcise formål, at bringe min enkelt-historie. Ironisk, ikke?

Så i dag vil jeg give mig selv lov til, at ryste på hovedet, bide i en pude og skrige til himlen over ironien, fnyse i foragt over mediernes dobbeltmoral og de indbyrdes ombyttede roller. I morgen når jeg har genvundet fatningen, vil jeg så glæde mig over, at der nu bliver sat alvorligt fokus på mit udgangspunkt: Forældelsesfristen i sager om seksuelt misbrug, som jeg klart mener bør ophæves.

Hvis du går ind for, at retssikkerheden for ofrene skal være en selvfølge, er du velkommen til at støtte op om lovændringen på denne underskriftsindsamling.

  • Kommentarer(0)//blog.smuktliv.dk/#post38

Når brugere blander sig

Politik og lovgivningOprettet af Pernille Gyldensøe søn, maj 29, 2011 10:46:45
Der findes kritikere, der påpeger at "brugerne" (ofre og pårørende) er uegnede i debatten samt i arbejdet med forbedringer for andre brugere. Bl.a. fordi man mener at de er for følelsesmæssigt involveret til at komme med saglige input og ofte læner beslutningsgrundlag sig op af udtalelser fra professionelle.

Efter min opfattelse udelukker den ene kilde ikke den anden. For at finde de bedst mulige løsninger er et samspil mellem brugere og professionelle vigtigt. Man kan ikke udvikle relevante, virkningsfulde og bæringsdygtige forbedringer uden inddragelse af begge sider.

I debatten om seksuelle overgreb, er jeg selv bruger. Jeg har tingene tæt ind på livet, har mærket ydmygelsen, fortielsen, afmagten og skammen på egen krop. Da jeg valgte at bryde tavsheden sidste år, havde jeg lyst og mod på at forsøge at ændre forholdene for andre ofre og pårørende - så de fik den hjælp, jeg ikke fik som barn og voksen. Det samme har andre brugere og støtter og vi har flere forslag og meninger til lovændringer og forbedringer på undervisnings- og det sociale område.

Jeg betragter mig ikke som ekspert indenfor seksuelle overgreb. Min opgave i livet er ikke at frelse eller helbrede andre ofre, det har jeg ikke de fornødne kundskaber til. I offentlige sammenhænge og via mit netværk giver jeg udtryk for min uforbeholdne mening og erfaring, videregiver oplysning og information til hjælp og så er det op til hver enkelt selv at tage den beslutning for hans/hendes liv, der giver mening.

Ligeledes betragter jeg forslagene til lovændringer. Idéer og meninger bliver givet til kende. Juraen og rammerne er op til de fagkyndige at sammensætte, hvis lovforslag på baggrund og mit og gruppens input fører dertil, bl.a. vedrørende Forældelsesfristen på seksuelle overgreb. Forældelsesfristen blev senest ændret i 1999-2000, hvor man på baggrund af brugerne fandt relevans i at forlænge fristen, såldes at misbrugte havde anmeldelsesmuligheden af deres krænker til deres 23. eller 28. år. Loven var i sin daværende form ude af trit med nutidens behov for brugerne.

Tilkendegivelser fra brugere er, at fristen fortsat ikke er lang nok, bl.a. for de ofre som har fortrængt overgrebene og først opdager det i en sen alder. Flere påpeger også at de ikke mentalt er klar til at få bearbejdet og evt. anmeldt krænkeren, før de har opbygget den fornødne tryghed og stabilitet i deres tilværelse. Det indtræffer ofte, når vedkommende er over 30 år. De oplever det krænkende, at retssystemet fratager dem muligheden for at anmelde, når de er parate. Derfor opfordrer jeg og andre til en ophævelse af Forældelsesfristen på seksuelle overgreb. Støt gerne op om sagen med din underskrift på dette link.

Er min og andre brugeres mening irrelevant i den sammenhæng, alene fordi vi er brugere? Det mener jeg ikke, og kommunikationen med politikerne og deres ønske om at høre brugernes og foreningernes input vidner også om, at de finder det relevant.

For vi har alle hver en stemme. Den vil jeg have lov til at bruge kommunikativt og aktivt ved stemmeskranken. For første gang ved et valg, vil jeg inddrage min fortid og pege på den person, jeg har størst tillid til vil kæmpe seksuelt misbrugtes sag i fremtiden.

  • Kommentarer(0)//blog.smuktliv.dk/#post26

Hvem har rettigheden til dit liv?

Politik og lovgivningOprettet af Pernille Gyldensøe fre, marts 11, 2011 13:10:55

Vi, der er overlevere af seksuelle overgreb, blev brutalt fratvunget rettigheden til vores eget liv og krop i en tidlig alder. Vi havde ikke selv muligheden, modet eller stemmen til at sige fra og afkræve den rettighed tilbage.

Så blev vi voksne. Med store ar på krop og sjæl. Nogle heles med tiden, andre er stadig åbne.

Når man kommer dertil i sit liv, hvor man vil generobre rettighederne til ens eget liv, så skal man være psykisk robust. Det kræver en vis alder og modenhed, at turde gøre op med sin fortid og sige det højt.

Men hvem vil lytte? Hverken familien, politiet, kommunen og øvrige myndigheder vil lytte.

Som voksent offer har man ikke engang anmeldelsesretten ved politiet. Det er spild af tid, hvis sagen er forældet. Du bliver igen påduttet en mundkurv - nu fra myndighedernes side. Lad det ligge, kom nu videre.

Rent faktisk kan vi voksne ofre blive straffet med bøde eller fængsel i op til 2 år, hvis vi fastholder anklagerne mod vores krænker. Vi må ikke sige det højt. Atter beskyttes krænkeren af tavsheden.

Men hvem har rettigheden til dit liv? Hvem har lov til at fortælle din livshistorie?

Det har kun du. Men gør det med omtanke, ellers kan du blive straffet.

Læs også Straffelovens kap. 27 om Æreskrænkelser på http://smuktliv.dk/Loven.html

  • Kommentarer(0)//blog.smuktliv.dk/#post20

Fra holdning til handling

Politik og lovgivningOprettet af Pernille Gyldensøe tir, marts 08, 2011 23:19:04
Nogen siger, at i Danmark er vi gode til at brokke os. Vi brokker os over vejret, arbejdsgiveren, uretfærdigheder, systemet og lovgivningen. Men vi handler sjældent, brokker os bare.

Vi forandrer ikke verden med brok. Der skal noget turbo og handling på, for at ændre tingenes tilstand.

Når talen går på seksuelle overgreb mod børn, kan vi hurtigt blive enige om at der er masser at brokke sig over:

- Seksuelle overgreb er i 2011 stadig enormt tabuiseret
- Lovgivningen fungerer ikke
- Ofte ingen, for lav eller nytteløs straf til krænkere
- Dårlig hjælp til ofre og pårørende (økonomi og psykolog)
- Manglende forståelse for nogle ofres nedsatte arbejdsevne
- For ringe nomering i børns daginstitutioner, så faresignaler ikke kan opfanges
- Ingen undervisning om emnet på seminariums
- For lidt oplysning ude i befolkningen generelt om seksuelle overgreb, faresignaler m.m.
- Små misbrugte børn tvinges til samvær med en krænkende forælder
- Pædofile strømmer til DK, fordi her sker der alligevel ikke noget retsligt

og mange andre ting, der gør livet endnu sværere for ofre og deres pårørende. Ydermere øger flere af disse problemer også risikoen for flere ofre.

Hmmmm....skal vi fortsætte med at brokke os, eller skal vi forsøge at ændre tingenes tilstand?

Vi er nødt til at stå sammen om det her og afkræve politikernes handling. Mange vil gerne støtte op om sagen, men ved ikke hvor de skal starte. Derfor har jeg lavet denne side, hvor jeg opfordrer jer allesammen til at hjælpe mig, andre ildsjæle og 122.000 seksuelt misbrugte børn om, at få ændret forholdene for ofrene og deres pårørende.

Klik ind på http://smuktliv.dk/Viharbrug.html og brug din stemmeret optimalt!

Personligt har jeg aldrig selv interesseret mig synderligt for politik, før jeg sidste år blev opmærksom på, hvor dårlige forhold ofre for seksuelle overgreb har rent retsligt og mht. hjælp fra myndighederne.

Nu har vi muligheden for, at bruge vores stemme til at hjælpe andre. Er du med?

  • Kommentarer(0)//blog.smuktliv.dk/#post19

Forældelsesfristen har betydning for os alle - ikke mindst vores børn!

Politik og lovgivningOprettet af Pernille Gyldensøe fre, marts 04, 2011 00:39:35

Det er ingen hemmelighed, at jeg er ude med riven efter Forældelsesfristen. En eventuel ophævelse får ingen betydning for min personlige sag. Jeg kæmper for ophævelse af fristen for andre ofre og vores børns skyld. Den bestemmelse i Straffeloven har nemlig betydning for os allesammen - ikke mindst vores børn!

Den forringer vores allesammens retssikkerhed og legaliserer seksuelt misbrug af børn. Derfor skal den ophæves. I et "velfungerende retssamfund" skal der ikke være nemme smuthuller for seksuelle krænkere.

Forældre til børn i nuværende sager
I, der står i den forfærdelige situation nu, skal virkelig være stolte af jeres unger og ikke mindst jer selv. I har de sejeste børn i hele verden. De har haft modet og tilliden til at bryde tavsheden tidligt. I har skabt trygge rammer for jeres børn. De har haft noget stærkt med hjemmefra, idet de betroede sig til jer. Glem ALT om at bebrejde jer selv og pris jer lykkelige for, at det blev stoppet.

Nogen af jer synes måske ikke, at en ophævelse af Forældelsesfristen har betydning for jeres børn her og nu. Men det har den i allerhøjeste grad. Den bestemmelse i Straffeloven kan være skyld i, at jeres barn blev krænket. Hvis en krænker ikke er blevet straffet pga. forældelse, giver det blod på tanden til at fortsætte.

De får ingen behandling for deres trang til at overskride andres grænser og ved det er legende let at slippe godt afsted med det.

Langt størstedelen af ofrene for seksuelle overgreb tør slet ikke at fortælle det, før de er langt op i årene.

Voksne ofre med senfølger
Som voksent offer med senfølger mødes man af et koldt system uden medmenneskellig forståelse. Som offer bærer man på ufattelig mange skamfølelser og lovgivningen tager intet hensyn til de store psykologiske spor, som overgreb i barndommen sætter. Man anerkender ikke det faktum, at børnene får DØDSTRUSLER for at bevare hemmelighederne.

Forældelsesfristen straffer de traumatiserede ofre, der har fortrængt overgrebene helt hen midt i voksenlivet. Når de måske ved 30-40-50-60 års alderen finder ud af den virkelige grund til, at livet har gjort ufatteligt ondt - så bliver de viftet væk.

En stor del af ofrenes indre heling består i, at tilkendegive/anmelde de strafbare forhold de var udsat for som børn. Når de endelig mobiliserer modet, får de døren smækket i. "Beklager, du er for gammel, lær at leve med det, lad det nu ligge!".

Mange af os lever i konstant frygt for, at krænkeren fortsætter med nye ofre. Ikke ubegrundet. Og vores anmeldelse vil kunne forhindre nye overgreb og flere ødelagte børn.

Du har i dag ikke engang anmeldelsesret i forældelde sager, politiet gider slet ikke afhøre dig. Du bliver ikke taget seriøst, din fortid bliver slettet og de strafbare forhold du var udsat for, bliver blåstemplet af systemet. INGEN STRAF/DOM = LOVLIGT. Glem alt om devisen "Uskyldig til det modsatte er bevist" i forhold til seksuelle overgreb mod børn. Min egen og tusindvis af andre ofres beretninger, vidner om det modsatte. Det er ufatteligt svært, at få dømt seksualforbrydere i DK.

For den øvrige befolkning
Udømte seksuelle krænkere udgør en potentiel fare for vores børn - det er DINE OG MINE BØRN. Når en krænker ikke dømmes pga. forældelse, er overgrebene rent juridisk ikke sket - selvom de ER sket. Retssystemet ser igennem fingrene med at seksuelle krænkere f.eks. frit kan gå ud og få arbejde i vores børns daginstitutioner. Det står ikke i deres straffeattest eller børneattest, hvis sigtelsen er frafaldet pga. forældelse, manglende beviser eller vidner.

De kan derfor fortsætte deres jagt på tilfredsstillelse indenfor og udenfor familien. De kan true NYE ofre til tavshed, indtil det så også er forældet. Og de slipper godt afsted med det igennem flere årtier - med flere uskyldige ofre til følge. Hvor mange børn skal der til??????

Hvordan kan vi i Danmark have en lov, der tager så stort hensyn til en seksualforbryders retssikkerhed, at man fuldstændig mister fokus på den forbrydelse der er sket? Man tænker ikke på barnets uskyld og glæde, der blev frarøvet.

Selv er jeg mor til en lille datter. Jeg vil som enhver anden mor, beskytte mit barn bedst muligt. Men jeg er heller ikke mere naiv end, at jeg ikke anerkender risikoen for at det kan ske for mit eget barn engang. Det kan være i daginstitutionen, folkeskolen, via sportsaktiviteter, på internettet eller engang til en fest. Min mavefornemmelse siger mig, at jeg vil se hendes faresignaler. Men min egen historie fortæller også, hvor godt man kan skjule selv de grimmeste ting for omverdenen.

Mit ønske for mit eget barn i den værst tænkelige situation er, at hun får den retssikkerhed, jeg ikke selv har. Hun skal til enhver tid kunne anmelde et strafbart forhold, uden at mødes af modstand fra politiet eller lovgivningen. Ønsker du det samme for dit barn?

Manglende bevisbyrde
Socialdemokratiet og Konservative afviser en ophævelse af forældelsesfristen pga. den manglende bevisbyrde i gamle sager. Du kan heller ikke finde beviser i 10 år gamle sager. Så det er et rigtig dårligt argument.

I stedet skal man politisk give politiet de rette redskaber til at løfte bevisbyrden. Når der ingen vidner eller fysiske beviser er, kan man støtte anmeldelsen op af en grundig psykologvurdering.

Derfor fremlægger jeg forslag til Formand for Retsudvalget Peter Skaarup (DF) om indførsel af en krisepsykolog på de lokale politistationer. Mange ofres oplevelse af vores ordensmagt er mildest talt IKKE særlig betryggende for sårbare ofre. Den første kontakt med myndighederne, bør være en professionel der er vant til at tale med mennesker i krise. Uanset deres alder.

Der vil være psykologiske og sociale skader ved både offer og krænker, der kan være medvirkende til at løfte bevisbyrden i disse svære sager.

Der må ske noget
Den nuværende lovgivning og håndtering af sager om seksuelt misbrug, sender et rigtig kedeligt signal ud i samfundet. Det er i dag helt OK, at forgribe sig seksuelt på andre. Politiet og det øvrige system slipper for tidskrævende sagsbehandling, hvis bare krænkeren har været smart og true sit offer til tavshed i tilstrækkelig mange år, eller undladt at gøre det i fuld offentlighed, så der er vidner.

Støt op om, at forældelsesfristen bliver ophævet. Send brev eller mail Folketingets retsodrførere. Alle email-adresserne står på dette link http://smuktliv.dk/Viharbrug.html

FORÆLDELSESFRISTEN ER KRÆNKERNES TURPAS TIL FORLYSTELSER MED VORES BØRN!

DET KAN OG VIL VI SOM SAMFUND IKKE STILTIENDE ACCEPTERE.

STØT OP OM OPHÆVELSE AF FORÆLDELSESFRISTEN PÅ SEKSUELLE OVERGREB MED DIN UNDERSKRIFT PÅ DETTE LINK

  • Kommentarer(3)//blog.smuktliv.dk/#post18

Lidt tal til eftertanke

Politik og lovgivningOprettet af Pernille Gyldensøe tor, februar 24, 2011 18:35:28
Vi er nødsaget til, at turde forholde os til det store antal misbrugte børn i Danmark. Tallet er så skræmmende stort, at vi voksne må se realiteterne i øjnene.

En stor undersøgelse lavet i 1998 og 2002 viser at 10% af alle børn i Danmark udsættes for seksuelle overgreb.

Iflg. tal jeg har fra Dansk Statistik, svarer dette til knap 122.000 børn.

Selvom vi i perioder føler avisernes forsider kun handler om incest eller andre seksuelle overgreb, så svarer artiklerne så langt fra til virkelighedens skæbner og ofre.

Der er vel max omtale af en stor sag i avisen pr. dag. Skulle alle de misbrugte børns historier frem i lyset, ville det på årets 365 dage svare til, at vi skulle have 334 misbrugs-historier i avisen. HVER DAG I 365 DAGE!

Det fortæller mig flere ting.

- Der er uhyggeligt mange børn, der gennemgår lidelser hver dag

- De går med det helt alene og tør ikke fortælle det til nogen

- Tallet syneliggører også, hvor mange tusinde af tilfælde der ikke anmeldes inden forældelsesfristen udløber

- Der er på grund af manglende mod til anmeldelser, sjusket sagsbehandling ved politi og kommunen, lovgivning herunder bl.a. forældelsesfristen og manglende beviser og vidner rigtig mange udømte seksualforbrydere, der ikke kommer i behandling for deres karakterbrist; at krænke andre mennesker seksuelt.

- Det giver i sidste ende flere ofre, da seksuelt krænkende adfærd ofte gentages med nye ofre. Det er jo så uhyggeligt let, at slippe godt afsted med det.

Det her er en stor tung opgave, at få løst. Vi kommer aldrig problemet helt til livs. Men vi kan vise vores støtte til børnene og de voksne ofre med senfølger af overgreb ved bl.a. at deltage i den offentlige høring. Man behøver ikke blande sig i debatten, blot vise sin stille støtte til ofrene og deres pårørende. Samtidig skal vi sende politikerne det signal, at vi er mange stemmeberettigede borgere, der bekymrer os om emnet og ønsker at de gør noget aktivt og synligt, for at hjælpe ofrene.

Vi kan gøre os den lille ulejlighed, at sætte os ind i de faresignaler der er på mistrivsel ved seksuelt misbrugte børn og krænkere. Og så skal vi turde reagere på disse, så vi kan få stoppet nogen af overgrebene.

Se faresignaler og senfølger på www.smuktliv.dk og vær med til at hjælpe et barn.

  • Kommentarer(0)//blog.smuktliv.dk/#post15

Mit livs værste overgreb - begået af Politiet og Statsadvokaten

Politik og lovgivningOprettet af Pernille Gyldensøe ons, februar 23, 2011 18:57:49

Siden jeg stod frem sidste år, har der været meget fokus på min fortid, fremfor dét der i virkeligheden var baggrunden for udgivelsen af min bog "Farvel, negative sociale arv".

Dette indlæg bliver langt, for de fejl og den fuldstændige groteske sagsbehandling jeg har oplevet, overgår enhver forstand. Når man tror at der ikke kan begås flere fejl, dukker noget nyt op. Jeg håber, at du vil læse indlægget til ende og få et indblik i, hvor groft man kan være uheldig at blive behandlet som offer i Danmark.

Jeg er et voksent overlevende incest og voldsoffer. Igennem min barndom, ungdom og voksne liv var jeg underlagt en dødstrussel på mit eget og min mors liv, hvis jeg fortalte nogen om de ting der skete.

Da jeg stod frem i den nærmeste familie i april 2010, fik jeg som frygtet og ventet en dødstrussel. Af frygt for at der skulle ske min mor noget, bragte jeg hende i sikkerhed samme dag, som jeg sendte min krænker et afskedsbrev.

Et afskedsbrev, hvor jeg for første gang fik luft og konfronterede vedkommende med de mange skader overgrebene og de voldelige overfald havde forvoldt på mig. Et tydeligvis følelsesladet brev, der nødvendigvis måtte være grimt skrevet. Disse ting kan ikke skrives pænt. Forestil dig et pres og en følelse af befrielse det efter 32 år er, at få sagt alle de ting man aldrig havde drømt om skulle komme frem og blive sagt højt.

Da jeg fik dødstruslen torsdag d. 22. april 2010 på sms, kørte jeg straks til min lokale politistation, hvor jeg ønskede at anmelde dødstruslen. Jeg kom ikke for at anmelde incesten og volden. Kun dødstruslen, der udgjorde en reel fare for mig selv og min lille familie. Mit håb og naive formodning var selvfølgelig, at jeg af politiet ville få hjælp og beskyttelse. Dette var første gang jeg nogensinde havde bedt myndighederne om hjælp i forhold til min krænker. Dødstrusler er i henhold til Straffeloven strafbart.

Jeg blev frygteligt meget klogere. Den sagsbehandlende betjent råbte af mig, at jeg spildte politiets tid. At jeg overdrev og jeg ingen grund havde til at være bange. Min mand og en kvindelig politiassistent var vidne til dette absurde optrin på kontoret. Med de utallige voldelige og seksuelle overgreb jeg var udsat for af min krænker i baghovedet, var det efter min mening en stærk underdrivelse og en modvilje om at lytte til, hvad jeg havde at fortælle.

Jeg forsøgte at gøre betjenten klart, at det var en person der havde til hensigt at gøre skade på mig og hvad jeg havde været udsat for fra jeg var 4 år gammel. Han ville ikke lytte eller forstå. Mit afskedsbrev omhandlende de strafbare forhold jeg var udsat for fra jeg var 4 til 18 år, gav jeg til betjenten så han fik et indblik i, hvad opgøret og truslen afstedkom af. Dødstruslen gav ingen mening uden forhistorien. Dette brev blev senere brugt imod mig, ofret.

Jeg blev nægtet, at få optaget rapport selvom det står i Retsplejeloven. Jeg fik af vide, at skriftlige dødstrusler ikke kunne bruges til noget og jeg bare måtte tage hjem og afvente. Blev jeg opsøgt på min bopæl, måtte jeg jo ringe 112. Og så ville de hjælpe mig. Indtil da spildte jeg bare deres tid.

Betjenten ville tage en samtale med vedkommende dagen efter. Hele dagen ventede jeg, uden at høre noget. Da jeg først på eftermiddagen ikke havde hørt noget, ringede jeg selv til betjenten for at høre udfaldet af samtalen. Han startede med at skælde mig ud over, at ringe lige inden hans fyraften. Og om jeg var klar over, hvor mange penge politiet brugte årligt på overarbejdstimer? Forbavset og undskyldende sagde jeg, at jeg jo sådan set ikke kendte hans arbejdstimer og om jeg måtte have lov til at kontakte ham efter weekenden.

På dette tidspunkt havde han endnu ikke som lovet ringet til vedkommende. Han sagde til sidst, at han ville spilde 5 minutter på det her og nu og så kunne vi tale sammen mandag. Efter 15 minutter ringede han tilbage. Min forbavselse var stor i og med, at han udtrykkeligt havde givet indtryk af, at han under ingen omstændigheder ville belemres med mig før mandag. Han havde haft samtalen og vedkommende havde lovet ikke at foretage sig noget dumt i weekenden.

De skulle endvidere snakke sammen igen efter weekenden omkring det personligt stilede afskedsbrev, der omhandlede strafbare forhold begået i min barndom. Vi aftalte, at jeg fik yderligere besked mandag.

Jeg hørte ingenting mandag og ringede derfor til betjenten tirsdag. Samtalen fik en grim drejning, hvor han verbalt nedgjorde mig og min person. Han kaldte mig "syg i hovedet" og "helt ude i hampen". Jeg fik af vide, at politiet altså ikke gad spilde deres tid på mit "familie-fnidder". Familie-fnidder der omhandlede strafbare forhold: Vold, incest og dødstrusler. Dertil svarede jeg, at så måtte jeg jo gå til pressen, hvis politiet ikke ville hjælpe mig. Til det svarede han "Ja, så må de ordne det for dig, politiet gider ikke spilde mere tid på dig. Du er jo syg i hovedet".

For første gang i mit liv, havde jeg ladet mine parader falde. Fortalt alt det hemmelige og udtrykt min velbegrundede frygt. Aldrig i mit liv, havde jeg troet at jeg ville blive mødt på denne her måde af ordenmagten. Jeg påbegyndte derfor en klagesag over betjentens adfærd, manglende samarbejdsvilje og hans nægtelse af optagelse af rapport på min anmeldelse af dødstruslen. Klagen blev i første omgang sendt til Politidirektøren.

Politidirektøren valgte af uransagelige årsager, at tilbagesende klagesagen til den selvsamme betjent. Jeg kontaktede politiadvokaten for at høre begrundelsen for, hvorfor de tilbagesendte klagesagen til den samme person jeg klagede over. Betjenten var tydeligvis inhabil i, at behandle sin egen klagesag. Politiadvokaten beroligede mig med, at det efter al sandsynlighed ikke blev den samme betjent der skulle sagsbehandle. Men det blev det. Han er den eneste, der efterfølgende har underskrevet sig på den korrespondance jeg har modtaget derfra.

Jeg blev bedt om at skrive en skriftlig anmeldelse af de strafbare forhold jeg påstod, at have været udsat for. Til min egen politikreds anmeldte jeg påny den dødstrussel jeg havde modtaget torsdag d. 22. april 2010.

Da jeg havde et konkret spørgsmål vedr. anmeldelsen til betjenten, ringede jeg op. Han overfusede mig, og sagde jeg overhoved ikke skulle kontakte ham telefonisk mere. Slet ikke efter, at jeg havde klaget over ham til hans chef. Jeg spurgte ham, om han da selv mente at han havde behandlet mig korrekt hvortil han svarede, at det ved gud han havde. Han er offentligt ansat. Han kan derfor ikke nægte en borger at ringe til ham, uanset om han bryder sig om vedkommende eller ej. Det er ikke hans arbejde at tage subjektivt stilling til mig. Han skal gøre sit arbejde.

Eftersom anmeldelsen lå på den pågældendes skrivebord og han ingen intentioner havde om at hjælpe mig på nogen måde, henlå den i lang tid uden der skete videre. Jeg modtog ingen kvittering på modtagelsen af anmeldelsen, før jeg selv pr. brev bad om en. I brevet bad jeg endvidere om, at få oplyst navnet på den sagsbehandlende. I svaret tilbage fik jeg af vide, at der ingen sagsbehandler var på sagen og dette var også underskrevet af samme betjent.

På flere anmodninger bedte jeg om, at få en kopi af anmeldelsesrapporten på min dødstrussel. Det fik jeg ikke. Man mente endvidere ikke, at noget strafbart var begået og "efterforskningen" vedr. dødstruslen blev indstillet. Hvad den efterforskning konkret gik ud på, ved jeg ikke. Ikke en eneste gang har politiet eller Statsadvokaten bedt mig komme til afhøring for yderligere forklaring.

Fra Statsadvokatens side mente man, at jeg selv var skyld i, at jeg blev truet på mit liv, fordi ordlyden i mit personligt stilede brev til den person der berøvede min barndoms uskyld var følelsesladet. Det måtte derfor forventes, at den sædvanlige omgangstone i min familie var præget af dødstrusler og beskyldninger for seksuelle overgreb og vold. Min korrespondance til myndighederne i øvrigt har været velformuleret og det fremgår tydeligt, at det personligt stilede brev ikke er min sædvanlige måde at formulere mig på. Jeg er et veluddannet menneske.

Statsadvokaten mente i øvrigt ikke, at den modtagne dødstrussel var en overtrædelse af Straffelovens §266, selvom der står:

Den, som på en måde, der er egnet til hos nogen at fremkalde alvorlig frygt for eget eller andres liv, helbred eller velfærd, truer med at foretage en strafbar handling, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Man mente endvidere ikke, at betjenten havde udvist påklagelig adfærd overfor mig. I afvisningen ligger man især vægt på, at jeg har spildt uforholdsvis meget af politiets tid. Den tid kunne være sparet og brugt mere fornuftigt, hvis betjenten fra starten af havde gjort sit arbejde. Det eneste jeg bad om var, at få skrevet en anmeldelsesrapport på dødstruslen, så det var registreret i systemet. Hvis der skulle ske mig eller min familie noget, ville jeg være sikker på at politiet kendte sammenhængen og familierelationen.

Betjenten nægtede, at have kaldt mig "Syg i hovedet". Det er en lægelig vurdering og strafbart, at udtale sig om andre menneskers sindstilstand såfremt man ikke er læge.

Han led tilsyneladende også af lejlighedsvis hukommelsestab, idet han ikke kunne huske detaljerne i vores telefonsamtaler. Men han afviste ikke, at skulle have kaldt mig "Helt ude i hampen".

Jeg havde beklageligvis ikke optaget vores telefonsamtaler.

Statsadvokaten mente ikke, at vicepolitikommissærens ordvalg og øvrige behandling af mig var kritisabel.

Ved hver afvisning fra myndighederne har man henvist til, at jeg kan klage over afgørelsen, men at jeg ikke skal forvente at få medhold. De henviser endvidere til vedlagt klagevejledning. Den mangler mærkværdigvis hver gang.

Fra en politifuldmægtig ved Politidirektøren fik jeg endvidere en skriftlig afvisning over betjentens dispositioner. Til stor undren henviste den politifuldmægtige til, at der nu også var udfærdiget en anmeldelsesrapport på dødstruslen. Den anmodede jeg igen om at modtage en kopi af. Første gang var den slet ikke vedlagt. Jeg anmodede igen pr. brev og modtog den i dag onsdag d. 23. februar 2011 - HELE 10 MÅNEDER EFTER JEG ANMELDTE.

Anmeldelsen skete torsdag d. 22. april 2010.

Anmeldelsesrapporten er først udarbejdet og dateret torsdag d. 3. juni 2010. Endda med klokkeslæt. Den pågældende dag har jeg hverken ringet, skrevet eller personligt mødt op ved politistationen for anmeldelse.

Gerningstidspunktet er dateret til torsdag d. 1. januar 1970. Jeg er først født i 1977.

Under sagens genstand står, at jeg anmelder vold/trusler/seksuelle krænkelser, begået for 30-40 år siden, i to forskellige politikredse.

Jeg var på anmeldelsestidspunktet 32 år. Min anmeldelse til min egen politikreds - både den mundtlige og den skriftlige - vedrørte kun den dødstrussel jeg modtog torsdag d. 22. april 2010.

De to politikredse der henvises til, har intet med dødstruslen at gøre. Det vedrører min egen politikreds, idet jeg modtager truslen i min bopælskommune.

Det fremgår slet ikke, hvem det er jeg anmelder. Dette var hele meningen med selve anmeldelsen, i tilfælde af der skulle ske mig eller min familie noget.

Det eneste i anmeldelsesrapporten der er korrekt, er mit cpr.nr., navn og adresse samt betjentens navn. Alt andet er grebet ud af den blå luft, som resultatet af et særdeles kritisabelt stykke politiarbejde. Det lyser langt ud af den anmeldelsesrapport, at den er skrevet i protest og uden videre interesse i at nedfælde de korrekte data.

Dette stykke "politiarbejde" er lavet af en vicepolitikommissær, der leder afdelingen for Strafferet. Statsadvokaten og ledelsen mener ikke, at den pågældende betjent har handlet kritisabelt. De er blevet enige om, at jeg simpelthen er spild af tid. Det tætte daglige samarbejde mellem politi og Statsadvokat viser sig desværre ofte i disse sager, at blive farvet af kammerateri.

Jeg har været udsat for en del i mit liv. Det her overlever jeg også. Men hvad jeg ikke stiltiende kan og vil acceptere er, at det er de selvsamme mennesker der skal sagsbehandle anmeldelser fra bange ofre. Små børn, unge mennesker, skræmte kvinder.

Det overgreb jeg i en alder af 32 år var udsat for af myndighederne, er det VÆRSTE jeg nogensinde har prøvet. Det krænker min retssikkerhed. Det skildrer et billede af et utrygt retssamfund for dine og mine børn. Politiet er til for at hjælpe og beskytte i henhold til Politiloven. Jeg har ingen hjælp eller beskyttelse fået overhoved. Tværtimod er jeg blevet ualmindeligt dårligt behandlet af en embedsmand i funktion og uanset hvor mange fejl han begår i løbet af dette sagsforløb, ser de øvre myndigheder ingen anledning til anmærkninger ved hans adfærd og dispositioner.

Den her behandling vil være den sikre vej til et psykisk knæk for andre ofre, der ikke er stærke eller tør gøre oprør. Det skal ikke være et lotteri, at gå til politiet. Trækker man nitten, får man en sagsbehandlende betjent der lader sin subjektive holdning gennemsyre sit arbejde. Et arbejde der betales af mine og dine skattekroner.

Jeg tror godt, at vi kan blive enige om, at dét her kan vi godt gøre bedre. Det er vi simpelthen nødt til af hensyn og medmenneskelig omtanke til hvert 10. barn, der udsættes for seksuelle overgreb i DK. De skal ikke udsættes for et overgreb mere, når de engang får modet til at bede politiet om hjælp. Derfor og kun derfor, har jeg valgt at offentliggøre min fortid i min selvbiografi. For at få lov at fortælle om den nutidige og dybt frustrerende kamp jeg som borger og offer er udsat for i dag og hvordan vi ændrer det til fordel for andre ofre uden stemmer.

Al korrespondance mellem myndighederne og jeg findes på skrift. Jeg vil meget gerne ved et interview syneliggøre, hvordan politiets sagsbehandling er dybt kritisabel og hvor svært det er at få en klage igennem ved Statsadvokaten. Interesserede medier kan kontakte mig på tlf. 25 77 48 15.

Med venlig hilsen


Pernille Gyldensøe

Læs i øvrigt denne artikel. Radikale Venstre ønsker et uafhængigt politiklagesystem. http://avisen.dk/r-kraever-uafhaengigt-politiklagesystem_103441.aspx

  • Kommentarer(5)//blog.smuktliv.dk/#post13

Vis børnene din støtte

Politik og lovgivningOprettet af Pernille Gyldensøe man, januar 17, 2011 23:37:00

Offentlig høring om seksuelle overgreb mod børn

Jeg og TV-Bella arrangerer en offentlig høring, hvor 3 af virkelighedens ofre møder 4 politikere til konstruktiv debat om problemstillinger og løsninger.

Som repræsentanter for ofrene er:

Hanne Heilmann (Incest- og pædofili offer)
Jeanette Rasmussen (Mormor til incest-offer)
Pernille Gyldensøe (Incest- og voldsoffer)

Vi fortæller kort hver vores historie og oplevelse af et system og lovgivning, der ikke varetager ofrenes tarv. Jeg vil gerne understrege, at vores historier ikke er udhængning af enkeltpersoner. Vi stiller op for at belyse de problematikker, som tusindvis af andre ofre løber ind i og opfordre politikerne til handling.

I politiker-panelet er:

Peter Skaarup (Dansk Folkeparti)
Karen Hækkerup (Socialdemokratiet)
Manu Sareen (Radikale Venstre)
Özlem Cekic (Socialistisk Folkeparti)

Høringen finder sted:

Onsdag d. 2. marts kl. 18 til 20. Dørene åbnes kl. 17.30.
Gratis adgang, ingen tilmelding nødvendig.

Kulturhuset Pilegården
Brønshøjvej 17, 1. sal (Salen ligger for enden af gangen)
2700 Brønshøj

Arrangementet er åbent for alle. Det er ikke kun relevant for ofre og pårørende. Emnet vedrører os alle og jeg håber rigtig mange vil støtte op om, at samfundet og politikerne skal tage det alvorligt og være opmærksomme på det dyrebareste vi har: Vores børn.

Af organisationer og foreninger bakker disse høringen op ved deres deltagelse:

Landsorganisationen Mod Seksuelle Overgreb www.lmso.dk
Albahus www.albahus.dk
Synlighedsdagen www.synlighedsdagen.dk
Psykisk Sårbar (Grundlagt af Poul Nyrup Rasmussen) www.psykisksaarbar.dk

Som deltager blandt publikum har du mulighed for, at stille politikerne spørgsmål. Benyt denne enestående lejlighed til, at komme i direkte dialog med de folkevalgte, hvis du har noget på hjerte om emnet.

Ønsker du at stille politikerne spørgsmål, vil jeg bede dig gøre det kort og præcist. Vi har deltagere, der kommer helt fra Jylland og det ville være rigtig ærgeligt, hvis ikke alle når til mikrofonen.

For at minimere spildtid og få flest mulige spørgsmål igennem:

- Forbered dit spørgsmål
- Stil dig venligst i kø oppe ved mikrofonen, når spørgerunden starter efter pausen
- Udvælg dig én politiker, som du vil stille spørgsmålet til. Vi kan ikke nå, at høre alle 4 politikers svar ved hvert spørgsmål

Bemærk endvidere, at politikerne ikke udtaler sig eller sagsbehandler enkeltsager. Så dit spørgsmål skal generelt være til gavn for andre ofre.

Såfremt du omtaler en person, der har krænket skal du holde dig i neutrale vendinger og blot omtale vedkommende som "den, der krænkede". Hvis personen ikke er dømt, kan du blive straffet med bøde eller fængsel, hvis du offentligt anklager en person for strafbare handlinger. Se mere på www.smuktliv.dk under "Lovgivning".

Hvert 10. barn i Danmark udsættes for seksuelle overgreb. De har ingen stemme eller mod til at kæmpe deres sag. Derfor er vi voksne nødt til at turde tage stilling til det svære emne og tale for dem.

Jeg arbejder i øjeblikket på lovændringer samt mere debat og synliggørelse af seksuelle overgreb, for at forbedre forholdene for de mange børn. Den bedste måde at ændre tingenes tilstand på er ved at være i dialog med politikerne. Støt op om sagen ved at trykke "Synes godt om" på Facebook-gruppen "Mere politisk fokus på overgreb mod børn"

http://www.facebook.com/home.php#!/pages/Mere-politisk-fokus-pa-overgreb-mod-born/118133121593232

Høringen tv-optages af TV-Bella, der sender programmet i Hovedstadsområdet. Efterfølgende ligges optagelserne også ud på www.youtube.com, www.smuktliv.dk og Facebook.

Spørgsmål vedr. høringen, kan rettes til Pernille Gyldensøe info@smuktliv.dk

  • Kommentarer(0)//blog.smuktliv.dk/#post9

Hvad nu, hvis det var 10. ældre på plejehjemmet??

Politik og lovgivningOprettet af Pernille Gyldensøe ons, januar 12, 2011 11:58:23
- der var udsat for seksuelle overgreb?

Ville politikerne så gribe til handling?

Jeg kan ikke lade være med at undre mig over, at der handles forbløffende lidt på overgreb mod børn. Er det koldt og kynisk fordi de ikke er stemmeberettigede?

I langt de fleste tilfælde rettes det politiske synlige fokus kun mod de udsatte børn, når medierne blæser en sag op. Selvom der i perioder er mange grimme sager beskrevet i pressen, udgør det så langt fra det virkelige billede.

Når stormen i nyhederne har lagt sig, glemmer man børnene igen. Jeg er overbevist om, at billedet ville være helt anderledes, hvis det var hver 10. ældre det gik udover.

I en valgtid, hvor man snakker om velfærdssamfund og at børn og unge er fremtiden, så er det et must også at handle og løse den problematik, som seksuelle overgreb udgør.

Politikerne vil gerne satse mere på Folkeskolen, så eleverne bliver dygtigere. Kan man fortænke de stakkels børn der sidder med store sår på krop og sjæl i, at de ikke er i stand til at følge med? De kolde tal svarer til, at der sidder min. 2 elever i hver skoleklasse, der har været udsat for overgreb.

Flere penge til Folkeskolen, JA
Mere oplysning til eleverne om seksuelle overgreb og egne grænser, JA
Bedre information og uddannelse af lærere m.m., så de fanger faresignalerne, JA

Men at symptom-behandle Folkeskolen og lukke øjnene for, HVORFOR nogen af eleverne tabes på gulvet, vil aldrig blive effektivt nok. Ligegyldigt hvem der sidder på magten efter valget.

Støt op om sagen på Facebook på siden "Mere politisk fokus på overgreb mod børn". Tryk "Synes godt om" og inviter alle dine venner.

På forhånd tusind tak.

  • Kommentarer(0)//blog.smuktliv.dk/#post7

Dansk Folkeparti ville have hjulpet ofrene i den katolske kirke

Politik og lovgivningOprettet af Pernille Gyldensøe ons, december 22, 2010 08:40:34
Da anmeldelserne om seksuelle overgreb begået i den katolske kirke væltede ind i foråret, var der bredt politisk flertal for en ophævelse eller forlængelse af forældelsesfristerne.

Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti fremlagde et forslag om øjeblikkelig nedlæggelse af forældelsesfristerne, så politiet kunne efterforske sagerne. Men desværre var der ikke opbakning til dette forslag blandt de øvrige partier, der ellers tidligere havde været positivt stemt for en ændring.

Læs denne artikel fra Berlingske d. 9. juni 2010

http://www.berlingske.dk/danmark/df-vil-lynaendre-lov-om-sex-sager

Justitsministeriets syltekrukke er Straffelovsrådet, der gennem meget lang tid har skulle kigge paragrafferne igennem vedr. seksuelle overgreb. Et resultat af den undersøgelse forventes tidligst færdig i sommeren 2011.

Systemet svigter og tingene ligger og henkoger.

Hver enkelt offer bag de 31 anmeldelser af præster i den katolske kirke, har hver især fået deres ar på sjælen over de oplevelser, som de har været udsat for. Men man skal samtidig huske på alle de mange andre tusinde af tilfælde om seksuelt misbrug, der ALDRIG frem i medierne på samme måde, som med den katolske kirke.

Når sådan en stor sag kommer frem på den måde i pressen, sidder der mange voksne mennesker med senfølger af seksuelle overgreb ude i befolkningen og kæmper med deres egne grimme barndomsminder. Mange har fortiet overgrebene af skam og skyld følelse, andre har blokeret dem fra hukommelsen af ren overlevelse. Skulle de efter den massive presseomtale finde mod til at anmelde deres barndoms krænker, er det bare for sent. Beklager, kammerat...det er forældet.

  • Kommentarer(0)//blog.smuktliv.dk/#post4

29 ud af 30 voldtægter ender uden dom

Politik og lovgivningOprettet af Pernille Gyldensøe søn, december 19, 2010 13:48:11

I BT d. 10. december 2010, blev det fremlagt at der er bekymrende få voldtægter, som nogensinde ender med dom.

Læs artiklen her http://www.bt.dk/krimi/29-ud-af-30-voldtaegter-ender-uden-dom

Kvinderne tør ikke anmelde det og mange frygter samtidig også, at anmeldelsen vil blive afvist i retten.

Tvivlen skal komme den anklagede til gode. Med så mange sex-forbrydere på fri fod, synes jeg nok det er politikernes ansvar at få kigget på hvordan vi får hjulpet disse kvinder og får dømt voldtægtsmanden!

Det er uansvarligt og uanstændigt, at man lader stå til overfor så mange voldtægtsmænd, som kan fortsætte deres overfald. Seksuel krænkende adfærd stopper jo ikke ved det første offer. Og når de finder ud af, hvor legende let det er at slippe godt fra det, kan de med ro i sindet fortsætte. Det næste offer er måske dit eget barn...

Efter min mening, burde man støtte anmeldelserne op med en psykologvurdering af anmelder og anklagede. Der vil være helt klare indikationer i begge personers psyke og adfærd, der vil kunne understøtte kvindens/mandens vidneforklaring. For ligeså frygteligt det er, at en voldtægtsmand går fri, ligeså frygteligt er det også at en uskyldig bliver dømt.

I et "velfungerende" retssamfund, burde en løsning omkring løftelse af bevisbyrden være et minimumskrav.

  • Kommentarer(0)//blog.smuktliv.dk/#post2

Der er noget galt i Danmark

Politik og lovgivningOprettet af Pernille Gyldensøe fre, december 17, 2010 11:40:58

De fleste af os regner med at vi lever i et velfungerende retssamfund. Det gør vi også i langt de fleste tilfælde - bare ikke når vi taler seksuelle overgreb mod børn.

I Danmark er det utrolig nemt, at slippe godt afsted med at forgribe sig på andre. Vores gældende lovgivning svigter ofre for seksuelle overgreb.

Når der kommer sager frem i pressen, forarges vi alle - som man bør - og glemmer samtidig alle de sager og personlige skæbner, som aldrig kommer frem i dagens lys. Minimum hvert 10. barn i Danmark udsættes for seksuelle overgreb indenfor eller udenfor hjemmet. Deriblandt er der med stor sandsynlighed et barn, som du kender.

Lovgivningen tager IKKE hensyn til børnenes tarv:

- Overgrebene kommer sjældent frem, mens de står på. Ofrene trues til tavshed på deres eget eller forældrenes liv, hvis de røber hemmeligheden

- Derfor går de fleste ofre alt for længe med det alene og når ikke at anmelde krænkeren inden forældelsesfristen udløber. De plages voldsomt af skyld- og skamfølelse og deres værste frygt er, hvis de ikke bliver troet på. Derfor forbliver de tavse

- Overgreb er en skjult forbrydelse. Der er af gode grunde ingen vidner eller beviser - så smarte er krænkere jo trods alt

- Desværre er ikke alle lokale politistationers personale lige interesserede i, at hjælpe ofre for seksuelle overgreb. Her behandles de respektløst og bliver ikke hørt.

- Gælder det helt små børn, afvises sager på grund af manglende tiltro til børnenes forklaring og troværdighed. Det er almindelig kendt blandt ofre, at forklaringer fra børn under 5 år ikke tillægges værdi.

- Børn, der udsættes for incest tvinges til samkvem med f.eks. deres far, som har forgrebet sig på dem. Bliver anmeldelsen afvist på grund af manglende bevisbyrde, er det lovmæssigt ikke sket. Men det ER jo sket og fortsat samkvem med en seksuelt krænkende forælder, vil ødelægge børnene fuldstændig

- Mødre, der kæmper for deres børns beskyttelse får oveni også en juridisk mundkurv på. De må ikke sige højt, at deres eks-mand har forgrebet sig seksuelt på deres børn - for når krænkeren ikke er dømt, er en sådan påstand injurierende.

- Det vil sige, at krænkeren går fri, kan fortsætte overgrebene på deres fælles børn og kan oveni turbanen få eks-konen dømt med bøde eller fængselsstraf, hvis hun fastholder at overgrebene er sket.

- Enkelte politikere mener godt, at man kan forsvare at de seksuelt krænkende personer render rundt ude i samfundet og fortsætter overgreb. For hvis de ikke dømmes, er det den risiko som foreligger. At de gør det igen og igen og igen...

Velfungerende retssamfund??????

  • Kommentarer(0)//blog.smuktliv.dk/#post1

Justistministeriet i Scweiz på afveje

Politik og lovgivningOprettet af Pernille Gyldensøe tor, december 16, 2010 22:50:12

Rystet læser man på Ekstra Bladets hjemmeside, at Justitsministeriet i Scweiz seriøst overvejer at tillade forældre, at have sex med deres voksne børn!

Læs artiklen på dette link

http://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/article1470364.ece

Jeg har slet ikke ord for, hvor grotesk en tanke jeg synes det er. Lyst til sex med sine børn, starter nok ikke først når de bliver voksne og myndige. Det er helt sikkert en trang den pågældende forælder har og udøver på børnene fra de er små.

Desværre er der børn, som opvokser med incest og tror det er normalt, at dyrke sex med deres forældre. Disse børn vil til hver en tid forsvare deres "forhold" til forældrene.

Det er dybt skræmmende, at systemet svigter børnene og blåstempler incest.

  • Kommentarer(4)//blog.smuktliv.dk/#post0